søndag, juli 04, 2010

Momsforhøjelse kun for de rige

Kan Naoto holdt en tale d. 30. juni hvor han lovede, at en kommende forhøjelse af momsen ikke ville ramme 'den almindelige borger'. To mulige metoder for at undgå dette er i spil. Enten kommer momsforhøjelsen ikke til at ramme dagligvarer eller også vil folk, hvis indkomst er under en eller anden grænse, få mulighed for at få refunderet deres moms. Det ligger ikke fast hvor grænsen skal gå, da han har nævnt flere forskellige indkomstgrænser, men et sted mellem 2-4 millioner yen årligt er hvad der har været på tale indtil videre.

Det har fået den allerede ivrige debat om emnet til at køre op i højeste gear. Der spekuleres i hvordan sådan en tilbagebetaling reelt ville fungere i praksis. Hvis Kan ville lade en sådan tilbagebetaling komme an på hvor meget man betaler i indkomstskat, bliver det straks mere kompliceret fordi det ikke nødvendigvis er muligt, at se hvor velstående folk er ud fra deres indkomst. Andre faktorer som f.eks. mængden af børn, om man er gift eller ej og meget andet kan spille ind. Så hvis det er tænkt som en slags lighedsmageri bliver udvælgelsesprocessen ikke så simpel som man måske umiddelbart kunne tro. Noget andet er, at hvis der er tale om en tilbagebetaling ville det selvfølgelig kræve, at folk gemte deres kvitteringer. Det siger sig selv, at det kun kan udvikle sig til et administrativt helvede for skattemyndighederne, og prisen for at indføre sådan et system ville være højt. Japansk bureaukrati er i forvejen kendt for at være ekstremt ineffektivt, og at give dem sådan en opgave ville næppe være med til at forbedre det ry.

Hvis man vælger den anden løsning og lader dagligvarer være undtagede fra momsforhøjelsen, som man kender det fra nogle europæiske lande, skaber det andre problemer. For hvad er dagligvarer og hvad er luksusvarer? Det favoriserer jo også visse produkter og er problematisk på den måde. Endelig er en differentieret moms jo noget, der pålægger handlende en ekstra byrde, da de skal kunne dokumentere hvad de har solgt af forskellige varer, når de skal betale deres skat. Det giver mere papirarbejde og problemer for dem og er det virkelig hvad Japan har brug for midt i en økonomisk krise?

Endelig er der jo det problem, at hvis man fritager folk fra skatten vil indkomsten selvfølgelig falde og eftersom hele motivationen for momsforhøjelsen er, at få flere penge i den slunkne japanske statskasse, så virker det lidt sært at begynde, at tale om reduktioner og tilbagebetalinger, der minimum vil føre til en 3 gange lavere indtægt for staten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar