lørdag, juli 10, 2010

Før valget



















Imorgen er der, som tidligere nævnt, valg til det japanske overhus. Det er ikke alle sæder i overhuset, der stemmes om, men kun en del af dem. Resten stemmes der om til næste overhus-valg. For at få absolut flertal skal DPJ bruge 60 sæder, hvilket ikke er særligt sandsynligt, hvis man skal tage meningsmålingernes ord for det. Skal DPJ og Kokumin Shinto bevare deres dominans i overhuset i fællesskab er det nødvendigt, at de får minimum 56 sæder ved dette valg. Støtten til Kans parti er støt faldet siden han begyndte, at tale om at forhøje momsen, for siden at komme med uklare meldinger om at sådan en skatteforhøjelse skulle indrettes så den ikke ramte de laveste indkomstklasser, enten ved at undtage dagligvarer eller ved at refundere momsen til folk med lav indkomst. Hans udmeldinger har været forvirrende og har båret stærkt præg af at være ufærdige idéer. At han oven i købet begyndte at undskylde for sin adfærd har næppe gjort det bedre.

Endvidere ser DPJs valgstrategi, hvor man i visse områder (f.eks. Fukuoka), der giver 2 sæder, har satset på 2 kandidater i håb om, at vinde 2 pladser og på den måde udelukke LDP kandidaterne i disse områder. Strategien blev lavet på et tidspunkt hvor DPJ troede, at de kunne det hele, men de tider er forbi og nu ender det nok med at de bliver svækkede i flere af de områder.

Også omkring den amerikanske base i Okinawa er der uklarhed. En nylig rundspørge blandt 20 DPJ-kandidater viste, at der var stærkt divergerende holdninger til emnet. Det er simpelthen svært for DPJ at fremstå som et solidt og forenet parti. Ozawa Ichiro, der jo blev vippet af pinden sammen med Hatoyama har også været ude at kritisere Kan, og taber Kan dette valg er vejen banet for en hård magtkamp indenfor partiet, og det er ikke sandsynligt, at Kan kan vinde en sådan. Således har DPJ ikke de stærkeste kort på hånden.

Det er dog ikke sikkert at et nederlag til DPJ vil resultere i at alle stemmer går til LDP. Nogle af stemmerne vil nok gå til partier som Minna No Tou (vores allesammens parti, som regel oversat til Your Party på engelsk) eller andre af de små. Men for LDP er det vigtigste vel nok, at DPJ bliver svækket kraftigt ved dette valg. Der er dog en del, der ikke har besluttet sig endnu, så det er ikke fordi udfaldet er givet på forhånd.

(Billedet er fra sidste års valg til underhuset og er taget af mig selv. Det er fra kommunistpartiets store valgmøde ved Shinjuku station)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar