mandag, juli 05, 2010

The Cove - Et studie i orientalisme

Jeg har netop set filmen 'The Cove', der er en dokumentarfilm, som handler om delfinjagten i Taiji, som vel bedst er noget, der kan sammenlignes med grindedrab som vi kender dem fra Færøerne. Man driver delfiner ind på lavt vand med både og dræber dem. En gammel måde hvorpå man kan jage hvaler. I øjeblikket er der ganske stor kontrovers om den i Japan hvor forskellige nationalistiske grupper demonstrerer imod filmen udenfor biograferne.

Nuvel, filmen er lavet af mennesker, der mener det er forkert, at slå delfiner ihjel. Det er der jo ikke noget galt som sådan. Så den første del af filmen går med at slå fast, at delfiner er meget intelligente og følsomme. I de første 20 minutter følger man således en mand, der har trænet en af de delfiner, som spillede Flipper i den kendte serie. Han fortæller bl.a. hvordan Kathy (som delfinen hed) slog sig selv ihjel mens han holdt den i sine arme. Dette er tilbagevendende i hele filmen, hvor delfiner konstant tilskrives menneskelige følelser. F.eks. omtales delfinernes unger konstant som 'babies', og der spekuleres meget i hvad definerne føler. Man har valgt at menneskeliggøre delfinerne og sætte fokus på deres intelligens som den vigtigste årsag til hvorfor man ikke bør dræbe dem. Men mange dyr er intelligente og ligegyldigt hvor mange surfer-historier der fortælles om hvordan mennesker har følt særlig kontakt med delfiner er det svært at komme med endegyldige argumenter for hvorfor netop delfiner eller hvaler i det hele taget skal nyde særlig beskyttelse.

Det er lidt ærgeligt, at man vælger at fokusere så meget på den slags disneyficering og tåbeligt føleri. For der er andre historier, der er mere interessante. Den politiske interesse for hvalfangst f.eks. Hvad spiller hvalfangst for rolle i forhold til national identitet for de mennesker, der støtter det? Hvad er traditionen for hvalfangst i Japan? Hvorfor vælger man at subsidiere det? Disse ting bliver kun berørt ganske overfladisk. En ting der dvæles lidt ved er det høje kviksølvindhold i delfinkød, men det ender ude på et paranoidt sidespor da Flipper-Kathys træner får lov til at udspy sine konspirationsteorier, som han tydeligvis ikke har noget at have i.

For mig var det mest interessante selvfølgelig hvilken rolle filmen gav til japanere, og her var den sjovt nok så tro mod Edward Saids forestilling om orientalismen som det næsten er muligt. For The Cove er både en film om delfiner og en film om de mennesker, hvide amerikanere selvfølgelig, der iscenesætter sig selv som rock n'roll miljøaktivister, der tager afsted for at afsløre de onde orientalere, så verdenssamfundet kan gøre noget ved sagen. Japanere omtales altid som udifferentieret enhed. Japanerne dit og japanerne dat.

Et af de mest almindelige forsvar for hvalfangst er det kulturelle. Japanske hvalfangere siger, at det er deres kultur at fange hvaler. Det er efter min mening et ringe forsvar, da kultur nu engang er noget vi selv vælger hvordan vi vil bringe i spil. Men i Taiji hvor filmen er optaget har man nu engang dræbt delfiner på den måde siden 1600-tallet. Det er en tradition i området og man kan sagtens sige, at det er en del af deres kultur. Det er først hvis man insisterer på at det skal være et forsvar i sig selv, at det bliver rigtigt problematisk. I filmen forsøger de at tilbagevise det kulturelle forsvar, ikke ved at påpege at vi ikke er slaver af vores kultur, nej, men ved at interviewe nogle mennesker på gaden i Tokyo og spørge dem om de kender til det. Det møder de selvfølgelig en del der ikke gør og dermed er det ikke hvalfangernes kultur, og så falder det kulturelle forsvar fra hinanden, synes logikken at være. Der tages ikke højde for at folk i Tokyo og folk i Taiji ikke lever på samme måde. Nej, de er jo japanere alle sammen. Det er en meget afslørende sekvens i filmen. Det skal siges, at man slet ikke nævner at delfindrab er en tradition, der kan spores så langt tilbage. Måske fordi filmmagerne selv er tilhængere af kulturelle rettigheder i andre situationer og frygter at det vil svække deres sag? Jeg ved det ikke, men underligt er det.

I en anden sekvens tales der om at japansk hvalfangst slet ikke handler om økonomi, men nærmere om at japanere forsøger at holde fast i det gamle imperie. Der massepsykologiseres på mest platte vis uden at det underbygges på nogen måde. Lige efter spekuleres der så om hvorfor der ikke er en indflydelsesrig anti-hvalfangstbevægelse i Japan. Jo, det er selvfølgelig pga. japanernes konformitet. Dette illustreres med ordsproget 'the nail that sticks out get hammered down', som skal overbevise os om at det er fordi japanerne lever i en tilstand af frygt, at der ikke er så stor en bevægelse. Det kan åbenbart ikke være fordi andre ideer om hvad delfiner og hvaler er end dem der er populære her i vores del af verden nyder udbredelse i Japan. Nej, for det er kun oplyste amerikanere og europæere, der kan tænke selvstændigt og tør stå frem.

Den slags groft generaliserende forestillinger er der igennem hele filmen. Man vil ikke komplicere situationen ved at anerkende, at der altså nu engang er meget forskellige tilgange til dyr og dyrerettigheder ude i verden, og det gør ikke bare filmen enormt uinteressant, men får den også til at virke ekstra useriøs. Den vil gerne tegne et nuanceret billede af den intelligente og følsomme delfin, men det sker ved at karikere en hel nation. Lidt synd, når nu der er så mange interessante måder man kunne have kritiseret delfinjagten på.

4 kommentarer:

  1. @ Daniel:

    Jeg har ikke set filmen, og har ikke umiddelbart nogen interesse i at se den, så jeg vil kun kommentere dele af dit indlæg.

    Daniel:Dit sprog baseres på en forståelse af følelser, som jeg ikke kan se noget videnskabeligt belæg for at dele.

    Dette er tilbagevendende i hele filmen, hvor delfiner konstant tilskrives menneskelige følelser.
    Man har valgt at menneskeliggøre delfinerne...


    Hvorfor definerer du følelser og intelligens som noget menneskeligt? Følelser gør vores gener mere overlevelsesdygtige på en lang række områder, og jeg har umiddelbart svært ved at tro på at de er begrænset til menneske. Overlevelsesfordelene ved at have følelser (aversion mod smerte, kærlighed til afkom, evne til at knytte bånd etc.) er så indlysende, og evolution er en effektiv proces, så alt andet lige forekommer det mig overordentligt plausibelt at der er ikke-menneskelige dyr som har følelser. Det forekommer mig af samme årsag overordentligt plausibelt at følelser er en pre-menneskelig feature, dvs. følelser er ældre end mennesket.

    Jeg vil på ingen måde foregive at være ekspert på emnet, og hvis jeg er gået fuldstændigt fejl i min forståelse af evolutionær processer, så oplys endelig min uvidenhed.

    Daniel: Det er lidt ærgeligt, at man vælger at fokusere så meget på den slags disneyficering og tåbeligt føleri.

    WJ: Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet disneyficering, da det kan tolkes som om at tesen om at dyr har fællestræk med mennesket er en fiktion. Derudover er jeg selv vokset op med Disney og bøffer, og det var først da jeg mødte idéer som ahimsa at jeg blev vegetar. De vegetarer jeg kender trækker mere på indiske traditioner, eller tanker med væsentlige fællestræk med disse traditioner, end på et forelsket forhold til det enkelte dyr.

    Jeg kan ikke udelukke at ordet er relevant i denne sammenhæng, da jeg ikke har set filmen, men ordet er karikerende, og hvis dit indlæg i sin selvforståelse er et opgør med karikaturer, så kunne du passende starte med at sende ordet disneyficering på møddingen.

    Daniel: Et af de mest almindelige forsvar for hvalfangst er det kulturelle. Japanske hvalfangere siger, at det er deres kultur at fange hvaler. Det er efter min mening et ringe forsvar, da kultur nu engang er noget vi selv vælger hvordan vi vil bringe i spil.

    WJ: Vel talt. Lad mig dertil tilføje at en vestlig dyrerettighedsforkæmper med fordel kunne tage udgangspunkt i, hvordan vi behandler de ligeledes intelligente og følsomme grise.

    SvarSlet
  2. Har ikke set den, men sidder blot og tænker på, at jeg altid har set Delfin forskning som suspekt. Først og fremmest fordi forskerne har en stærk tendens til at være forudindtaget - De vælger at blive delfin-forskere, fordi at de kan lide delfiner.

    Man bruger tiden på at finde tendenser som kan tolkes så de bekræfter ens drømme.

    Hey, du har et tag i din tag listen som hedder "homoøpati" ... hæhæ... lyder interessant ;)

    SvarSlet
  3. Hej William,
    jeg tror ikke du forstår mig helt. Der er næppe nogen tvivl om at dyr har følelser. De kan f.eks. føle angst eller knytte sig til ting og mennesker. I filmen projiceres menneskelige følelser over på delfinerne og det er det jeg taler om. Beklager hvis det ikke fremgik tydeligt af det skrevne.
    Det er problematisk at gøre sådan og det er også derfor jeg bruger ordet disneyficering. For det er netop det samme som når man gør et et hjortekid til bambi eller en elefantunge til dumbo. Ungerne her bliver så til 'delfinbabyer', og det antages uden videre, at forholdet mellem mor og 'baby' er som mellem et menneske og dets barn. Jeg synes det er passende i denne sammenhæng.
    Det er selvfølgelig en anelse svært at diskutere med dig når du ikke har set filmen, som jo er det indlægget handler om.

    SvarSlet
  4. @ Daniel, du skriver: Der er næppe nogen tvivl om at dyr har følelser. De kan f.eks. føle angst eller knytte sig til ting og mennesker. I filmen projiceres menneskelige følelser over på delfinerne og det er det jeg taler om.

    WJ: Jeg forstår dig stadigvæk ikke. Hvilke følelser er det, som du regner for menneskelige følelser? Angsten, evnen til at knytte bånd etc. regner du for tilstedeværende udenfor mennesker, så hvad er der tilbage, som er "menneskelige følelser", og hvilke af disse menneskelige følelser (ikke tanker eller forståelser, men følelser) er det urimeligt at projicere på delfiner?

    Daniel: Ungerne her bliver så til 'delfinbabyer', og det antages uden videre, at forholdet mellem mor og 'baby' er som mellem et menneske og dets barn.

    WJ: Jeg betragter det som overordentligt sandsynligt at forholdet mellem mor og unge hos mange dyrearter er som mellem et menneske og dets barn. Dette nære forhold gør (forhåbentligt selvindlysende) dyret mere egnet til overlevelse, og jeg har svært ved at tro at dette forhold er unikt menneskeligt.

    Mennesket har et par intellektuelle overbygninger på det forhold, men jeg har svært ved at tro at evolutionen ikke har frembragt mor/unge-featuren i andre dyrearter. Denne menneskelige exceptionalisme (Bibelficering?) forekommer mig at være helt kontra-intuitiv. Man kunne eventuelt undersøge det nærmere ved at se i hvilken del af hjernen at moderen føler sin kærlighed til sit barn, og derfra slutte noget om featurens udvikling.

    Jeg foregiver som sagt ikke at være biolog, jeg har blot læst et par bøger for lægfolk. Hvis jeg er gået fuldstændigt galt i byen, så oplys endelig min uvidenhed.

    SvarSlet