søndag, juli 11, 2010

Resultatet af valget

Det står nu klart, at valget ikke ligefrem gik godt for DPJ, selv om der er ikke talt helt op endnu. Ikke engang sølle 50 sæder kunne det blive til. Man kunne hverken bevare sit flertal i koalitionen eller få absolut flertal. DPJs koalitionspartner, Kokumin Shintou, ser ud til at have mistet alle de 3 mandater de havde på spil. Det var ikke fordi det var et fantastisk valg for LDP heller, men det da ganske OK for dem. Valgets store vinder var Minna No Tou, der i skrivende stund er oppe på hele 11 sæder. De havde kun et før. Dette betyder selvfølgelig ikke at Kan går af eller noget som helst i den retning, men det kan dog svække ham i forhold til at generobre lederposten i DPJ, når perioden udløber i september. Kan har overtaget Hatoyamas periode, og derfor er det allerede til efteråret at hans lederskab tages op til revision. Om han vil blive vippet af pinden på det tidspunkt kommer bl.a. an på hvor stor utilfredshed han har forårsaget i partiet og hvordan Ozawa Ichiros position er, for det vil nok kun være Ozawa, der kan mønstre en reel kandidat, som kan konkurrere med Kan. Ozawa står muligvis til at blive sigtet i en større skandalesag og hvis det sker, er Kan nok sikker for nu. Det vil næppe være godt for partiet med endnu et lederskifte på så kort tid. Endvidere må DPJ nok se sig om efter nye koalitionspartnere, nu når Kokumim Shintou ikke ser ud til at kunne klare opgaven. Det bliver også spændende.


Hvad angår Minna No Tou er det nok det mest liberale parti der findes i Japan, og det er overraskende, at de har fået så mange stemmer. De har især slået sig op på modstand mod bureaukrat-vældet og har på det område en del til fælles med DPJ. Desuden taler de også meget om ansvarlig økonomisk politik (ja ok, hvem gør ikke det?). Jeg regner med at lave et blogindlæg om dem i løbet af sommeren.

Følg valget online

Resultaterne fra det japanske valg vælter ind. Følg Transpacific Radios TV-dækning her, og se resultaterne hos Google her. Mainichi og Asahi opdaterer også konstant, og Mainichi rapporterer live på Twitter.

lørdag, juli 10, 2010

Før valget



















Imorgen er der, som tidligere nævnt, valg til det japanske overhus. Det er ikke alle sæder i overhuset, der stemmes om, men kun en del af dem. Resten stemmes der om til næste overhus-valg. For at få absolut flertal skal DPJ bruge 60 sæder, hvilket ikke er særligt sandsynligt, hvis man skal tage meningsmålingernes ord for det. Skal DPJ og Kokumin Shinto bevare deres dominans i overhuset i fællesskab er det nødvendigt, at de får minimum 56 sæder ved dette valg. Støtten til Kans parti er støt faldet siden han begyndte, at tale om at forhøje momsen, for siden at komme med uklare meldinger om at sådan en skatteforhøjelse skulle indrettes så den ikke ramte de laveste indkomstklasser, enten ved at undtage dagligvarer eller ved at refundere momsen til folk med lav indkomst. Hans udmeldinger har været forvirrende og har båret stærkt præg af at være ufærdige idéer. At han oven i købet begyndte at undskylde for sin adfærd har næppe gjort det bedre.

Endvidere ser DPJs valgstrategi, hvor man i visse områder (f.eks. Fukuoka), der giver 2 sæder, har satset på 2 kandidater i håb om, at vinde 2 pladser og på den måde udelukke LDP kandidaterne i disse områder. Strategien blev lavet på et tidspunkt hvor DPJ troede, at de kunne det hele, men de tider er forbi og nu ender det nok med at de bliver svækkede i flere af de områder.

Også omkring den amerikanske base i Okinawa er der uklarhed. En nylig rundspørge blandt 20 DPJ-kandidater viste, at der var stærkt divergerende holdninger til emnet. Det er simpelthen svært for DPJ at fremstå som et solidt og forenet parti. Ozawa Ichiro, der jo blev vippet af pinden sammen med Hatoyama har også været ude at kritisere Kan, og taber Kan dette valg er vejen banet for en hård magtkamp indenfor partiet, og det er ikke sandsynligt, at Kan kan vinde en sådan. Således har DPJ ikke de stærkeste kort på hånden.

Det er dog ikke sikkert at et nederlag til DPJ vil resultere i at alle stemmer går til LDP. Nogle af stemmerne vil nok gå til partier som Minna No Tou (vores allesammens parti, som regel oversat til Your Party på engelsk) eller andre af de små. Men for LDP er det vigtigste vel nok, at DPJ bliver svækket kraftigt ved dette valg. Der er dog en del, der ikke har besluttet sig endnu, så det er ikke fordi udfaldet er givet på forhånd.

(Billedet er fra sidste års valg til underhuset og er taget af mig selv. Det er fra kommunistpartiets store valgmøde ved Shinjuku station)

mandag, juli 05, 2010

The Cove - Et studie i orientalisme

Jeg har netop set filmen 'The Cove', der er en dokumentarfilm, som handler om delfinjagten i Taiji, som vel bedst er noget, der kan sammenlignes med grindedrab som vi kender dem fra Færøerne. Man driver delfiner ind på lavt vand med både og dræber dem. En gammel måde hvorpå man kan jage hvaler. I øjeblikket er der ganske stor kontrovers om den i Japan hvor forskellige nationalistiske grupper demonstrerer imod filmen udenfor biograferne.

Nuvel, filmen er lavet af mennesker, der mener det er forkert, at slå delfiner ihjel. Det er der jo ikke noget galt som sådan. Så den første del af filmen går med at slå fast, at delfiner er meget intelligente og følsomme. I de første 20 minutter følger man således en mand, der har trænet en af de delfiner, som spillede Flipper i den kendte serie. Han fortæller bl.a. hvordan Kathy (som delfinen hed) slog sig selv ihjel mens han holdt den i sine arme. Dette er tilbagevendende i hele filmen, hvor delfiner konstant tilskrives menneskelige følelser. F.eks. omtales delfinernes unger konstant som 'babies', og der spekuleres meget i hvad definerne føler. Man har valgt at menneskeliggøre delfinerne og sætte fokus på deres intelligens som den vigtigste årsag til hvorfor man ikke bør dræbe dem. Men mange dyr er intelligente og ligegyldigt hvor mange surfer-historier der fortælles om hvordan mennesker har følt særlig kontakt med delfiner er det svært at komme med endegyldige argumenter for hvorfor netop delfiner eller hvaler i det hele taget skal nyde særlig beskyttelse.

Det er lidt ærgeligt, at man vælger at fokusere så meget på den slags disneyficering og tåbeligt føleri. For der er andre historier, der er mere interessante. Den politiske interesse for hvalfangst f.eks. Hvad spiller hvalfangst for rolle i forhold til national identitet for de mennesker, der støtter det? Hvad er traditionen for hvalfangst i Japan? Hvorfor vælger man at subsidiere det? Disse ting bliver kun berørt ganske overfladisk. En ting der dvæles lidt ved er det høje kviksølvindhold i delfinkød, men det ender ude på et paranoidt sidespor da Flipper-Kathys træner får lov til at udspy sine konspirationsteorier, som han tydeligvis ikke har noget at have i.

For mig var det mest interessante selvfølgelig hvilken rolle filmen gav til japanere, og her var den sjovt nok så tro mod Edward Saids forestilling om orientalismen som det næsten er muligt. For The Cove er både en film om delfiner og en film om de mennesker, hvide amerikanere selvfølgelig, der iscenesætter sig selv som rock n'roll miljøaktivister, der tager afsted for at afsløre de onde orientalere, så verdenssamfundet kan gøre noget ved sagen. Japanere omtales altid som udifferentieret enhed. Japanerne dit og japanerne dat.

Et af de mest almindelige forsvar for hvalfangst er det kulturelle. Japanske hvalfangere siger, at det er deres kultur at fange hvaler. Det er efter min mening et ringe forsvar, da kultur nu engang er noget vi selv vælger hvordan vi vil bringe i spil. Men i Taiji hvor filmen er optaget har man nu engang dræbt delfiner på den måde siden 1600-tallet. Det er en tradition i området og man kan sagtens sige, at det er en del af deres kultur. Det er først hvis man insisterer på at det skal være et forsvar i sig selv, at det bliver rigtigt problematisk. I filmen forsøger de at tilbagevise det kulturelle forsvar, ikke ved at påpege at vi ikke er slaver af vores kultur, nej, men ved at interviewe nogle mennesker på gaden i Tokyo og spørge dem om de kender til det. Det møder de selvfølgelig en del der ikke gør og dermed er det ikke hvalfangernes kultur, og så falder det kulturelle forsvar fra hinanden, synes logikken at være. Der tages ikke højde for at folk i Tokyo og folk i Taiji ikke lever på samme måde. Nej, de er jo japanere alle sammen. Det er en meget afslørende sekvens i filmen. Det skal siges, at man slet ikke nævner at delfindrab er en tradition, der kan spores så langt tilbage. Måske fordi filmmagerne selv er tilhængere af kulturelle rettigheder i andre situationer og frygter at det vil svække deres sag? Jeg ved det ikke, men underligt er det.

I en anden sekvens tales der om at japansk hvalfangst slet ikke handler om økonomi, men nærmere om at japanere forsøger at holde fast i det gamle imperie. Der massepsykologiseres på mest platte vis uden at det underbygges på nogen måde. Lige efter spekuleres der så om hvorfor der ikke er en indflydelsesrig anti-hvalfangstbevægelse i Japan. Jo, det er selvfølgelig pga. japanernes konformitet. Dette illustreres med ordsproget 'the nail that sticks out get hammered down', som skal overbevise os om at det er fordi japanerne lever i en tilstand af frygt, at der ikke er så stor en bevægelse. Det kan åbenbart ikke være fordi andre ideer om hvad delfiner og hvaler er end dem der er populære her i vores del af verden nyder udbredelse i Japan. Nej, for det er kun oplyste amerikanere og europæere, der kan tænke selvstændigt og tør stå frem.

Den slags groft generaliserende forestillinger er der igennem hele filmen. Man vil ikke komplicere situationen ved at anerkende, at der altså nu engang er meget forskellige tilgange til dyr og dyrerettigheder ude i verden, og det gør ikke bare filmen enormt uinteressant, men får den også til at virke ekstra useriøs. Den vil gerne tegne et nuanceret billede af den intelligente og følsomme delfin, men det sker ved at karikere en hel nation. Lidt synd, når nu der er så mange interessante måder man kunne have kritiseret delfinjagten på.

søndag, juli 04, 2010

Momsforhøjelse kun for de rige

Kan Naoto holdt en tale d. 30. juni hvor han lovede, at en kommende forhøjelse af momsen ikke ville ramme 'den almindelige borger'. To mulige metoder for at undgå dette er i spil. Enten kommer momsforhøjelsen ikke til at ramme dagligvarer eller også vil folk, hvis indkomst er under en eller anden grænse, få mulighed for at få refunderet deres moms. Det ligger ikke fast hvor grænsen skal gå, da han har nævnt flere forskellige indkomstgrænser, men et sted mellem 2-4 millioner yen årligt er hvad der har været på tale indtil videre.

Det har fået den allerede ivrige debat om emnet til at køre op i højeste gear. Der spekuleres i hvordan sådan en tilbagebetaling reelt ville fungere i praksis. Hvis Kan ville lade en sådan tilbagebetaling komme an på hvor meget man betaler i indkomstskat, bliver det straks mere kompliceret fordi det ikke nødvendigvis er muligt, at se hvor velstående folk er ud fra deres indkomst. Andre faktorer som f.eks. mængden af børn, om man er gift eller ej og meget andet kan spille ind. Så hvis det er tænkt som en slags lighedsmageri bliver udvælgelsesprocessen ikke så simpel som man måske umiddelbart kunne tro. Noget andet er, at hvis der er tale om en tilbagebetaling ville det selvfølgelig kræve, at folk gemte deres kvitteringer. Det siger sig selv, at det kun kan udvikle sig til et administrativt helvede for skattemyndighederne, og prisen for at indføre sådan et system ville være højt. Japansk bureaukrati er i forvejen kendt for at være ekstremt ineffektivt, og at give dem sådan en opgave ville næppe være med til at forbedre det ry.

Hvis man vælger den anden løsning og lader dagligvarer være undtagede fra momsforhøjelsen, som man kender det fra nogle europæiske lande, skaber det andre problemer. For hvad er dagligvarer og hvad er luksusvarer? Det favoriserer jo også visse produkter og er problematisk på den måde. Endelig er en differentieret moms jo noget, der pålægger handlende en ekstra byrde, da de skal kunne dokumentere hvad de har solgt af forskellige varer, når de skal betale deres skat. Det giver mere papirarbejde og problemer for dem og er det virkelig hvad Japan har brug for midt i en økonomisk krise?

Endelig er der jo det problem, at hvis man fritager folk fra skatten vil indkomsten selvfølgelig falde og eftersom hele motivationen for momsforhøjelsen er, at få flere penge i den slunkne japanske statskasse, så virker det lidt sært at begynde, at tale om reduktioner og tilbagebetalinger, der minimum vil føre til en 3 gange lavere indtægt for staten.