tirsdag, maj 25, 2010

Ingen manga på iPad

J-Cast News skriver, at trods forsøg på at levere manga på iPad oplever japanske udgivere, at deres indhold i stor stil bliver afvist enten pga. for meget sex eller vold. Der er tale om mainstream tegneserier, der sælges hos almindelige japanske boghandlere, men som altså ikke må distribueres igennem Apples kanaler. Nyheden har vakt harme hos en del japanske manga-fans, og på internetfora har man bl.a. bidt mærke i at en hospitalsscene med for meget blod er blevet afvist. Forlæggere har forsøgt, at få oplyst hvad Apples regler er for nøgenhed og vold, men Apple har nægtet at svare.
Nu er det ingen hemmelighed, at grænserne for hvad der er et acceptabelt niveau af vold og sex i tegneserier i Japan er ret forskelligt fra hvad det er i USA. Det ser ud til at Apple har eksporteret deres nypuritanske holdning til hvad for noget indhold der må sælges til deres enheder (som så i øvrigt ikke gælder hvis bare firmaet er stort nok) til Japan. Man kan vel kalde det en form for moralsk etnocentrisme. Jeg kunne forestille mig, at Apple i længden kunne komme til at tabe stort på denne strategi. Hvad der måske giver mening for Jobs og kumpaner, giver ikke nødvendigvis mening i andre kulturelle kontekster, og det er tydeligvis svært for en del japanere at forstå hvorfor et centralt kulturelt produkt som manga skal formenes adgang til platformen fordi det ikke lever op til et andet lands moralske standarder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar