lørdag, marts 06, 2010

Københavns Politi udtaler sig om rumænsk kultur

I forbindelse med det brutale mord på en norsk stewardesse på et hotel i København advarer Københavns Politi imod kriminelle rumænere. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. Det interessante er måden det foregår på:

- Rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur, siger Ove Dahl.

Samme erfaring har Rene Hansen, der leder den særlige afdeling for bekæmpelse af kvindehandel i Københavns Politi:

- Jeg vil tro, at rumænere i dag sidder på omkring en tredjedel af gadeprostitutionen i København, siger Rene Hansen til Politiken.

- Pigerne bliver lokket hertil fra Rumænien, og når de så er her, bliver de sendt på gaden. Tjener de for lidt penge, er bagmændene ikke tilbageholdende med at slå dem. Liv betyder ikke det samme for dem som for os, siger han.

Det er sjældent man støder på så ekstrem kulturel essentialisme på så lidt plads, og så endda udtalt af et par politichefer. Ove Dahl tyer til kulturen for at forklare det brutale overfald. Det ligger indlejret i rumænernes kultur ikke at have skrupler over brutal adfærd. Åh ja, det bringer minder om mangen en redegørelse for f.eks. asiaters særlige grusomhed og den slags fra tidligere tider. Jeg er nu ret sikker på at rovmord heller ikke anses for god tone i Rumænien, og det er næppe 'rumænsk kultur', som morderen har valgt at bruge på denne særlige måde. Manden har tidligere siddet i fængsel og åbenbart slået en mand ihjel derinde. Ligeledes må man formode, at rumænere, der kommer herop for at begå berigelseskriminalitet ikke er særligt velhavende, og dermed har en eventuel villighed til at anvende vold for at tilegne sig midler nok nærmere at gøre med cost/benefit analyser og sociale forhold end med 'kultur'. Jeg kunne også godt tænke mig at høre lidt om alle de mange sager hvor rumænere har slået folk ihjel herhjemme for 'et par hundrede kroner'..er der mange af sådanne sager?

Det er ikke første gang Ove Dahl udtaler sig om kultur som årsag. I 2005 udtalte han i forbindelse med drabet på Cafe Rust:

Det ligger os meget på sinde at gøre alt for at beskytte dørmanden, hans nærmeste familie og hans svoger. Vi ved, at det ligger i kulturen i indvandrermiljøet, at der skal ske noget tilbagebetaling

Tak for kaffe (og tak til Simon for link til Uriasposten). Det er vist ikke usædvanligt med hævn i kriminelle miljøer, men her blev det gjort til et særligt kulturelt træk.

Hvis man ser på Rene Hansens udtalelse i det første citat:'Liv betyder ikke det samme for dem som for os', så foregår der flere interessante ting. For det første antages det at rumænere deler samme indstilling til et livs værdi, og for det andet antages præcist det samme om 'vores' holdning, der her må antages at hentyde til danskere. Forskellen antages ikke at ligge imellem kriminelle rumænere og ikke-kriminelle rumænere, men nærmere mellem dansk og rumænsk kultur. 'Vi' kan indeholde både danske kriminelle og ordentlige borgere for hvem fysisk vold aldrig ville være en mulighed. Alligevel antages det at de forskellige kategorier af danskere deler en indstilling til værdien af et liv (livet er vigtigt), der står i skarp kontrast til den rumænske indstilling (livet er intet værd). Det er jo rimelig vildt, at Politiet kommer med sådanne ukvalificerede og groft generaliserende udtalelser, men på den anden side er det heller ikke overraskende, da det jo de fleste steder i samfundet accepteres at man hentyder til kultur som årsag og essentiel. Jeg ville dog ikke føle mig særligt tryg næste gang jeg mødte en betjent hvis jeg var rumæner.

UPDATE: Zenia Stampe har åbenbart anmeldt Ove Dahl for racisme. Jeg har dog svært ved at se hvad det skal gøre godt for. Bliver Dahl klogere af det? Det tror jeg næppe han gør. Det burde vel være internt i politiet man gik i rette med den slags og sendte en udtalelse ud hvis der var brug for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar