søndag, november 21, 2010

Automatisk oversættelse til Kansai-ben

Kansai-ben oversætter

Sjovt lille program, der oversætter en hvilken som tekst på standard-japansk til Kansai-dialekt. Nu kan du nemt komme til at tale som et Yakuza-medlem.
via Jake Adelstein.

lørdag, oktober 02, 2010

Nationalistisk rap


I forbindelse med den eskalerende konflikt mellem Kina og Japan smed rapperen Show-K dette nummer på gaden (eller nærmere nettet) forleden. Titlen betyder 'Japanere, rejs jer!" I nummeret kritiseres bl.a. Sengoku Yoshito for at være for blødsøden, og der er flere referencer til forfædrene, der satte livet på spil for at forsvare Japan.
Teksten som helhed fremstår som et kraftigt angreb på det kinesiske kommunistparti, der invaderer et japan, som er lammet pga. paragraf 9 i den japanske forfatning. Det sidste er den paragraf, der blev indført at amerikanerne efter krigen for at forhindre at Japan fik et rigtigt militær. Den dag idag begrænser det i høj grad japansk militæraktivitet. Nummeret er interessant fordi det afspejler en del følelser, der i i høj grad findes i Japan idag, og så endda i rap-form.

søndag, september 26, 2010

Akihabara video tour

Tokyo Hackerspace har lavet en rigtigt god serie af videoer, hvor de viser rundt i Akihabara. Her er f.eks.
Se alle videoerne.

søndag, august 22, 2010

Minna no tou: hvem er de?

Ved valget til overhuset var den store vinder det nye parti: Minna No Tou (herefter MNT). Partiet er i danske medier blevet omtalt som 'ultra-liberalt' og endda på P1 sammenlignet med Liberal Alliance, hvilket nok er i overkanten. Ren liberalisme har aldrig været særligt populært i Japan, hvor kapitalismen i høj grad er blevet underlagt politisk styring, hvilket har givet nogle firmaer store fordele fremfor andre og har været med til at skabe et system bygget på kammerateri mellem politikere og forretningsfolk. Især nogle firmaer indenfor byggebranchen og visse andre brancher, som f.eks. teknologiindustrien, har nydt godt af statsstøtte. SONY er et glimrende eksempel på et firma, der har fået mange subsidier på bekostning af andre spillere indenfor industrien.

Det var først med indsættelsen af Koizumi, at der blev sat spørgsmålstegn ved disse praksisser, ligesom han også arbejdede for at reducere bureaukratiet og statsgælden, og i det hele taget forsøgte, at gøre det enormt tunge japanske statsapparat mindre. Men man kan næppe beskylde Koizumi for at være en rendyrket liberalist i klassisk forstand. Han havde liberalistiske tendenser på nogle områder, mens han var mere bevarende på andre. I forhold til udenrigspolitiken kunne han f.eks. næppe siges at være særligt liberal og hans Yasukuni-besøg var nærmere udtryk for konservatisme end liberalisme. Hvis man skal sammenligne Koizumi og hans slæng med danske politikere, vil det nærmere blive sådan noget som Venstre eller Konservative end Liberal Alliance.

MNT er Koizumis arvtagere, og mange af deres medlemmer har tidligere været medlemmer af LDP og stammer fra Koizumis fløj. Minna no tous succes skal ses i lyset af at der er en lige linje fra en af Japans mest populære ledere til den politik de agiterer for, og det i en tid hvor den ene politiker efter den anden demonstrerer deres uduelighed som ledere. Lige gyldigt hvad man synes om Koizumi kommer man ikke udenom at han havde en vis succes i forhold til de mål han satte sig, hvilket er mere end hvad man kan sige om de mange premierministre, der har fulgt i hans fodspor siden 2006.

Men lad os se på partiets politik. Hvad er det egentlig de vil? Deres partiprogram består af fem punkter:

  1. I Japan har der været megen snak om skatteforhøjelser, hvilket jeg også har skrevet en del om i tidens løb her på bloggen. MNT er ikke decideret imod en skatteforhøjelse. De er åbne overfor den mulighed, men mener, at hvis nogle skatter skal forhøjes, så skal der gennemføres nogle reformer først. Der skal skæres ned på antallet af bureaukrater og politikere, deres løn skal sættes ned og de forskellige praksisser, der har bundet politikere og bureaukrater tæt sammen med det private erhvervsliv, som f.eks. amakudari, skal forbydes. Færre privilegier til politikere og et krav om at hvis befolkningen skal udsættes for skatteforhøjelser, så skal den politiske magtelite også gøre hvad de kan for at bringe udgifterne ned og skabe gennemsigtighed i det japanske politiske system. MNT lægger sig på en måde op ad DPJ her, men de kritiserer DPJ for kun at snakke om det og ikke gøre noget ved det. DPJ har udsat vedtagelsen af love, der skulle begrænse bureaukratvældet, på trods af at det var noget af det de gik til valg på, så kritikken er berettiget. Om MNT ville kunne gøre det bedre er en anden sag. I forhold til spørgsmålet om hvorvidt MNT er 'ultra-liberalister' er det tydeligt, at de i hvert fald ikke er det på dette område. De plæderer for en sammenhæng mellem indtægter og udgifter, og større personligt ansvar hos politikere og embedsmænd. Det er klassiske borgelige værdier, vil jeg mene. Japan kan ikke blive ved med at forgælde sig yderligere.
    MNT vil have mindre stat. De fremsætter en del meget konkrete forslag til hvordan man kan gøre staten mindre og spare mange penge. Bl.a. 20% lønnedgang til embedsmænd og 30% nedskæring i deres årlige bonus. De vil fyre 5000 bureaukrater og også begrænse fratrædelses- og pensionsordninger. Statsansatte skal ikke længere nyde særlige ansættelsespriviligier, men skal på niveau med privatansatte. Samtidigt skal visse områder omstruktureres, således at magten i højere grad flyttes fra bureaukrater til borgerne og korruptionen begrænses. Den meget omdiskuterede privatisering af postvæsenet skal gennemføres. Det er klar tale, ikke luftige intentioner, MNT præsenterer her. Hvilket nok er en af de største grunde til at de har haft så stor succes.
  2. Økonomien skal løftes. Statens prioriteter skal være borgernes tryghed og en solid økonomisk politik. Pengene skal bruges på velfærdskerneydelser, som f.eks. lægehjælp og den slags, og så skal der sættes ind mod yderligere deflation. Der skal lægges en plan for økonomisk vækst, og her taler MNT klart imod Kan Naotos skatteforhøjelse som et middel til vækst. Her er MNT nærmest socialliberale, og rammer ind i den store usikkerhed omkring fremtiden, som mange føler i dagens Japan.
  3. Decentralisering. MNT vil gøre op med det centraliserede styre, og omstrukturere så regionerne får en højere grad af selvstyre. DPJ har talt om noget lignende, men MNT går langt videre og vil bl.a. gøre op med de subsidier, som flyder fra centralmagten til landområderne. De er oftest bundet op på forskellige krav, og dermed giver de bureaukraterne i Tokyo større magt. Men disse bureaukrater har i følge MNT's opfattelse ingen føling med hvad der foregår uden for byen, og har heller ingen interesse i landområderne. MNT har også her en konkret plan for hvordan man skal gøre op med centraliseringen.
  4. Udenrigspolitisk støtter MNT fortsat samarbejde med USA. Dette indgår som et punkt i deres program, men det er ikke mit indtryk, at det er dette punkt, der har tiltrukket de mange vælgere. Det er også det mindst konkrete punkt i deres manifest. Derfor tillader jeg mig at hoppe lidt let over dette.
  5. Femte punkt er en plan for hvordan man vil effektivisere administrationen og skaffe flere midler til veje for staten. Dette punkt indeholder mange af tingene fra første punkt. I bund og grund handler det om at føre en fornuftig økonomisk politik og komme gælden til livs.
Det er MNT's kerneområder. Ikke meget ultra-liberalisme at finde i dem, men der er dog klart liberalistiske tendenser, det er der ingen tvivl om, og for Japan er det sådan set ret vidtgående. Nu er det jo altid lettest at være i opposition og kritisere, så om MNT kan holde fast i deres idealisme efterhånden som deres indflydelse øges er jo ikke sikkert. MNT optræder som et frisk pust i japansk politik, og det er muligt, at de kan få mere magt, netop fordi den politik de står for trækker tydelige spor tilbage til de glade Koizumi-dage.

fredag, august 20, 2010

Artikel om manga-forbud i Information

Information har i dag en artikel i forbindelse med børnepornodommen over den svenske manga-oversætter, hvor både Marie Roesgaard og jeg optræder.
Den kan læses ganske gratis her.

søndag, august 15, 2010

Om Japans gæld

Christian Science Monitor har en lille artikel om Japans gældsproblem, der er værd at læse. I den hedder det bl.a.:

The prelude to Japan's current crisis began in the early 1990s when its housing and stock market bubbles popped, leading to recession.

For the next 20 years, using flashy names like Fiscal Structural Reform Act, and Emergency Employment Measures, and Policy Measures of Economic Rebirth, the government cut taxes, increased spending, and borrowed money to finance itself. Once or twice the government found fiscal religion and raised taxes; however, the economy stuttered and taxes again were lowered and the stimulus story continued.

Today, 20 years into endless stimuli, the Japanese economy is beset by the same rot it was then, except that its debt has tripled – the ratio of debt to gross domestic product (GDP) stands at almost 200 percent, double those of the United States and Germany, and second only to Zimbabwe...

Though debt has tripled over the past two decades, government spending on interest payments has not changed; in fact it even declined a little in the mid-2000s. This happened because the government's average interest rate paid on its debt declined from more than 6 percent in the 1990s to 1.4 percent in 2009.

This is about to change. Historically, more than 90 percent of Japanese government-issued debt was consumed internally by its citizens, directly or through its pension system. In the 1990s, the savings rate was very high, pushing the mid-teens, but as people get older, they retire and start drawing down their savings and pensions. Today, the Japanese savings rate is approaching zero, and will probably go negative in the not-so-distant future.

The Japanese economy operates on the (soon-to-be-proved-false) assumption that the government will always be able to borrow at low interest rates. As internal demand for debt evaporates – and it's approaching this level already – the Japanese government will have to start hocking its debt outside Japan.

When it does, it will face a rude shock in the form of higher interest payments. Japanese 10-year Treasuries now yielding 1.0 percent will not stand a chance against US or German bonds of the same maturities that yield 2.89 percent and 2.59 percent, respectively.

Læs hele artiklen.


søndag, juli 11, 2010

Resultatet af valget

Det står nu klart, at valget ikke ligefrem gik godt for DPJ, selv om der er ikke talt helt op endnu. Ikke engang sølle 50 sæder kunne det blive til. Man kunne hverken bevare sit flertal i koalitionen eller få absolut flertal. DPJs koalitionspartner, Kokumin Shintou, ser ud til at have mistet alle de 3 mandater de havde på spil. Det var ikke fordi det var et fantastisk valg for LDP heller, men det da ganske OK for dem. Valgets store vinder var Minna No Tou, der i skrivende stund er oppe på hele 11 sæder. De havde kun et før. Dette betyder selvfølgelig ikke at Kan går af eller noget som helst i den retning, men det kan dog svække ham i forhold til at generobre lederposten i DPJ, når perioden udløber i september. Kan har overtaget Hatoyamas periode, og derfor er det allerede til efteråret at hans lederskab tages op til revision. Om han vil blive vippet af pinden på det tidspunkt kommer bl.a. an på hvor stor utilfredshed han har forårsaget i partiet og hvordan Ozawa Ichiros position er, for det vil nok kun være Ozawa, der kan mønstre en reel kandidat, som kan konkurrere med Kan. Ozawa står muligvis til at blive sigtet i en større skandalesag og hvis det sker, er Kan nok sikker for nu. Det vil næppe være godt for partiet med endnu et lederskifte på så kort tid. Endvidere må DPJ nok se sig om efter nye koalitionspartnere, nu når Kokumim Shintou ikke ser ud til at kunne klare opgaven. Det bliver også spændende.


Hvad angår Minna No Tou er det nok det mest liberale parti der findes i Japan, og det er overraskende, at de har fået så mange stemmer. De har især slået sig op på modstand mod bureaukrat-vældet og har på det område en del til fælles med DPJ. Desuden taler de også meget om ansvarlig økonomisk politik (ja ok, hvem gør ikke det?). Jeg regner med at lave et blogindlæg om dem i løbet af sommeren.

Følg valget online

Resultaterne fra det japanske valg vælter ind. Følg Transpacific Radios TV-dækning her, og se resultaterne hos Google her. Mainichi og Asahi opdaterer også konstant, og Mainichi rapporterer live på Twitter.

lørdag, juli 10, 2010

Før valget



















Imorgen er der, som tidligere nævnt, valg til det japanske overhus. Det er ikke alle sæder i overhuset, der stemmes om, men kun en del af dem. Resten stemmes der om til næste overhus-valg. For at få absolut flertal skal DPJ bruge 60 sæder, hvilket ikke er særligt sandsynligt, hvis man skal tage meningsmålingernes ord for det. Skal DPJ og Kokumin Shinto bevare deres dominans i overhuset i fællesskab er det nødvendigt, at de får minimum 56 sæder ved dette valg. Støtten til Kans parti er støt faldet siden han begyndte, at tale om at forhøje momsen, for siden at komme med uklare meldinger om at sådan en skatteforhøjelse skulle indrettes så den ikke ramte de laveste indkomstklasser, enten ved at undtage dagligvarer eller ved at refundere momsen til folk med lav indkomst. Hans udmeldinger har været forvirrende og har båret stærkt præg af at være ufærdige idéer. At han oven i købet begyndte at undskylde for sin adfærd har næppe gjort det bedre.

Endvidere ser DPJs valgstrategi, hvor man i visse områder (f.eks. Fukuoka), der giver 2 sæder, har satset på 2 kandidater i håb om, at vinde 2 pladser og på den måde udelukke LDP kandidaterne i disse områder. Strategien blev lavet på et tidspunkt hvor DPJ troede, at de kunne det hele, men de tider er forbi og nu ender det nok med at de bliver svækkede i flere af de områder.

Også omkring den amerikanske base i Okinawa er der uklarhed. En nylig rundspørge blandt 20 DPJ-kandidater viste, at der var stærkt divergerende holdninger til emnet. Det er simpelthen svært for DPJ at fremstå som et solidt og forenet parti. Ozawa Ichiro, der jo blev vippet af pinden sammen med Hatoyama har også været ude at kritisere Kan, og taber Kan dette valg er vejen banet for en hård magtkamp indenfor partiet, og det er ikke sandsynligt, at Kan kan vinde en sådan. Således har DPJ ikke de stærkeste kort på hånden.

Det er dog ikke sikkert at et nederlag til DPJ vil resultere i at alle stemmer går til LDP. Nogle af stemmerne vil nok gå til partier som Minna No Tou (vores allesammens parti, som regel oversat til Your Party på engelsk) eller andre af de små. Men for LDP er det vigtigste vel nok, at DPJ bliver svækket kraftigt ved dette valg. Der er dog en del, der ikke har besluttet sig endnu, så det er ikke fordi udfaldet er givet på forhånd.

(Billedet er fra sidste års valg til underhuset og er taget af mig selv. Det er fra kommunistpartiets store valgmøde ved Shinjuku station)

mandag, juli 05, 2010

The Cove - Et studie i orientalisme

Jeg har netop set filmen 'The Cove', der er en dokumentarfilm, som handler om delfinjagten i Taiji, som vel bedst er noget, der kan sammenlignes med grindedrab som vi kender dem fra Færøerne. Man driver delfiner ind på lavt vand med både og dræber dem. En gammel måde hvorpå man kan jage hvaler. I øjeblikket er der ganske stor kontrovers om den i Japan hvor forskellige nationalistiske grupper demonstrerer imod filmen udenfor biograferne.

Nuvel, filmen er lavet af mennesker, der mener det er forkert, at slå delfiner ihjel. Det er der jo ikke noget galt som sådan. Så den første del af filmen går med at slå fast, at delfiner er meget intelligente og følsomme. I de første 20 minutter følger man således en mand, der har trænet en af de delfiner, som spillede Flipper i den kendte serie. Han fortæller bl.a. hvordan Kathy (som delfinen hed) slog sig selv ihjel mens han holdt den i sine arme. Dette er tilbagevendende i hele filmen, hvor delfiner konstant tilskrives menneskelige følelser. F.eks. omtales delfinernes unger konstant som 'babies', og der spekuleres meget i hvad definerne føler. Man har valgt at menneskeliggøre delfinerne og sætte fokus på deres intelligens som den vigtigste årsag til hvorfor man ikke bør dræbe dem. Men mange dyr er intelligente og ligegyldigt hvor mange surfer-historier der fortælles om hvordan mennesker har følt særlig kontakt med delfiner er det svært at komme med endegyldige argumenter for hvorfor netop delfiner eller hvaler i det hele taget skal nyde særlig beskyttelse.

Det er lidt ærgeligt, at man vælger at fokusere så meget på den slags disneyficering og tåbeligt føleri. For der er andre historier, der er mere interessante. Den politiske interesse for hvalfangst f.eks. Hvad spiller hvalfangst for rolle i forhold til national identitet for de mennesker, der støtter det? Hvad er traditionen for hvalfangst i Japan? Hvorfor vælger man at subsidiere det? Disse ting bliver kun berørt ganske overfladisk. En ting der dvæles lidt ved er det høje kviksølvindhold i delfinkød, men det ender ude på et paranoidt sidespor da Flipper-Kathys træner får lov til at udspy sine konspirationsteorier, som han tydeligvis ikke har noget at have i.

For mig var det mest interessante selvfølgelig hvilken rolle filmen gav til japanere, og her var den sjovt nok så tro mod Edward Saids forestilling om orientalismen som det næsten er muligt. For The Cove er både en film om delfiner og en film om de mennesker, hvide amerikanere selvfølgelig, der iscenesætter sig selv som rock n'roll miljøaktivister, der tager afsted for at afsløre de onde orientalere, så verdenssamfundet kan gøre noget ved sagen. Japanere omtales altid som udifferentieret enhed. Japanerne dit og japanerne dat.

Et af de mest almindelige forsvar for hvalfangst er det kulturelle. Japanske hvalfangere siger, at det er deres kultur at fange hvaler. Det er efter min mening et ringe forsvar, da kultur nu engang er noget vi selv vælger hvordan vi vil bringe i spil. Men i Taiji hvor filmen er optaget har man nu engang dræbt delfiner på den måde siden 1600-tallet. Det er en tradition i området og man kan sagtens sige, at det er en del af deres kultur. Det er først hvis man insisterer på at det skal være et forsvar i sig selv, at det bliver rigtigt problematisk. I filmen forsøger de at tilbagevise det kulturelle forsvar, ikke ved at påpege at vi ikke er slaver af vores kultur, nej, men ved at interviewe nogle mennesker på gaden i Tokyo og spørge dem om de kender til det. Det møder de selvfølgelig en del der ikke gør og dermed er det ikke hvalfangernes kultur, og så falder det kulturelle forsvar fra hinanden, synes logikken at være. Der tages ikke højde for at folk i Tokyo og folk i Taiji ikke lever på samme måde. Nej, de er jo japanere alle sammen. Det er en meget afslørende sekvens i filmen. Det skal siges, at man slet ikke nævner at delfindrab er en tradition, der kan spores så langt tilbage. Måske fordi filmmagerne selv er tilhængere af kulturelle rettigheder i andre situationer og frygter at det vil svække deres sag? Jeg ved det ikke, men underligt er det.

I en anden sekvens tales der om at japansk hvalfangst slet ikke handler om økonomi, men nærmere om at japanere forsøger at holde fast i det gamle imperie. Der massepsykologiseres på mest platte vis uden at det underbygges på nogen måde. Lige efter spekuleres der så om hvorfor der ikke er en indflydelsesrig anti-hvalfangstbevægelse i Japan. Jo, det er selvfølgelig pga. japanernes konformitet. Dette illustreres med ordsproget 'the nail that sticks out get hammered down', som skal overbevise os om at det er fordi japanerne lever i en tilstand af frygt, at der ikke er så stor en bevægelse. Det kan åbenbart ikke være fordi andre ideer om hvad delfiner og hvaler er end dem der er populære her i vores del af verden nyder udbredelse i Japan. Nej, for det er kun oplyste amerikanere og europæere, der kan tænke selvstændigt og tør stå frem.

Den slags groft generaliserende forestillinger er der igennem hele filmen. Man vil ikke komplicere situationen ved at anerkende, at der altså nu engang er meget forskellige tilgange til dyr og dyrerettigheder ude i verden, og det gør ikke bare filmen enormt uinteressant, men får den også til at virke ekstra useriøs. Den vil gerne tegne et nuanceret billede af den intelligente og følsomme delfin, men det sker ved at karikere en hel nation. Lidt synd, når nu der er så mange interessante måder man kunne have kritiseret delfinjagten på.

søndag, juli 04, 2010

Momsforhøjelse kun for de rige

Kan Naoto holdt en tale d. 30. juni hvor han lovede, at en kommende forhøjelse af momsen ikke ville ramme 'den almindelige borger'. To mulige metoder for at undgå dette er i spil. Enten kommer momsforhøjelsen ikke til at ramme dagligvarer eller også vil folk, hvis indkomst er under en eller anden grænse, få mulighed for at få refunderet deres moms. Det ligger ikke fast hvor grænsen skal gå, da han har nævnt flere forskellige indkomstgrænser, men et sted mellem 2-4 millioner yen årligt er hvad der har været på tale indtil videre.

Det har fået den allerede ivrige debat om emnet til at køre op i højeste gear. Der spekuleres i hvordan sådan en tilbagebetaling reelt ville fungere i praksis. Hvis Kan ville lade en sådan tilbagebetaling komme an på hvor meget man betaler i indkomstskat, bliver det straks mere kompliceret fordi det ikke nødvendigvis er muligt, at se hvor velstående folk er ud fra deres indkomst. Andre faktorer som f.eks. mængden af børn, om man er gift eller ej og meget andet kan spille ind. Så hvis det er tænkt som en slags lighedsmageri bliver udvælgelsesprocessen ikke så simpel som man måske umiddelbart kunne tro. Noget andet er, at hvis der er tale om en tilbagebetaling ville det selvfølgelig kræve, at folk gemte deres kvitteringer. Det siger sig selv, at det kun kan udvikle sig til et administrativt helvede for skattemyndighederne, og prisen for at indføre sådan et system ville være højt. Japansk bureaukrati er i forvejen kendt for at være ekstremt ineffektivt, og at give dem sådan en opgave ville næppe være med til at forbedre det ry.

Hvis man vælger den anden løsning og lader dagligvarer være undtagede fra momsforhøjelsen, som man kender det fra nogle europæiske lande, skaber det andre problemer. For hvad er dagligvarer og hvad er luksusvarer? Det favoriserer jo også visse produkter og er problematisk på den måde. Endelig er en differentieret moms jo noget, der pålægger handlende en ekstra byrde, da de skal kunne dokumentere hvad de har solgt af forskellige varer, når de skal betale deres skat. Det giver mere papirarbejde og problemer for dem og er det virkelig hvad Japan har brug for midt i en økonomisk krise?

Endelig er der jo det problem, at hvis man fritager folk fra skatten vil indkomsten selvfølgelig falde og eftersom hele motivationen for momsforhøjelsen er, at få flere penge i den slunkne japanske statskasse, så virker det lidt sært at begynde, at tale om reduktioner og tilbagebetalinger, der minimum vil føre til en 3 gange lavere indtægt for staten.

onsdag, juni 30, 2010

Smart.fm app til Android telefoner

Jeg vil lige gøre opmærksom på den udmærkede lille app til Android telefoner ved navn LearnLang, hvormed man kan tilgå sin Smart.fm-konto og øve japanske gloser on the go. Hvis du er ved at lære japansk og ikke kender Smart.fm så kan jeg kun anbefale sitet. Så vidt jeg ved har de vist haft en officiel iPhone app et stykke tid, men nu kan du altså også få glæde af Smart.fm via Android. Du kan følge udvikleren af LearnLang på Twitter her.

lørdag, juni 26, 2010

Kampen om momsen















Når der er valg til det japanske overhus i næste måned bliver en af de helt store sager den japansk moms, eller 'forbrugsskat' om man vil. Som det ser ud lige nu støtter langt de fleste partier en forøgelse af skatten. Både LDP og DPJ vil hæve den fra 5% til 10% i et forsøg på at udvise økonomisk ansvarlighed. Hævelsen af skatten vil være en del af en eller anden skattereform, der højst sandsynligt også ville indebære en reduktion af selskabsskatter. Som dte ser ud i øjeblikket støtter Komeito og de fleste af de mindre partier også en forhøjelse, mens Det Socialdemokratiske Parti, Japans Kommunistiske Parti og DPJ-koalitionspartneren, Folkets Nye Parti er imod. For sidstnævnte er det så central en sag, at man er villig til at forlade regeringen hvis det bliver en realitet.

Det er jo interessant nok, at det er venstrefløjspartierne der er imod en forøgelse af momsen. Herhjemme er vi vant til at venstrefløjen stort set altid vil stemme for højere skatter, men kommunistpartiet mener, at det vil ramme den almindelige borger for hårdt og så er de selvfølgelig ikke begejstrede for at man samtidig vil reducere selskabsskatten. Der er altså ikke så mange alternativer hvis man er imod forøgelsen af moms og slet ikke nogle borgelige af slagsen. Det kunne være en stor fordel for kommunisterne, hvis befolkningen i Japan (der ikke har meget tillid til politikere i det hele taget) ikke køber ideen om at en momsforøgelse er det mest ansvarlige at gøre. Mens DPJ og LDP kæmper om hvem der skal have æren for ideen kunne de løbe med en del af stemmerne på den konto.

Billede herfra

torsdag, juni 24, 2010

Manifest-app til Android/iPhone fra LDP


















LDP har netop udgivet en app til både iPhone, Android og iPad, hvor man kan tilgå deres manifest. Det er selvfølgelig i forbindelse med valget til overhuset i næste måned, at man har smidt den på gaden. (via Hayashi Akiko)

Madlavningswebsite for den modne gyaru
























Forleden dag faldt jeg over sitet 'Mama Gohan', der er et site med madopskrifter, som henvender sig til de medlemmer af gyaru-subkulturen, der er blevet gamle nok til at stifte familie og den slags. I forvejen er en af Japans helt store internetsucceser websitet Cookpad, hvor folk kan dele deres opskrifter med hinanden. Så det er ikke fordi ideen er ukendt, men denne nicheudgave er selvfølgelig lidt speciel. Det er folkene bag gyaru-tidsskriftet 'I Love Mama' der har startet websitet, og det bygger oven på konceptet fra deres blad, der henvender sig til gyaru, som har stiftet familie og fået børn. Det interessante er at tidligere var gyaru typisk noget man holdt op med at være når man blev ældre og skulle arbejde eller blev gift, men flere og flere holder fast i den subkultur de har bekendt sig til, også når de bliver ældre. Også i Japan er skellet mellem børn og voksne ved at blive opløst, lige som vi har set det i vores del af verden i mange år. Vi kommer til at se langt flere af sådanne produkter i fremtiden.
Der er også en reklamevideo som man kan se her. Desværre ville blogger ikke tillade koden, så jeg kunne ikke embedde den.

onsdag, juni 23, 2010

Kan Naoto

















Dette er et indlæg jeg burde have skrevet for længst, men da jeg flyttede midt i premierministerdramaet og var uden ordentligt internet i en periode, og bagefter lige havde to eksamener (jeg fik 12 i dem begge, yay) kunne det ikke lige lade sig gøre. Så her den altså, blog posten om Japans nyeste premierminister.

Det kom ikke bag på mig, at Kan Naoto blev den nye leder af DPJ og Japans premierminister. Men nok mest fordi det var svært at forestille sig andre kandidater. Det er ikke fordi japansk politik i det hele taget er overbefolket af karismatiske personer eller folk med en vis politisk autoritet. Kan har tidligere været valgt ind for den Socialistisk-Demokratiske Føderation og været minister for sundhed og velfærd (hvor han var blandet ind i en skandale som han overtog fra tidligere og ikke var skyld i). I modsætning til mange andre DJP-politikere er han ikke et gammelt LDP-medlem, men kommer fra en venstreorienteret baggrund. Han bliver anset for at være en stor politisk begavelse og har tidligere været oppe at vende som premierministerkandidat. Han er med andre ord den oplagte kandidat, men det er ikke fordi det er et nemt tidspunkt, at overtage premierministerposten på. Hatoyama og DPJ er ikke særligt populære for tiden og de har ikke levet op til de forventninger folk har haft til dem, og det på trods af at de hovedsageligt vandt valget på ikke at være LDP.

Hvad kan man forvente?

Så hvad står han egentlig for, ham Kan? Først og fremmest står han for en mere venstreorienteret linje end Hatoyama. Ikke ekstremt på nogen måde, men han lægger stor vægt på en veludbygget velfærdsstat og et godt socialt sikkerhedsnet som forudsætning for økonomisk vækst og en høj levestandard. Skal man sammenligne ham med nogen må det nok blive Tony Blair, som flere har gjort.

Udenrigspolitisk holder han fast i alliancen mellem USA og Japan og virker mindre USA-kritisk end Hatoyama. Hans udenrigspolitiske holdninger er generelt ikke så ophidsende (men han holder dog fast i at Futenma basen skal flyttes). Det mest spændende ved Kan er hvordan han står både i forhold til indenrigspolitik og hvad angår den indre magtbalance i partiet, hvor han står i spidsen for en anden fløj end Hatoyama og partiets grå eminence, Ozawa Ichiro, og det er ikke helt klart endnu om Ozawa vil støtte ham eller vende sig imod ham.

På flere måder ser det ud til at han vil fortsætte med at forsøge, at give premierministeren endnu mere magt, og forsøge at holde bureaukraterne i nakken. Men samtidig har Kan og hans folk gang i en omstrukturering, der vil gøre det muligt for menige medlemmer af parlamentet at få mere indflydelse end de havde under Hatoyama, altså en bevægelse i mere demokratisk retning, der helt klart er en af Kans mærkesager. Men samtidigt konstrueret på en måde, der gør at Kan ikke mister kontrollen med hvad der foregår.

Det mest presserende problem lige nu er selvfølgelig den japanske økonomi. Her har Kan i sin indsættelsestale sat nogle klare mål op. Han vil genoplive økonomien, have sund offentlig finansiering og opbygge et socialt sikkerhedsnet, som befolkningen kan stole på. I den sammenhæng kritiserede han tidligere tiders politik, der gik ud på at lave en stor mængde offentlige byggeprojekter og derigennem skabe økonomisk vækst. Ligeledes vendte han sig mod 'markedsfundamentalisme' og omtalte sit eget projekt som 'en tredje vej'. Det har man jo hørt en million gange før, og personligt bliver jeg altid dybt mistænkelig når folk taler om en tredje vej. Det gør jeg også i dette tilfælde, hvor Kan ser ud til at ville skabe vækst ved satse på grønne teknologier og turisme. Det er ikke ligefrem genialt og Hatoyama talte jo også meget om innovation indenfor grøn teknologi (og hvem gør ikke det i dag?). Endvidere mener han at ved at udbygge det sociale sikkerhedsnet vil man skabe flere jobs, hvilket også er sandt. Man kunne også sende folk ud at feje på gaden eller alt muligt andet. Det bliver man bare ikke rigere af som nation. Der skal produceres og sælges noget så man kan få penge i kassen før man har råd til den slags.

Penge i kassen har Kan tænkt sig at skaffe ved at bekæmpe budgetunderskuddene og lave en skattereform, som nok bl.a. kommer til at betyde en forhøjelse af momsen til hele 10%. Det virker meget underligt, at ville skabe økonomisk vækst ved at forhøje skatten på forbrug. Især når man tænker på Japans ekstremt dårlige erfaringer med netop dette. Umiddelbart virker Kans store mission, at vende den lange økonomiske krise i Japan, som et håbløst projekt hvis ikke han får nogle bedre ideer end dem han indtil nu har disket op med. Så sent som i dag har jeg også læst at Kan-administrationens approval rating allerede er faldet fra 59% til 50%. Så det ser heller ikke ud som om den japanske befolkning er overbevist. Der er valg til det japanske overhus den 11. juli. Netop dette valg vandt DPJ jo stort sidste gang, så det bliver spændende, at se om de kan holde fast efter skiftet til Kan og hvis de gør det, om folk har stemt på dem fordi de tror på dem eller fordi der ikke er noget bedre lige nu. LDP er nemlig også ude i en større krise.

tirsdag, maj 25, 2010

Ingen manga på iPad

J-Cast News skriver, at trods forsøg på at levere manga på iPad oplever japanske udgivere, at deres indhold i stor stil bliver afvist enten pga. for meget sex eller vold. Der er tale om mainstream tegneserier, der sælges hos almindelige japanske boghandlere, men som altså ikke må distribueres igennem Apples kanaler. Nyheden har vakt harme hos en del japanske manga-fans, og på internetfora har man bl.a. bidt mærke i at en hospitalsscene med for meget blod er blevet afvist. Forlæggere har forsøgt, at få oplyst hvad Apples regler er for nøgenhed og vold, men Apple har nægtet at svare.
Nu er det ingen hemmelighed, at grænserne for hvad der er et acceptabelt niveau af vold og sex i tegneserier i Japan er ret forskelligt fra hvad det er i USA. Det ser ud til at Apple har eksporteret deres nypuritanske holdning til hvad for noget indhold der må sælges til deres enheder (som så i øvrigt ikke gælder hvis bare firmaet er stort nok) til Japan. Man kan vel kalde det en form for moralsk etnocentrisme. Jeg kunne forestille mig, at Apple i længden kunne komme til at tabe stort på denne strategi. Hvad der måske giver mening for Jobs og kumpaner, giver ikke nødvendigvis mening i andre kulturelle kontekster, og det er tydeligvis svært for en del japanere at forstå hvorfor et centralt kulturelt produkt som manga skal formenes adgang til platformen fordi det ikke lever op til et andet lands moralske standarder.

torsdag, maj 20, 2010

Oppositionen kræver landbrugsministerens afgang

Som jeg skrev om igår er der udbredt mund- og klovsyge i Japan og panikken er i fuld effekt. Som jeg også skrev kan det have vidtrækkende politiske konsekvenser. Således er det nu kommet frem, at ministeren for landbrug, skovdrift og fiskeri, Akamatsu Hirotaka, har været fraværende under udviklingen af hvad der kan være en meget stor krise for japansk landbrug. Akamatsu har været i Cuba og Mexico hvor han bl.a. har fordrevet tiden med sin store interesse: golf.
Akamatsu tog afsted 30/4 og allerede på det tidspunkt var man klar over at der muligvis var mund- og klovsyge. Oppositionen foreslog dengang at han skulle aflyse sin udenlandsrejse hvilket han afviste. Det har fået oppositionen, som tydeligvis lugter blod, til at kræve Akamatsus afgang.

Twitter på vej til at blive større i Japan

Tabuchi Hiroko har en udmærket artikel i NYT om Japan og Twitter. Tjenesten har oplevet en nærmest eksplosionsagtig vækst blandt japanske brugere siden sidste år, og nu når en af de største teleudbydere Softbank vil støtte mere op om tjenesten forventes det at vokse endnu mere.
For tiden kører der i øvrigt en drama-serie, der er bygget op omkring en række personer, der alle bruger Twitter. Jeg har set et enkelt afsnit, men den var ganske forfærdelig (for at sige det mildt).

Til sidst vil jeg lige anbefale, at du tjekker denne fine Twitter-visualisering: isparade.jp

onsdag, maj 19, 2010

Mund- og klovsyge i Miyazaki














Det er kommet frem, at der er udbrudt mund- og klovsyge i Miyazaki præfektur i det sydlige Japan. Der er selvfølgelig panik og Higashikokubaru Hideo, som er guvernør i præfekturet, har erklæret området i undtagelsestilstand. F.eks. ser det ud til at man vil aflyse festivaller og andre store events, der kan tiltrække mange mennesker, selv udenfor det sygdomsramte område.
Det er der jo sådan set ikke noget usædvanligt i (andet end at mund- og klovsyge ikke forekommer så ofte). Det interessante ved historien er at i følge Asahi blev første tilfælde fundet sidst i marts og blev indberettet til kontrolmyndighederne. Veterinærmyndighederne undersøgte dyrene, men mente ikke, at der var noget at komme efter og foretog sig intet. Nogle dage senere kom næste udbrud i en gård 600 meter væk, men heller ikke her kunne man finde ud af årsagen til dyrenes sygdom. Problemet var at sygdommen ikke fulgte det mønster som stod beskrevet i den manual, som dyrlægerne havde fået udleveret af præfekturet. Så der gik ret lang tid før man fik konstateret at der var tale om mund- og klovsyge og i al den tid fik sygdommen lov til at brede sig.
Umiddelbart skulle man mene, at det er sjældent at sygdomme viser sig på fuldstændigt samme måde som de optræder i lærebøgerne, hvilket dyrlægerne må være klar over. Men et eller andet sted har man i hvert fald ikke reageret som man burde, og det kommer til at koste guvernøren dyrt, hvis sygdommen breder sig for alvor, og så oven i købet midt i økonomisk krise. Det er ikke umuligt, at forestille sig at en epidemi kunne få vidtrækkendepolitiske konsekvenser.

Hvad sker der med bloggen?












Som flere har lagt mærke til har denne blog ligget lidt stille i et godt stykke tid. Dette skyldes både, at jeg ikke har haft tid, men også at jeg måske bare havde lyst til at holde en pause med denne her blog. I stedet har jeg så startet Culture Daddy, som er en engelsksproget blog med et lidt andet sigte end den her.
Nu har jeg så fået både tid og lyst til at skrive noget her igen, så forvent snarlige opdateringer om alt muligt Japan-relateret and then some...

Billedet er herfra

lørdag, marts 06, 2010

Københavns Politi udtaler sig om rumænsk kultur

I forbindelse med det brutale mord på en norsk stewardesse på et hotel i København advarer Københavns Politi imod kriminelle rumænere. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. Det interessante er måden det foregår på:

- Rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur, siger Ove Dahl.

Samme erfaring har Rene Hansen, der leder den særlige afdeling for bekæmpelse af kvindehandel i Københavns Politi:

- Jeg vil tro, at rumænere i dag sidder på omkring en tredjedel af gadeprostitutionen i København, siger Rene Hansen til Politiken.

- Pigerne bliver lokket hertil fra Rumænien, og når de så er her, bliver de sendt på gaden. Tjener de for lidt penge, er bagmændene ikke tilbageholdende med at slå dem. Liv betyder ikke det samme for dem som for os, siger han.

Det er sjældent man støder på så ekstrem kulturel essentialisme på så lidt plads, og så endda udtalt af et par politichefer. Ove Dahl tyer til kulturen for at forklare det brutale overfald. Det ligger indlejret i rumænernes kultur ikke at have skrupler over brutal adfærd. Åh ja, det bringer minder om mangen en redegørelse for f.eks. asiaters særlige grusomhed og den slags fra tidligere tider. Jeg er nu ret sikker på at rovmord heller ikke anses for god tone i Rumænien, og det er næppe 'rumænsk kultur', som morderen har valgt at bruge på denne særlige måde. Manden har tidligere siddet i fængsel og åbenbart slået en mand ihjel derinde. Ligeledes må man formode, at rumænere, der kommer herop for at begå berigelseskriminalitet ikke er særligt velhavende, og dermed har en eventuel villighed til at anvende vold for at tilegne sig midler nok nærmere at gøre med cost/benefit analyser og sociale forhold end med 'kultur'. Jeg kunne også godt tænke mig at høre lidt om alle de mange sager hvor rumænere har slået folk ihjel herhjemme for 'et par hundrede kroner'..er der mange af sådanne sager?

Det er ikke første gang Ove Dahl udtaler sig om kultur som årsag. I 2005 udtalte han i forbindelse med drabet på Cafe Rust:

Det ligger os meget på sinde at gøre alt for at beskytte dørmanden, hans nærmeste familie og hans svoger. Vi ved, at det ligger i kulturen i indvandrermiljøet, at der skal ske noget tilbagebetaling

Tak for kaffe (og tak til Simon for link til Uriasposten). Det er vist ikke usædvanligt med hævn i kriminelle miljøer, men her blev det gjort til et særligt kulturelt træk.

Hvis man ser på Rene Hansens udtalelse i det første citat:'Liv betyder ikke det samme for dem som for os', så foregår der flere interessante ting. For det første antages det at rumænere deler samme indstilling til et livs værdi, og for det andet antages præcist det samme om 'vores' holdning, der her må antages at hentyde til danskere. Forskellen antages ikke at ligge imellem kriminelle rumænere og ikke-kriminelle rumænere, men nærmere mellem dansk og rumænsk kultur. 'Vi' kan indeholde både danske kriminelle og ordentlige borgere for hvem fysisk vold aldrig ville være en mulighed. Alligevel antages det at de forskellige kategorier af danskere deler en indstilling til værdien af et liv (livet er vigtigt), der står i skarp kontrast til den rumænske indstilling (livet er intet værd). Det er jo rimelig vildt, at Politiet kommer med sådanne ukvalificerede og groft generaliserende udtalelser, men på den anden side er det heller ikke overraskende, da det jo de fleste steder i samfundet accepteres at man hentyder til kultur som årsag og essentiel. Jeg ville dog ikke føle mig særligt tryg næste gang jeg mødte en betjent hvis jeg var rumæner.

UPDATE: Zenia Stampe har åbenbart anmeldt Ove Dahl for racisme. Jeg har dog svært ved at se hvad det skal gøre godt for. Bliver Dahl klogere af det? Det tror jeg næppe han gør. Det burde vel være internt i politiet man gik i rette med den slags og sendte en udtalelse ud hvis der var brug for det.