tirsdag, december 22, 2009

De liberale og kulturen

For et godt stykke tid siden havde jeg en diskussion med en liberalist, der har sympatier med Trykkefrihedsselskabet. Diskussionen handlede om Lars Hedegaard og hans udtalelser i forbindelse med situationen i Tingbjerg omkring præsten derude, som var blevet udsat for chikane af nogle drenge med anden etnisk baggrund. I Hedegaards indlæg kommer han med nogle, synes jeg, ret vilde udtalelser. Ikke overraskende påstår han, at unge kriminelles chikane af præsten er udtryk for islam, men han går længere end det. Uden i øvrigt at fremlægge noget som helst bevis for det påstår han, at det er noget der udføres som en del af en muslimsk sammensværgelse:

Og det har alt med religion at gøre. Eller for at være mere præcis: med en totalitær ideologi, der dækker sig ind under at være religion. Hvis de lokale imamer i Tingbjerg ville have dette stoppet, kunne de gøre det på et par minutter.

Men det gør de naturligvis ikke. Islam er netop en ideologi, der går ud på at erobre land og uddrive eller undertvinge den lokale vantro befolkning. Den skal lære, hvem der har magten. Og belæringen kommer i form af ydmygelser af de danske myndigheder, vi normalt ser hen til, når det gælder vores beskyttelse. Derfor smider de med sten. Derfor påsætter de brande. Derfor intimiderer de den lokale befolkning. Derfor uddriver de den danske Folkekirke fra det område, som de agter af holde som et nyt islamisk emirat (emir = den lokale militære kommandant).
Det er simpelthen en muslimsk magtdemonstration og Hedegaard forestiller sig, at disse drenge bare vil adlyde den lokale imams mindste vink. Så vidt jeg kan se er det nærmere et udtryk for Hedegaards livlige fantasi end for så meget andet. Som mange andre før mig har bemærket, betjener Hedegaard sig af en opfattelse af islam som en enkelt ting. Han har ikke blik for nuancer, forskelle eller diskussioner indenfor islam, eller de mange forskellige lokale udgaver af islam der findes. F.eks. tales der ofte om sharia, men ikke at sharia kan være utroligt mange forskellige ting. Man kan jo tage et kig på mellemøsten hvor sharia spiller en rolle i alle arabiske landes retssystemer, alligevel er det langt fra ens. Der er tværtimod enorme forskelle.
Hedegaard forestiller sig islam som en enkelt ting. Noget der ikke rigtigt udvikler sig, men derimod har en eller anden form for essens som så kommer til udtryk ved alt negativt som nogen, der kommer fra et land hvor islam er den mest udbredte religion foretager sig. Det er både en form for essentialisme og en form for reduktionisme. Alt skal føres tilbage til islam, og andre årsagsforklaringer bliver kendt ugyldige.
Ligeledes betragtes alle "muslimske" (i anførselstegn da det åbenbart også gælder for folk der ikke er troende, at de er muslimske) individer så som bærere af denne kulturelle essens. De bliver til en slags robotter, der er programmerede af deres islamiske kultur. En kultur, der i følge Hedegaard er en alvorlig trussel mod os her i vesten. "De" fører angiveligt krig imod os. Her et eksempel på Hedegaards holdninger i forbindelse med diskussionen om burka:
Hijaben er den mest synlige manifestation af det forhold, at en kamp om magten i samfundet er indledt. Uanset om de tildækkede kvinder selv har valgt at iklæde sig muslimsk signalpåklædning, eller om de er blevet tvunget til det, er den muslimske uniform det mest pålidelige barometer på styrkeforholdet mellem frihedens og totalitarismens kræfter. Hijaben er tegnet på, at kvinden enten frivilligt eller under tvang er en soldat i den hær, der gennem 1400 år har stillet alle vantro over for følgende valg: 1) Omvend jer til islam, 2) vil I ikke det, så acceptér en fremtid som retsløse dhimmier, og 3) vil I heller ikke det, går vi til fysisk angreb på jer.
og videre:
Ser man det ud fra islams synspunkt, er det imidlertid ligegyldigt, om kvinden af egen tilskyndelse har dækket sig til, eller om nogen har fået hende til det. Med sin blotte fremtræden demonstrerer den tilhyllede kvinde, at hun tilhører ummaen – den muslimske nation – er under dennes kommando og med sine børnefødsler står til rådighed for dens erobringsprojekt. Hendes klædedragt demonstrerer, at hun ikke er en del af den vantro befolkning, som det er ummaens pligt at undertvinge.
For Hedegaard bliver burkaen til en kampuniform. En direkte trussel. Noget andet man skal lægge mærke til er, at han taler om "islams synspunkt", som om der kun findes en form for islam. Masser af muslimer kunne aldrig finde på, at tage en burka på. Jeg ved ikke om de så ikke er rigtige muslimer eller hvad de er, men netop den store variation der er blandt muslimer, kristne, buddhister eller ikke-troende for den sags skyld, viser noget som Hedegaard og hans proselytter overser: at kultur ikke styrer os.

Man kan sige, at det ikke er overraskende, at Hedegaard har sådanne holdninger. Han er stadigvæk marxist (tak til OBO for link) og de har nu engang aldrig været særligt gode til at forholde sig til kultur. I marxismen snakker man helst om klassetilhørsforhold og materialisme, og kultur er nu engang sådan der forpurrer den marxistiske opfattelse, for folk passer ikke ind i kasserne, når de handler imod deres egen klasses interesser. Hedegaards kulturopfattelse ser jeg som i fuld overensstemmelse med hans marxistiske ideologi: man kommer folk ind i nogle kasser og så forklarer man deres motiver ud fra de kasser man har proppet dem ind i. Før var det klasseforhold og udbytning der var årsagsforklaringer, nu er det religion og kultur. Det fører til en meget statisk opfattelse af kultur, som noget der eksisterer udenfor individerne og påvirker eller styrer deres handlinger.

Det undrer mig en del mere, når jeg møder folk, som i deres selvopfattelse i hvert fald, er liberalister, men alligevel køber Hedegaards påstande og helhjertet bakker op om Trykkefrihedsselskabet og deres autoritære dagsorden. Ja, man kan opleve såkaldte liberalister argumentere for forbud mod burkaer, minareter, indvandring, etc. Jeg er ikke helt sikker på hvad deres liberalisme består i, men den har i hvert fald end anden form end den jeg bekender mig til og det som jeg forbinder med liberale grundværdier.

I den diskussion jeg havde argumenterede jeg for, at kultur ikke er en "ting". Jeg spurgte om hvorfor man kaldte nogle kriminelle drenge fra Tingbjerg for "muslimer"? Hvorfra vidste man at de troede på Gud? Hvordan kunne man vide at de ville gøre hvad nogle imamer sagde og den slags oplagte spørgsmål. Reaktionen var interessant: det var nærmest latterligt for disse mennesker, at jeg kunne spørge om sådan noget. For SELVFØLGELIG var de muslimer. Der kom ingen forklaringer på hvorfor det var sådan på trods af at jeg spurgte, eller på trods af at jeg indvendte at det sådan set er forbudt at stjæle i islam. Det mindede mig lidt om at tale med religiøse mennesker, der reagerer på lignende måde når man spørger ind til åbenlyse mangler i deres argumentation.

Jeg forklarede, at den poppede opfattelse af kultur, altså den man har udenfor de kredse hvor man seriøst studerer kulturelle fænomener, hvor man anser kultur som værende årsag til noget, ikke er gangbar. Vi hører det tit både fra DF-agtige typer eller fra multikulturalister: Det er på grund af deres kultur at de gør dit eller dat, eller i den positive udgave: at man skal respektere deres kultur. Opfattelsen findes igennem hele det politiske spektrum, men den holder ikke. For kultur er noget vi gør, ikke en ting "derude". Selvfølgelig lærer vi at spise med kniv og gaffel, at sige "de", at gå med kjole og bukser, at sidde på en bestemt måde, osv. men det er ikke noget vi er NØDT til at gøre. Det er noget som vi kan lade med hvis vi lyster, og det er såmænd også det folk gør hele tiden. De ændrer måden at gøre tingene på. Det er derfor alle kulturer bevæger sig konstant også de mange muslimske kulturer. Et godt eksempel er den form for islamisk fundamentalisme som vi ser i dag, der jo ikke er en ældgammel tradition. Nej, det er en ny opfattelse, de er kommet med moderniteten og globaliseringen. Hvor islam før var forankret i lokale kulturer og traditioner er den nye globale fundamentalisme et forsøg på at lave en "ren" islam, hvor man forkaster alle traditioner man opfatter som lokale og dermed ikke-islamiske.

Denne opfattelse af individer der handler med et formål. Individer der konstant forhandler deres kultur i forhold til deres præferencer er et helt almindeligt synspunkt indenfor forskning i kultur, alligevel blev jeg i min diskussion anklaget for at have et obskurt synspunkt. I stedet fik jeg læst og påskrevet i form af en opremsning af en kulturteori der var populær omkring anden verdenskrig. Der stod det mig klart, at min opgave var større end jeg lige magtede i den diskussion på det tidspunkt og jeg gav op. De sidste 50 års diskussioner indenfor antropologi og kulturstudier var gået fuldstændigt hen over hovedet på disse mennesker. Deres kulturopfattelse var ca. den samme man kan finde i Ekstra Bladet eller lignende. Det interessante er, at her var liberalister der argumenterede for at vi er kulturelt determinerede robotter, i stedet for individer med en fri vilje, der kan tage valg omkring kultur. Noget andet der slog mig er at man åbenbart føler at man kan forventes at blive taget alvorligt når man diskuterer kultur uden, at kende til de gængse holdninger på området. Jeg er ret sikker på, at hvis ikke man kendte til grundlæggende økonomisk teori og begyndte, at diskutere økonomi ville de samme mennesker (med rette) reagere meget stærkt, men kultur er åbenbart noget andet. Her skal en hvilken som helst holdning tages seriøst uanset hvor uoplyst den måtte være.

For uoplyst det skal man altså være for at købe Hedegaards reduktionisme og hans forsimplede kultursyn. I bund og grund tror jeg, at det kan skyldes, at liberalismen ikke forholder sig til kultur. Hvad folk de gør med religion, tøj, sprog, mad, osv. er der ingen foreskrifter for. Det rager jo ikke andre mennesker, så længe folk ikke gør krav på andre og i øvrigt opfører sig ordentligt. Derfor stiller liberalismen nogle andre krav til sine tilhængere end f.eks. socialismen eller konservatismen, der jo begge trænger dybt ind i de private sfærer med ideer om hvordan man skal opføre sig. Den slags giver liberalismen bare ikke svar på.
Det får nogle gange folk til at føle sig usikre, og så søger de andre steder. Oftest hos konservatismen, og så forsøger de at forbinde deres selvvalgte konservative livsstil med liberalismen. Måske også som en modvægt mod den livsstil de finder hos mange af de venstreorienterede de møder. De bliver lidt kontrære og søger det politisk ukorrekte. Hedegaards holdninger kan virke tiltrækkende på sådanne liberalister, der har brug for en ideologi, der omfatter kulturen. Kultur er jo sådan en dejlig størrelse. Kan man ikke forklare noget på andre måder, kan man altid sige, at det er pga. kulturen. Vi hører det hele tiden. F.eks. i forbindelse med Jæger-bogen, så var det fordi der var "en dårlig kultur" i forsvarskommandoen. Jo jo, det kan da godt være, men HVORFOR var der en dårlig kultur? Kulturen er jo ikke årsagen i sig selv. Kultur er meningsfuld handling og dermed ligger årsagerne et andet sted. Liberalismens bevidste mangel på kulturelle forklaringer får sjovt nok liberalister til ikke bare at søge forklaringer som Hedegaards, men også til at forlade de liberalistiske principper. Det som jeg mener er en styrke ved liberalismen: at det er en meta-ideologi, der tillader folk at opføre sig meget frit og meget forskelligt, altså selve den liberalistiske grundtanke, bliver betragtet som en svaghed. Man vil have et ideologisk system, der kan omfatte og forklare det hele, på samme måde som Hedegaards marxisme gør det. Hedegaards kulturopfattelse og det billede han tegner af mennesker som bærere af kulturer fremfor individer, der udtrykker deres præferencer tiltaler de, som har det svært med at skulle tolerere mennesker der er anderledes end dem selv. De som leder efter en undskyldning for at kunne sætte statsmagten ind mod folk, alene pga. deres anderledeshed. Dermed forlader de den liberale lejr og bevæger sig ind i den konservative i stedet.

Det er så forbandet svært, at diskutere med disse mennesker fordi de først og fremmest har deres opfattelse af kultur fra forældede kilder eller fra folk som Hedegaard, der ikke just har fulgt med i udviklingen. Nok fordi de i bund og grund ikke interesserer sig for hvad kultur er, men opererer med nogle grundantagelser som de ikke sætter spørgsmålstegn ved, fordi det tjener deres formål: at retfærdiggøre nogle uliberale synspunkter som de nærer, måske af frygt eller fordi de er på tværs eller hvad ved jeg. Det slog mig bare da jeg havde den diskussion, at her var nogle mennesker, der havde meget stærke synspunkter omkring kultur og brugte det som årsagsforklaring og argument for statslig indgriben i det ene og det andet, men samtidig havde de ikke noget som helst begreb om hvad kultur er. De havde aldrig sat sig ned og defineret det ordentligt. For dem var det et skraldespandsbegreb og hvis man henviste til kultur som årsagen, så ville folk ikke stille flere spørgsmål, men blot godtage det. Det var på et meget lavt niveau det foregik, og det fik mig til at tænke over hvorfor mon jeg havde set så mange liberalister udtale sig så ubegavet om kultur i årenes løb.

Det vil sikkert fortsætte. Den måde man anvender begrebet kultur på indenfor f.eks. antropologien er ikke nået ud i den brede offentlighed. De befinder sig stadigvæk et sted i 1940erne og det samme gælder mine liberalistiske bekendte med hang til Hedegaard. Jeg kan selvfølgelig håbe, at nogle af dem en dag vil sætte sig ned og læse lidt om de lange seje (men også spændende) diskussioner om kulturbegrebet der har været ført, men det sker næppe, og for flere vil det sikkert være fristende at forfalde til sådan noget som det Hedegaard udspyer, da det i det mindste giver en forklaring. Hvorfor var det lige at jeg blev kaldt en danskeluder af ham indvandrerdrengen i S-toget? Nå ja, det var fordi han er et medlem af den muslimske kultur, der har programmeret ham til at gøre den slags som et led i den muslimske overtagelse af verden.

søndag, december 06, 2009

Nyt muslimsk parti

I dag kan man læse, at der er blevet registreret et nyt parti. Partiet hedder Danmarks Muslimer og er stiftet af Ras Anbessa, som nogle måske vil kende fra Sorte Får. Det er ikke helt klart hvad partiets politik være, men det ser ud til at være endnu et minoritetsorienteret parti a la Minoritetspartiet og Demokratisk Fællesskab.

- Samfundet er præget af, at muslimer ikke må vise sig som gruppering, men vi bliver den ene gang efter den anden skilt ud som en gruppering. Derfor kan vi lige så godt stå sammen som gruppe og arbejde på nogle positive tiltag i det danske samfund, siger stifteren af Danmarks Muslimer, Ras Anbessa.
Det interessante er, at DM ser ud til at dele præcis den samme præmis som Trykkefrihedsselskabet, DF og andre anti-muslimske grupper. Nemlig, at muslimer har fælles interesser. At der på en eller anden måde er tale om delte værdier i en grad så man kan bygge et politisk parti op om det. Med andre ord en groft generaliserende holdning til en meget blandet gruppe. Kristne stemmer på alle partier. Fra Enhedslisten til DF finder man kristne vælgere. Kun ganske få stemmer på Kristen Demokraterne. Ligeledes finder man selvfølgelig også muslimer med mange forskellige politiske synspunkter.

Alene navnet Danmarks Muslimer siger, at man har tænkt sig at gøre sig til repræsentant for landets muslimer og alene at tro at det kan lade sig gøre vidner om en kulturopfattelse, der ingen gang har på jorden. I 2008 skrev Anbessa et indlæg i Information i forbindelse med debatten om hvorvidt dommere kunne bære tørklæder. Her stod der:

Eller som Asmaa Abdol-Hamid fra Sorte Får siger: “Forslaget om at forbyde muslimske hovedtørklæder i retten er direkte pinligt og ekstremistisk. Så er mellemøstlige tilstande ved at finde sin plads i Danmark. Det er pinligt at justitsministeren lovgiver om dresskode i et demokrati, hvor frihed er grundlæggende”.

Asmaa Abdol-Hamid tilføjer: “Statsministeren lovede Grundlovsdag 2006, at der ikke ville komme et forbud, fordi han går ind for liberale værdier. Vi kan ikke længere regne med hvad der bliver lovet. Kvinderne bliver med lovforslaget taget ved næsen og deres muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet bliver begrænset”.

Og deri har Asmaa Abdol-Hamid så ganske ret. For muslimske kvinder ønskes jo åbenbart af VKO tilbage til rengøringsspandene. Kampen for frihed og tolerance skal intensiveres til støtte for landets muslimske kvinder der loyalt opfylder samfundets forventninger om at uddanne sig og deltage aktivt på arbejdsmarkedet, men søges holdt uden for indflydelse og fastholdes i fordomme.
Det man bør lægge mærke til er, at Abdol-Hamid og Anbessa begge mener, at et forbud mod at dommere må bære religiøse symboler holder muslimske kvinder udenfor dommerstanden. Men det indebærer den implicitte præmis, at de ikke kan vælge at tage tørklædet af. Anbessa siger hermed, at muslimske kvinder er en slags kulturelt determinerede robotter, der handler styret af deres kultur. Kultur er altså årsagen til handlingen, at tage tørklæde på, og det kan ikke vælges fra. Nej, nu kan den muslimske kvinde kun blive rengøringsdame.
Man skal ikke være særligt kvik, for at se at tankegangen er meget essentialistisk og i øvrigt er præcis den samme man finder blandt multikulturalisternes modstandere: begge er enige om at muslimer er styrede af deres kultur. De er blot uenige om hvorvidt det er en god eller en dårlig ting.

Jeg ville mene, at den muslimske kvinde har et valg. Hun kan vælge at tage tørklædet af hvis hun vil være dommer (altså i en given situation hvor det er forbudt). Hun har en fri vilje lige som alle andre. Det sjove er at vi jo aldrig ville sige det samme om danskere. At man holdt nogen udenfor arbejdsmarkedet hvis de ikke kunne gøre et eller andet som deres overbevisning krævede. Der ville vi mene at vedkommende havde et valg. Så hvorfor bruger man den slags argumenter om folk fra andre lande? Hvorfor skal man gøre muslimske kvinder til sådan nogen, der ikke selv kan tage et valg? Er det en eller anden form for strategi at beskriver sig selv som en nikkedukke, der bare er programmeret til at gå med tørklæde?

I stedet burde man udfordre ideen om at folk har samme interesser blot fordi de har samme religion, kommer samme sted fra, har samme køn, tilhører samme klasse, etc. Det ville være meget mere interessant end endnu et forsøg på at føre essentialistisk politik.