lørdag, juni 27, 2009

Legater til Ainu-folket

På Japans nordligste ø, Hokkaido, har man netop besluttet, at oprette et særligt legatprogram til medlemmer af Ainu-folket. Der findes i forvejen en studielånsordning, som er specielt rettet mod ainuer. Men denne legatordning er mere omfattende, og indbefatter også midler til leveomkostninger og ikke kun skolegebyrer.

Legatet er en del af en strategi, der sigter imod at bevare Ainu-kultur og sprog, samt at skabe større sammenhængskraft. Idéen er at ainuerne skal studere ainuernes sprog, kultur og det nordlige Japans historie. Man forestiller sig så at de studerende skal fungere som en slags bærere af Ainuernes kultur, som så kan forstærke bevidstheden om denne igennem det daglige samvær. Der er en øvre grænse på 6 studerende i programmet.

Det virker som om der er større opmærksomhed omkring ainuerne for tiden. Tidligere på måneden blev en "ainuernes dag" f.eks. foreslået. Det er dog ret sent at forsøge at redde ainuernes sprog, da det er de færreste der taler det i dag. Endvidere må man spørge sig selv om hvad der menes med ainu-kultur? Lige som med mange andre oprindelige folk er det man betragter som oprindelig ainu-kultur noget der står i modsætning til det moderne samfund. Skal de så uddannes i noget ældgammelt og fastfrosset, som så udgør den "ægte ainu-kultur"? Det virker umiddelbart som et lidt tvivlsomt projekt, men da der ikke er offentliggjort noget nærmere om indholdet endnu, kan det være at jeg tager fejl. Det er under alle omstændigheder interessant hvilken retning disse nye tiltag omkring ainuerne skal føre til.

Jeg har i øvrigt tidligere henvist til en artikel om japansk forskning om ainuernes sprog, som jeg lige vil tillade mig at anbefale endnu en gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar