fredag, juni 26, 2009

Daniel Everett & Pirahã

Jeg læste for et lille stykke tid siden, antropologen og lingvisten, Daniel Everetts bog, "Don't Sleep, there Are Snakes", som handler om Everetts oplevelser med et folk, der lever i Amazonjunglen. Folket hedder Pirahã og Everetts udtalelser om dem og deres sprog er genstand for megen diskussion i lingvistiske kredse, fordi de udfordrer et af de paradigmer, der har domineret lingvistikken de sidste 50 år: den universelle grammatik. Men udover det er Everett en interessant person, og både hans personlige historie og hans akademiske ditto er meget spændende.

Everett var oprindeligt evangelisk kristen missionær, som arbejdede for SIL: en organisation af kristne lingvister, som beskæftiger sig med at oversætte bibelen til forskellige sprog. Idéen er, at når først folk hører Guds ord på deres eget sprog, så bliver de opfyldt af helligånden og vender sig mod Herren. Everetts opgave var at tage ud til Pirahã-folket, lære deres sprog, oversætte bibelen og omvende de vilde. Han tog afsted første gang i 1977 og har siden rejst dertil mange gange og boet sammen med dem.

Bogen er delt op i to dele. Den ene del handler om Everetts møde med en fremmed kultur. Det er en god gammel "I was there" historie, som vi kender den fra mange andre (gammeldags) antropologer. Everett ignorerer stort set al antropologisk teori siden Geertz, og fortæller bare historien som han har oplevet den, uden at tænke synderligt over problemer med repræsentation og den slags. Han lærer på den hårde måde, at bare fordi han er hvid mand fra civilisationen, så finder Pirahã-folket sig ikke i at han blander sig i deres levemåde. På et tidspunkt forsøger han nemlig at forhindre en af de handlende fra floden i at bytte sig til Pirahã-folkets arbejdskraft for noget alkohol. Det resulterer i en temmelig anspændt situation med dødstrusler. Everett har sin kone og børn med, så det ryster ham naturligvis og han tvinges til at overveje sin egen rolle.

Pirahã-folket udfordrer ham i det hele taget rigtigt meget. Også hans kristne tro bliver udfordret, da han efter mange års studier af Pirahãernes sprog, får lavet en oversættelse af Markus evangeliet. Det præsenterer han så for dem, og det synes de da er en meget sjov historie, men de har ikke den store tiltro til en historie om Jesus, da Everett jo ikke selv kan sige, at han har set eller mødt Jesus. Efter længere tids forsøg på at introducere Jesus for Pirahãerne siger en af medlemmerne af stammen at de ikke er interesserede i Jesus, da de er sikre på at det var ham der forsøgte at voldtage flere af stammens kvindelige medlemmer med sin en meter lange penis. Det ender med at Everett opgiver sin tro, og det fører til en enorm skuffelse fra hans familie, der føler at han har løjet for dem. Hans ægteskab går således også i stykker.

Den anden del af bogen handler om det virkeligt spændende: Pirahãernes sprog. Der er en beskrivelse af sprogets fonemer, som er fåtallige, og så er der det som alle diskuterer: grammatikken. Everetts påstande er opsigtsvækkende og bestemt ikke i sync med det der er oppe i tiden. For det første kan Pirahã-folket ikke tælle. De har ord for "en lille mængde" og et ord for "stor mængde". Lille mængde kan f.eks. være en eller to af et eller andet, eller det kan være en lille fisk f.eks. De har ikke særlige ord for farver, hvilket er usædvanligt. De beskriver i stedet farverne som f.eks. at rød ligner blod, osv. Den mest kontroversielle påstand er dog at Pirahã-sproget ikke besidder det som på engelsk hedder "recursion", som man vist kalder indlejring på dansk (jeg er ikke sikker da al lingvistisk teori jeg har læst er på engelsk). Altså det fænomen, at vi kan lægge andre sætninger ind i en sætning, i form af modificerende sætninger, osv. Det regnes for at være et universelt træk ved sprog og en af de ting der peger imod at vi besidder et fælles kognitivt apparat, der bestemmer hvordan sprog fungerer. Det var Noam Chomsky, der først formulerede denne teori. Den findes også i lidt andre versioner. F.eks. kalder evolutionspsykologen fænomenet for "the language instinct". På nedenstående video kan man se et eksempel på Pirahã-sproget og den manglende indlejring.



Everetts påstande har mødt meget kritik. For det første er der det problem, at vi kun kender til Pirahã-sproget fra Everett. Han er den største autoritet på området, og det er naturligvis svært for os andre at be- eller afkræfte hans påstande. Everett påstår også, med afsæt i sproget, at Pirahãerne ikke har nogen skabelsesberetninger (noget der modsiges af andre) og at de har en ekstrem besættelse af det der foregår i nuet. På en måde minder hans påstande om noget vi har hørt fra antropologer før i tiden. Hvor man netop påstod at vilde ikke havde skabelsesberetninger, da det jo var noget civiliseret noget, og dermed adskilte den hvide civilisation fra de vilde. Senere har man jo så fundet ud af at de fleste har skabelsesberetninger og at påstandene simpelthen skyldtes at antropologerne ikke havde viden nok. Ligeledes kan det samme muligvis gøre sig gældende her: måske er Everett bare ikke en særligt god antropolog og lingvist. Det kunne være at han havde misforstået noget eller at han var forudindtaget og at dette på en eller anden måde havde påvirket hans resultater. Vi ved det ikke.

Everett binder sproget sammen med de kulturelle værdier som Pirahãerne har. Han genopliver altså Sapir-Whorf hypotesen. Det er noget som ikke mange lingvister tager alvorligt i dag, ja man gør oftest grin med den. Men forskellige post-modernister udenfor lingvistikken og folk indenfor de humanistiske videnskaber og samfundsvidenskaberne bruger den ofte. I den meste simple form lyder den: "Sprog X har ikke noget ord for Y. Ergo findes Y ikke hos folket der taler sprog X". Et klassisk eksempel på en variation af hypotesen er myten om at eskimoerne har et enormt antal ord for sne, som så skal betyde at de ser på sne på en anden måde end os andre. Det er netop en myte og derfor ikke sandt, men altså, vi kan jo beskrive sne på mange måder uden at have særlige ord for det. Vi bruger bare flere ord når vi skal beskrive sneens tilstand.

Nogle mener at Everett slet ikke angriber den universelle grammatik, men at det i virkeligheden handler om et andet universelt lingvistisk fænomen: variation. Lingvisterne Pesetsky, Nevins og Rodrigues har kritiseret Everett og påpeget en del selvmodsigelser hos ham. I følge dem skyldes Everetts påstand om den manglende indlejring, at underordnede sætninger kommer efter verbet, hvilket de ikke gør på de fleste sprog. De nævner specifikt tysk og hindi som eksempler og påpeger at der ikke er nogen der påstår at tyskerne besidder særlige kulturelle værdier som resultat af dette. Med andre ord siger de at Everett er en kulturel centrist og en ringe videnskabsmand. Den akademiske debat har været meget hård. Edge har en masse af debatten liggende online, hvis man vil læse mere.

Bogen i sig selv er ret ringe skrevet, men indholdet er interessant og derfor er den værd at læse. En missionær tager ud til et folk i junglen, mister sin tro og sin familie og finder noget som han i hvert fald selv mener er en stor opdagelse hvilket fører til hidsig, ja man må sige fjendtlig, kritik. Den debat er langt fra færdig endnu, men den er værd at følge for selv hvis Everett tager fejl er den et glimrende studie i mange af de problemer der kan være ved humanistisk videnskab.

3 kommentarer:

  1. jeg kommer til at tænke på om du i denne sammenhæng kender til Paul Kays arbejde med farveperception og sprog? Selvom det endnu ikke kan siges med nogen sikkerhed hvordan udviklingen vores sproglige kapacitet i en given kulturel kontekst, så at sige 'farver' vore perception af farver, er der forskning som synes at pege i retning af at dette bestemt er tilfældet.

    http://www.wired.com/wiredscience/2008/03/babies-see-pure/

    SvarSlet
  2. Jeg kender udmærket Paul Kay, ja. Han har jo netop vist at på trods af forskelle er der også nogle ganske universelle ting ved den måde vi klassificerer farver på når vi bruger sprog. F.eks. at grænserne for farverne varierer og også hvor mange farver vi opererer med (jo færre, jo videre grænser), men at fokalpunktet for hver farve er universelt. Det er jo ret interessant. Men hvad er mere interessant er at Kays egen forskning viser at rækkefølgen vi klassificerer farverne ikke er tilfældig. Hvis både denne påstand passer og den i artiklen (OK, dem der har skrevet den oversælger vist lige konklusionerne lidt) også gør, så kunne det måske være at der var en måde vi var indrettet på, som gjorde at vi sorterede farverne i samme rækkefølge? Det kunne netop føre til noget der kunne være et argument for Chomskys teori.

    SvarSlet
  3. Meget, meget spændende indlæg. Jeg smed lige bogen oven i en bestilling, jeg alligevel ville foretage. Den vil jeg glæde mig meget til at læse.

    SvarSlet