søndag, maj 17, 2009

Ozawas afgang

Det er egentlig noget jeg burde have dækket for længst, men tiden har ikke tilladt mig det. Som de fleste forhåbentlig har bidt mærke i, så har Ozawa Ichiro, leder af det store oppositionsparti, DPJ, forladt posten som leder. Afgangen skete som følge af en skandale. Skandaler er ikke usædvanlige i japansk politik, men her er der tale om lederen af det eneste parti, som kan true LDPs magt på et tidspunkt hvor LDP står meget svagt.

Men lad mig lige ridse sagen op. Som så mange andre skandaler i japansk politik handler den om donationer. Ozawas medarbejder, Okubo Takanori, som også var ansvarlig for at holde regnskab med donationer, har modtaget illegale donationer fra et byggefirma, som myndighederne i forvejen holdt øje med. Desuden har Okubo forfalsket papirer for at dække over det Dette skete i starten af marts måned. Siden da har det store spørgsmål været om Ozawa kunne gøre sig fri af den skandale, og fortsætte som leder af DPJ. Det kunne han så ikke.

DPJ har i den grad peget fingre ad LDP og deres skandaler, og har forsøgt at etablere sig selv som et mere ærligt alternativ til LDP. De har igen og igen krævet at Aso skulle udskrive valg siden dengang de vandt overhuset. Nu er det dem selv, som er ramt af skandale og det har taget alt for lang tid for Ozawa at gå af. Det kan sagtens havde svækket tilliden til partiet. Nu har man så valgt Ozawas mand, Hatoyama Yukio til leder af DPJ. Om han er mand nok til opgaven vil tiden vise, men man skal huske, at DPJ er en sær blanding af socialister, konservative og andre som mest har det til fælles at de gerne vil vælte DPJ. Det er et skrøbeligt parti, som har brug for en stærk og samlende leder. Det er næppe Hatoyama. Valget er allerede i september, så det er jo en ren foræring til LDP. Hatoyama vil nok blive anset for at være Ozawas marionetdukke og ikke uden grund. Bare fordi Ozawa har trukket sig betyder det jo ikke at han ikke bestemmer mere. Det er i øvrigt sket ved en tidligere lejlighedm, at Ozawa måtte give tøjlerne fra sig for en stund. Men sundt for DPJ er det altså ikke. Til gengæld gør det valget i september så meget mere spændende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar