lørdag, februar 28, 2009

8. marts

Som sædvanligt på d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, afholder nypuritanske, forbudsliderlige personager af forskellig politisk overbevisning fælles demonstration. Der er mange ting der adskiller disse mennesker, men noget kan de dog blive enige om: at moralisere over andre menneskers adfærd i en grad, så de kræver politiske indgreb imod dem. Dannerhuset, Enhedslisten, DSU, Demos, Reden, Dansk Kvindesamfund og andre usympatiske organisationer samles endnu engang med det mål at forbyde sexkøb. Som sædvanlig lytter de ikke til sexarbejderne selv. De samme mennesker, der altid anklager andre for ikke at lytte til de svage, gør præcis det samme selv. De gør sig til de bedrevidende, der påstår at kende andres interesser. De anerkender ikke at sexarbejdere er en meget broget skare, men mener, at de kan stuves sammen i en kasse med fælles interesser. Ve den sexarbejder, som mener at have andre interesser end de politisk korrekte madammer M/K mener, at de har. De lider naturligvis af falsk bevidsthed. De kender ikke deres sande interesser. Det er kun kristne eller socialistiske puritanere, der kender dem. De er nemlig hævet over os andre, og ved hvad vi VIRKELIG vil have.

I den anledning vil jeg gøre opmærksom på et alternativt 8. marts arrangement, arrangeret af Feministisk Initiativ, som er en tværpolitisk gruppe. Det er en demonstration på Vesterbro, der foregår under parolen: "8. Marts Intervention - feminister mod sexkøbsforbud!" - Der støttes op om retten til selv at vælge hvad man vil gøre med sin krop. Læs mere på Facebooksiden for demoen. Demonstrationen er kun for kvinder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar