onsdag, januar 07, 2009

Oppositionen forsøger at stoppe uddelingen af penge

DPJ, Socialdemokraterne og Kokumin Shinto (Folkets Nye Parti) har nu tilbudt, at støtte LDP-Komeito i vedtagelsen af ekstrabudgettet for 2008, på betingelse af at man dropper ideen om at dele penge ud til alle borgere i Japan. Det ser dog ikke ud til at have nogen gang på jorden, da Aso fortsat ivrigt forsvarer tiltaget som absolut nødvendigt. LDP vil nok tvinge det igennem underhuset, og dermed er der lagt op til ekstra modvillighed fra oppositionens side når det kommer til forhandlingerne om det rekordstore budget for 2009.

En af mere absurde historier omkring uddelingen af penge er diskussionen om hvorvidt politikere skal kunne modtage en check fra staten eller ej. Aso har lagt hele projektet an på at det skal støtte de familier der har det svært, men Hosoda Hiroyuki, sekretær i LDP, sagde forleden at politikere burde tage imod pengene. Derved gør han det tydeligt at projektet i den grad også handler om at tilbyde rige mennesker penge, da alle jo får dem tilbudt. Det vil lyde meget grimt hos de folk der reelt er pressede.

Samtidigt er der en del uro omkring den stigende arbejdsløshed. Over nytår samledes ca. 500 hjemløse i Hibiya Park i Tokyo, og levede i en teltby under stor mediebevågenhed. Teltbyen blev et symbol på den økonomiske krise. De hjemløse er nu blevet flyttet andre steder hen og er spredt for alle vinde, men et ledende medlem af LDP , Sakamoto Tetsushi, nåede lige at sige, at det nok var folk der ikke gad at arbejde. Det var ord han endte med at måtte æde i sig igen.

Indtil videre er fyringerne mest gået ud over deltidsansatte og midlertidigt ansatte, men nu fyrer Sanyo 500 fastansatte, og Sony har varslet en kæmpe fyringsrunde der går ud over 16.000 stillinger. Nippon Keidanren har opfordret den japanske regering til at udbygge det sociale sikkerhedsnet, for at værne mod den kommende tids udfordringer.

Hvis det nye budget og ekstrabudgettet vedtages, vil statsunderskuddet stige til uanede højder. Det ser i sandhed sort ud for Japan i disse dage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar