søndag, januar 04, 2009

Aso, valget og budgettet

Omkring juletid godkendte Asos kabinet et rekordstort budget for næste år. Det er på hele 88.55 trillioner yen (980 milliarder dollar), og dermed næsten 7% højere end budgettet for 2008. Grunden er naturligvis recessionen. Keynesiansk tankegang har alle dage været i høj kurs, og ideen om at man kan forbruge sig rig lever i bedste velgående i Japan, på trods af de meget negative erfaringer man har haft med den strategi.

En del af pengene går til øget socialhjælp, og andre velfærdsydelser. Der er også lagt vægt på at udbygge landets infrastruktur for at øge konkurrencedygtigheden. Det er jo absurd i et land hvor der nærmest ikke kan være flere broer og tunneler, og hvor man bygger lufthavne som ingen gider at bruge. Planens overordnede mål er at øge det japanske forbrug, for at "sætte gang i hjulene" som man siger. Ingen siger noget om den slags planer ikke har haft nogen gavnlig effekt for den japanske økonomi hidtil.

Der har længe været tale om hvornår Aso ville udskrive valg. Der er senest valg i september 2009, og det ser efterhånden ud til at LDP sidder perioden ud. Aso har bebudet at der ikke udskrives valg før budgettet er godkendt af begge kamre, hvilket vil sige i april måned. Asos popularitet er stærkt dalende, og DPJ klarer sig ret godt for tiden, så det er nok hovedgrunden til at LDP ikke er helt vilde for at udskrive valg for tiden. Samtidig er der uro internt i LDP, hvor utilfredsheden med Aso er voksende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar