tirsdag, december 22, 2009

De liberale og kulturen

For et godt stykke tid siden havde jeg en diskussion med en liberalist, der har sympatier med Trykkefrihedsselskabet. Diskussionen handlede om Lars Hedegaard og hans udtalelser i forbindelse med situationen i Tingbjerg omkring præsten derude, som var blevet udsat for chikane af nogle drenge med anden etnisk baggrund. I Hedegaards indlæg kommer han med nogle, synes jeg, ret vilde udtalelser. Ikke overraskende påstår han, at unge kriminelles chikane af præsten er udtryk for islam, men han går længere end det. Uden i øvrigt at fremlægge noget som helst bevis for det påstår han, at det er noget der udføres som en del af en muslimsk sammensværgelse:

Og det har alt med religion at gøre. Eller for at være mere præcis: med en totalitær ideologi, der dækker sig ind under at være religion. Hvis de lokale imamer i Tingbjerg ville have dette stoppet, kunne de gøre det på et par minutter.

Men det gør de naturligvis ikke. Islam er netop en ideologi, der går ud på at erobre land og uddrive eller undertvinge den lokale vantro befolkning. Den skal lære, hvem der har magten. Og belæringen kommer i form af ydmygelser af de danske myndigheder, vi normalt ser hen til, når det gælder vores beskyttelse. Derfor smider de med sten. Derfor påsætter de brande. Derfor intimiderer de den lokale befolkning. Derfor uddriver de den danske Folkekirke fra det område, som de agter af holde som et nyt islamisk emirat (emir = den lokale militære kommandant).
Det er simpelthen en muslimsk magtdemonstration og Hedegaard forestiller sig, at disse drenge bare vil adlyde den lokale imams mindste vink. Så vidt jeg kan se er det nærmere et udtryk for Hedegaards livlige fantasi end for så meget andet. Som mange andre før mig har bemærket, betjener Hedegaard sig af en opfattelse af islam som en enkelt ting. Han har ikke blik for nuancer, forskelle eller diskussioner indenfor islam, eller de mange forskellige lokale udgaver af islam der findes. F.eks. tales der ofte om sharia, men ikke at sharia kan være utroligt mange forskellige ting. Man kan jo tage et kig på mellemøsten hvor sharia spiller en rolle i alle arabiske landes retssystemer, alligevel er det langt fra ens. Der er tværtimod enorme forskelle.
Hedegaard forestiller sig islam som en enkelt ting. Noget der ikke rigtigt udvikler sig, men derimod har en eller anden form for essens som så kommer til udtryk ved alt negativt som nogen, der kommer fra et land hvor islam er den mest udbredte religion foretager sig. Det er både en form for essentialisme og en form for reduktionisme. Alt skal føres tilbage til islam, og andre årsagsforklaringer bliver kendt ugyldige.
Ligeledes betragtes alle "muslimske" (i anførselstegn da det åbenbart også gælder for folk der ikke er troende, at de er muslimske) individer så som bærere af denne kulturelle essens. De bliver til en slags robotter, der er programmerede af deres islamiske kultur. En kultur, der i følge Hedegaard er en alvorlig trussel mod os her i vesten. "De" fører angiveligt krig imod os. Her et eksempel på Hedegaards holdninger i forbindelse med diskussionen om burka:
Hijaben er den mest synlige manifestation af det forhold, at en kamp om magten i samfundet er indledt. Uanset om de tildækkede kvinder selv har valgt at iklæde sig muslimsk signalpåklædning, eller om de er blevet tvunget til det, er den muslimske uniform det mest pålidelige barometer på styrkeforholdet mellem frihedens og totalitarismens kræfter. Hijaben er tegnet på, at kvinden enten frivilligt eller under tvang er en soldat i den hær, der gennem 1400 år har stillet alle vantro over for følgende valg: 1) Omvend jer til islam, 2) vil I ikke det, så acceptér en fremtid som retsløse dhimmier, og 3) vil I heller ikke det, går vi til fysisk angreb på jer.
og videre:
Ser man det ud fra islams synspunkt, er det imidlertid ligegyldigt, om kvinden af egen tilskyndelse har dækket sig til, eller om nogen har fået hende til det. Med sin blotte fremtræden demonstrerer den tilhyllede kvinde, at hun tilhører ummaen – den muslimske nation – er under dennes kommando og med sine børnefødsler står til rådighed for dens erobringsprojekt. Hendes klædedragt demonstrerer, at hun ikke er en del af den vantro befolkning, som det er ummaens pligt at undertvinge.
For Hedegaard bliver burkaen til en kampuniform. En direkte trussel. Noget andet man skal lægge mærke til er, at han taler om "islams synspunkt", som om der kun findes en form for islam. Masser af muslimer kunne aldrig finde på, at tage en burka på. Jeg ved ikke om de så ikke er rigtige muslimer eller hvad de er, men netop den store variation der er blandt muslimer, kristne, buddhister eller ikke-troende for den sags skyld, viser noget som Hedegaard og hans proselytter overser: at kultur ikke styrer os.

Man kan sige, at det ikke er overraskende, at Hedegaard har sådanne holdninger. Han er stadigvæk marxist (tak til OBO for link) og de har nu engang aldrig været særligt gode til at forholde sig til kultur. I marxismen snakker man helst om klassetilhørsforhold og materialisme, og kultur er nu engang sådan der forpurrer den marxistiske opfattelse, for folk passer ikke ind i kasserne, når de handler imod deres egen klasses interesser. Hedegaards kulturopfattelse ser jeg som i fuld overensstemmelse med hans marxistiske ideologi: man kommer folk ind i nogle kasser og så forklarer man deres motiver ud fra de kasser man har proppet dem ind i. Før var det klasseforhold og udbytning der var årsagsforklaringer, nu er det religion og kultur. Det fører til en meget statisk opfattelse af kultur, som noget der eksisterer udenfor individerne og påvirker eller styrer deres handlinger.

Det undrer mig en del mere, når jeg møder folk, som i deres selvopfattelse i hvert fald, er liberalister, men alligevel køber Hedegaards påstande og helhjertet bakker op om Trykkefrihedsselskabet og deres autoritære dagsorden. Ja, man kan opleve såkaldte liberalister argumentere for forbud mod burkaer, minareter, indvandring, etc. Jeg er ikke helt sikker på hvad deres liberalisme består i, men den har i hvert fald end anden form end den jeg bekender mig til og det som jeg forbinder med liberale grundværdier.

I den diskussion jeg havde argumenterede jeg for, at kultur ikke er en "ting". Jeg spurgte om hvorfor man kaldte nogle kriminelle drenge fra Tingbjerg for "muslimer"? Hvorfra vidste man at de troede på Gud? Hvordan kunne man vide at de ville gøre hvad nogle imamer sagde og den slags oplagte spørgsmål. Reaktionen var interessant: det var nærmest latterligt for disse mennesker, at jeg kunne spørge om sådan noget. For SELVFØLGELIG var de muslimer. Der kom ingen forklaringer på hvorfor det var sådan på trods af at jeg spurgte, eller på trods af at jeg indvendte at det sådan set er forbudt at stjæle i islam. Det mindede mig lidt om at tale med religiøse mennesker, der reagerer på lignende måde når man spørger ind til åbenlyse mangler i deres argumentation.

Jeg forklarede, at den poppede opfattelse af kultur, altså den man har udenfor de kredse hvor man seriøst studerer kulturelle fænomener, hvor man anser kultur som værende årsag til noget, ikke er gangbar. Vi hører det tit både fra DF-agtige typer eller fra multikulturalister: Det er på grund af deres kultur at de gør dit eller dat, eller i den positive udgave: at man skal respektere deres kultur. Opfattelsen findes igennem hele det politiske spektrum, men den holder ikke. For kultur er noget vi gør, ikke en ting "derude". Selvfølgelig lærer vi at spise med kniv og gaffel, at sige "de", at gå med kjole og bukser, at sidde på en bestemt måde, osv. men det er ikke noget vi er NØDT til at gøre. Det er noget som vi kan lade med hvis vi lyster, og det er såmænd også det folk gør hele tiden. De ændrer måden at gøre tingene på. Det er derfor alle kulturer bevæger sig konstant også de mange muslimske kulturer. Et godt eksempel er den form for islamisk fundamentalisme som vi ser i dag, der jo ikke er en ældgammel tradition. Nej, det er en ny opfattelse, de er kommet med moderniteten og globaliseringen. Hvor islam før var forankret i lokale kulturer og traditioner er den nye globale fundamentalisme et forsøg på at lave en "ren" islam, hvor man forkaster alle traditioner man opfatter som lokale og dermed ikke-islamiske.

Denne opfattelse af individer der handler med et formål. Individer der konstant forhandler deres kultur i forhold til deres præferencer er et helt almindeligt synspunkt indenfor forskning i kultur, alligevel blev jeg i min diskussion anklaget for at have et obskurt synspunkt. I stedet fik jeg læst og påskrevet i form af en opremsning af en kulturteori der var populær omkring anden verdenskrig. Der stod det mig klart, at min opgave var større end jeg lige magtede i den diskussion på det tidspunkt og jeg gav op. De sidste 50 års diskussioner indenfor antropologi og kulturstudier var gået fuldstændigt hen over hovedet på disse mennesker. Deres kulturopfattelse var ca. den samme man kan finde i Ekstra Bladet eller lignende. Det interessante er, at her var liberalister der argumenterede for at vi er kulturelt determinerede robotter, i stedet for individer med en fri vilje, der kan tage valg omkring kultur. Noget andet der slog mig er at man åbenbart føler at man kan forventes at blive taget alvorligt når man diskuterer kultur uden, at kende til de gængse holdninger på området. Jeg er ret sikker på, at hvis ikke man kendte til grundlæggende økonomisk teori og begyndte, at diskutere økonomi ville de samme mennesker (med rette) reagere meget stærkt, men kultur er åbenbart noget andet. Her skal en hvilken som helst holdning tages seriøst uanset hvor uoplyst den måtte være.

For uoplyst det skal man altså være for at købe Hedegaards reduktionisme og hans forsimplede kultursyn. I bund og grund tror jeg, at det kan skyldes, at liberalismen ikke forholder sig til kultur. Hvad folk de gør med religion, tøj, sprog, mad, osv. er der ingen foreskrifter for. Det rager jo ikke andre mennesker, så længe folk ikke gør krav på andre og i øvrigt opfører sig ordentligt. Derfor stiller liberalismen nogle andre krav til sine tilhængere end f.eks. socialismen eller konservatismen, der jo begge trænger dybt ind i de private sfærer med ideer om hvordan man skal opføre sig. Den slags giver liberalismen bare ikke svar på.
Det får nogle gange folk til at føle sig usikre, og så søger de andre steder. Oftest hos konservatismen, og så forsøger de at forbinde deres selvvalgte konservative livsstil med liberalismen. Måske også som en modvægt mod den livsstil de finder hos mange af de venstreorienterede de møder. De bliver lidt kontrære og søger det politisk ukorrekte. Hedegaards holdninger kan virke tiltrækkende på sådanne liberalister, der har brug for en ideologi, der omfatter kulturen. Kultur er jo sådan en dejlig størrelse. Kan man ikke forklare noget på andre måder, kan man altid sige, at det er pga. kulturen. Vi hører det hele tiden. F.eks. i forbindelse med Jæger-bogen, så var det fordi der var "en dårlig kultur" i forsvarskommandoen. Jo jo, det kan da godt være, men HVORFOR var der en dårlig kultur? Kulturen er jo ikke årsagen i sig selv. Kultur er meningsfuld handling og dermed ligger årsagerne et andet sted. Liberalismens bevidste mangel på kulturelle forklaringer får sjovt nok liberalister til ikke bare at søge forklaringer som Hedegaards, men også til at forlade de liberalistiske principper. Det som jeg mener er en styrke ved liberalismen: at det er en meta-ideologi, der tillader folk at opføre sig meget frit og meget forskelligt, altså selve den liberalistiske grundtanke, bliver betragtet som en svaghed. Man vil have et ideologisk system, der kan omfatte og forklare det hele, på samme måde som Hedegaards marxisme gør det. Hedegaards kulturopfattelse og det billede han tegner af mennesker som bærere af kulturer fremfor individer, der udtrykker deres præferencer tiltaler de, som har det svært med at skulle tolerere mennesker der er anderledes end dem selv. De som leder efter en undskyldning for at kunne sætte statsmagten ind mod folk, alene pga. deres anderledeshed. Dermed forlader de den liberale lejr og bevæger sig ind i den konservative i stedet.

Det er så forbandet svært, at diskutere med disse mennesker fordi de først og fremmest har deres opfattelse af kultur fra forældede kilder eller fra folk som Hedegaard, der ikke just har fulgt med i udviklingen. Nok fordi de i bund og grund ikke interesserer sig for hvad kultur er, men opererer med nogle grundantagelser som de ikke sætter spørgsmålstegn ved, fordi det tjener deres formål: at retfærdiggøre nogle uliberale synspunkter som de nærer, måske af frygt eller fordi de er på tværs eller hvad ved jeg. Det slog mig bare da jeg havde den diskussion, at her var nogle mennesker, der havde meget stærke synspunkter omkring kultur og brugte det som årsagsforklaring og argument for statslig indgriben i det ene og det andet, men samtidig havde de ikke noget som helst begreb om hvad kultur er. De havde aldrig sat sig ned og defineret det ordentligt. For dem var det et skraldespandsbegreb og hvis man henviste til kultur som årsagen, så ville folk ikke stille flere spørgsmål, men blot godtage det. Det var på et meget lavt niveau det foregik, og det fik mig til at tænke over hvorfor mon jeg havde set så mange liberalister udtale sig så ubegavet om kultur i årenes løb.

Det vil sikkert fortsætte. Den måde man anvender begrebet kultur på indenfor f.eks. antropologien er ikke nået ud i den brede offentlighed. De befinder sig stadigvæk et sted i 1940erne og det samme gælder mine liberalistiske bekendte med hang til Hedegaard. Jeg kan selvfølgelig håbe, at nogle af dem en dag vil sætte sig ned og læse lidt om de lange seje (men også spændende) diskussioner om kulturbegrebet der har været ført, men det sker næppe, og for flere vil det sikkert være fristende at forfalde til sådan noget som det Hedegaard udspyer, da det i det mindste giver en forklaring. Hvorfor var det lige at jeg blev kaldt en danskeluder af ham indvandrerdrengen i S-toget? Nå ja, det var fordi han er et medlem af den muslimske kultur, der har programmeret ham til at gøre den slags som et led i den muslimske overtagelse af verden.

søndag, december 06, 2009

Nyt muslimsk parti

I dag kan man læse, at der er blevet registreret et nyt parti. Partiet hedder Danmarks Muslimer og er stiftet af Ras Anbessa, som nogle måske vil kende fra Sorte Får. Det er ikke helt klart hvad partiets politik være, men det ser ud til at være endnu et minoritetsorienteret parti a la Minoritetspartiet og Demokratisk Fællesskab.

- Samfundet er præget af, at muslimer ikke må vise sig som gruppering, men vi bliver den ene gang efter den anden skilt ud som en gruppering. Derfor kan vi lige så godt stå sammen som gruppe og arbejde på nogle positive tiltag i det danske samfund, siger stifteren af Danmarks Muslimer, Ras Anbessa.
Det interessante er, at DM ser ud til at dele præcis den samme præmis som Trykkefrihedsselskabet, DF og andre anti-muslimske grupper. Nemlig, at muslimer har fælles interesser. At der på en eller anden måde er tale om delte værdier i en grad så man kan bygge et politisk parti op om det. Med andre ord en groft generaliserende holdning til en meget blandet gruppe. Kristne stemmer på alle partier. Fra Enhedslisten til DF finder man kristne vælgere. Kun ganske få stemmer på Kristen Demokraterne. Ligeledes finder man selvfølgelig også muslimer med mange forskellige politiske synspunkter.

Alene navnet Danmarks Muslimer siger, at man har tænkt sig at gøre sig til repræsentant for landets muslimer og alene at tro at det kan lade sig gøre vidner om en kulturopfattelse, der ingen gang har på jorden. I 2008 skrev Anbessa et indlæg i Information i forbindelse med debatten om hvorvidt dommere kunne bære tørklæder. Her stod der:

Eller som Asmaa Abdol-Hamid fra Sorte Får siger: “Forslaget om at forbyde muslimske hovedtørklæder i retten er direkte pinligt og ekstremistisk. Så er mellemøstlige tilstande ved at finde sin plads i Danmark. Det er pinligt at justitsministeren lovgiver om dresskode i et demokrati, hvor frihed er grundlæggende”.

Asmaa Abdol-Hamid tilføjer: “Statsministeren lovede Grundlovsdag 2006, at der ikke ville komme et forbud, fordi han går ind for liberale værdier. Vi kan ikke længere regne med hvad der bliver lovet. Kvinderne bliver med lovforslaget taget ved næsen og deres muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet bliver begrænset”.

Og deri har Asmaa Abdol-Hamid så ganske ret. For muslimske kvinder ønskes jo åbenbart af VKO tilbage til rengøringsspandene. Kampen for frihed og tolerance skal intensiveres til støtte for landets muslimske kvinder der loyalt opfylder samfundets forventninger om at uddanne sig og deltage aktivt på arbejdsmarkedet, men søges holdt uden for indflydelse og fastholdes i fordomme.
Det man bør lægge mærke til er, at Abdol-Hamid og Anbessa begge mener, at et forbud mod at dommere må bære religiøse symboler holder muslimske kvinder udenfor dommerstanden. Men det indebærer den implicitte præmis, at de ikke kan vælge at tage tørklædet af. Anbessa siger hermed, at muslimske kvinder er en slags kulturelt determinerede robotter, der handler styret af deres kultur. Kultur er altså årsagen til handlingen, at tage tørklæde på, og det kan ikke vælges fra. Nej, nu kan den muslimske kvinde kun blive rengøringsdame.
Man skal ikke være særligt kvik, for at se at tankegangen er meget essentialistisk og i øvrigt er præcis den samme man finder blandt multikulturalisternes modstandere: begge er enige om at muslimer er styrede af deres kultur. De er blot uenige om hvorvidt det er en god eller en dårlig ting.

Jeg ville mene, at den muslimske kvinde har et valg. Hun kan vælge at tage tørklædet af hvis hun vil være dommer (altså i en given situation hvor det er forbudt). Hun har en fri vilje lige som alle andre. Det sjove er at vi jo aldrig ville sige det samme om danskere. At man holdt nogen udenfor arbejdsmarkedet hvis de ikke kunne gøre et eller andet som deres overbevisning krævede. Der ville vi mene at vedkommende havde et valg. Så hvorfor bruger man den slags argumenter om folk fra andre lande? Hvorfor skal man gøre muslimske kvinder til sådan nogen, der ikke selv kan tage et valg? Er det en eller anden form for strategi at beskriver sig selv som en nikkedukke, der bare er programmeret til at gå med tørklæde?

I stedet burde man udfordre ideen om at folk har samme interesser blot fordi de har samme religion, kommer samme sted fra, har samme køn, tilhører samme klasse, etc. Det ville være meget mere interessant end endnu et forsøg på at føre essentialistisk politik.

fredag, oktober 02, 2009

Bousouzoku dokumentar

Forrygende dokumentar om de japanske motorcykelbander, der var ret store i halvfjerdserne og firserne. Man får lov til at høre dem fortælle om sig selv, se deres tøj, motorcykler, når de er ude at køre, høre deres slang, etc. Virkelig god film, hvis man er interesseret i japanske subkulturer. Samme youtube-bruger har i øvrigt andre interessante bousouzoku-klip liggende, der er værd at tjekke ud.




Kolonisér mars!

Det er længe siden jeg sidst har skrevet noget om Schiller Instituttet. For dem der ikke er helt klar over hvad jeg taler om, kan jeg henvise til de andre indlæg jeg har forfattet om dem. Nu er der jo kommunalvalg i november, og Schiller Instituttet opstiller som sædvanlig en række kandidater, både i København, Århus og selvfølgelig også i Halsnæs. Som sædvanligt har deres programpunkter ikke særligt meget med kommunalpolitik. De er som følger:

  • Byg store infrastrukturprojekter: Femern Bælt-forbindelsen, Kattegatbro, Helsingør/Helsingborg tunnel, Nationalt magnettog.
  • En Pecora-kommision til undersøgelse af finanssvindlen
  • Konkursbehandling af nødlidende banker
  • Statslige kredittet gennem en hamiltonsk nationalbank. 500 mia. kr. til infrastrukturprojekter, industri og landbrug.
  • Investeringer i sygehusvæsen og uddannelse
  • Statslig investering i forskning og udvikling
  • En videnskabelig og kulturel rennæsance
Som enhver kan rangerer forslagene fra det rimeligt normale (investeringer i det ene og det andet) til det vanvittige (ja, se på dem). Det er som sagt ikke så kommunalpolitisk, og det har jo nok at gøre med at Schiller Instituttet ikke har de store selvstændige tanker, men tankeløst gentager hvad bevægelsens guru, amerikaneren Lyndon LaRouche, sprøjter ud via sine tidsskrifter, websites, videocasts, mv.
I forbindelse med kommunalvalget har de så udgivet en avis, som i de i stort antal har lagt på universitetet, hvor de håber på at forvirrede unge mennesker i et anfald trang til at "gøre noget" vil smide fornuften ud af vinduet og tænke "det lyder da som alletiders ide, det der med at bygge magnettoge" eller hvad det nu kan være. Det er altså intet mindre end en guldgrube af madness som er landet i mit skød.

Interview med Tom Gillesberg

Når man er kommet forbi forsiden, der lokker med et billede af Obama med påmalet Hitler-overskæg i forbindelse med en kritik af sundhedsreformen, en artikel om "Massestrejke i USA" og selvfølgelig et løfte om at finanssystemet bryder endelig sammen her imellem d.2 og d.10. oktober, bladrer man om på første side, der har et stort opsat interview med Schiller Instituttets main man, spidskandidat, Tom Gillesberg. Han starter med at påstå, at Schiller Instituttet havde ret i deres forudsigelser, da de i 2005 og 2007 stillede op til valg under paroler som "Når boblen brister - et nyt Bretton Woods" og "Efter finanskrakket - Magnettog over Kattegat", samt at mange ny anser dem for at være profetiske. Tom afviser dog at de har clairvoyante evner, som jeg og mange andre var overbeviste om, men at deres enestående indsigt derimod skyldes deres guru, Lyndon LaRouche, og hans enestående indsigt i..ja, alt. Nu er det muligt, at der sidder nogen derude og siger, jamen havde de ikke ret? Well, even a stopped clock shows the right time twice a day. Det er klart at en stigning i huspriser ikke kan fortsætte f.eks. Hvis man i årevis bliver ved med at påstå at der kommer krise, som LaRouche folkene har gjort, så er man sikker på at få ret hvis man venter længe nok, da vi ved at økonomiske kriser kommer før eller siden. Det er langt mere interessant med de som har forholdt sig til den konkrete situation og forudsagt hvad der præcist ville ske, men ikke har kørt på automatpilot i årevis og sagt der kommer en krise. I øvrigt har jeg sjældent set Schiller Institut crew inde på Købmagergade så glade, som da jeg mødte Feride Istogu Gillesberg (ja, jeg har diskuteret med dem i så mange år at jeg kender dem ved navn), der strålede som en sol og triumferende sagde, "vi havde ret". Konspirationstossens største øjeblik er når vedkommende oplever at verden kan se at de havde ret. Jeg måtte så sige, at jeg ikke var overbevist om at tingene gik galt på den måde, eller af de grunde som de havde påstået, men det var Feride heldigvis ligeglad med. Det var hendes time to shine.

Tilbage til Toms interview. Han deler overraskende nok Lyndon LaRouches synspunkt om at verdens finanssystem er ved at afgå ved døden, og foreslår i stedet at man nedsætter en kommision i lighed med den der blev nedsat i USA i 1932, hvor "finansverdenens aktører tvinges til at vidne under strafansvar", således at disse slemme spekulanter kan straffes for deres gerninger og samtidig skal man så forbyde banker og sparekasser at deltage i spekulative aktiviteter. Jeg er ikke helt overbevist om at dette er en god ide, i en tid hvor mange sådan set står og mangler likvide midler. Netop noget som disse spekulanter kan bidrage med, når de investerer i aktier, mv.

Det rør dog ikke Tom. Han fortsætter med at fortælle om hvordan store statslige byggeprojekter skal redde os alle sammen. De projekter der er nævnt ovenfor skal sættes i gang og ligeledes skal der fuld fart på alle udskudte byggeprojekter i statsligt, regionalt og kommunalt regi. Men hvor skal penge komme fra, Tom? Det har han også et svar på. Han vil reformere nationalbanken og have at det bliver muligt for Folketinget at stemme sig til hvor mange penge den må trykke. Der skal vedtages et beløb i Folketinget (Tom foreslår 500 milliarder), der så trykkes og lånes ud til en meget lav rente til disse projekter. Pengene skal altså komme ud af den blå luft. Det er den sikre opskrift på en massiv inflation. Til sidst vender Tom sig imod noget som han kalder 68-kulturen. Jeg ved ikke helt hvor han har det fra, men han beskriver det med nogle brokker, som er som følger: "Vi må omlægge til vedvarende energi og CO2-kvoter ellers går jorden under", "Sundhedsvæsenet har ikke længere råd til at redde alle liv", "finansspekulation er lige så godt som produktion - penge er penge", "vi behøver ikke videnskab - nulvækst er bedre end fremskridt". Altså, jeg kan da sagtens genkende den med CO2-kvoterne, men jeg hører ikke så tit nogen sige at vi ikke behøver videnskab eller at folk bare skal dø. De imaginære 68'ere Tom vender sig imod vil nok nærmere være enige med ham i, at der er tale om et system der er ved at dø, som f.eks. Information og Politiken har brugt en del plads på at skrive om.

Til sidst afslutter han med at tale om den menneskelige fornuft, som vi skal basere verden på, hvilket jo lyder meget godt, men samtidig snakker han om hvordan vi skal kolonisere rummet. Nu er det jo ikke fordi jeg partout har noget imod at kolonisere rummet, men altså, det er jo tydeligt at den eneste grund til at LaRouche og co. vil have gang i rumkolonisering er at det giver udsigt til enorme offentlige investeringer, og at den slags jo nærmest pr. definition er godt set i deres optik. Det på trods af at f.eks. Japan, der jo har investeret enorme summer i netop infrastruktur, jo ikke er blevet et rigere land af den grund. Tværtimod.

Lyndon LaRouche og Tea Parties

Næste artikel handler om "Massestrejke i USA". Underrubrikken fortæller om en ny amerikansk revolution, der kan sammenlignes med protesterne i DDR i 1989. Det lyder jo spændende, tænkte jeg og læste videre, men det viste sig, at der var tale om de såkaldte "Tea Parties", der samler folk af forskellige overbevisning, både konservative, liberale og andre, i protest mod "big government", økonomiske redningspakker til banker m.m., skatteforhøjelser, Obamas politikker, osv. Altså en blandet landhandel.

Hvad jeg ikke vidste, var at det hele var startet af ingen anden end..kan du gætte det? Nej? Lyndon LaRouche selvfølgelig. En webcast af LaRouche satte åbenbart det hele i gang, hvor han chokerede USA og verden (ja, for alle lytter jo til LaRouche, det store geni) ved at afsløre Obama som "en narcissist der lider af et nero-kompleks". Endvidere kritiserede han de "britisk indoktrinerede adfærdsøkonomer" for at fortsætte den linje som Bush havde i forhold til Wall Street. Her skal jeg lige indskyde, at LaRouche og venner har et særligt forhold til Storbritannien. Tidligere har LaRouche bl.a. beskyldt det engelske kongehus for at smugle opium og the Beatles for at være et våben udtænkt af den britiske efterretningstjeneste, for at undergrave den amerikanske ungdom. Dette fokus på Storbritannien ser ud til at stamme fra en modvilje mod den liberalisme, der udsprang derfra, og den historiske modstand imod det engelske imperie. I artiklen skorter det ikke på sammenligninger mellem Honecker og Obama og Hitler og Obama. Der er egentlig ikke så meget indhold. Det handler mest om hvor fed LaRouche er, at det faktisk var ham der startede det hele og at Obama = Hitler.

Kolonisér Mars

Selv om jeg har fulgt LaRouche rimeligt tæt i mange år, er jeg gået glip af at han siden 1987 har talt for at kolonisere Mars. I et afskrift af en af hans lange taler, der fylder hele 6 sider i avisen(!), kommer LaRouche ind på det.

I en stort opsat faktaboks, gennemgår Schiller Instituttet en plan for koloniseringen. Først opretter man permanente rumstationer omkring månen og jorden. Så bygger man månebaser og fabrikker, samt starter minedrift på månen, så man kan tage til mars derfra. Næste skridt er en permanent ubemandet rumstation omkring mars. Derefter tager en flotilla af rumskibe afsted fra jorden og til sidst etableres kolonien. Det lyder jo egentlig meget nemt og minder lidt om dette.

Fordelene vil i følge LaRouche folkene være, at vores velstand forøges (husk offentlige investeringer = velstand på sigt)og det vil også have en moralsk effekt, da det vil ændre den kortsigtede forbrugsmentalitet, der hersker i dag.

Jeg kan kun anbefale at man samler avisen op, hvis man ser en bunke af dem. Der er bl.a. også en artikel om Ørsted og HC Andersen, der er ganske underholdende.

lørdag, september 19, 2009

Introduktion til det nye japanske kabinet

Trans-Pacific Radio har en udmærket gennemgang af alle medlemmerne af det nye japanske kabinet. Rigtig fin, hvis man gerne lige vil danne sig et overblik. Læs gennemgangen her.

onsdag, september 09, 2009

Murakami Ryu i NY Times

Forfatteren Murakami Ryu har et indlæg i NY Times, som handler om resultatet af det nyligt afholdte valg. Jeg er ikke enig i det hele, men han har nogle pointer og så er det i øvrigt fint i tråd med hans forfatterskab. Her er et uddrag:


"In the past, the government was able to fix our problems. After World War II, Japan’s growth was largely state-directed. The people expected the government to build roads and hospitals, to protect their businesses and to guarantee their employment. Today, in part because of our aging society and our troubled pension system, the government simply doesn’t have the money to make everything better...

The party [LDP] bought the support of provincial voters by shoveling money to farmers, builders and small- and medium-sized businesses. Early in the postwar era, bringing public and private enterprises to one’s own district through connections and backroom deals seemed to be the main occupation of politicians. They functioned more as lobbyists than as politicians, and it’s hard to imagine a softer job. That’s why they love to have their sons and daughters follow in their footsteps.

The days of plenty eventually disappeared, but competing demands for the government’s largess continued. One group in a given district might want the government to subsidize highway construction while another wishes to see the local hospital rebuilt. A major problem here today, amid the worsening business climate, is that hospitals are under financial stress.

But a landslide victory won’t give the Democratic Party the money to both construct all the roads and finance the hospitals. National and local government finances are on the verge of collapse. The Japanese are not naïve enough to rejoice over a change of administration at a time like this, or foolish enough to believe that their lives are about to improve.

The depressing truth is hitting home. Though one stratum of Japanese society may benefit from the change in government, others may be hurt. Major corporations may be rescued with tax cuts while workers’ wages remain stagnant. If the minimum wage is raised, then corporations will shift production overseas.

The days when everything worked like a dream and everyone’s standard of living kept rising are over, and have been for a long time. Now that there is no longer enough money, the Japanese public has to make some hard choices. "

Læs resten her.

lørdag, september 05, 2009

Hetz mod tynde piger?

Da jeg stod og lavede mad i går havde jeg P1 kørende i baggrunden. Programmet var P1 debat og man havde inviteret redaktør fra modemagasinet Elle, Cecilie Christiansen, og sekretariatchef i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS), Steen Andersen, i studiet. For tiden er der igen debat om kulørte blades brug af tynde modeller og deres potentielt negative indflydelse på unge kvinder. Denne gang er debatten fokuseret på brug af manipulerede fotografier. LMS vil gerne have, at der ad politisk vej indføres et krav om at manipulerede fotografier mærkes, således at unge piger ikke tror, at pigerne i reklamer, modereportager, etc. virkelig ser sådan ud. Det håber LMS så forhindrer dem i at få spiseforstyrrelser.
Der er selvfølgelig nogle problemer i den sag. For det første er der vist ingen der kan dokumentere, at en sådan lov vil have nogen som helst effekt. For det andet, så er det noget af en påstand at spiseforstyrrelsernes årsag er billeder i modeblade og reklamer. Det er noget som ofte hævdes, men hvor meget har det egentlig på sig? Vi ved at der er mange forskellige faktorer der kan spille ind når man f.eks. udvikler anoreksi og her er nogle af dem arvelige, andre er psykologiske og så videre. Sagen er, at man er prædisponeret for at kunne få en spiseforstyrrelse og så kan det godt være at man ikke har godt af at kigge på tynde modeller eller hvad ved jeg, men man kan ikke pege fingre ad den branche på den måde fordi der er nogle som er disponerede for spiseforstyrrelser, depressioner, osv. I debatten lyder det som om det er det idealbillede som findes i medierne der er skyld i de stakkels pigers sygdom, og det er bla. LMS der er medvirkende til dette, med deres reduktionistiske tilgang.
I P1-programmet klarede Elles redaktrice sig rigtigt godt. Hun gjorde det klart at hun tænkte over hvilket ideal de videbringer, men samtidig er Elle et modeblad og beskæftiger sig ikke med skønhed og vægt. De bringer billeder af slanke piger fordi det er hvad forbrugerne vil have. Hvis trenden går imod større piger, så vil de begynde at bruge dem, men sådan er trenden ikke lige nu. Det er ærlig snak og viser også at forbrugerne vil have pæne, slanke modeller. Hvis blade som Elle begyndte at bruge piger med mere kød på som modeller, så ville kvinder ikke købe bladet.
Steen Andersen fra LMS var straks en helt anden sag. Han henviste til undersøgelser og sagde at over 40% af kvinder havde et lavere selvværd efter at have læst et dameblad. Jeg tvivler ikke på at der er en undersøgelse der viser det, men altså..blade med modeller der ikke svarer til det mainstream idealbillede som LMS kritiserer sælger ikke. Det er man nødt til at forholde sig til og det viser en del mere hvor forbrugerne rent faktisk lægger deres penge end hvad de siger i en undersøgelse, hvor det som bekendt er gratis at udtale sig. Han forsøgte også at bevise, at unge piger tog skade af at se på de billeder. Han henviste til en historie hvor en anorektiker havde sagt at hun ville sulte sig til hun lignede Victoria Beckham. Steen Andersen har et noget anstrengt forhold til logik, for det følger ikke at fordi man har en spiseforstyrrelse og vil ligne Victoria Beckham, at det så er fotografier af Victoria Beckham der er årsagen til spiseforstyrrelsen. Det er simpelthen for lavt et niveau i en debat om emne der er alvorligt nok.
Det værste var dog Steen Andersens gentagne udmeldinger om at de modeller der anvendes i blade som Elle er "unaturlige". Ja, det sagde han flere gange. Elles redaktør sagde at der nu engang var nogle mennesker der havde et højt stofskifte og de anvendte slanke, sunde piger til deres photoshoots. Men det bed ikke på ham. Han gentog flere gange at dette og hint var "unaturligt". Jeg finder det meget mystisk, at en mand der repræsenterer en organisation, der arbejder for at folk ikke skal have det dårligt med deres kroppe, sidder og taler for at en bestemt kropstype skal gøres til noget der ligger udenfor normaliteten. At slanke kvinder skal mistænkelliggøres som anorektikere eller freaks. Er det den løsning LMS har? At forsøge at få slanke kvinder til at få det dårligt med sig selv, så dem der er mindre slanke kan pege fingre ad dem som unormale og dermed få det bedre med sig selv? Steen Andersen opererer med et meget snævert normalitetsbegreb og det virker som om, at han haft så meget med anoreksi at gøre, at han glemmer at der også findes naturligt slanke mennesker, der også har usikkerheder, problemer, osv. lige som alle andre. Hvorfor skal man hetze dem på den måde? Det var ekstremt usmageligt og der er næppe en løsning at forsøge at redde piger fra anoreksi ved at angribe en anden gruppe pga. deres udseende.
Udsendelsen findes her.

fredag, september 04, 2009

Kommentar i Information

Jeg havde en kommentar til det japanske valg i Dagbladet Information i forgårs. Den kan man læse helt gratis på deres website. "Magtskiftet i Japan kan blive svært at gennemføre"

fredag, juli 31, 2009

Economist om det japanske valg

Economist har en OK artikel om det japanske valg. Dog er der lidt i den der kræver en kommentar:


Whether the DPJ’s sums add up at this stage, however, matters less than its ability to carry out its main campaign promise: wholesale “administrative reform”. This bland phrase amounts to a revolution. The party promises “rule by politicians not by bureaucrats”, something that did not happen during the LDP’s decades in office. Unlike in other democracies, power in Japan has rarely resided in the government of the day. Rather, influential bureaucrats have worked with “tribes” of politicians to protect the interests of road builders, construction companies, farmers and other lobbies. In addition, ministries control special funds of their own, so the cabinet’s hold over the national purse strings is weak. Policymaking bodies within the LDP itself have further undermined the authority of the prime minister. In the latest general election, in 2005, the then prime minister, Junichiro Koizumi, challenged the system by appealing directly to voters. He won by a landslide. But even before he resigned in 2006, the system was reasserting itself.
Dette synspunkt er måske en anelse forældet. Det er sandt at der traditionelt har været meget bureaukratstyre i Japan, men Koizumi er jo netop det bedste eksempel på at det ikke behøver at være sådan, at politikerne ikke har noget at sige. Der er stadig en del Koizumi-inspirerede politikere i LDP, der har lige så stor interesse i at rense ud, som folk i DPJ. Jeg tvivler ret meget på at centralisering af budgetplanlægning kommer til at gøre så stor en forskel som forfatteren af artiklen siger. Desuden så mangler DPJ at bevise, at de er anderledes end LDP. Noget jeg ikke tror de er. Mange af dem er jo tidligere LDP-medlemmer.

Det interessante er selvfølgelig at de kommer frem med sådan et manifest, uanset om de kan opfylde det eller ej. Som taktik tror jeg bestemt det er godt, for det giver et indtryk af handlekraftighed og retning. Noget LDP mangler for tiden.

Nedenfor er den reklame for LDP som nævnes i artiklen:

Låneord og omtanke

Under overskriften "Ekspert: Låneord duer ikke altid", opfordrer sprognævnets direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen, i Politiken til omtanke når man importerer ord fra andre sprog:

»Lad os vælge ord, man kan bruge uden at slå knude på tungen«, forklarer hun og nævner det nymodens udtryk refurbished som et eksempel. Det er set i annoncer for brugte gps-apparater, der er sat i stand og nu sælges en gang til med en ny garanti fra forretningen.

»Det er helt umuligt at smide ind i en sætning. Man kan heller ikke bøje det. Det er et ord, der kun fungerer halvt«, siger hun.

Det er interessant nok, at sprognævnet, der jo ellers er forholdsvis deskriptivistiske i deres tilgang, kommer med sådan en underlig opfordring. For sagen er, at den slags klarer sig selv uden indblanding fra offentlige myndigheder. Hvis et ord som refurbished ikke kan forstås eller anvendes, jamen så vinder det jo bare ikke udbredelse. Det er såre enkelt. Endvidere kan der måske være ord, som man ikke ville tro kunne fungere på dansk, men som så viser sig at få stor udbredelse. Sproget er jo så fantastisk anarkistisk, og kontekst er jo alt, så det er sådan set ikke lige til at regne ud om et ord vil slå an eller ej. Når Kirchmeier-Andersen opfordrer til omtanke for at få ord ind i sproget, som kan bruges, så sker det ud fra nogle forholdsvis konservative antagelser. I sidste ende vil den slags læggen bånd på sig selv føre til et fattigere sprog, ikke et rigere, som det lader til at hun antager. Heldigvis er mange sprogbrugere fløjtende ligeglade med hvad eksperter synes og taler som de lyster, så også i fremtiden vil vi nok se låneord, som måske ikke lige "passer ind" blive brugt flittigt på dansk.

torsdag, juli 23, 2009

Aso Taros valgløfter

Hver torsdag havner "Aso Cabinet E-mail magazine" i min postkasse. Det er af og til interessant læsning, men for det meste mest ufrivilligt morsomt. Denne uge er det dog i den interessante afdeling. Aso ridser sine mærkesager op (på trods af at valgkampem først starter officielt d.18. august). Her er det meste af mailen:


"On the 21st, I decided to dissolve the House of Representatives and
seek a popular mandate. This is to clarify responsibility for
governing, aiming to safeguard Japan and the daily lives of the
Japanese people.

Since assuming office, I have placed foremost priority on reviving
the economy and defending people's daily lives. During this time,
careless remarks I have made caused mistrust among the public and
damaged its confidence in politics. I have reflected deeply on this
situation. I will humbly look back upon this, and in reflection,
I will fulfill my responsibilities placing importance on the
thoughts of the people.

In this general election, I will make three pledges to the public.
The first pledge is economic recovery. Fully turning around the
Japanese economy will take three years. The economy must take
highest priority. I will without fail revive the Japanese economy.

I have given priority to policy over politics and I have devoted my
all to economic policymaking, in order to defend people's daily
lives from the worldwide simultaneous recession that originated in
the United States. In an extremely unusual situation, we have drawn
up four budgets in a little over six months. We have finally come
to see signs of economic recovery as a result of these efforts.

However, the business performance of small and medium enterprises
and the employment situation remain weak. Household finances are
also facing difficult circumstances. We have only reached half-way.
It would simply not do for me, having dedicated myself to this
single area of economic countermeasures, to abandon the duties of
Prime Minister until solid economic recovery has been achieved.

My second pledge is to bring about a society which provides peace
of mind to its members. Various kinds of anxiety surround our daily
lives, such as those over employment and child-raising, pensions
and medical care, and the widening of economic and other
disparities. The society providing peace of mind which I seek to
achieve will give dreams to children, hope to the young, and peace
of mind to the elderly. I will accelerate policies to bring about
a society without anxieties over employment, old age, or child-
raising. To do this, I will break from excessive market
fundamentalism.

In particular, with regard to employment, we are safeguarding the
employment of some 2.4 million workers by partially covering the
cost of wages for companies that do not fire employees. In addition,
for individuals who do not qualify for unemployment insurance
benefits but are motivated and endeavoring to attain new skills and
abilities through job training, we will provide a social safety net
for their daily lives as they undergo this training. We will also
improve working conditions for people employed part-time.

To address the low birthrate, we have introduced subsidies so that
all maternity checkups are now provided without charge. Furthermore,
we will work to ensure that all education for children before
enrollment in elementary school is provided free of cost.

To achieve these goals, funding will be necessary. I have said that
once the economy recovers, we will appeal to the public to accept
a fundamental reform of the tax system, including a rise in the
consumption tax rate, to cover these costs of social security and
of countering the low birthrate.

As a prerequisite for making such a request to the public, we will
first conduct bold administrative reforms. We will reduce the
number of National Diet members and civil servants, eradicate
amakudari/watari [the practice of civil servants obtaining posts in
related organizations after retirement from public service/hopping
from one such job to another], and eliminate government waste.

A tax increase is unpleasant for everyone. However, we must refrain
from passing on our generation's borrowing to our children and
grandchildren. To do so is to govern with responsibility, in my
view.

In order to defend people's daily lives, I pledge to bring about
economic revival and a society which provides peace of mind to its
members. The upcoming general election is an election upon which
the creation of a society that provides peace of mind hinges. The
people will be asked to judge who has the capacity to take
responsibility. If the pledges I made go unfulfilled, I shall take
responsibility. That is my third pledge.

We must carry out the responsibilities of governing. Towards that
end, I declare to all of you that I will lead the way and fight to
the very end."

Med andre ord, Aso vil forhøje skatterne og udbygge den japanske velfærdsstat. Han vil fortsætte med de absurde økonomiske tiltag, som indtil videre ikke har forhindret nogen krise. Velfærdsstaten er DPJ's mærkesag, så jeg tvivler på at hans forsøg på at møve længere ind på det område vil gøre den store forskel. Der er så lav tillid til ham i befolkningen lige nu, at det er tvivlsomt om der er særligt mange der overhovedet tror på hvad han siger. Hvad angår forhøjelsen af den japanske moms, så vil jeg sige det som jeg har sagt før: det er decideret idiotisk og netop de japanske erfaringer viser at det kan føre til store økonomiske problemer. Som det er lige nu har japanerne et valg imellem DPJ og LDP, der begge står for en nogenlunde ens politik. Det er først og fremmest et spørgsmål om stil og personligheder. Asos valgløfter er kun med til at tydeliggøre dette.

tirsdag, juli 21, 2009

Det japanske underhus opløst

Det japanske underhus blev opløst i dag, og kabinettet er trådt tilbage. Mainichi har en god fotoserie fra opløsningen, hvor medlemmerne, som traditionen foreskriver, råber "banzai" 3 gange.

mandag, juli 13, 2009

Nagasaki Kotaro forlader LDP

I kølvandet på Aso Taros lynhurtige bekendtgørelse af et valg i august har et af de såkaldte "Koizumi børn", Nagasaki Kotaro, i dag forladt LDP for i stedet at opstille som uafhængig kandidat. I Japan er det rent faktisk muligt, at blive valgt som løsgænger, i modsætning til Danmark, hvor det hører til sjældenhederne. Umiddelbart opfatter jeg Nagasakis handling som en reaktion på at Aso har udskrevet valg så hurtigt, at hans modstandere ikke kunne nå at køre en anden i stilling til at overtage Asos plads som leder. Der kan være en chance for at andre af Asos modstandere forlader partiet i den næste tid.

Valg d. 30. august

I følge Nikkei opløser Aso Taro underhuset og udskriver valg d. 30. august. Der er ikke så meget andet at sige om det lige nu.

søndag, juli 12, 2009

Stort nederlag til LDP

Som forventet gik det rigtigt dårligt for LDP i valget til den præfekturelle forsamling i Tokyo. Soka Gakkais parti, Komeito, gik faktisk en smule frem i dette valg, men ikke nok til at det gjorde nogen forskel. 40 års LDP-dominans er slut. DPJ er nu det største parti i Tokyos præfekturelle forsamling.

Allerede nu taler oppositionen om at fremsætte et mistillidsvotum i det nationale parlament og dermed forsøge at fremskynde et valg, så de kan ride på ryggen af succesen i dette valg. Hvad angår LDP er de nok i vildrede om hvad de skal gøre. Aso Taros modstandere i LDP lugter blod og vil selvfølgelig forsøge at eliminere ham, selv om manden selv ser ud til at lade som ingenting og forsøger at slå det hen. Men det kan altså sagtens betyde, at han ikke får lov til at føre LDP igennem valget. Med andre ord: LDP er helt på spanden. I følge en undersøgelse udført af Mainichi ved valgstederne var der en stærk tendens til at mange vælgere brugte dette lokale valg til at udtrykke deres holdning til den nuværende nationale regering. Vi får at se hvordan det går de næste dage.

Dårligt valg for LDP

I dag er der valg til den præfekturelle forsamling i Tokyo. Det er det fælles parlament for alle byerne i Tokyo. For dem der ikke ved det består Tokyo af en række kommuner, der hver især har deres egen borgmester og eget byråd. En del af de administrative opgaver der normalt ville falde ind under byrådet er så i stedet lagt hos præfekturet. Forskellen er altså at byerne i Tokyo har et særligt tæt forhold til præfekturets regering.

Valgstederne lukkede kl. 20, altså for nogle timer siden, og optællingen er i gang. Jeg følger med over nettet på TV og via Twitter, hvor Mainichi fortæller om resultaterne som de kommer ind. Adamukun liveblogger hos Mutantfrog om resultaterne. Det er også værd at kaste et blik på hans gennemgang af kandidaterne.

Ved sidste valg, i 2005, var vælgerdeltagelsen 43.99% og denne gang er den helt oppe på 54%. Tokyo valget er særdeles interessant, fordi der skal være valg i efteråret og LDP for en gangs skyld er truet af DPJ. Lige nu har LDP og Komeito majoritet i den præfekturelle forsamling, men som resultaterne kommer ind, kunne det godt se ud som DPJ får majoritet. I meningsmålingerne forud for valget har DPj ligget godt foran LDP/Komeito koalitionen, men der har også været en meget stor mængde af vælgere, som endnu ikke havde bestemt sig. Hvis LDP taber i dette valg, kan det have betydning for Aso Taros fortsatte ledelse af partiet.

Mere følger når resultaterne er mere sikre.

lørdag, juni 27, 2009

Legater til Ainu-folket

På Japans nordligste ø, Hokkaido, har man netop besluttet, at oprette et særligt legatprogram til medlemmer af Ainu-folket. Der findes i forvejen en studielånsordning, som er specielt rettet mod ainuer. Men denne legatordning er mere omfattende, og indbefatter også midler til leveomkostninger og ikke kun skolegebyrer.

Legatet er en del af en strategi, der sigter imod at bevare Ainu-kultur og sprog, samt at skabe større sammenhængskraft. Idéen er at ainuerne skal studere ainuernes sprog, kultur og det nordlige Japans historie. Man forestiller sig så at de studerende skal fungere som en slags bærere af Ainuernes kultur, som så kan forstærke bevidstheden om denne igennem det daglige samvær. Der er en øvre grænse på 6 studerende i programmet.

Det virker som om der er større opmærksomhed omkring ainuerne for tiden. Tidligere på måneden blev en "ainuernes dag" f.eks. foreslået. Det er dog ret sent at forsøge at redde ainuernes sprog, da det er de færreste der taler det i dag. Endvidere må man spørge sig selv om hvad der menes med ainu-kultur? Lige som med mange andre oprindelige folk er det man betragter som oprindelig ainu-kultur noget der står i modsætning til det moderne samfund. Skal de så uddannes i noget ældgammelt og fastfrosset, som så udgør den "ægte ainu-kultur"? Det virker umiddelbart som et lidt tvivlsomt projekt, men da der ikke er offentliggjort noget nærmere om indholdet endnu, kan det være at jeg tager fejl. Det er under alle omstændigheder interessant hvilken retning disse nye tiltag omkring ainuerne skal føre til.

Jeg har i øvrigt tidligere henvist til en artikel om japansk forskning om ainuernes sprog, som jeg lige vil tillade mig at anbefale endnu en gang.

fredag, juni 26, 2009

Eroge & kulturel centrisme

I den sidste tid er der kommet opmærksomhed omkring Eroge (erotiske spil) i Japan. Spil som ofte indeholder voldtægt, incest og andre ting der normalt ikke lige forbindes med computerspil. Det har især været spillet Rapelay, der ikke lige frem er helt nyt, som har fået sindene i kog. Som navnet antyder handler spillet om at voldtage (omtale af gameplay her og her), men det er langt fra det eneste spil af sin art. Det er ikke ligefrem særligt sympatiske spil, men altså, jeg tvivler på at de er særligt skadelige. Det er jo debatten om videovold, porno, etc. om igen. Det er heller ikke det der er det interessante her.

Det interessante er Eroge-producenten Minori, der nu har lukket sit site for udlændinge. I stedet for at komme ind på Minoris site, får de der søger adgang fra en udenlandsk IP-adresse følgende besked:

minori official website.
This website cannot be browsed excluding Japan.

Some foreigners seem to be having an antipathy against EROGE.
Therefore, We prohibited the access from foreign countries, to defend our culture.
Sorry for you of the fan that lives in a foreign country.

minori Inc.

Det dårlige engelske gør det lidt uklart hvad de mener, men umiddelbart lader det til at Minori mener at voldtægtsspil er særlig japansk kultur, som de er nødt til at beskytte fra de dumme udlændinge, der kommer og forstyrrer deres wa. Minori er selvfølgelig pressede fordi der er debat om hvorvidt sådanne spil overhovedet skal være lovlige. Det er bare interessant at man vælger at fremstille det som om det er udlandet der er problemet. Det er jo ikke fordi de fleste japanere går rundt og synes det er et klassisk japansk kulturelt produkt på linje med kabuki eller buddhistiske templer. Det er et marginaliseret fænomen, som mange ser ned på, lige som de gør med megen anden otaku-kultur.

Vildere bliver det når man ser på otaku-bloggeren Danny Choos site. Her nævner han sagen, og i kommentarerne foregår der noget interessant. Otakus der bor udenfor Japan ser det som et resultat af racisme og/eller kulturel centrisme. Når folk kritiserer at man laver spil der glorificerer voldtægt, så er det altså fordi de ikke forstår den japanske kultur. Der er to implikationer i kommentarerne. For det første positionerer disse ikke-japanske otakus sig selv indenfor den japanske kultur. De forstår det som andre udlændinge ikke gør. For det andet lader det til at de tror at det er en integreret del af japansk kultur at sidde og spille voldtægtsspil på sin PC. Det er bestemt spændende hvordan folk der får deres opfattelse af Japan igennem otaku-kultur har et fuldstændigt andet billede end de fleste andre.

80% har oplevet mobning

At mobning er et stort problem i japanske skoler er en kendt sag. Det har haft stor bevågenhed i japanske medier i perioder. For 3 år siden var der en bølge af mobningsrelaterede selvmord, der endda også fik omtale udenfor Japan. I japanske bøger, manga, TV-serier og film er det også et tema der ofte går igen.

I dag er der så blevet offentliggjort en undersøgelse fra det nationale forskningsråd for uddannelsespolitiske tiltag (国立教育政策研究所), som viser at både tallet for dem er blevet mobbet og de der har udført mobning er henved 80%. Undersøgelsen har løbet over tre år og tallet inkluderer både grundskole og mellemskole. I følge Sankei News ser det ud til at man fortsætter med at forsøge at forhøje læreres bevidsthed om mobning. Det vigtigste er at fastslå at det ikke er særlige typer af børn der bliver ofre for mobning, da lærere ofte slet ikke griber ind overfor mobning af elever. Noget der ofte bliver nævnt på blogs skrevet af udlændinge der har arbejdet som engelsklærere i Japan. Eksempelvis her . Man har forsøgt at ændre indstillingen blandt lærerne i årevis, men det ser desværre ikke ud til at virke endnu.

Japans prostitutionslove

Noget af det kriminalstof der fylder ret meget i japanske aviser er det, der handler om sædelighedsforbrydelser. I dag læste jeg om en sag hvor en pige på 16 var blevet sendt ud som escortpige, hvilket naturligvis er ulovligt i Japan. Ikke alene var det en overtrædelse af loven om prostitution, men også loven om børneprostitution og børnevelfærdsloven. Forleden dag var det en anden sag, hvor et par havde arrangeret nogle swingeraftener. De havde rekrutteret folk via datingsites. Det var gratis for kvinder og kostede penge for mænd, lige som vi kender det fra danske swingerklubber. Men parret var altså blevet anholdt og sigtet for at overtræde loven om prostitution. Det virker mærkeligt på mig, for der er jo tale om ligesindede, der frivilligt mødes for at dyrke noget sex sammen. Måden man griber de her sager an på, fik mig til at tænke over de love man har mod prostitution i Japan. Som udgangspunkt er det fuldstændigt forbudt, men som enhver der har taget en slentretur igennem Kabuki-Chô ved, så er der alligevel masser af det og endda ret åbenlyst.

Grunden til at det kan lade sig gøre er at tolkningen af loven er ret begrænset. Prostitution er simpelthen defineret ved vaginalt samleje. Hvis man sælger andre ydelser er det derfor ikke prostitution, så det er der mange der gør. Der findes en række forskellige etablissementer, der tilbyder disse seksuelle tjenester. Soaplands er nok blandt de mest kendte, hvor man kan få bad, massage, håndsex, oralsex og måske samlejesimulation imellem lårene på en pige. Alt sammen lovligt, så længe der ikke finder vaginal penetration sted. Såkaldte Pink Salons findes også. De har små båse, som man sætter sig ind i. Man betaler så en overpris for sine drikkevarer og efter et stykke tid kommer der så en kvinde man ikke selv har valgt og tilbyder hånd- eller mundsex. Der findes et væld af variationer af disse etablissementer, hvor den billigste form er den hvor mænd stikker deres penis ind i et hul i væggen, hvor en person så onanerer dem til udløsning uden at de får at se hvem det er. Dette koster ca. 50 kr.

Det er interessant, at loven for det første medfører en ændring af seksuelle praksisser. Vi har ikke sådan noget som soaplands her i Danmark. Man kan sige, at terminologien, soaplands, delivery health service (escort) og fashion health clubs minder en del om det wellness-agtige massageklinik, som vi anvender her. Men de ydelser der tilbydes i Danmark varierer alt efter de prostitueredes grænser, ikke efter lovens. Hvad denne ændring af praksisser forårsaget af loven har af andre konsekvenser vides ikke. Men det kunne måske smitte af på pornografi og endda private seksuelle praksisser i seksuelle relationer hvor penge ikke spiller en rolle. Hvem ved?

Det forekommer lettere absurd, at resultatet af loven bliver at arrangører af sex-parties mellem ligesindede voksne mennesker fængsles for rufferi, mens man uforstyrret kan drive bordeller, så længe man ikke overtræder den lille grænse. Jeg mener selvfølgelig, at sexlivet, heller ikke når det involverer penge, er noget der skal reguleres af staten. Men man undres over hvorfor loven ikke revideres eller tolkes anderledes eller bare afskaffes. Som det er nu er den ekstremt inkonsekvent og rammer meget underligt, for at sige det mildt.

Daniel Everett & Pirahã

Jeg læste for et lille stykke tid siden, antropologen og lingvisten, Daniel Everetts bog, "Don't Sleep, there Are Snakes", som handler om Everetts oplevelser med et folk, der lever i Amazonjunglen. Folket hedder Pirahã og Everetts udtalelser om dem og deres sprog er genstand for megen diskussion i lingvistiske kredse, fordi de udfordrer et af de paradigmer, der har domineret lingvistikken de sidste 50 år: den universelle grammatik. Men udover det er Everett en interessant person, og både hans personlige historie og hans akademiske ditto er meget spændende.

Everett var oprindeligt evangelisk kristen missionær, som arbejdede for SIL: en organisation af kristne lingvister, som beskæftiger sig med at oversætte bibelen til forskellige sprog. Idéen er, at når først folk hører Guds ord på deres eget sprog, så bliver de opfyldt af helligånden og vender sig mod Herren. Everetts opgave var at tage ud til Pirahã-folket, lære deres sprog, oversætte bibelen og omvende de vilde. Han tog afsted første gang i 1977 og har siden rejst dertil mange gange og boet sammen med dem.

Bogen er delt op i to dele. Den ene del handler om Everetts møde med en fremmed kultur. Det er en god gammel "I was there" historie, som vi kender den fra mange andre (gammeldags) antropologer. Everett ignorerer stort set al antropologisk teori siden Geertz, og fortæller bare historien som han har oplevet den, uden at tænke synderligt over problemer med repræsentation og den slags. Han lærer på den hårde måde, at bare fordi han er hvid mand fra civilisationen, så finder Pirahã-folket sig ikke i at han blander sig i deres levemåde. På et tidspunkt forsøger han nemlig at forhindre en af de handlende fra floden i at bytte sig til Pirahã-folkets arbejdskraft for noget alkohol. Det resulterer i en temmelig anspændt situation med dødstrusler. Everett har sin kone og børn med, så det ryster ham naturligvis og han tvinges til at overveje sin egen rolle.

Pirahã-folket udfordrer ham i det hele taget rigtigt meget. Også hans kristne tro bliver udfordret, da han efter mange års studier af Pirahãernes sprog, får lavet en oversættelse af Markus evangeliet. Det præsenterer han så for dem, og det synes de da er en meget sjov historie, men de har ikke den store tiltro til en historie om Jesus, da Everett jo ikke selv kan sige, at han har set eller mødt Jesus. Efter længere tids forsøg på at introducere Jesus for Pirahãerne siger en af medlemmerne af stammen at de ikke er interesserede i Jesus, da de er sikre på at det var ham der forsøgte at voldtage flere af stammens kvindelige medlemmer med sin en meter lange penis. Det ender med at Everett opgiver sin tro, og det fører til en enorm skuffelse fra hans familie, der føler at han har løjet for dem. Hans ægteskab går således også i stykker.

Den anden del af bogen handler om det virkeligt spændende: Pirahãernes sprog. Der er en beskrivelse af sprogets fonemer, som er fåtallige, og så er der det som alle diskuterer: grammatikken. Everetts påstande er opsigtsvækkende og bestemt ikke i sync med det der er oppe i tiden. For det første kan Pirahã-folket ikke tælle. De har ord for "en lille mængde" og et ord for "stor mængde". Lille mængde kan f.eks. være en eller to af et eller andet, eller det kan være en lille fisk f.eks. De har ikke særlige ord for farver, hvilket er usædvanligt. De beskriver i stedet farverne som f.eks. at rød ligner blod, osv. Den mest kontroversielle påstand er dog at Pirahã-sproget ikke besidder det som på engelsk hedder "recursion", som man vist kalder indlejring på dansk (jeg er ikke sikker da al lingvistisk teori jeg har læst er på engelsk). Altså det fænomen, at vi kan lægge andre sætninger ind i en sætning, i form af modificerende sætninger, osv. Det regnes for at være et universelt træk ved sprog og en af de ting der peger imod at vi besidder et fælles kognitivt apparat, der bestemmer hvordan sprog fungerer. Det var Noam Chomsky, der først formulerede denne teori. Den findes også i lidt andre versioner. F.eks. kalder evolutionspsykologen fænomenet for "the language instinct". På nedenstående video kan man se et eksempel på Pirahã-sproget og den manglende indlejring.



Everetts påstande har mødt meget kritik. For det første er der det problem, at vi kun kender til Pirahã-sproget fra Everett. Han er den største autoritet på området, og det er naturligvis svært for os andre at be- eller afkræfte hans påstande. Everett påstår også, med afsæt i sproget, at Pirahãerne ikke har nogen skabelsesberetninger (noget der modsiges af andre) og at de har en ekstrem besættelse af det der foregår i nuet. På en måde minder hans påstande om noget vi har hørt fra antropologer før i tiden. Hvor man netop påstod at vilde ikke havde skabelsesberetninger, da det jo var noget civiliseret noget, og dermed adskilte den hvide civilisation fra de vilde. Senere har man jo så fundet ud af at de fleste har skabelsesberetninger og at påstandene simpelthen skyldtes at antropologerne ikke havde viden nok. Ligeledes kan det samme muligvis gøre sig gældende her: måske er Everett bare ikke en særligt god antropolog og lingvist. Det kunne være at han havde misforstået noget eller at han var forudindtaget og at dette på en eller anden måde havde påvirket hans resultater. Vi ved det ikke.

Everett binder sproget sammen med de kulturelle værdier som Pirahãerne har. Han genopliver altså Sapir-Whorf hypotesen. Det er noget som ikke mange lingvister tager alvorligt i dag, ja man gør oftest grin med den. Men forskellige post-modernister udenfor lingvistikken og folk indenfor de humanistiske videnskaber og samfundsvidenskaberne bruger den ofte. I den meste simple form lyder den: "Sprog X har ikke noget ord for Y. Ergo findes Y ikke hos folket der taler sprog X". Et klassisk eksempel på en variation af hypotesen er myten om at eskimoerne har et enormt antal ord for sne, som så skal betyde at de ser på sne på en anden måde end os andre. Det er netop en myte og derfor ikke sandt, men altså, vi kan jo beskrive sne på mange måder uden at have særlige ord for det. Vi bruger bare flere ord når vi skal beskrive sneens tilstand.

Nogle mener at Everett slet ikke angriber den universelle grammatik, men at det i virkeligheden handler om et andet universelt lingvistisk fænomen: variation. Lingvisterne Pesetsky, Nevins og Rodrigues har kritiseret Everett og påpeget en del selvmodsigelser hos ham. I følge dem skyldes Everetts påstand om den manglende indlejring, at underordnede sætninger kommer efter verbet, hvilket de ikke gør på de fleste sprog. De nævner specifikt tysk og hindi som eksempler og påpeger at der ikke er nogen der påstår at tyskerne besidder særlige kulturelle værdier som resultat af dette. Med andre ord siger de at Everett er en kulturel centrist og en ringe videnskabsmand. Den akademiske debat har været meget hård. Edge har en masse af debatten liggende online, hvis man vil læse mere.

Bogen i sig selv er ret ringe skrevet, men indholdet er interessant og derfor er den værd at læse. En missionær tager ud til et folk i junglen, mister sin tro og sin familie og finder noget som han i hvert fald selv mener er en stor opdagelse hvilket fører til hidsig, ja man må sige fjendtlig, kritik. Den debat er langt fra færdig endnu, men den er værd at følge for selv hvis Everett tager fejl er den et glimrende studie i mange af de problemer der kan være ved humanistisk videnskab.

søndag, juni 14, 2009

Tumbltape

I dag har jeg tilføjet et nyt element til min blog. Den opmærksomme læser har selvfølgelig observeret, at jeg har en Tumblr. Tumblr er en microblog-platform, der gør det meget nemt at dele links, videoer, billeder og musik. Formatet er ikke så velegnet til lange indlæg om alt muligt, men er perfekt til lige at dele et eller andet man er faldet over.
Elementet jeg har tilføjet er en Tumbltape-gadget. Den er at finde øverst til højre på bloggen og er ganske enkelt en playlist over de nyeste audio-filer jeg har postet på min Tumblr. På den måde kan man afspille samtlige lydfiler fra min Tumblr mens man er her på bloggen, og skabe sig et overblik over den musik der er at finde dér.

I øvrigt er læsere af bloggen velkomne til at følge mig på Tumblr eller Twitter eller at blive venner med mig på Facebook. Send gerne en besked og sig hej.

torsdag, juni 04, 2009

Wilders og de liberale

For et stykke tid siden havde formanden for Liberal Alliances afdeling i København, tidligere formand for Liberalisterne, Torben Mark Pedersen en klumme på 180 Grader. Den hed "Wilders er "en af os"". I den hylder TMP Wilders for at stå fast på ytringsfriheden og han slutter af med følgende:

Der er ingen tvivl om, at Wilders har sagt ting, jeg som liberalist må tage klart afstand fra. Jeg har derfor ikke noget ønske om at melde mig ind i en Geert Wilders-fanklub, hvor jeg skal forsvare alt, hvad han står for. Men selv om han har sagt ting, jeg ikke kan stå inde for, så synes jeg, det er vigtigt at markere, at Geert Wilders hører til på den rigtige side i kampen mod den totalitære islamisme og i kampen for ytringsfrihed. Han er en frihedskæmper, der sætter livet på spil for at forsvare ytringsfriheden og retten til at kritisere religion. Alene af den grund er jeg parat til at sige, at Wilders er "en af os". En af os der ikke vil gå på kompromis med den personlige frihed af hensyn til den gode tone.
Nuvel, jeg deler da Torbens holdninger til ytringsfrihed. Jeg er modstander af love mod racistiske og blasfemiske udtalelser, og vil til en hver tid forsvare folks ret til at ytre sig, ligegyldigt hvor de befinder sig politisk. Jeg synes det er forkasteligt når Wilders politianmeldes for sine udtalelser, lige som jeg også finder det forkasteligt når mennesker i f.eks. østrig fængsles for at benægte holocaust. Tåbelige synspunkter bekæmpes bedst med modargumenter, ikke med fængselsstraf. Men selv om jeg mener at folk skal have ret til at påstå sådan noget som at holocaust ikke fandt sted, så betyder det altså ikke at jeg identificerer mig med disse mennesker på nogen måde. Ligeledes identificerer jeg mig ikke med Wilders og mener ikke at han er "en af os", hvis "os" er defineret som liberalister. Wilders og hans venner i "frihedspartiet" har nogle synspunkter som jeg finder uforenelige med liberalismen.

Lad os starte med det som de fleste kender til: indvandring. Et liberalistisk syn på indvandring er at det er noget der foregår imellem mennesker, og staten skal regulere det så lidt som muligt. Hvis en virksomhed ønsker at ansætte folk må staten ikke forhindre det. Selvfølgelig bør indvandrere ikke være berettigede til overførselsindkomster og man skal overholde landets love. Men kan man klare sig selv eller få andre til at finansiere sit ophold bør staten ikke forhindre at man kommer til landet. Frihedspartiet (PVV) vil have et stop for immigration fra ikke-vestlige lande i en periode. De er ligeglade med om det enkelte individ har noget at byde på, om de kan klare sig. De vil ikke have dem i Holland fordi de er fra et ikke-vestligt land, punktum. Synspunktet er kollektivistisk, ikke individualistisk og bestemt ikke liberalistisk. Det er for en ægte liberalist fuldstændigt ligegyldigt hvor et andet menneske kommer fra i verden, hvad for religion de har, hvilken seksualitet, osv. Det der betyder noget er om opfører sig ordentligt overfor andre mennesker, ganske simpelt. Det traditionelle liberalistiske synspunkt: at varer og mennesker bør kunne bevæge sig så frit så muligt imellem nationer er ingen steder at finde.

Ligeledes er PVV's syn på religion heller ikke liberalistisk. De ser helst at der i den hollandske forfatning skrives ind at kristen/jødisk/humanistisk kultur skal være dominerende i Holland. For det første er det fuldstændigt forrykt at tale om kristen/jødisk/humanistisk kultur. Hvad er det lige det er? De kulturbegreber nationalkonservative arbejder med er altid en eller anden forestilling om kultur som noget statisk, noget som man nemt kan beskrive. Men f.eks. kristen kultur er alt fra God Hates Fags til Plowshares Movement og meget mere til. Det er tomme ord de vil have skrevet ind. For en liberalist er det selvfølgelig ikke i orden at man skriver religion ind i en forfatning. Den slags hører privatsfæren til. PVV vil også have et fem årigt stop for byggeri af moskeer og moskebyggerier må ikke støttes med udenlandske midler. Ja, de må ikke være under indflydelse af udenlandske regeringer (hvad det så end betyder). Burkaer skal forbydes i det offentlige rum. Grove indgreb i den personlige frihed. Selvfølgelig bør man da have lov til at bygge en kirke eller moske uden at staten blander sig i det, hvis man selv betaler for den vel at mærke, og hvad man bærer på gaden vedkommer da ikke andre mennesker. Hvis de ikke kan lide at se på en burka kan de jo kigge den anden vej.

Andre tiltag imod radikalisme indenfor islam er at imamer skal prædike på engelsk eller hollandsk og at radikale moskeer skal lukkes og deres præster deporteres. Jeg har ikke helt kunnet finde frem til hvordan man definerer radikal i denne sammenhæng. Igen, hvad sprog folk prædiker på være deres egen sag. Hvis man vil lukke moskeer og deportere folk alene pga. de ord de siger, så er det problematisk. Måske kan man argumentere for at det er i orden hvis der fremligger direkte trusler, men ellers ikke. Det virker som om Wilders parti her vil indskrænke ytringsfriheden for særlige grupper i samfundet. Lige som jeg går ind for ytringsfrihed for nazister og kommunister, gør jeg det også for islamister.

PVV går i øvrigt også ind for at holde østeuropæiske arbejdere ude af landet så længe som muligt. Det kan kun tolkes som noget så uliberalistisk som protektionisme.

Deres retspolitik er heller ikke noget at råbe hurra for. De går ind for 3 strikes. Hårdere straffe til de der har planlagt eller forsøgt at begå kriminalitet. Højere straffe generelt. Disse ting er ikke nødvendigvis i modsætning til liberalistiske synspunkter, men jeg vil mene at det er lidt naive synspunkter, samt at liberalister bør forsøge at dreje retssystemerne mere i retning af kompensation, således at folk betaler deres gæld til ofrene for deres kriminalitet, ikke til noget så upersonligt som "samfundet". Andre dele af deres retspolitik er dog decideret anti-liberalistisk: De vil tillade præventive ransagelser af folks bopæle. Indføre genopdragelseslejr. Indføre et moralsk politi der særligt skal holde øje med ungdommen. Indføre mulighed for at fængsle folk administrativt i forbindelse med terrormistanke. Lukke coffeeshops. Indføre nultolerance overfor narkotikabesiddelse og så vil de forbyde pædofile at organisere sig et politisk parti. Det sidste er sjovt nok også et angreb på ytringsfriheden. Det er selvfølgelig forbudt at begå seksuelle ovegreb mod børn, men dte betyder jo ikke at folk med sådanne tilbøjeligheder ikke kan organisere sig og deltage i den demokratiske proces hvis de vil.

Generelt er PVV et konservativt parti. Det er Gud og fædreland hele vejen igennem. Skolerne skal fokusere på traditionelle værdier. Man vil have et stop for islamiske skoler, men ikke for andre religiøse skoler. Man vil skære ned på skatten og på bureukratiet, hvilket jeg synes er fint, men man vil bruge de penge man sparer på at udbygge velfærdsstaten i stedet for at lade dem blive i borgernes lommer, så de selv kan betale for deres velfærdsydelser. Selvfølgelig har PVV også et omfattende dyrerettighedsprogram, som det hører sig til med nationalkonservative partier.

I det hele taget er det svært at få øje på hvad der gør Wilders til en af "os". Hvis der ikke menes os liberalister, men derimod bare os der går ind for ytringsfrihed. Så giver det heller ingen mening. Wilders vil forbyde ytrings- og religionsfrihed for nogle grupper i samfundet.

Så hvorfor er det at TMP hylder Wilders? Jeg ser ham ikke hylde østrigske holocaustbenægtere eller forfulgte tyske nazister, der jo ikke engang kan hive en hagekorsfane frem til en demonstration uden at blive anholdt. Der er flere, som i hvert i deres egen selvopfattelse er liberale, der har udtrykt støtte til Wilders. Jeg har stærkt på fornemmelsen af at det er fordi Wilders vender sig mod islam, og disse liberale i virkeligheden er mere konservative end liberalister og deler en mængde synspunkter med Wilders og PVV. Men kan de så ikke bare tone rent flag og indrømme at de er en flok konservative der går ind for lav skat?

Jeg vil som sagt til enhver tid forsvare Wilders ret til at tale frit, svine dem han lyster til, og så videre. Men jeg kommer nok aldrig til at se ham som hverken en af os liberale eller en af os tilhængere af ytringsfrihed.

PVV's program kan læses på deres hjemmeside (hollandsk).

søndag, maj 31, 2009

Japansk baseball

Hvis man, lige som jeg, godt kan lide at følge med i den japanske baseball-liga. Så er her et lille tip. Man kan finde mange af kampene på Myp2p der giver anvisninger på hvordan de kan streames live. De streames af og til også med koreansk kommentar, så vælg det som hedder NPB! (Nippon Professional Baseball)af de valgmuligheder der er. Kampene streames live, så de starter som regel ved en 6-7 tiden om morgenen. Lidt tidligt, men jeg er alligevel oppe med børnene dér. Man skal bruge det udmærkede P2PTV-program Stream Torrent for at kunne se kampene.

søndag, maj 24, 2009

Tre Capsule videoer

Tre videoer med Capsule. Nakata Yasutakas band. Nakata er også manden bag Perfume, som mange efterhånden kender, også udenfor Japan.


Capsule i en tidligere inkarnation. Meget Shibuya-kei-agtigt.

"Glider"

"Jumper" fra det seneste album.

lørdag, maj 23, 2009

Sucrette - Lovely My Girl


Nuttet Shibuya-agtig musik. Sucrette website. Via Coolestsound.

onsdag, maj 20, 2009

Seeda ft. Kreva - Technic


Seeda i selskab med Kreva på et suverænt nummer. Her live i studiet.

tirsdag, maj 19, 2009

søndag, maj 17, 2009

The Plastics

Det første japanske band jeg interesserede mig for var The Plastics, et ret fjollet new wave band, hvis tredje album (Welcome Back) jeg købte i 1981. Det album var et forsøg på at slå igennem i USA, hvilket aldrig lykkedes, på trods af at de var på tour med Talking Heads og B-52's. Men jeg hørte det meget og synes stadigvæk det er et meget underligt album. Jeg har fundet et par youtube-klip med Plastics:


"Copy" var klart et af deres bedste numre. Versionen her er ret anderledes end den på "Welcome Back".

"Top Secret Man" live i en lidt tidlig version.

Her en promovideo med en beefed up version til det amerikanske marked. Jeg vil stadig mene at de versioner der blev lavet til USA var langt bedre end de oprindelige.

"Peace" - Det er sejt at holde sig for næsen og synge.

"Good"

Sato Chica og Nakanishi Toshio lavede senere bandet Melon. Her er en video med dem:

Housemusik fra starthalvfemserne.Lidt a la Towa Tei eller noget i den stil. Jeg kan også anbefale at man checker nummeret "Serious Japanese" som jeg desværre ikke kan embedde. Det minder en del mere om The Plastics.

Nakanishi Toshio lavede i øvrigt også Major Force, kendt i hip hop kredse. Jeg kunne ikke finde en video, men her kan man høre deres mest kendte nummer:


Her er en live-optagelse med hans exotica-band: Watermelon.
Man kan læse mere om Tycoon To$h som han kalder sig på hans website.

Kahimi Karie - Take it Easy My Brother Charlie


Kahimi Karie website.

Ozawas afgang

Det er egentlig noget jeg burde have dækket for længst, men tiden har ikke tilladt mig det. Som de fleste forhåbentlig har bidt mærke i, så har Ozawa Ichiro, leder af det store oppositionsparti, DPJ, forladt posten som leder. Afgangen skete som følge af en skandale. Skandaler er ikke usædvanlige i japansk politik, men her er der tale om lederen af det eneste parti, som kan true LDPs magt på et tidspunkt hvor LDP står meget svagt.

Men lad mig lige ridse sagen op. Som så mange andre skandaler i japansk politik handler den om donationer. Ozawas medarbejder, Okubo Takanori, som også var ansvarlig for at holde regnskab med donationer, har modtaget illegale donationer fra et byggefirma, som myndighederne i forvejen holdt øje med. Desuden har Okubo forfalsket papirer for at dække over det Dette skete i starten af marts måned. Siden da har det store spørgsmål været om Ozawa kunne gøre sig fri af den skandale, og fortsætte som leder af DPJ. Det kunne han så ikke.

DPJ har i den grad peget fingre ad LDP og deres skandaler, og har forsøgt at etablere sig selv som et mere ærligt alternativ til LDP. De har igen og igen krævet at Aso skulle udskrive valg siden dengang de vandt overhuset. Nu er det dem selv, som er ramt af skandale og det har taget alt for lang tid for Ozawa at gå af. Det kan sagtens havde svækket tilliden til partiet. Nu har man så valgt Ozawas mand, Hatoyama Yukio til leder af DPJ. Om han er mand nok til opgaven vil tiden vise, men man skal huske, at DPJ er en sær blanding af socialister, konservative og andre som mest har det til fælles at de gerne vil vælte DPJ. Det er et skrøbeligt parti, som har brug for en stærk og samlende leder. Det er næppe Hatoyama. Valget er allerede i september, så det er jo en ren foræring til LDP. Hatoyama vil nok blive anset for at være Ozawas marionetdukke og ikke uden grund. Bare fordi Ozawa har trukket sig betyder det jo ikke at han ikke bestemmer mere. Det er i øvrigt sket ved en tidligere lejlighedm, at Ozawa måtte give tøjlerne fra sig for en stund. Men sundt for DPJ er det altså ikke. Til gengæld gør det valget i september så meget mere spændende.