mandag, december 29, 2008

Året der gik i japansk politik 2

Tobias Harris har lavet endnu en analyse af året der gik i japansk politik. Den er endnu bedre end den første jeg bragte, da den går mere i dybden. Omend jeg vil fastholde at Harris er for ukritisk omkring DPJ, og nok også for optimistisk når det kommer til et magtskifte. Læs den her.

søndag, december 28, 2008

Kort over forbrydelser i Tokyo

Politiet i Tokyo har lagt et kort op, som viser hvor forskellige typer forbrydelser finder sted. Forbrydelserne er delt op i forskellige grupper (tasketyverier, voldelig kriminalitet, osv), og man kan klikke sig ind på de forskellige "byer" i Tokyo, og se hvor i området koncentrationen af en valgt forbrydelsestype er højest. Link [japansk]

Peter Schiff om hvad der er nødvendigt for at komme over krisen

Peter Schiff, der i lang tid forsøgte at advare imod den kommende krise, men blot blev hånet, har en udmærket artikel i Wall Street Journal. I den advarer han igen, men denne gang imod den begejstring der ser ud til at være for keynesianske tiltag for tiden:

"Taking the theories of economist John Maynard Keynes as gospel, our most highly respected contemporary economists imagine a complex world in which economics at the personal, corporate and municipal levels are governed by laws far different from those in effect at the national level.


Individuals, companies or cities with heavy debt and shrinking revenues instinctively know that they must reduce spending, tighten their belts, pay down debt and live within their means. But it is axiomatic in Keynesianism that national governments can create and sustain economic activity by injecting printed money into the financial system. In their view, absent the stimuli of the New Deal and World War II, the Depression would never have ended."
Og videre:
"I believe these ideas hold sway largely because they promise happy, pain-free solutions. They are the economic equivalent of miracle weight-loss programs that require no dieting or exercise. The theories permit economists to claim mystic wisdom, governments to pretend that they have the power to dispel hardship with the whir of a printing press, and voters to believe that they can have recovery without sacrifice."

"Governments cannot create but merely redirect. When the government spends, the money has to come from somewhere. If the government doesn't have a surplus, then it must come from taxes. If taxes don't go up, then it must come from increased borrowing. If lenders won't lend, then it must come from the printing press, which is where all these bailouts are headed. But each additional dollar printed diminishes the value those already in circulation. Something cannot be effortlessly created from nothing."
Jeg forventer heller ikke at folk vil lytte til Schiff denne gang. Tværtimod vil de reguleringsglade fortsætte med at foregive at den nuværende krise er et resultat af et ureguleret marked, og sikkert håne fornuftige folk som Schiff, mens de sidder og bander frimarkedsøkonomer de aldrig har læst langt væk. Sådan er tingenes tilstand desværre.

Læs hele artiklen.

"the most complete human being of our time"

William Langley har skrevet en lille artikel om Che-myten for The Daily Telegraph:

"The time, admittedly, was one of hope and romance, when, to the West's restless youth, Cuba was the future of the world. It was run by men who looked like rock stars, who smoked cheroots and preached an ideology that appeared to owe less to Lenin than to Bob Dylan. Che was both the face and the apostle of Cuba's revolution; the vagabond warrior with the deadly cool. You could imagine him, mojito in hand, polishing his carbine in a sweaty Havana bar with rumba music washing over him. But in reality, he wasn't like that at all. Che, in fact, was a dead loss at almost everything he turned his hand to; an inept militarily strategist, a duplicitous comrade, an idle and vicious public servant, a faithless husband and a neglectful father."
Mere..

Video: Sea Shepherd torpederer Kaiko Maru

Sea Shepherds skib, Stewe Irwin, forsøger at torpedere Kaiko Maru anden juledag, efter at have overdænget hvalfangerskibet med flasker indeholdende smørsyre, samt ukendte kemikalier. Her er en beskrivelse af begivenheden fra IRC's website:

"The Dutch vessel “Steve Irwin” last night (26 December) committed an attack against the Japanese sighting vessel Kaiko Maru, currently engaged in whale research in the Antarctic.
Protesters from the Steve Irwin threw bottles of acid and bottles containing a bluish-green liquid at and onto the Japanese vessel. The Steve Irwin rammed the Kaiko Maru from the starboard rear side and spent a number of hours in dangerous close-quarter harassment of the Japanese vessel, repeatedly overtaking and circling the Kaiko Maru.
The incident occurred when the Kaiko Maru was undertaking a detour in the ice pack area after completing the day’s research activities. The weather had deteriorated and fog had reduced visibility conditions to about 500m.
The Steve Irwin approached the Kaiko Maru from the starboard rear side and within two minutes the protesters aboard started throwing bottles, approximately 15 bottles of butyric acid.
After the ramming, the Dutch vessel pursued, repeatedly overtook and menacingly turned around the Kaiko Maru for approximately three hours, and thereafter changed course to the east where it disappeared from the Kaiko Maru radar.
The Kaiko Maru topside starboard rear bulwark was damaged by the Dutch vessel’s ramming, although no hindrance to its present operation and research activities has occurred."
Det er selvfølgelig dybt uforsvarligt at torpedere et skib i et ishav, og det viser tydeligt Sea Shepherds ekstreme foragt for menneskeliv. Der er ikke tale om fredelige miljøaktivister. På videoen kan man se hvorledes de forsøger at torpedere hvalfangerskibet:

lørdag, december 27, 2008

Sea Shepherd angriber hvalfangere

Den ekstremistiske og voldelige miljøorganisation, Sea Shepherd, angreb fredag hvalfangerskibet, Kaiko Maru, i det antarktiske hav. Aktivisterne smed 15 flasker med bl.a. smørsyre og andre kemikalier ombord på skibet. Angrebet er en af en lang række af voldelige aktioner, som Sea Shepherd har gennemført mod japanske hvalfangere. På billedet ser man en aktivist, der ved en anden lejlighed markerer skibe organisationen har sunket med maling på skibets side.

Fotoserie: arkitektur fra Ginza


Michael John Grist har lavet en omfattende fotoserie med sine 10 yndlings-butiksfacader fra Ginza i Tokyo. Værd at tjekke ud.

fredag, december 26, 2008

Jesus ligger begravet i Aomori



















Jesu grav i Shingo (billeder herfra)

Daily Telegraph
har i år været den avis der har gravet den gamle historie om at Jesus ligger begravet i Aomori i Japan op. Der er tradition for at historien kommer op et eller andet sted ved juletid. Det er nu også en udmærket historie, så hvorfor ikke.

















Baggrunden for myten er at en shinto-præst i 1935 "fandt" et dokument der angiveligt skulle være Jesus' testamente, og fortalte historien om hvordan han i en årrække havde boet i Aomori (selvfølgelig den årrække der ikke er gjort rede for i biblen). Derefter tog han tilbage til mellemøsten. Senere blev ikke Jesus, men hans bror, korsfæstet. Jesus flygtede så til landsbyen Shingo, hvor han tog et japansk navn, giftede sig med en japansk kvinde, som han fik børn med, og levede der til sine dages ende.

Stedet er i dag en turistattraktion, og der produceres naturligvis en del souvenirs man kan købe. Samme shinto-præst fandt i øvrigt nogenlunde samtidigt resterne af en pyramide i samme område.

Mere her, her og her.

Jule-bento

















Rinkya Blog har bragt en nuttet serie i to dele med billeder af japanske madpakker, bento, udført med juletema. Del 1. Del 2.

torsdag, december 25, 2008

Japanere i brasilien



















Billedet: En kørende Yakisoba bod holder ind til siden i São Paolo

Det kommer tit bag på folk når de opdager, at der er en stor japansk befolkning i Brasilien. Ikke alene er den stor, det er den største koncentration af japanere udenfor Japan. Det vides selvfølgelig ikke helt sikkert, men man regner med at der er ca. halvanden million japansk-brasilianere.

De første japanske indvandrere ankom med Kasato Maru (se billede) i 1908. Indtil 1914 indvandrede omkring 15000 personer fra Japan, men efter 1914 sker der et regulært boom og fra 1917 og frem til 1940 indvandrer mere end 164000 japanere, hovedsageligt for at arbejde på kaffeplantagerne. Allerede i 1938 havde Brasilien således den største japanske befolkningen udenfor Japans grænser. Fra 1908 til 1924 subsidierede man fra brasilianske myndigheders side japansk indvandring til São Paolo, fordi man manglede arbejdskraft til kaffeplantagerne. Dette var selvfølgelig med til at fremme indvandringen, især fordi japanske indvandrere blev mødt med alt andet end åbne arme i Australien, USA og Canada på daværende tidspunkt. Fra 1924 og helt frem til tresserne var der private organisationer der støttede folk der var interesserede i at udvandre til Brasilien, og også den japanske stat subsidierede udvandringen.

Det japanske samfund i Brasilien var meget isoleret fra brasilianerne. Man var slet ikke integreret. Sproget var japansk, og man var meget koncentreret omkring det japanske konsulat i São Paolo, som stod for ægteskaber, registrering af fødsler, osv. På den måde var japanerne i Brasilien et samfund i samfundet. Det var ikke usædvanligt at indvandrere isolerede sig, men i de japanske indvandreres tilfælde er det lidt specielt, at den japanske stat spillede så stor en rolle. Man havde stadigvæk meget kontakt til de japanske myndigheder. Den japanske stats stigende militarisme kom til udtryk i en etnisk baseret nationalisme, der inkluderede oversøsiske medlemmer af nationen. Hvor f.eks. de japanske indvandrere i USA oftest så sig selv som amerikanere, var der en overvejende tendens til at identificere sig selv med den japanske nation blandt indvandrerne i Brasilien.

De nationalistiske vinde blæste også ind over Brasilien, og indvandrere blev i stor stil udsat for krav bl.a. i form af tvungen undervisning i brasiliansk sprog og historie, man skulle tale portugisisk på arbejde og aviser på fremmedsprog blev underlagt censur. Med andre ord blev indvandrere mødt med store fjendtlighed hvis ikke de lod sig assimilere. I 1940 blev udenlandske sprog simpelthen forbudt, og møder med udlændinge af samme etnicitet blev forbudt. Disse sidste stramninger rettede sig især mod indvandrere af tysk og japansk oprindelse. Da Brasilien og Japan afbrød diplomatisk forbindelse i 1942 blev der udsted forbud mod at mere end 3 japanere forsamlede sig offentligt. Mistænkte japanske spioner blev også anholdt, og nogle japanere blev tvangsforflyttet. Til gengæld satte man dem ikke i lejre, som man f.eks. gjorde i Peru (hvor der også er en større japansk befolkning) og USA. Man frygtede femte kolonne aktivitet fra japanerne og der gik endda rygter om at nogle ville forsøge at oprette en japansk koloni i amazon-junglen.

Det vides ikke om dette var tilfældet, men der var stærkt nationalistiske organisationer der opererede blandt de japanske indvandrere i Brasilien. Det mest absurde udtryk for dette kom kort efter den japanske kapitulation i 1945, hvor der, omkring en uge efter nederlaget, opstod et rygte om at hele den amerikanske flåde var blevet sunket. Japanske indvandrere strømmede ud på gaderne for at fejre den glædelige begivenhed og vise deres støtte til det nationalistiske regime. Man troede simpelthen at Japan havde vundet krigen, og nægtede at se i øjnene at det forholdt sig lige omvendt.

Dette splittede det japanske samfund i Brasilien i to fraktioner: de der forkastede beretninger om den japanske kapitulation som udenlandsk løgnagtig propaganda (kachigumi), og dem der accepterede nederlaget (makegumi). De hemmelige nationalistiske selskaber arbejdede hårdt for at fastholde ideen om at Japan havde vundet krigen, og der cirkulerede endda et falskt foto der viste Truman der bukkede for den japanske kejser. I september 45 lød der et rygte om at kejseren havde ladet 16 skibe sende til Brasilien, og mange japanere solgte deres ejendele og tog til kysten for at afvente den japanske flådes ankomst.

Den brasilianske stat forsøgte forgæves at overbevise de japanske indvandrere om, at Japan virkelig havde kapituleret. Men lige meget hjalp det, og i 1946 steg spændingerne mellem Kachigumi og Makegumi og førte til voldshandlinger imellem grupperne og flere blev slået ihjel. Blandt brasilianere steg de anti-japanske følelser, og man betragtede disse sære uroligheder blandt det i forvejen isolerede japanske samfund med afsky. Der blev lagt låg på konflikten, men det førte til et afbræk i indvandringen af japanere, der dog blev genoptaget i 1952 og fortsatte til op i 70erne. I dag er der et mere positivt billede af de japanske indvandrere i Brasilien. Det forholder sig en del anderledes med de brasiliansk-japanere der bor i Japan, der ofte bliver anset for at være primitive mennesker, som laver ballade. Dvs. den almene japanske mistro overfor indvandrere, der desværre er så udbredt. Ikke desto mindre er der en stærk forbindelse mellem de to nationer, og historien der ligger bag er jo virkelig interessant.

Kilder:
JAPAN’S SECOND WORLD WAR VICTORY: AN ANALYSIS OF
THE REACTION OF THE JAPANESE IMMIGRANTS IN BRAZIL
TO JAPANESE DEFEAT
af Daniel Carvalho.


Thomas Sowell, "Migrations and Cultures"

Japan, Brazil: A centenary of Japanese Immigration to Brazil. af Scilla Alecci

onsdag, december 24, 2008

Romaner på mobiltelefonen

New Yorker har en anbefalelsesværdig artikel om keitai shousetsu fænomenet. Kort sagt er det romaner skrevet på og til mobiltelefon. De er ofte skrevet i samråd med læserne, der kommenterer på romanen efterhånden som den bliver til, og dermed er skriveprocessen ofte ret anderledes end hvad vi traditionelt forestiller os.

Det er mest amatører der skriver, men også meget etablerede forfattere har grebet til tastaturet. Således har den 86-årige buddhistiske nonne, Jakucho Setouchi, skrevet kærlighedsromanen Ashita no niji (morgendagens regnbue) på mobiltelefon. Den er senere udgivet som bog. Kan man japansk, kan den læses gratis her.

tirsdag, december 23, 2008

Glædelig jul

Året der gik i japansk politik

Néojaponisme har en glimrende round-up-indlæg af året der gik i japansk politik. Især god for dem der ikke gider at følge med til hverdag, og så slår den alt hvad der er at finde i den elendige danske presse med flere længder (omend jeg finder afslutningen en anelse naiv..men meget af analysen holder fint).

søndag, december 21, 2008

Japan og finanskrisen



















I forbindelse med den amerikanske centralbanks forsøg på at dæmme op for en recession, er der meget tale om den japanske økonomi og hvad man har gjort i Japan for at komme ud af den økonomiske krise der har plaget landet i årevis. Hvis man har en interesse i japansk skattepolitik, så er det værd at tjekke dette indlæg af Tyler Cowen ud.

lørdag, december 20, 2008

Left-libertarianism vs. right-libertarianism

Den udmærkede blog, Polycentric Order, har et interessant indlæg om forskellene på de to store retninger indenfor libertarianismen. Venstre-libertarianismen, som vi kender den fra den tidlige Murray Rothbard, Roderick Long og Samuel Edward Konkin III, og højre-libertarianismen der trækker i en mere konservativ retning som i sin mest ekstreme form repræsenteres af Hans-Hermann Hoppe.

Brain Police (det hedder han altså) har lavet en liste over nogle af de ting der adskiller de to fra hinanden:

Some of the irreconcilable differances between a left-rothbardian and Hoppean perspective (a perspective which has unfortunately become rather popular at the Mises Institute) are as follows:

1. The left-rothbardian views "public" property, I.E. stated claimed property, as having no current just owner and is theoretically homesteadable while the Hoppean thinks that state-claimed property should be regaurded as if it was legitimate private property, and it is simply assumed that a highly exclusive and culturally conservative policy with regaurd to that property is what inherently follows from something being regaurded as legitimate private property. Fortunately, despite having some right-libertarian tendencies(which is in spite of his somewhat respectable insistance on a centrist-libertarian perspective), Walter Block is on the correct side of this question (his position on voluntary slavery and corporations are another question entirely, however).

2. As a consequence of this, the Hoppean is likely to defend the idea of closed borders or immigration restriction, while the left-rothbardian sees that position as being inherently in contradiction with a whole slew of libertarian concepts, and likely to be motivated by either personal bigotries or protectionism. The Hoppean essentially envisions very strong ethnic or cultural exclusion and isolation as the natural outcome of freedom or as an imperative in and of itself, while the left-rothbardian is more likely to see economic incentives in a genuinely free society as breeding more inclusivity than that.

3. The Hoppean view on political systems is essentially that monarchy or fuedalism is vastly preferable to democracy, while the left-rothbardian is likely to be much more skeptical towards the practical nature of monarchy or fuedalism and see them as nonetheless very exploitative systems even if some of Hoppe's economic arguments are granted. Hoppe seems to essentially suggest that a fuedal system is our most likely practical option once the state falls, while the left-rothbardian isn't likely to see it that way.

4. The Hoppean view on strategy is to groom a "natural elite" of wealthy and culturally conservative individuals, while the left-rothbardian is likely to take a comparatively less elitist and monocentric approach.

5. Hoppeans advocate that "libertines", which may as well be a buzzword signifying anyone who is not a cultural conservative, should be removed from society. This general sentiment is vague enough to give the left-rothbardian concerns about implied authoritarianism. In defense of this, the Hoppeans tend to make referances to the right to exclude as being part of private property, but they fail to explain how arbitrarily removing people they don't like from society as a whole follows from this or can be done in a way that is consistant with libertarianism (keep in mind that we're talking about an entire community here, and this sentiment can easily just be ad hoc communitarianism).

6. Hoppeans tend to think that left-libertarians are just people who advocate alternative lifestyles or counter-cultures, a mere extension of what Rothbard once called "modal libertarians". The entire prospect of a libertarian left is essentially dismissed out of hand from a Hoppean perspective, and people who associate as left-libertarians are more or less assumed to just be another group of cultural marxists. In effect, the left-rothbardian is viciously strawmanned.
Fra mit eget synspunkt ser jeg venstre-libertarianismen som en mere "ren" og klassisk form for liberalisme. Det forsøg på at iblande libertarianismen særlige kulturelle værdier som Hoppe og andre har stået for, mener jeg har gjort enorm skade. For det første synes jeg, at noget af det bedste ved liberalismen netop er at den netop ikke kræver at man skal opføre sig på en særlig måde. Som tidligere venstreorienteret har jeg det meget svært ved ideen om at "det personlige er politisk", der jo stadigvæk er populær hos det yderste venstre. Hoppe & co. gør, som jeg ser det, præcist det samme: stiller krav om særlig opførsel i form af heteroseksualitet og generel konservatisme. Alle der ikke lever op til dette, men måske i øvrigt deler de samme libertarianske idealer, stemples som "libertinere" eller hvad ved jeg. Jeg finder det problematisk, især når danske libertarianere tager den slags ideer til sig. For i Danmark er der en langt mindre konservativ kultur end i USA og det vil afskrække langt flere fra den smukke libertarianske ide, hvis den præsenteres som en autoritær og kedelig utopi befolket af hvide, heteroseksuelle mennesker i gated communities. Det er ikke lige frem sådan det ser ud for mig, for jeg er af den overbevisning at kapitalismen netop skaber mangfoldighed, ikke ensartethed. Det er derfor vi ser den største mangfoldighed blandt de vestlige demokratiske samfund, og den mindste blandt autoritære socialistiske ditto. (se i øvrigt min post om McCracken og mangfoldighed)

Jeg har ikke tal på hvor mange jeg kender, som sympatiserer med den libertarianske ide, men bare ikke kan klare de røvsyge KU/VU-lignende slipsedrenge der spytter mængder af konservativt crap ud. Jeg forstår det udmærket. Så selv om Brain Police udpeger nogle ideologiske forskelle, så er de kulturelle forskelle langt vigtigere. Personligt har jeg intet problem med at alliere mig med kulturelt konservative. Det tror jeg ikke der er særligt mange klassiske libertarianere der har, for de vil som regel være ligeglade med om folk vælger en traditionel eller en flippet livstil. Problemet, og tendensen til splittelse, ligger hos den mere konservative fløj, fordi de netop er intolerante overfor andre mennesker, og ofte endda gør en dyd ud af det.

Hvis man skal tale om en strategi for at udbrede libertarianske ideer, så er højre-libertarianismen et meget dårligt valg. Noget som de gode drenge fra liberator.dk da også er inde på. Vi lever i et meget venstredrejet samfund, og der er meget få der har lyst til at lægge deres liv om a la stivstikkere som Søren Pind, blot fordi de ønsker et frit samfund. I sidste ende handler libertarianisme ikke om hvorvidt man er homoseksuel, lever i en traditionel familie, ryger hash eller hvad man nu gør. Det handler om frihed, om at respektere andre menneskers valg og ikke gøre krav på andre. Hvilke livstilsvalg folk så tager må være op til dem selv. For en klassisk libertarianer stopper hans verden ved hans næsetip.

Japanere spiser biller til jul
















Politiken.dk brillerer med et stærkt eksotiserende indslag, hvor de viser en gruppe japanere der spiser biller, græshopper og larver. Under overskriften "Mider og orme er på julemenuen i Japan" bliver den danske julefrokost sammenlignet med en gruppe særlinge der spiser insekter i Japan. Måltidet fremstilles som om det er normal japansk kost, og sættes i kontrast til dansk julemad med ordene: "den danske julemad er til at forstå". Der nævnes på intet tidspunkt at det ikke er normalt at folk spiser den slags i Japan.

Nu fejrer de fleste japanere jo ikke jul i samme forstand som man gør i Danmark. Men hvis man gør, er man nok tilbøjelig til at spise fjerkræ og kage, og det er selvfølgelig ikke så spændende som biller. Der er faktisk visse egne hvor man spiser insekter og larver, men det er ikke noget folk gør til hverdag, og slet ikke på ristet franskbrød med en skive kiwi på som i indslaget. De insekter der spises traditionelt er larven af en jordhveps og græshopper der kandiseres. Det er mere et levn fra en anden tid, mens det vi ser i indslaget nok nærmere er udslag en fiks ide om at det kunne være sjovt at spise insekter.

Indslaget er under al kritik, og Politiken viser sig som noget der mest af alt minder om et tabloidmedie. Men nu er det selvfølgelig også den slags historier der er mest populære på politiken.dk, på trods af deres forsøg på at adskille sig fra eb.dk o.l.