onsdag, november 05, 2008

Det amerikanske præsidentvalg

Obama vandt ikke overraskende valget. Det er såmænd ikke så interessant. Det var et valg mellem pest eller kolera, og pest vandt. Det der har været mere interessant har været den begejstring hvormed mange herhjemme har støttet Obama. Det er usædvanligt, og det har sådan set ikke så meget med politik at gøre. De fleste mennesker har jo slet ikke sat sig ind i politik generelt, og da slet ikke i Obamas politik. Når jeg har talt med danskere der har været meget begejstrede for Obama, så har de f.eks. slet ikke kendt til Patriot Employer Act og andre af Obamas meget ekstremt protektionistiske ideer.

De samme mennesker ville aldrig acceptere en så nationalistisk politiker i deres eget land. Især ikke en hvis politik har så stort et skadeligt potentiale i forhold til verdens fattigere lande. Så det er tydeligt at det er noget andet der er på spil. For det første er det klart at der, rimeligt nok, er en vis lede ved Bush. Det forstår man jo udmærket. Men der er også andre ting. F.eks. er der mange der ser det som meget vigtigt at manden er sort, og det kvalificerer ham i sig selv. Det er meget vildt, da det jo i bund og grund er en racebaseret forestilling og det udstiller den indgroede racisme der er at finde på venstrefløjen. Man har simpelthen en forventning om at han vil være bedre alene pga. hans hudfarve. Det er en form for essentialisme der burde være afgået ved døden for længst, men den lever i bedste velgående på venstrefløjen, hvor man ofte hører folk argumentere for at kvinder eller sorte er bedre end andre i visse situationer på grund af køn eller race. Sjovt nok er det lige præcis sexisme og racisme de hævder at kæmpe imod. Det er kvalmende.

Dernæst handler det om kultur. Der er mange europæere der har svært ved den amerikanske, konservative kultur. Der falder Obama mere i mange europæeres smag. Det minder mig om når folk, der grundlæggende er enige med Dansk Folkeparti i det meste, tordner imod dem, fordi de ikke vil sættes i bås med kolonihavefolket. Man ser simpelthen ned på folk som McCain og Bush og anser dem for dumme, og har brug for at distancere sig fra dem. Det har ikke så meget med politik at gøre, men hænger mere sammen med distinktion.

Det er deprimerende at se folk sætte så stor tillid til en politiker, især når det sker af så ringe grunde. Det eneste gode der er at sige er, at han kun kan skuffe. Ingen politiker kan leve op til de forventninger, især ikke hvis man ser på hans økonomiske politik som jeg vil opfordre alle til at granske, og tænke over deres begejstring en gang til. Det er muligt at man kan argumentere for at den ene eller den anden kandidat var det "mindst ringe" valg, men jeg har svært ved at se hvordan denne kultiske begejstring kan retfærdiggøres. Det er sørgeligt.

1 kommentar:

  1. Sergey7:36 PM

    Jeg tror folk er bare glade for at Bush-æraen er slut. Resten er efterrationalisering.

    SvarSlet