mandag, september 29, 2008

Nakayama går af

For dem der skulle være gået glip af det, så er Nakayama Nariaki, transportminister og meget andet, gået af. Fire dage på posten blev det til. Mere om hans fadæser her.

I forbindelse med mit indlæg igår og min kritik af Informations Kina-centriske dækning af japansk politik, bemærkede jeg at Informations korrespondent kørte den gamle kliche af med Japan som et "et-parti system". I denne sag er det værd at bemærke, at Nakayamas afgang har en del at gøre med den kritik han har modtaget fra Komeito og oppositionspartierne.

søndag, september 28, 2008

Danske mediers dækning af japansk politik

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg sjældent læser danske mediers dækning af Japan-relateret stof efterhånden. Der er så meget spændende at læse og det er uhyre sjældent at Japan-stof har høj prioritet på danske avisredaktioner. Engang imellem får jeg dog alligevel læst lidt, og det ender, forudsigeligt nok, med at jeg bliver en smule irriteret over det manglende kendskab til stoffet. Her snakker jeg ikke om artikler om firkantede vandmeloner og hunderobotter. Det er jo ligesom hvad det er, men mere når man forsøger at dække mere seriøse emner, som japansk politik.

F.eks. er der valget af Aso som premierminister. Udover det forventelige fra Ekstra Bladet, hvis overskrift lød:

"Manga-fan bli'r statsminister"

og selve notitsen var:

"Japan fik ny statsminister i går. Det er den 68-årige Taro Aso , der åbenbart bruger megen tid på at læse de japanske manga-tegneserier. Han siger i et interview, at han læste mellem 10-20 blade om ugen tilbage i 2003. Taro Aso fortæller desuden, at han fik familien til at sende ham tegneserier fra Japan, mens han i sine unge dage var på studietur i USA."

Så var der mange andre pinlige indslag. I det mindste udgiver EB sig ikke for at være en avis med en seriøs dækning af den slags stof. Mange andre seriøse medier havde skrevet af efter Ritzau og det var noget i denne retning:

"Den 68-årige tidligere udenrigsminister, der er kendt som en konservativ nationalist og udenrigspolitisk høg, er Japans første katolske regeringschef."

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Aso er ganske rigtigt den første katolske premierminister, men ikke den første kristne. Katayama Tetsu og Ohira Masayoshi var begge kristne premierministre. Det gøres til noget eksotisk og enestående at Aso er katolik flere steder, men det er nu ikke så enestående endda. Der har sådan set været ret mange kristne premierministre i forhold til at de kristne i Japan udgør under en procent af befolkningen.

Som jeg tidligere har nævnt, er Aso for kompleks en politiker til at man kan kalde ham for en høg og en konservativ nationalist, med de implikationer som det nu fører med sig at kalde en japansk politiker for dette. For det første er han en slapper med hensyn til missionerne i det Indiske Ocean. Der er ingen der regner med at se ham tage til Yasukuni og han mener at Japan skal give afkald på en del af de områder som de strides med Rusland om. Ikke noget en traditionel konservativ nationalist ville gøre i Japan.

Aso er bestemt nationalist, men ikke på en "åh jeg længes efter de gode gamle dage hvor vi voldtog hele asien" måde, men mere som en erkendelse og omfavnelse af sit lands historie som et middel til at kunne komme fremad. Hans nationalisme er fremsynet, ikke tilbageskuende. det er simpelthen for plat at både danske og udenlandske medier konsekvent skal omatle Aso på den måde.

Langt den meste dækning bygger på omskrivninger af ovenstående. Den eneste jeg har set der skiller sig en anelse ud er Informations, og det er ikke på en god måde. Information har deres egen østasien-korrespondent. Han sidder godt nok i Kina, og han taler vist næppe japansk, hvis jeg skal dømme ud fra det han skriver, men for Informations redaktion er Kina og Japan måske lidt det samme? Jeg ved det ikke, men her er hans vinkel:

"Fyrig nationalist og lerdueskytte skal styre Japan ud af krisen"

Hold da op. Det kan overraske mig at et dagblad der skal forestille at være seriøst kan hyre denne mand, Martin Gøttske hedder han, til at skrive om den slags. Det er simpelthen overskriften og fylder sådan set også en ret stor del af artiklen. Som bekendt skriver journalister altid det vigtigste først. For Gøttske er det åbenbart Asos farverige personlighed, der jo er interessant nok, men altså..manga og lerduer som det vigtigste? Det er Ekstra Bladet niveau.

Artiklen gentager det unuancerede syn på Aso som vi kender og så er der ovenikøbet en meget kina-centrisk synsvinkel, så man næsten skulle tro at den kom fra det kinesiske telegrambureau. Det lykkes også Gøttske at komme med denne fortærskede kliche:

"På nær 10 måneder har LDP været ved magten uafbrudt siden 1955. Det har reelt gjort Japan til en et-parti stat, hvor lederen af LDP per automatik også får posten som premierminister."

Nej, det har ikke gjort Japan til en et-parti stat. Der er masser af andre partier og regeringen lige nu består sådan set af TO partier: LDP og Komeito. For en del år siden var det en populær analyse af japansk politik at betragte det som et ikke-fungerende demokrati, fordi folk blev ved med at vælge det samme parti. Den analyse glemmer bare at LDP er ved magten fordi folk stemmer på dem. Der er masser af konkurrence til LDP og masser af konkurrence internt i partiet. Den bemærkning viser en forbløffende mangel på kendskab til japansk politik. Det ville være dejligt hvis Information i fremtiden ville holde sig til at citere Ritzaus telegrammer i stedet for at sætte inkompetente på opgaven. Så undgår man da det værste.

Der går nok et stykke tid før jeg tjekker den danske dækning ud igen.

Grant McCracken & Plenitude

I forbindelse med min læsning til dette semesters større opgave, har jeg læst en del af Grant McCracken, som er en ret kendt antropolog der især beskæftiger sig med forbrug, identitet, reklamer og branding. Han har en dejlig uprætentiøs stil, og det er dejligt at læse noget af en der udfordrer den dominerende venstrefløjsinspirerede diskurs der hersker på universiteterne, hvor alt skal gøres op i klasse, race og køn. Det er en ufrugtbar og trættende tilgang og fuldstændig uanvendelig hvis man gerne vil beskrive den mangfoldighed der er i en verden hvor penge, varer, arbejdskraft og information konstant bevæger sig med stor hastighed.

Jeg havde allerede læst en del McCracken, da jeg stødte på denne mere debatagtige artikel, kaldet "The Politics of Plenitude", fra 1998 på det libertarianske magasin Reasons hjemmeside. I artiklen gør han op med både den konservative traditionalisme og den venstredrejede kapitalismekritik, som jo i høj grad stadigvæk ses som en nødvendighed blandt en del sociologer og antropologer. Han går løs på ideen om at man kan komme alting i kasser:

"We have long been accustomed to stuffing the social world into a handful of categories. We used to say such things as, "basically, there are two kinds of people in the world," or to bundle the world into a typology: social classes, psychological types, birth signs, genders, generations, or lifestyles. But increasingly, the world won't go along with our attempts to reduce it. Where once there was simplicity and limitation, everywhere there is now social difference, and that difference proliferates into ever more diversity, variety, heterogeneity. "

Han kommer også ind på køn/seksualitet:

"Gender types are proliferating. Whole new categories of powerful, forthright femaleness have emerged, while "maleness" is undergoing its own florescence. Gayness, which used to mean adhering to a limited number of public behavioral models, has rapidly subdivided into numerous subgroups. Many of these groups have developed their own literature, music, and even retail communities. They have become social worlds."

McCracken fortsætter med at forklare hvorfor både venstre og højrefløjen har et problem med at forklare den mangfoldighed vi ser i dag. For højrefløjen er problemet, at de ser den som en trussel. Alle disse subkulturer, folk der samles om kulturelle værdier og symboler som ingen andre forstår, kønsroller der ikke overholder de gængse regler, osv. Kulturelle konservative (det være sig om de er socialdemokrater, liberalister eller politisk konservative) ser deres egen forestilling om normalitet som limen i samfundet og har svært ved at håndtere forskellighed. McCracken argumenterer for at denne forestilling om "sammenhængskraft" er forkert, og bruger storbyen som eksempel:

" Cities tell us that plenitude is inevitable and that it is, within certain limits, benign. While the rural communities sought singleness, the city has always, blithely, thrown off difference and variety. The lesson of this great experiment is clear: The cultivation of sameness is not needed to secure compliance with a larger set of values. Cities work in spite of plenitude. They work because of plenitude. This is the symbolic landscape in which the real ideological lessons of the 21st century are to be found. "

Og han fortsætter med at forklare, at forestillingen om traditionen er en illusion. At mangfoldighed netop er den vestlige tradition:

"The right is inclined these days to declare itself the true friend of tradition, and to declare tradition the path to civic virtue and public morality. It presents itself as champion of practices and values tested by time. But the truth of the matter is that plenitude is a Western value and indeed the very author of many of the traditions now being claimed by the right. The Protestant traditions the right holds so dear come out of the spirit of plenitude that created first a church distinct from Rome and then successive, ever more radical versions of Protestantism. Plenitude was there in the beginning. A return to tradition will not make it go away. It is tradition."

Jeg synes, at McCrackens argumenter er meget stærke, og kan sagtens genkende de tendenser hos mange liberale der, måske som en slags reaktion på venstrefløjens påståede "anything goes mentalitet", dyrker det kulturelt konservative. Samme tendens kan jeg af og til se hos mig selv, omend i mindre grad, men den er der. Hans indspark burde give de fleste liberalister lyst til at overveje om deres kulturelle konservatisme egentlig bunder i fornuftige betragtninger. Om ikke andet er det et godt udgangspunkt for debat.

Næste punkt er venstrefløjens forhold til mangfoldigheden:

" The left has made a great deal of its sensitivity on issues of gender, race, ethnicity, diversity, and multiculturalism--a sensitivity, it typically claims, the right cannot imagine. In fact, the left has misapprehended and mismanaged these issues almost as consistently as the right--with consequences every bit as grave."

Et af problemerne ligger i definitionen af mangfoldighed:

"The first symptom of difficulty is the narrowness with which the left defines diversity. The only real plenitude that counts in the left's scheme is that which has an explicitly oppositional quality. Thus, women's groups are "diversity," but country and western line dancing groups are not. Both of these groups may equally engage the individuals within them, both may represent a very substantial shift in cultural categories and social rules, both may mark differences that will continually breed differences, but it is only when the group is explicitly at odds with the mainstream that it qualifies as interesting."

Dette er jo en af mine kæpheste. Vi ser det f.eks. i hele modkulturbegrebet og i den noget så populære og moderne queer-bevægelse. I sidstnævnte er det jo oftest sådan, at man helst skal have den mest aparte og unikke og flydende kønsidentitet for at passe ind. det kan endda gå så galt at unge piger ender med at skrive blogindlæg på modkraft.dk hvor de skammer sig over hvor kedelige og heteroseksuelle de er. Man glemmer den diversitet der er blandt heteroseksuelle. Queer-bevægelsen sætter opfattelsen af seksualiteten tilbage til tiden før Kinsey. For dem er der kun den spændende, seksuelle modkultur og den grå, konforme heteronormativitet.

Og så opsummerer han i dette glimrende afsnit:

"There is a deliberate narrowness to the left's definition of plenitude. It is interesting to observe, for example, that the "Diversity Librarian" at the University of Michigan is responsible for collecting only in the following areas: minority studies, sexual orientation studies, and multicultural studies. This so diminishes the scope of the problem as to invite astonishment. Diversity overflows these categories. Real diversity happens everywhere--outside the designated political categories of the left, and its intellectual categories as well."

Det er så enkelt formuleret og så rigtigt set. Til sidst kommer han ind på hvor den diversitet kommer fra:

"There is a common culture that unites the world of plenitude. It is, I think, the marketplace. This is the great lingua franca of the contemporary world. As long as we can meet somewhere in the exchange of something for the benefit of someone, we have a foundation that can sustain plenitude. After all, say what you will about the marketplace, capitalism, and the consumer culture, they have got us this far. "

McCracken er ikke blåøjet og ser de realistiske begrænsinger der er for kreativitet når f.eks. instruktørers vilde drømme møder økonomiafdelingen hos Warner Brothers. Økonomien sætter også sine grænser. Der er bare ikke noget bedre end markedet til at skabe diversitet. Vi har alle set hvordan samtlige forsøg på at føre socialismen ud i livet er endt i stater der med vold og magt har set al diversitet som en trussel der skulle slås ned. Tænk på bare på sådan noget som punk-bevægelsen i Sovjet-Unionen.

"Capitalism has endured, enabled, perhaps provoked the speciation we see around us. It is, as we have noted, particularly unparticular. It doesn't care what it does. It doesn't care what we do. The strangleholds of hierarchies and elites count for less and less. And capitalism is nothing if not transformational. It is restless, inventive, and novelty seeking. It throws off innovations ceaselessly. The consumer culture is a cause and a consequence of plenitude. Certainly, there are some cultural and social arrangements it will not allow. Just as certainly, there is a truly breathtaking array it will. As the phrase might have had it: It all comes up from money.

I do not solve this issue. But I do wish to show, in a way that social scientists normally do not, that capitalism is not always the villain of the piece. I wish to show that it is as often as much the agent of plenitude as its enemy. This is especially important to grasp when we are wrestling with our options in a society fully captivated by plenitude. For it is clear that as our speciation goes forward we are going to need something--imperfections, warts and all. Capitalism may be a baby we cannot afford to lose with the bathwater."

Netop set i lyset af dette bør kulturelt konservative liberalister tænke sig om en ekstra gang, før de fordømmer andre. Det de frygter er lige præcis et resultat af markedet. Bevares, her taler jeg ikke om at man selv har lyst til at leve i kernefamilie og på "traditionel" vis. Det er jo netop noget som markedet giver mulighed for. Nej, det er den frygt for det anderledes som præger mange borgerliges holdninger.

Artiklen er en fremragende kritik af både venstre og højre og giver stof til eftertanke. Jeg kan også anbefale McCrackens blog.

lørdag, september 27, 2008

Nyt kabinet, nye skandaler

















Som forventet blev det Aso Taro der vandt kampen om formandsposten i LDP. Aso ser ud til at have udpeget et kabinet der først og fremmest består af hans støtter. Der er dog allerede ballade i lejren. Først er den nyudnævnte kabinetssekretær, Kawamura Takeo, blevet taget i at modtage donationer der vist ikke er helt stuerene. Nu ser det så ud til at ministeren for land, infrastruktur, transport og turisme (ja, det er han altså), Nakayama Nariaki, ikke holder så længe endnu, pga. nogle mindre heldige udtalelser. De kan læses her (med en oversættelse og uddybning). Hvis dette er stilen fra Asos nye kabinet, tror jeg næppe de skal stile efter at vinde det næste valg.

tirsdag, september 23, 2008

Aso Taro ny premierminister

Som alle ved nu, vandt Aso Taro ganske udramatisk og uden at møde større modstand. Her er resultaterne (leveret af Jun Okumura):

Taro Aso: (local chapter votes 134, Diet member votes 217, total 351)
Kaoru Yosano (2, 64, 66)
Yuriko Koike (0, 40, 40)
Nobuteru Ishihara (1, 36, 37)
Shigeru Ishiba (4, 21, 25)
Total (141, 378, 519

Der kan man tydeligt se hvem der har græsrøddernes støtte og hvem der kun har sin støtte blandt parlamentsmedlemmerne (host host, Yuriko). Aso Taro har en vis personlighed og er ikke en klassisk bureaukrat som Fukuda må siges at være. . Spørgsmålet er bare om det er alt for sent han kommer i spil som premierminister.

Japan Times har en interessant lille artikel, der giver et lidt mere nuanceret billede af Aso end de vestlige medier, der bare har en tendens til at beskrive Aso som en "høg", "konservativ" og "nationalist". Lidt at læse mens vi venter på det rigtige valg.

lørdag, september 20, 2008

Politiker udgiver idol-DVD
























I den lettere ende af japansk politik kan jeg oplyse, at byrådsmedlem fra Aomori præfektur, Fujikawa Yuri, snart udgiver sin helt egen idol-DVD. Forvent masser af bikini-shots. Lad os håbe at Lene Espersen ikke får nogle gode ideer.

Lidt om valg af ny premierminister



















Grundet ting som studier, arbejde og familieliv har der været lidt stille på bloggen det sidste stykke tid. Jeg satser dog på at begynde, at opdatere den lidt mere jævnligt igen. Det har været et lidt ærgeligt tidspunkt ikke at have tid på. Der er jo virkelig gang i japansk politik for tiden. Som de fleste nok ved, trak Fukuda sig tilbage for ikke så længe siden. LDP står i en situation hvor de mildest talt ikke klarer sig særligt godt og DPJ ånder dem i nakken.

Spekulationerne om hvem der skal overtage posten efter Fukuda har især drejet sig om Aso Taro, der ofte hånligt omtales som en otaku pga. hans forkærlighed for manga. Men en anden kandidat er Koike Yuriko, tidligere minister for Okinawa og de nordlige territorier under Koizumi, der også støtter hendes kanditatur. Nogle vil måske huske Koike som forsvarsminister under Shinzo Abe. En post hun forlod efter mindre end to måneder pga. en skandale. Der er 5 kandidater i alt til posten som formand for LDP, hvilket altså også vil sige premierministerposten.

Der er ikke mange der tror på andre end Aso. Men spørgsmålet er hvad han vil gøre hvis han bliver valgt. Det er muligt, at han vil udskrive et valg med det samme. Det er nok det klogeste at gøre. LDP kan ikke blive ved med at sætte den ene premierminister på posten efter den anden uden at spørge borgerne til råds. Desuden har de brug for at vise at det er dem Japan vil have og ikke DPJ. Den økonomiske krise truer og der er knas med statsbudgettet. Hvis Aso får posten har han en kæmpe opgave foran sig.

Det er i øvrigt værd at lægge mærke til at selv om Aso ofte beskrives som "konservativ", så er han faktisk en slapper på mange områder omkring forsvar, osv. Han står bl.a. for en linje hvor Japan skal holde sig væk fra aktiviteterne i det Indiske Ocean. Så man bør huske, at han er en meget sammensat herre, der er konservativ på visse områder, men lægger sig mere til venstre på andre områder.

Valget er på mandag.