søndag, august 24, 2008

King Giddra - FFB

Faldt lige over videon til FFB (Fast Food Bitch) med den japanske rapgruppe King Giddra, der bestod af K Dub Shine, Zeebra og DJ Oasis. Nummeret var det første japanske rapnummer der blev trukket tilbage af pladeselskabet pga. protester over det grimme sprog, og dermed har det, om ikke andet, end historisk interesse. Jeg synes nu det er udmærket, omend det er tydeligt, at det ikke blev lavet igår.

fredag, august 08, 2008

Interessante billeder fra Google Streetview Japan

Som rapporteret mange steder, så har Google lanceret deres Streetview i Japan. Jeg vil anbefale dette site, der bringer et hav af sære og interessante situationer og steder, fanget af Googles kameravogne. et must for enhver lurer.

mandag, august 04, 2008

Mixi lancerer statusfunktion

Det japanske SNS, Mixi, har lanceret en twitter-lignende statusfunktion, skriver Asiajin. Jeg har selv aktiveret den på min Mixi-profil, og den virker fint og ser godt ud. Desværre er den indtil videre kun på prøve, men jeg håber, at den kommer til at fungere i længere tid end til 1. september, som er skæringsdatoen for prøveperioden. Jeg kan anbefale andre brugere af Mixi, at tjekke det ud.

Mixi har 14 millioner brugere, der hovedsageligt er japanere. Det er Japans mest populære SNS og meget japancentrisk. Al tekst er på japansk, og tidligere på året gjorde de det meget svært for udlændinge eller japanere bosat i udlandet at registrere sig, i det, at de nu kræver en japansk keitaimail-adresse. En Twitter-lignende funktion har jeg længe savnet, og desværre er det ikke muligt at bruge tredjepartsapplikationer på Mixi. Det er et meget lukket interface som man ikke kan ændre med html-kode som på Myspace, eller bruge applikationer som på Facebook. Hvis man skal beskrive det bedst, er det vel som en blanding af Livejournal og Friendster. Med andre ord håbløst gammeldags, som meget andet af det man ser af japanske ting på nettet. Som bekendt brillerer mange japanske websites f.eks. med det grimmeste design, der ligner noget som en eller anden der lige har fået PC-kørekort har lavet på 1-2-3 hjemmeside i 1999. Ja, det er slemt. Jeg håber i den grad, at Mixi begynder at komme lidt mere med på noderne. Både Myspace og Facebook findes i oversatte versioner, men ikke i lokaliserede udgaver, hvilket nok er det der skal til for at de for alvor begynder at gøre indhug i Mixis marked.