torsdag, maj 08, 2008

Natasja og DF
























Hvis det skulle være forbigået nogen, så er der i disse dage en diskussion om, hvorvidt Dansk Folkeparti kan tillade sig at bruge sloganet "Gi' os Danmark tilbage", da det minder om titlen på, den afdøde reggae-sangerinde, Natasjas sang "Gi' mig Danmark tilbage".

Igår kunne man så læse at konflikten er blevet optrappet, og Natasjas musikforlag kræver erstatning. Det er en interessant sag, i det at den både handler om ophavsret, sprog, produktion af kulturelle produker og forholdet til døden.

I forbindelse med sagsanlægget siger kreativ manager, Claus Kilpatrick, fra musikforlaget:

"Der er slet ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti lukrerer på Natasja. Det tager tid, før et slogan skaber værdi, og det er Natasja og den sang, Natasja har skabt, der leverer den værdi. Det er ligegyldigt, at ordene kan siges at være almindelige, for Natasja har givet dem værdi, og derfor kan ’Gi’ mig Danmark tilbage’ betragtes som et citat"

I følge Kilpatrick kan man altså tage en ganske almindelig sætning, som der jo vitterligt er tale om, og give den værdi, og dermed også kræve ejerskab over den. For det første glemmer han, at DF har ændret sætningen, så den lyder "Gi' os Danmark tilbage", der unægteligt må siges at være noget anderledes. For det andet, så er der tale om noget der er uundgåeligt når man bruger sprog, og producerer kultur: at man refererer til andres sprog og produktion. Reklamer, musik, film, bøger, osv. opstår ikke i et vacuum, men opstår som en del af en større sammenhæng, hvor alle mulige forskellige indflydelser gør sig gældende, ofte er producenten selv ikke engang klar over hvem eller hvad han refererer til, fordi referencen har fået sit eget liv.

I forbindelse med Natasja bliver det særligt underligt at man forsøger at angribe denne slags rekontekstualisering af kulturelle referencer, da hun, om nogen, måtte siges at være en del af en kulturel bevægelse der låner med arme og ben. Indenfor hiphop og dancehall samples der vildt og uhæmmet, og teksterne er fulde af hentydninger til det ene og det andet, vendinger fra sange, bøger, digte, reklamer, osv. I den sang der er stridens æble, er der endda flere forskellige referencer til andre kulturelle produkter, bl.a. Gasolins "Rabalderstræde".

I den aktuelle sag er det uden tvivl to ting der spiller ind på hvorfor nogle bliver stødt af DFs slogan: Natasja er død for nylig, og det er DF der er tale om. F.eks. siger Natasjas manager, Peter Skovsted:

"Det her skal stoppes. Det er kritisabelt, at de lukrerer på en tekst, som har den stik modsatte agenda. Natasja ville ikke bryde sig om at blive taget til indtægt for sådan en form for politisk kommunikation. Det er fejt, for hun er død og kan ikke forsvare sig"

Skovsted er for det første stødt over at det sker efter Natasjas død. Hun skal kunne "forsvare sig", men DF-kampagnen er jo ikke et personligt angreb på hende. Hun bliver ikke taget til indtægt for noget. Der er næppe nogen der forestiller sig at Natasja bakker op om DFs politik. Skovsteds udtalelse ser ud til at bygge på den antagelse, at man kan eje sprog. DF "lukrerer" på hendes tekst, men Natasja har jo ikke opfundet det danske sprog, og det er næppe særligt nemt at få nogen (især ikke en domstol) overbevist om, at denne vending er så unik, at den kan beskyttes af den danske lov om ophavsret.

Endvidere er det ikke unormalt at folk bruger afdødes materiale til deres egne formål. F.eks. har Umberto Eco en figur der hedder William af Baskerville i sin roman "Rosens navn", der minder om Sherlock Holmes, og har et navn der refererer til Arthur Conan Doyles roman. Det er et glimrende eksempel på hvorledes populærkultur er med til at skabe en fælles referenceramme, som vi alle kan relatere til på en eller anden måde. Eco har, af gode grunde, ikke spurgt Doyle om det var i orden at referere til hans figur. Det ville også være absurd hvis han skulle det (ikke kun fordi Doyle er død), da der er tale om en ny kontekst. Det man må indse er, at når man slipper information løs ude i verden, så er der en risiko for, at nogle mennesker vil tage den information og bruge den som de lyster. Man har ingen mulighed for at sikre sig, at citater, tekster, melodier, billeder, skulpturer, produkter, osv. bruges på en måde som man synes om. I særdeleshed i dag, hvor der er gigantiske mængder af information, og hele verden kommunikerer via internettet med lynets hast, er det naivt, at forestille sig, at man kan begrænse brugen af sine kulturelle produkter til en særlig kontekst, eller udelukke andre. Det bliver sværere og sværere.

Derfor virker det også som en forgæves og oldnordisk kamp, når man forsøger at hævde sin ophavsret til noget, der endda er en ganske almindelig frase. Man kan ikke stoppe den anarkistiske brug af kulturelle produkter, og gudskelov for det. Hvordan ville verden ikke se ud, hvis alle reagerede på samme måde, hver eneste gang der blev refereret til noget de havde lavet? Natasja havde i hvert fald aldrig fået udgivet en eneste strofe.

1 kommentar:

  1. Som du fremstiller sagen her - og jeg er ganske enig med dig - kommer jeg til at tænke på en kommentar fra Anders Matthesens "Tal for dig selv", om brugen af bandeord. Jeg tror, det er "satan" eller "fanden", som han bruger i et eksempel, hvor han siger, at han ikke er kristen. Det ord betyder ikke det samme for ham, som det gør for kristne. Og så knytter han en bemærkning til - noget i stil med: "Man kan ikke bare sige 'helle for det ord'!"

    Jeg synes, der er en klar parallel her. For det er jo ikke så meget det, at DF bruger "Natasjas" udtryk - det er mere sådan et fornærmet: "Jamen, de bruger det altså til noget helt forkert!"

    Det er på ingen måde progressivt.

    SvarSlet