fredag, maj 23, 2008

Mode og biologi

For de er interesserede kan jeg nævne, at fotografen Erik Hansen-Hansen har færdiggjort sin Ph.d afhandling, hvori han, så vidt jeg kan se, betragter mode igennem en evolutionspsykologisk optik. Der er en artikel i dagens udgave af weekendavisen, der kan læses hér.

Man kan låne afhandlingen på Det Kongelige Bibliotek, men jeg har ikke kunnet finde den til download nogen steder. Det er egentlig ret mærkeligt, at man ikke bare smider sådan nogle op så interesserede kan hente dem ned. På den måde ville Ph.d afhandlinger muligvis blive læst af andre end de 10 mennesker der har en hardcore interesse for emnet. Men det er selvfølgelig begrænset hvad man kan forvente af Danmarks Designskole, når de ikke engang kan lave en hjemmeside der kan læses i Firefox. Af en eller anden grund er oppositionen dog tilgængelig online.

Hansen-Hansens synspunkt er ret kontroversielt, selv om det ikke burde være det. Der er ingen grund til at antage, som de lukkede konstruktivister gør, at biologien ingen indflydelse har på vores adfærd. Det har i mange år ikke været god tone, at sige at det måske ikke er alt der er konstrueret, så det er bestemt vigtigt når forskere kommer med synspunkter der kan udfordre det konstruktivistiske hegemoni der hersker på f.eks. humaniora og andre steder.

I den sammenhæng kan jeg også anbefale Dennis Nørmark og Lars Andreassens bog "Det Virkelige Menneske", der måske nok lige ligger lidt for meget i den anden grøft til at jeg kan købe alt hvad de siger, men alligevel er værd at læse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar