søndag, maj 25, 2008

Medielicensen - afgift på kommunikation og presse

Jeg har, ikke overraskende, et anstrengt forhold til den såkaldte medielicens, dvs. den skat den danske stat har pålagt TV, radioer, computere og mobiltelefoner. Det var slemt nok før, da licensen dækkede TV og radio, men det kunne man i det mindste nemt vælge fra uden de store omkostninger. Jeg har i årevis levet uden TV, og vi ser stadigvæk ikke fjernsyn hjemme hos os.

Jeg har ofte diskuteret det med forskellige mennesker, der synes at det er en god ide, at have en licensbetalt TV-station ejet af staten. Som regel vil disse mennesker bruge det (tåbelige) argument, at hvis ikke DR fandtes, så var der programmer der ikke ville blive produceret, fordi Danmark er et lille marked. "Programmerne ville jo blive alt for dyre for den enkelte forbruger", lyder ræsonnementet. Jeg er ret sikker på, at de der bruger sådan et argument ikke kan overskue konsekvensen af deres eget argument.

TV-programmer adskiller sig som vare ikke fra alle mulige andre produkter. Derfor er det selvfølgelig helt hen i vejret at mene, at andre skal pålægges udgifterne for at man kan få den vare man ønsker sig. Der er mange varer jeg godt kunne tænke mig, men som jeg ikke har råd til. Der er mange varer der kunne være gode at have, men som ikke produceres fordi transaktionsomkostningerne er for høje. Det er svært at se at mit ønske om en Type 41 Bugatti skulle adskille sig væsentligt fra en eller anden TV-seers ønske om at se dårlige danske TV-dramaer a la Krøniken, Matador eller hvad det nu kan være.

Mit ønske om en Type 41 Bugatti er kun aktuelt hvis jeg kunne få den gratis eller billigt. Jeg er ikke villig til at arbejde hårdt og spare pengene op for at få den. Så man kan sige at ønsket ikke betyder så meget for mig. Det kunne bare være fedt at have sådan en. Menneskets evne til at ønske sig ting er uendelig. Se bare når BR-kataloget kommer ind ad døren, og ungerne sætter kryds ved al ting. Det er straks anderledes når de selv skal købe noget for deres begrænsede midler. Så er de nødt til at prioritere.

På samme måde er ønsket om dansk TV-drama svagere end man tror. Bevares, der er mange der ser det når det er der, men ville de alle sammen være villige til at betale omkostningerne, hvis de selv skulle hoste op med pengene? Det tror jeg næppe. Derfor er det svært at sige at der virkelig er sådan en efterspørgsel efter den slags. At bruge selve programmernes eksistens som retfærdiggørelse for licensopkrævningen er et meget svagt argument. Hvis noget ikke kan produceres ved frivillig indbetaling til den pris som det koster, så er der ganske simpelt ikke efterspørgsel. Længere er den ikke.

Jeg kan ikke udelukke at mange danskere måske frivilligt ville betale for en betalingskanal der bl.a. havde dansk drama på programmet, men det er bare svært at vide, så længe der er TV-kanaler der har særstatus og ikke fungerer på markedsvilkår.

Noget andet der har irriteret mig, er den måde diskussionen altid foregår. I debatten om medielicensen har fokus hele tiden ligget på hvad man kunne modtage. DR havde oprettet nogle hjemmesider og noget streaming (af meget ringe kvalitet i øvrigt), så nu mente de at det var rimeligt at opkræve penge fra de der kunne modtage dette på deres computer, lige som de der kunne modtage TV-signaler betalte afgift. Man havde registreret, at flere og flere holdt op med at se TV og gjorde brug af digitale medier i stedet. DR og politikerne, der jo ikke har forstand på hverken mennesker eller medier, forestillede sig bare at TV'et var skiftet ud med en PC eller en mobiltelefon. Samtidigt ønskede DR at kunne fortsætte med at retfærdiggøre deres eksistens, og indkræve licensafgifterne, naturligvis.

Men en PC er ikke bare et TV. Det er ikke bare en modtager. Folk der bruger deres PC sender også selv information. PCen er både TV og TV-station, radio og radiostation, dagblad og trykkepresse, telefon, bog og en masse andre ting som vi slet ikke havde før vi fik computere ind i vore hjem. I dag kan alle og enhver lave deres egne TV-udsendelser på deres PC, smide dem op på Youtube eller lignende tjenester, og så kan de have deres egen kanal dér. Man kan have sit eget website, sin egen blog, sit eget nyhedsbrev, lave sine egne e-bøger som kan downloades. Man kan i det hele taget sprede information og interagere med andre mennnesker på et utal af måder.På internettet er det os alle sammen der er med til at lave indhold og dele det med hinanden. Man behøver ikke længere at have adgang til dyre produktionsmidler for at kunne komme til orde.

Således er internettet virkelig en revolution indenfor menneskelig kommunikation, og det har i den grad ændret vores adfærd. Det er dét som politikerne har beskattet med deres medielicens. Den frie kommunikation imellem individer. Efterhånden som mange mennesker flyttede deres medieforbrug fra TV til internet og begyndte at hente deres information andre steder, eller endda selv at producere indhold, blev de statslige medier svækkede. Noget der kan tolkes som et tab af kontrol for statsmagten. Det begrædes ofte af folk der snakker om "sammenhængskraft" og drømmer sig tilbage til dengang Otto Leisner kunne samle en hel nation med tåbelige underholdningsprogrammer, alene fordi der ikke var noget bedre at foretage sig.

Medielicensen er et forsøg på at holde fast i den kontrol af informationsspredning som staten tidligere har haft. Man håber stadigvæk at DR kan spille en stor rolle, men den bliver immervæk mindre og mindre, hvis vi lige ser bort fra lidt X-Factor o.l. Politikerne snakker om at de ønsker at folk er engagerede i samfundsdebatten, men der hvor debatten virkelig foregår, og alle kan komme til orde er internettet. Det har man beskattet således at det koster 2000 kr. om året at kunne komme til orde. Transaktionsomkostningerne ved at udgive selv er ganske vist faldet, men staten forsøger at forhøje dem, og dermed er de også med til at begrænse den frie spredning af information.

Jeg ville ønske at denne vinkel havde været anlagt under debatten om medielicensen. Det havde været noget sværere at forsvare den, hvis man havde forklaret at det var en skat på den frie debat, i stedet for at det bare handlede om at se TV på sin PC.

1 kommentar:

  1. Peter1:26 PM

    Godt indlæg. Din pasus "På internettet er det os alle sammen der er med til at lave indhold og dele det med hinanden. Man behøver ikke længere at have adgang til dyre produktionsmidler for at kunne komme til orde." mindede mig om en fantastisk artikel jeg læste for nyligt. Den skulle gerne være med til at sætte en stor streg under hvad der sker med medier lige nu. http://www.shirky.com/herecomeseverybody/2008/04/looking-for-the-mouse.html

    SvarSlet