lørdag, april 12, 2008

Tanzania og swahili

















I dagens Information er der en artikel (der desværre ikke er tilgængelig online endnu, med mindre man er abonnent) af Mikala Satiya Rørbech, der handler om sprogsituationen i Tanzania, hvor engelsk er tiltagende i popularitet, mens anvendelsen af swahili er faldende. Flere og flere satser på undervisning i engelsk på privatskoler, fremfor offentlige skoler, hvor swahili er det officielle sprog. I artiklen hedder det:

"Denne prioritering af engelsk på bekostning af swahili er i manges øjne en trussel mod den nationale samhørighed.

Den fælles nationale identitet har ellers været Tanzanias særkende siden landets første præsident, Julius Nyerere, gik i gang med at skabe en national storfamilie - frem for det kludetæppe af etniske mindretal, som er normen i andre afrikanske lande.

Resultatet er, at Tanzania udmærker sig ved fred og fordragelighed og fravær af de religiøse og stammebaserede uroligheder, der ulmer både over og under overfladen i nabolandene Kenya, Burundi, Rwanda og Uganda.

"Tanzania er forskelligt fra andre lande. Her er fredeligt, og det betyder meget for os at leve i harmoni. Stammekulturen betyder meget lidt," siger Grayson Joel Kirumba. Han er 25 år, og det er tydeligt, at Grayson er stolt af sit land. Meget stolt. På trods af, at Tanzania er blandt de 20 fattigste og mindst udviklede lande i verden. Trods fundamentale problemer med børnedødelighed, ringe uddannelse og korruption. Og trods de alt for mange arbejdsløse og det faktum, at landet ikke får tilstrækkeligt udbytte af de naturressourcer i form af guld og mineraler, som gemmer sig i den tunge, lerede jord.

Grayson er ikke i tvivl. Tanzania er et godt sted, og han er stolt over at være tanzanianer. Hvilket han ikke er alene om. 'Ujamaa' hedder den særlige tanzanianske samhørighed på nationalsproget. Og netop det fælles nationale sprog er limen, der har samlet befolkningen til en enhed.

"Swahili skal hjælpe tanzanianske studerende til at fastholde deres kulturelle arv og værdier," hedder det på Undervisningsministeriets hjemmeside. Men nu frygter blandt andre organisationen Hakielimu, der arbejder for bedre uddannelse til alle tanzanianere, at de private skolers engelskundervisning vil øge de sociale skel i befolkningen."

Det jeg kom til at tænke på, da jeg læste artiklen, er at Grayson kommentarer får lov til at stå ukommenterede. Swahili er netop ikke et kulturbærende sprog for de fleste afrikanere. Der er nogle få millioner der har det som deres modersmål, og i Tanzania alene er der over 100 forskellige sprog. Afrikanerne har traditionelt fungeret i meget små enheder, og derfor har sprogforskellene været, og er stadig, ret store. De fleste tanzanianere taler swahili, men mange af dem behersker det slet ikke ordentligt. Det er et stats- og politikersprog, et undervisningssprog og et sprog der anvendes til at kommunikere af de forskellige etniske grupper. Der findes en del undersøgelser af de meget komplicerede sprogforhold i Tanzania, og udfra dem kan man se hvordan mange mindre stammer ikke behersker swahili særligt godt. I artiklen fremstilles det som om at disse sprog er ligegyldige, men det er jo netop de sprog der bruges til at definere den etniske identitet. Ikke swahili.

Swahili er altså ikke mere "de indfødtes sprog" end engelsk er. Det har været et sprog som mange kunne lidt af, for at kunne klare sig i forhold til hinanden. Artiklens forfatter lader til at ignorere at Swahili blev indført af Julius Nyerere, Tanzanias socialistiske præsident, som et politisk værktøj, for at gennemføre sin katastrofale økonomiske politik, der har resulteret i landets utrolige fattigdom. Sjovt nok kaldte han denne afrikanske socialisme for "Ujamaa", der rigtigt nok ofte oversættes med "samhørighed", "udvidet familie" og meget andet i den stil. Begrebet har altså en klar forbindelse til det socialistiske styres ideologi. Det nævnes bare ikke. Ligesom tvangskollektiviseringerne eller forfølgelsen og fængslingen af politiske modstandere, heller ikke nævnes.

Hvis de sociale skel i befolkningen øges, så kunne det være et godt tegn. For det kunne betyde at nogle tanzinianere rent faktisk var i færd med at skabe sig selv et bedre liv, hvilket på længere sigt kunne betyde en vej ud af fattigdommen for Tanzania. Hvad er ligheden værd i et af verdens fattigste lande? Skal alle befinde sig på bunden, med mindre at man med et trylleslag hæver den samlede levestandard på en gang? Det aspekt nævnes heller ikke.

Det virker mest som om forfatteren idealiserer Nyereres socialisme, og slår det lidt hen at det ikke lykkedes. Samtidig fremstilles det som det store problem er at nogen er ved at blive rigere, og at engelsk vinder indpas som sprog, i stedet for swahili (der så fremstilles som om det er det sprog stammerne bruger derhjemme, hvilket bare ikke hænger sammen med de undersøgelser der er lavet som jeg har læst). Det havde været mere interessant hvis forfatteren havde interesseret sig for hvad der foregår når folk skifter fra et magtelitesprog til et andet, på trods af at statsapparatet holder fast i swahili. Det kunne jo sige en del om at statens rolle er formindsket i stor grad, mens at man i stedet henvender sig til markedet, hvor engelsk åbner for flere muligheder. Måske kunne der også være andre, og mere interessante vinkler man kunne tage. Eller man kunne i det mindste bare fortælle læserne at swahili er et sprog der er blevet ophøjet til systemsprog af magteliten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar