fredag, januar 25, 2008

Freaks




















I dagens udgave af Information har Anita Brask Rasmussen en lille artikel der handler om fascinationen af det forvrængede og radikalt anderledes. Den fascination der lå bag freakshows hvor den skæggede dame, den enormt fede mand, sældrengen og hvad de nu ellers var blev udstillet i al deres skræmmende pragt.

Rasmussen tager udgangspunkt i et program om progeria, dvs. den sygdom der får folk til at ældes alt for tidligt, der åbenbart er blevet sendt fra DR1 forleden. Hun skriver:

"Selvfølgelig er det vigtigt, at man skaber opmærksomhed omkring en sygdom, og det er gennem oplysning, man bekæmper tabu og alt det der. Men hvis alle vi normale mennesker, der sad foran skærmen klokken 20 onsdag aften skulle være helt ærlige, så var det jo ikke for at høre om genetikken, den spontane mutation i enten æg eller sædcelle og landevindingerne inden for forskningen. Det var da, fordi vi ville se børnene.

De der syvårige små uskyldige mennesker, der burde have buttede kinder, smilehuller og hud som silke, men i stedet har hule kinder, indfaldne øjne og hud som brugt sandpapir. Vi ønskede at opnå følelsen af at have lyst til at vende hovedet bort, men ikke være i stand til det. Den samme følelse, der får folk til at tage billeder af et trafikuheld."

og videre:

"Man kan sige, at det er godt, at man kan få stillet sit behov for det groteske gennem et lødigt tv-program i bedste sendetid. Med den rivende udvikling inden for stamcelleforskning og fosterskanning er det efterhånden næsten umuligt at opdrive en person med Downs Syndrom. Hvordan skal vi blive enige om, at vi er normale, hvis der ikke er nogen, der ikke er det? Hvis det hele var Top Model og The Search for The New Pussycat Doll, hvor var vi så?"

I underoverskriften stilles endvidere spørgsmålet: hvem er det der er syge? I artiklen drages paralleler til freakshows, hvilket jeg synes er underligt. Anita Brask Rasmussen ser på folk i freakshows som stakler. Men hun glemmer at dette langt fra var tilfældet. Freakshows var ofte den eneste måde hvorpå mennesker med et stort handicap kunne gøre sig økonomisk uafhængige af andre og skabe sig deres egen tilværelse. Dette skal ikke forstås som et romantisk billede af deres tilværelse, for det har aldrig været nemt at være anderledes. Det er bare for nemt at fordømme folks trang til at se på det "underlige" og sige nåååårh, det er så synd for dem der kigges på.

Den trang har været en fordel for mange mennesker i løbet af tiden. Jeg kan anbefale at man ser film som "Freaks" fra 1932 eller dokumentarfilmen "Being Different" af Harry Rasky fra 1980. De mennesker man møder i Raskys film er siamesiske tvillinger og andre særlinge. De opfatter ikke sig selv som stakler og ofre, men er derimod stærke individer der har fået det bedste ud af deres situation. Den mulighed har man ikke i dag. Freakshows anses for at være usmagelige og i manges sind forekommer det som et meget bedre alternativ at gøre disse mennesker afhængige af almisser fra staten og fratage dem muligheden for at gøre noget på egen hånd.

























Et godt eksempel på dette er Sealo the Seal Boy. I 1972 blokerede politisk korrekte aktivister for det freakshow som Sealo optrådte med, og anmeldte det til myndighederne. De var oprørte over at man udstillede mennesker på så grusom vis. Sealo endte med at sagsøge staten for at få loven ændret. Man havde taget hans levebrød fra ham i et forsøg på at "redde" ham. Et glimrende eksempel på hvorfor man ikke skal fordømme den trang som Anita Brask Rasmussen har det så svært med. I sagen om progeria-ramte kan det jo netop også være en fordel at folk ser hvor slemt det er at være ramt af sådan en sygdom, og måske kan det inspirere nogle til at hjælpe med en donation eller andet. Kan det så ikke være lige meget om det der fik dem til at tænde for programmet var fascinationen af det "underlige"?

Det var desværre ikke muligt for mig at finde klip fra Harry Raskys film, men hele "Freaks" ligger online og den kan ses her:

2 kommentarer:

  1. Freaks/Sealo :-) Havde helt glemt den lille perle.

    SvarSlet
  2. På en måde kunne man godt fristes til at sige at nutidens reality-shows er vore dages freak shows. Ihvertfald fra et tilskuerperspektiv.

    Så man kan da godt undertrykke folks hang til at se på andre der udstiller sig selv. Det finder bare sin vej i nye former.

    SvarSlet