tirsdag, januar 29, 2008

Folkeslagene i Østen
























For et godt stykke tid siden faldt jeg over den danske nobelpristager Johannes V. Jensens lille bog fra 1943 ved navn "Folkeslagene i østen". Den er en tidstypisk gennemgang af asiens folkeslag, og Polynesien nævnes også. Johannes V. Jensen var ikke i tvivl om at han var kvalificeret til at udtale sig om hvad som helst, men jeg er nu ikke så sikker. Jeg har udvalgt lidt af det han har skrevet om Japan.

Om Japans rolle i anden verdenskrig og indlemmelsen af andre asiatiske nationer i "The Greater Asian Co-Prosperity Sphere":

"Naar Japan har nomineret sig som førende magt i Østasien maa der ligge en forudbestemmelse i Arten af det Japanske Folkeslag i Forhold til de øvrige malajisk-mongolsk-asiatiske, spredte Elementer, inklusive hele Blokke som Kina, Indien og Australien. Et stort østligt Slægtskab lader sig paaberaabe for de malajiske og mongolide Bestanddeles Vedkommende, hvortil ogsaa kan regnes Blandingsfolkende i Bagindien, Burma, Thailand før Siam og Indokina, tildels paa evropæiske Hænder; men hele Forindien med sin væsensforskellige Hindubefolkning, og Australien, der nu er befolket med Evropæere, kan dog vel ikke uden videre bringes ind under et racepolitisk Krav; her vil man supplere sig med et geografisk, eller det blotte Ønske.
Naar Japan optræder som Generalnævner for alle Folkeslag i Østen viser et blik på på den japanske befolknings egen Sammensætningat Førerskabet ikke er uden naturlig Grund..."

Om det malajiske element:

"Det malajiske element er det mindst bemærkede, fordi man i Almindelighed ikke ved hvad malajer er, men i Virkeligheden et af de mest dominerende, hvis man tør lide på egne iagttagelser; fra Malajen har Japaneren sin Statur, Tømmeret i ham. Af alle folk er Malajerne dem der er i Besiddelse af den mest udviklede Muskulatur i Forhold til Størrelsen, og i den Henseende kommer Japanerne dem nær. De der er vant til forlystet at snakke om "de smaa Gule" skulde vel vare sig for hvad der stikker af Energi og Modstandskraft i de smaa stærke Folk, der samler et Maksimum af Kræfter indenfor en bekvem Ramme, ligesom de smaa islandske Heste. Hvad de er værd som soldater er Verden jo ikke mere uvidende om."

Om det japanske temperament:

"I Temperamentet har Japanerne noget eksotisk og farligt, som er i nær Slægt med hvad man ved om Malajernes Nerve, en særlig tilbøjelighed til eksplosive Passionsudbrud, tilspidset i den kendte Gaaen Amok, hvor Malajen i et Raserianfald myrder saa mange han kan, indtil han selv bliver dræbt; som en modificeret Form derfor kan man tale om den japanske Harakiri, hvor det kun gaar ud over det maniske Individ selv. I begge Tilfælde lader Sindstilstanden sig forklare som en Slags psykisk Infektion, der hænger sammen med en koncentreret, overladet Kødfuldhed, en Spasme der gaar i Blodet."

Lidt Spengler-inspireret skriveri om race:

"...Elementerne lader sig paavise, men er gaaet op i en Enhed, som nu ganske sikkert er noget for sig selv, en ny staaende Type, Japaneren og Ingen anden. Efter at et Folk har rendyrket sig som Type og bredt sig til saa mægtigt et Befolkningstal som paa de japanske Øer, 70 millioner, er det nok rigtigt at gaa ud fra at de har drevet det fra en Type til en Race. En Races Levedygtighed beror paa Ensartethed og numerisk Udvidekraft. Om man decimerer Bestanden bevarer den sig lige stærk, kan vokse ud igen, som visse Organismer man kan klippe over, med det Resultat at alle Stykkerne vokser ud til hele Organismer igen."

fredag, januar 25, 2008

Freaks




















I dagens udgave af Information har Anita Brask Rasmussen en lille artikel der handler om fascinationen af det forvrængede og radikalt anderledes. Den fascination der lå bag freakshows hvor den skæggede dame, den enormt fede mand, sældrengen og hvad de nu ellers var blev udstillet i al deres skræmmende pragt.

Rasmussen tager udgangspunkt i et program om progeria, dvs. den sygdom der får folk til at ældes alt for tidligt, der åbenbart er blevet sendt fra DR1 forleden. Hun skriver:

"Selvfølgelig er det vigtigt, at man skaber opmærksomhed omkring en sygdom, og det er gennem oplysning, man bekæmper tabu og alt det der. Men hvis alle vi normale mennesker, der sad foran skærmen klokken 20 onsdag aften skulle være helt ærlige, så var det jo ikke for at høre om genetikken, den spontane mutation i enten æg eller sædcelle og landevindingerne inden for forskningen. Det var da, fordi vi ville se børnene.

De der syvårige små uskyldige mennesker, der burde have buttede kinder, smilehuller og hud som silke, men i stedet har hule kinder, indfaldne øjne og hud som brugt sandpapir. Vi ønskede at opnå følelsen af at have lyst til at vende hovedet bort, men ikke være i stand til det. Den samme følelse, der får folk til at tage billeder af et trafikuheld."

og videre:

"Man kan sige, at det er godt, at man kan få stillet sit behov for det groteske gennem et lødigt tv-program i bedste sendetid. Med den rivende udvikling inden for stamcelleforskning og fosterskanning er det efterhånden næsten umuligt at opdrive en person med Downs Syndrom. Hvordan skal vi blive enige om, at vi er normale, hvis der ikke er nogen, der ikke er det? Hvis det hele var Top Model og The Search for The New Pussycat Doll, hvor var vi så?"

I underoverskriften stilles endvidere spørgsmålet: hvem er det der er syge? I artiklen drages paralleler til freakshows, hvilket jeg synes er underligt. Anita Brask Rasmussen ser på folk i freakshows som stakler. Men hun glemmer at dette langt fra var tilfældet. Freakshows var ofte den eneste måde hvorpå mennesker med et stort handicap kunne gøre sig økonomisk uafhængige af andre og skabe sig deres egen tilværelse. Dette skal ikke forstås som et romantisk billede af deres tilværelse, for det har aldrig været nemt at være anderledes. Det er bare for nemt at fordømme folks trang til at se på det "underlige" og sige nåååårh, det er så synd for dem der kigges på.

Den trang har været en fordel for mange mennesker i løbet af tiden. Jeg kan anbefale at man ser film som "Freaks" fra 1932 eller dokumentarfilmen "Being Different" af Harry Rasky fra 1980. De mennesker man møder i Raskys film er siamesiske tvillinger og andre særlinge. De opfatter ikke sig selv som stakler og ofre, men er derimod stærke individer der har fået det bedste ud af deres situation. Den mulighed har man ikke i dag. Freakshows anses for at være usmagelige og i manges sind forekommer det som et meget bedre alternativ at gøre disse mennesker afhængige af almisser fra staten og fratage dem muligheden for at gøre noget på egen hånd.

























Et godt eksempel på dette er Sealo the Seal Boy. I 1972 blokerede politisk korrekte aktivister for det freakshow som Sealo optrådte med, og anmeldte det til myndighederne. De var oprørte over at man udstillede mennesker på så grusom vis. Sealo endte med at sagsøge staten for at få loven ændret. Man havde taget hans levebrød fra ham i et forsøg på at "redde" ham. Et glimrende eksempel på hvorfor man ikke skal fordømme den trang som Anita Brask Rasmussen har det så svært med. I sagen om progeria-ramte kan det jo netop også være en fordel at folk ser hvor slemt det er at være ramt af sådan en sygdom, og måske kan det inspirere nogle til at hjælpe med en donation eller andet. Kan det så ikke være lige meget om det der fik dem til at tænde for programmet var fascinationen af det "underlige"?

Det var desværre ikke muligt for mig at finde klip fra Harry Raskys film, men hele "Freaks" ligger online og den kan ses her:

tirsdag, januar 22, 2008

Bag en kage i din riskoger



















Et hvert hjem med respekt for sig selv har en riskoger, så man kan få en ordentlig ris uden problemer. Men sådan en kan også bruges til mange andre ting. Igår kom min svigerinde forbi og lånte mig to japanske kogebøger til riskoger. Der er opskrifter på kager, gryderetter, bento, fisk, you name it. Så i dag kastede jeg mig ud i en opskrift: grøn the kage. Det er så simpelt som det kan være. Man hælder ingredienserne op i riskogerens skål, rører det sammen, tænder, og hey presto, 20 minutter senere har man en svampet, sød kage. Billedet ovenfor er som den ser ud når den ligger i skålen efter at være blevet bagt.



















Her er den blevet vendt ud på en tallerken. Den ser altså en anelse sær ud.



















Og her er en skive. Som man (måske) kan se, er den utroligt luftig, som en typisk japansk kage skal være. Der skulle egentlig have været nogle søde kastanjer i, men jeg kunne ikke få fat i nogle.

mandag, januar 21, 2008

Interview med Nakazawa Keiji
























Japan Focus har et glimrende interview med mangategneren og overlevende fra bombningen af Hiroshima, Nakazawa Keiji. Nakazawa er mest kendt for sin selvbiografiske manga 裸足のゲン (Barefoot Gen) om tiden før, under og efter atombombeangrebet. Tegneserien giver både et godt indblik i stemningen under krigen og hvor forfærdeligt det var at opleve massakren i Hiroshima. Har man ikke læst den, bør man straks gå på biblioteket og låne den, eller man kan købe den online. Den er udgivet på mange sprog, bl.a. engelsk og tysk.

Den er også filmatiseret og her er klippet fra den hvor bombningen finder sted:

fredag, januar 18, 2008

Aktivister tilbage på Steve Irwin

Aktivisterne fra Sea Shepherd er tilbage hos deres øko-ekstremistiske venner på Steve Irwin, efter at et australsk toldfartøj har hentet dem på Yushin Maru. Sea Shepherd udtaler at de straks vil genoptage deres chikane af hvalfangerflåden.

Hele situationen har været en absurd opvisning i Sea Shepherds perverse tilgang til virkeligheden. De har konstant løjet og påstået at aktivisterne, der trængte ind på skibet, blev holdt som "gidsler". Det viste sig at de krav som blev stillet af hvalfangerne om at Steve Irwin skulle holde sig på afstand, kun var i forhold til overleveringen af de tilbageholdte aktivister. Hvalfangerne havde foreslået at Sea Shepherd sendte en mindre båd i stedet, fordi de simpelthen ikke turde at lægge deres skib tæt op ad de voldelige miljøaktivister.

Sea Shepherd har tidligere angrebet hvalfangerskibe med røgbomber og kemikalier (de tilbageholdte aktivister angreb også med kemikalier denne gang), har sunket flere skibe, har sejlet ind i skibe med fuldt overlæg og meget andet. I løbet af Sea Shepherds historie har deres leder Paul Watson bl.a. udstedt dødstrusler, brugt fysisk vold og udøvet hærværk mod ejendom. Andre aktivister har skudt med riffel og signalpistoler mod Færøsk politi og skudt med paintballpistoler mod fiskere i Costa Rica.

Paul Watson har et religiøst forhold til naturen som dette citat viser:

“The Sea Shepherd Conservation Society is a law abiding organization. We rigidly adhere to and respect the laws of nature or lex natura. We hold the position that the laws of ecology take precedence over the laws designed by nation states to protect corporate interests … the smell of guilt is already a stench in the nostrils of God.”

Endvidere har Watson i 2002 udtalt at hvis nogle mennesker skulle dø som følge af Sea Shepherds aktiviteter, så ville det være at betragte som "collateral damage". Han anser altså det at ofre menneskeliv for acceptabelt.

onsdag, januar 16, 2008

Sea Shepherd vil ikke modtage aktivister












De japanske hvalfangere har nu besluttet at de vil udlevere ekstremisterne fra Sea Shepherd, på trods af deres klart ulovlige handlinger. De har forsøgt at kontakte Sea Shepherd, men organisationen nægter at kommunikere med hvalfangere. "Vi forhandler ikke med krybskytter", siger de.

Hvalfangerne har som betingelse for at udlevere aktivisterne krævet at Sea Shepherds fartøjer holder sig 10 miles væk fra hvalfangerflåden, hvilket SS selvfølgelig nægter at gøre.

Det har vist sig at det som aktivisterne kastede på dækket var en ildelugtende substans af en slags, nok smørsyre eller lignende. Endvidere er det kommet frem at de forsøgte at sabotere propellen på skibet med reb. Desuden har hvalfangerne indrømmet at de rent faktisk bandt aktivisterne lige efter at de havde tilbageholdt dem.

Sea Shepherd Video


Her en video fra Sea Shepherds hjemmeside, der tydeligt viser hvorledes de border Yushin Maru. Der er ingen tvivl om at aktivisternes påstand om at de "fik lov" til at komme ombord og derefter blev tilbageholdt er usand.

Mere om sagen her.

tirsdag, januar 15, 2008

Hvalfangere tilbageholder medlemmer af Sea Shepherd
























2 medlemmer af den ekstremistiske og voldelige miljøbevægelse, Sea Shepherd, tilbageholdes på et japansk hvalfangerfartøj tæt på Antarktis. Sea Shepherd skibet, Steve Irwin, har sammen med et skib fra Greenpeace, fulgt efter hvalfangerflåden i længere tid. Angiveligt tog de to mænd, en englænder og en australier, en båd og bordede skibet for at aflevere et brev til kaptajnen der forklarede at det var ulovligt at jage hvaler i det område de befandt sig i.

I følge Sea Shepherd er de to mænd blevet bundet til en radarmast på skibet, og står i det kølige vejr udenfor. Men en talsmand for de japanske hvalfangere benægter dette. Sea Shepherd udlægger det som om aktivisterne bliver holdt som gidsler, men det er nu svært at tro på. Det er mere nærliggende at de tilbageholdes fordi hvalfangerne har opfattet deres tilstedeværelse som en trussel. Sea Shepherd har igen og igen anvendt vold og chikane imod hvalfangere og endda sunket skibe.

Tidligere har hvalfangere endda reddet aktivister fra Sea Shepherd der forsøgte at angribe et hvalfangerfartøj, men fejlede og endte på en isflage. Hvalfangerskibene brugte timer på at søge efter dem, og reddede deres liv. Så at man skulle tage dem som gidsler er ret svært at forestille sig.

I følge hvalfangernes talsmand har man tilbageholdt aktivisterne fordi de forsøgte at smide syre på skibet (dette er en normal metode for Sea Shepherd) og det i øvrigt er ulovligt at borde et skib.

mandag, januar 14, 2008

Indian National Army


















Her til aften så jeg en dokumentar-udsendelse om de indiske soldater der kæmpede for Storbritannien under anden verdenskrig. Jeg vidste godt at der havde været sådan nogle, men jeg vidste ikke særligt meget om dem, så det var særdeles interessant. Mange indere meldte sig frivilligt til at kæmpe for imperiet som en del af deres kamp for selvstændighed. Man frygtede at japanerne ville erobre Indien og følte sig for det første mere tryg ved de koloniherrer man kendte, men mente samtidigt at man kunne købe sig fri fra briterne ved at tilbyde sig som soldater.

Det var et utaknemmeligt job. Soldaterne i British Indian Army fik mindre i løn og ikke alle de fordele som britiske soldater havde. Dertil kom at de var udsat for grov racisme der gik hele vejen op til landets øverste leder, Winston Churchill, der afskyede inderne og anså dem for at være undermennesker. Inderne kæmpede mange steder i løbet af krigen, bl.a. i mellemøsten og nordafrika, men det mest interessante skete i sydøstasien. Da Japan indtog Hong Kong, Malaysia og Singapore, blev der taget omkring 60.000 indere som krigsfanger i Singapore alene, plus der var flere fra de andre lande. De blev naturligvis behandlet grusomt af den japanske besættelsesmagt, der brugte fangerne til at skyde til måls efter og meget andet.

Japanerne havde gode forbindelser til nogle af de indiske nationalister der levede i landflygtighed i Japan og sydøstasien. Så sammen med dem fandt man på at organisere nogle af krigsfangerne i Indian National Army, som man så kunne bruge imod briterne. I alt 40.000 fanger tilsluttede sig (for manges vedkommende ikke helt frivilligt) denne hær. Japan var ikke særligt interesseret i Indien som sådan, men det havde strategisk betydning da der kom forsyninger til amerikanerne og kineserne derfra. Japanerne styrede dog INA for hårdt og det førte til uenighed med de indiske nationalister i slutningen af 1942.

I 1943 forsøgte man så igen. Denne gang under en ny leder, Subhas Chandra Bose (det er ham der er på billedet, hvor han angiveligt holder tale ved et møde i Tokyo i 1945), der tidligere havde sikret sig Hitlers halvhjertede støtte til den indiske sag. Under Bose kæmpede INA i Burma, side om side med japanerne og Burma National Army, der ligeledes var noget Japan havde skabt. Det endte selvfølgelig galt og INAs ledelse måtte opgive drømmen om et selvstændigt Indien i den omgang, og overgav sig til British Indian Army.

Efter Indien senere blev selvstændigt blev INA opfattet som helte og fik pensioner af staten, og hædret, mens de der havde kæmpet for briterne blev anset for at være forrædere. En del af de havde kæmpet på britisk side måtte derfor tage til Storbritannien, da de frygtede for deres sikkerhed i Indien.

Et meget spændende kapitel i asiens historie og noget jeg må grave dybere ned i ved lejlighed.

Ekiben feber!



















Den søde PZ sendte mig et link til flickers ekiben gruppe, der består af en utrolig stor mængde billeder. Ekiben er madpakker man køber på stationer, og de er meget populære. Nogle stationer har så berømte madpakker at folk rejser dertil for at spise dem. Tjek det ud.

lørdag, januar 12, 2008

Shinzo Abe: Jeg havde diarre
























I følge Yahoo News var det diarre der var årsagen til at Abe måtte trække sig fra premierministerposten.

"Abe said he has been struck by ulcerative colitis, a bowel illness caused by ulcers, at least once a year since he was 17.

Abe, whose grandfather was also prime minister, was groomed for politics from childhood. He said he would never forget the shock when the illness first hit him as a young man.

"To mention an indelicate matter, I rushed to the lavatory after having keen abdominal pains and saw the basin all red with tremendous bleeding," he said.

"Bleeding causes slight anaemia. More than anything else, though, you feel depressed as you see fresh blood every time you go to the toilet," he said in an article contributed to the major conservative monthly Bungei Shunju.

Abe said the illness usually made him "feel the need to relieve my bowels every 30 minutes."

"You can never get a good night's sleep as you shuttle between the bed and toilet," he said.

"The need to go to the toilet many times a day hampers election and other political activities very much," he said, adding his wife, Akie, once made a tearful plea to him to quit his political career.

Abe said his health deteriorated in late August, when his stomach was upset by local food during his tour of India, Malaysia and Indonesia.

He said the final straw came in September, when he was so sick he skipped lines of his policy speech in parliament.

"Once ulcerative colitis worsens, I would need to go to the lavatory 30 times a day. It would be absolutely impossible to perform the heavy duties of prime minister," he said."

torsdag, januar 10, 2008

浅間山荘事件

Her forleden dag faldt jeg over nogle interessante klip på Youtube. De er fra et gidseldrama der fandt sted i 1972, og som er særligt spændende af flere årsager. For det første fordi der blev sendt direkte fra gidseldramaet og så mange som henved 90% af landets TV-seere sad og så med når NHK transmitterede derfra. For det andet er det en interessant historisk begivenhed, fordi gruppen bag, Den Forenede Røde Hær (連合赤軍), var en af Japans marxistiske terrororganisationer (der for en stor del havde navne der minder om hinanden, og derfor ofte forveksles af folk der skriver om dem i vesten) som forårsagede megen vold og ødelæggelse i de år. Hvis man følger deres historie er det muligt at se en parallel udvikling i forhold til andre radikale venstrefløjsgrupper i Europa, som RAF, Brigate Rosse, vor egen Blekingegadebande, osv.

Først til selve begivenheden. Klippene er fra Karuizawa i Nagano præfektur. Hér havde 5 medlemmer af DFRH d. 19.02.72 søgt tilflugt i en hytte og taget en kvinde som gidsel. Grunden til at de var på flugt var at der havde været et internt opgør, eller måske nærmere en udrensning indenfor den militante venstrefløjsorganisation. Intet mindre end 12 militante kommunister måtte lade livet i opgøret. D.28.02.72 iværksatte japansk politi så deres historiske redningsaktion og stormede hytten. Kampen varede over 10 timer og blev transmitteret i sin helhed på japansk TV. Det endte med at man reddede gidslet, at terroristerne blev anholdt og at to betjente mistede livet.





Her er også en dokumentar i flere dele (på japansk, men med masser af interessante billeder, så man kan sagtens få noget ud af at se lidt på den selv om ikke forstår noget):







Den Røde Hær

Historien om Japans Røde Hær og de forskellige fraktioner af denne starter med atomiseringen af Japans radikale venstreorienterede studentermiljø. I 1969 indkaldes til et stort møde der har til formål at skabe en forenet anti-imperialistisk front. Det lykkes ikke, men ud af begivenhederne til dette møde kommer Japans Røde Hær. Ud af en kommunistisk studentergruppe voksede der noget der hed Den Røde Hær Fraktion (赤軍派) der var aktiv fra 1996-1972. Ud af denne gruppe skulle komme flere forskellige militante fraktioner der ofte bliver forvekslet som følge af deres lignende navne.

De forskellige fraktioner er, ud over det oprindelige Den Røde Hær, disse:

  • Den Forenede Røde Hær - Dannet af medlemmer af Den Røde Hær og en anden militant gruppering (Kakumei Saha, der også udsprang af Den Røde Hær) . Under ledelse af Mori Tsuneo, der også havde været leder af Den Røde Hær.
  • Japans Røde Hær - En gruppe dannet i Libanon og ledet af Okudaira Takeshi og Shigenobu Fusako. Det er dem man som regel læser om når disse grupper omtales i medierne eller andre steder. Gruppen kaldes også for Den Arabiske Røde Hær af og til.
  • Den gruppe der foretog en kapring af et JAL fly i 1970, og efterfølgende levede i eksil i Nordkorea. I Nordkorea var gruppen med til at udgive et japansksproget revolutionært tidsskrift ved navn 日本を考える (Tænk på Japan) - Et blad der angiveligt skulle indeholde en blanding af revolutionære artikler og nationalromantiske forestillinger om deres hjemland.
  • Den Proletariske Fraktion af Den Røde Hær - Ikke en terrororganisation, men nærmere en organisation dannet af supportere uden for DRH.
Efter dannelsen i 1969 forsøgte DRH at sparke revolutionære optøjer i gang i Osaka, Kyoto og Tokyo. Det var meningen at det skulle ske samtidig med at Black Panthers og Students for a Democratic Society (hvor Weathermen Underground udsprang fra) organiserede Days of Rage i USA. Politiet var dog opmærksomme på aktiviteterne, da DRH ikke var særligt diskrete, og det endte med at medlemmerne af gruppen ikke fik mobiliseret i særlig grad, og i stedet angreb de nogle politistationer med molotovcocktails.

Gruppen var begyndt at producere forskellige våben, bl.a. en primitiv håndgranat med pachinko-kugler i, og ville organisere en større øvelse i våbenbrug der skulle resultere i erfaringer der kunne bruges på gadeplan. Politiet fik nys om det, og det resulterede i at kernedmedlemmerne i gruppen gik under jorden. Dett var samtidigt et skift væk fra forsøgene på at organisere masserne til militante aktioner.

Nu begyndte deres aktiviteter for alvor at tage form. Først og fremmest var der gruppen der kaprede JAL-flyet. Derudover var der det der skulle blive Den Forenede Røde Hær, som koncentrerede sig om at røve banker og postkontorer, og så var der Japans Røde Hær, der blev trænet i Libanon af PFLP og begyndte at udføre internationale terroraktioner. Bl.a. den meget kendte massakre i Lot Lufthavn.

Japans Røde Hærs internationale aktiviteter er velbeskrevede, så det vil jeg ikke bruge særlig tid på her. Mere interessant i denne sammenhæng det hvad der f'ørte til gidseldramaet ved Asama-Sanso.

Den Forenede Røde Hær

Hjemme i Japan var resterne af DRH der nu var jaget vildt taget op til en hytte i bjergerne for at diskutere en evt. sammenslutning med Kakumei Saha, der ligeledes havde store problemer med myndighederne pga. revolutionær aktivitet. Grupperne var meget forskellige og derfor havde man besluttet at iværksætte noget der mest af alt minder om en slags meget agressivt konfronterende psykoterapi. Det har ikke været muligt at finde detaljer om dette, men umiddelbart tror jeg at man skal forestille sig noget a la gestaltterapi og i den dur. Meningen var at dette skulle hærde medlemmerne. Disse terapi-agtige sessions endte i en voldsom udrensning der kostede 12 medlemmer livet. De blev banket ihjel, udsat for voldsom tortur eller døde af kulde efter at være blevet tvunget til at opholde sig udenfor i bjergerne i december måned.

Det er næsten helt absurd at tænke på, men samtidigt med at dette foregik, så var der en masse andre aktiviteter. Bl.a. byggede medlemmerne af gruppen en ny hytte, planlagde en ny aktion og meget andet. Det er svært at forestille sig at man kan gøre den slags samtidig med at man slår sine egne venner ihjel. Det siger en del om hvor langt disse mennesker havde skubbet sig selv ud på et sidespor i kampen for deres drømmesamfund.

Lederen af Kakumei Saha, Nagata Hiroko, var angiveligt den der satte gang i hele udrensningsprocessen. Hun var meget optaget af kvindespørgsmål og feminisme. Da hun opdagede at dette ikke var højt på dagsordenen i den anden gruppe kritiserede hun Den Røde Hærs kvinder for at være for feminine. Det var dette der gav dem ideen til at gå i gang med at forsøge at gøre de svagere medlemmer lidt hårdere i filten, hvilket endte med 12 døde. Man mindes om historien i Peter Øvigs bog om Blekingegadebanden, hvor lige præcis kvindespørgsmål fører til konfrontative og voldelige omgange af selvkritik.

Det var dette der var baggrunden for det man ser på klippene, og som stort set hele Japan sad og så på TV den dag i februar 1972. Historien er stadigvæk utroligt fascinerende og den har haft stor betydning for Japans yderste venstrefløj, og også hvorledes resterne af Den Røde Hær valgte at agere senere.

(Meget af det der er skrevet her er baseret på Patricia G. Steinhoffs artikler om emnet.)

onsdag, januar 02, 2008

Fukuda forsøger at lancere sig selv på nettet

Den japanske premierminister forsøger sig nu med en nytårshilsen i form af en video på youtube på engelsk. Det er nærmest et skoleeksempel på hvordan det IKKE skal gøres.

Nyt mix

Jeg fejrer det nye år med et nyt DJ-mix af dum techno og acid: