mandag, december 29, 2008

Året der gik i japansk politik 2

Tobias Harris har lavet endnu en analyse af året der gik i japansk politik. Den er endnu bedre end den første jeg bragte, da den går mere i dybden. Omend jeg vil fastholde at Harris er for ukritisk omkring DPJ, og nok også for optimistisk når det kommer til et magtskifte. Læs den her.

søndag, december 28, 2008

Kort over forbrydelser i Tokyo

Politiet i Tokyo har lagt et kort op, som viser hvor forskellige typer forbrydelser finder sted. Forbrydelserne er delt op i forskellige grupper (tasketyverier, voldelig kriminalitet, osv), og man kan klikke sig ind på de forskellige "byer" i Tokyo, og se hvor i området koncentrationen af en valgt forbrydelsestype er højest. Link [japansk]

Peter Schiff om hvad der er nødvendigt for at komme over krisen

Peter Schiff, der i lang tid forsøgte at advare imod den kommende krise, men blot blev hånet, har en udmærket artikel i Wall Street Journal. I den advarer han igen, men denne gang imod den begejstring der ser ud til at være for keynesianske tiltag for tiden:

"Taking the theories of economist John Maynard Keynes as gospel, our most highly respected contemporary economists imagine a complex world in which economics at the personal, corporate and municipal levels are governed by laws far different from those in effect at the national level.


Individuals, companies or cities with heavy debt and shrinking revenues instinctively know that they must reduce spending, tighten their belts, pay down debt and live within their means. But it is axiomatic in Keynesianism that national governments can create and sustain economic activity by injecting printed money into the financial system. In their view, absent the stimuli of the New Deal and World War II, the Depression would never have ended."
Og videre:
"I believe these ideas hold sway largely because they promise happy, pain-free solutions. They are the economic equivalent of miracle weight-loss programs that require no dieting or exercise. The theories permit economists to claim mystic wisdom, governments to pretend that they have the power to dispel hardship with the whir of a printing press, and voters to believe that they can have recovery without sacrifice."

"Governments cannot create but merely redirect. When the government spends, the money has to come from somewhere. If the government doesn't have a surplus, then it must come from taxes. If taxes don't go up, then it must come from increased borrowing. If lenders won't lend, then it must come from the printing press, which is where all these bailouts are headed. But each additional dollar printed diminishes the value those already in circulation. Something cannot be effortlessly created from nothing."
Jeg forventer heller ikke at folk vil lytte til Schiff denne gang. Tværtimod vil de reguleringsglade fortsætte med at foregive at den nuværende krise er et resultat af et ureguleret marked, og sikkert håne fornuftige folk som Schiff, mens de sidder og bander frimarkedsøkonomer de aldrig har læst langt væk. Sådan er tingenes tilstand desværre.

Læs hele artiklen.

"the most complete human being of our time"

William Langley har skrevet en lille artikel om Che-myten for The Daily Telegraph:

"The time, admittedly, was one of hope and romance, when, to the West's restless youth, Cuba was the future of the world. It was run by men who looked like rock stars, who smoked cheroots and preached an ideology that appeared to owe less to Lenin than to Bob Dylan. Che was both the face and the apostle of Cuba's revolution; the vagabond warrior with the deadly cool. You could imagine him, mojito in hand, polishing his carbine in a sweaty Havana bar with rumba music washing over him. But in reality, he wasn't like that at all. Che, in fact, was a dead loss at almost everything he turned his hand to; an inept militarily strategist, a duplicitous comrade, an idle and vicious public servant, a faithless husband and a neglectful father."
Mere..

Video: Sea Shepherd torpederer Kaiko Maru

Sea Shepherds skib, Stewe Irwin, forsøger at torpedere Kaiko Maru anden juledag, efter at have overdænget hvalfangerskibet med flasker indeholdende smørsyre, samt ukendte kemikalier. Her er en beskrivelse af begivenheden fra IRC's website:

"The Dutch vessel “Steve Irwin” last night (26 December) committed an attack against the Japanese sighting vessel Kaiko Maru, currently engaged in whale research in the Antarctic.
Protesters from the Steve Irwin threw bottles of acid and bottles containing a bluish-green liquid at and onto the Japanese vessel. The Steve Irwin rammed the Kaiko Maru from the starboard rear side and spent a number of hours in dangerous close-quarter harassment of the Japanese vessel, repeatedly overtaking and circling the Kaiko Maru.
The incident occurred when the Kaiko Maru was undertaking a detour in the ice pack area after completing the day’s research activities. The weather had deteriorated and fog had reduced visibility conditions to about 500m.
The Steve Irwin approached the Kaiko Maru from the starboard rear side and within two minutes the protesters aboard started throwing bottles, approximately 15 bottles of butyric acid.
After the ramming, the Dutch vessel pursued, repeatedly overtook and menacingly turned around the Kaiko Maru for approximately three hours, and thereafter changed course to the east where it disappeared from the Kaiko Maru radar.
The Kaiko Maru topside starboard rear bulwark was damaged by the Dutch vessel’s ramming, although no hindrance to its present operation and research activities has occurred."
Det er selvfølgelig dybt uforsvarligt at torpedere et skib i et ishav, og det viser tydeligt Sea Shepherds ekstreme foragt for menneskeliv. Der er ikke tale om fredelige miljøaktivister. På videoen kan man se hvorledes de forsøger at torpedere hvalfangerskibet:

lørdag, december 27, 2008

Sea Shepherd angriber hvalfangere

Den ekstremistiske og voldelige miljøorganisation, Sea Shepherd, angreb fredag hvalfangerskibet, Kaiko Maru, i det antarktiske hav. Aktivisterne smed 15 flasker med bl.a. smørsyre og andre kemikalier ombord på skibet. Angrebet er en af en lang række af voldelige aktioner, som Sea Shepherd har gennemført mod japanske hvalfangere. På billedet ser man en aktivist, der ved en anden lejlighed markerer skibe organisationen har sunket med maling på skibets side.

Fotoserie: arkitektur fra Ginza


Michael John Grist har lavet en omfattende fotoserie med sine 10 yndlings-butiksfacader fra Ginza i Tokyo. Værd at tjekke ud.

fredag, december 26, 2008

Jesus ligger begravet i Aomori



















Jesu grav i Shingo (billeder herfra)

Daily Telegraph
har i år været den avis der har gravet den gamle historie om at Jesus ligger begravet i Aomori i Japan op. Der er tradition for at historien kommer op et eller andet sted ved juletid. Det er nu også en udmærket historie, så hvorfor ikke.

















Baggrunden for myten er at en shinto-præst i 1935 "fandt" et dokument der angiveligt skulle være Jesus' testamente, og fortalte historien om hvordan han i en årrække havde boet i Aomori (selvfølgelig den årrække der ikke er gjort rede for i biblen). Derefter tog han tilbage til mellemøsten. Senere blev ikke Jesus, men hans bror, korsfæstet. Jesus flygtede så til landsbyen Shingo, hvor han tog et japansk navn, giftede sig med en japansk kvinde, som han fik børn med, og levede der til sine dages ende.

Stedet er i dag en turistattraktion, og der produceres naturligvis en del souvenirs man kan købe. Samme shinto-præst fandt i øvrigt nogenlunde samtidigt resterne af en pyramide i samme område.

Mere her, her og her.

Jule-bento

















Rinkya Blog har bragt en nuttet serie i to dele med billeder af japanske madpakker, bento, udført med juletema. Del 1. Del 2.

torsdag, december 25, 2008

Japanere i brasilien



















Billedet: En kørende Yakisoba bod holder ind til siden i São Paolo

Det kommer tit bag på folk når de opdager, at der er en stor japansk befolkning i Brasilien. Ikke alene er den stor, det er den største koncentration af japanere udenfor Japan. Det vides selvfølgelig ikke helt sikkert, men man regner med at der er ca. halvanden million japansk-brasilianere.

De første japanske indvandrere ankom med Kasato Maru (se billede) i 1908. Indtil 1914 indvandrede omkring 15000 personer fra Japan, men efter 1914 sker der et regulært boom og fra 1917 og frem til 1940 indvandrer mere end 164000 japanere, hovedsageligt for at arbejde på kaffeplantagerne. Allerede i 1938 havde Brasilien således den største japanske befolkningen udenfor Japans grænser. Fra 1908 til 1924 subsidierede man fra brasilianske myndigheders side japansk indvandring til São Paolo, fordi man manglede arbejdskraft til kaffeplantagerne. Dette var selvfølgelig med til at fremme indvandringen, især fordi japanske indvandrere blev mødt med alt andet end åbne arme i Australien, USA og Canada på daværende tidspunkt. Fra 1924 og helt frem til tresserne var der private organisationer der støttede folk der var interesserede i at udvandre til Brasilien, og også den japanske stat subsidierede udvandringen.

Det japanske samfund i Brasilien var meget isoleret fra brasilianerne. Man var slet ikke integreret. Sproget var japansk, og man var meget koncentreret omkring det japanske konsulat i São Paolo, som stod for ægteskaber, registrering af fødsler, osv. På den måde var japanerne i Brasilien et samfund i samfundet. Det var ikke usædvanligt at indvandrere isolerede sig, men i de japanske indvandreres tilfælde er det lidt specielt, at den japanske stat spillede så stor en rolle. Man havde stadigvæk meget kontakt til de japanske myndigheder. Den japanske stats stigende militarisme kom til udtryk i en etnisk baseret nationalisme, der inkluderede oversøsiske medlemmer af nationen. Hvor f.eks. de japanske indvandrere i USA oftest så sig selv som amerikanere, var der en overvejende tendens til at identificere sig selv med den japanske nation blandt indvandrerne i Brasilien.

De nationalistiske vinde blæste også ind over Brasilien, og indvandrere blev i stor stil udsat for krav bl.a. i form af tvungen undervisning i brasiliansk sprog og historie, man skulle tale portugisisk på arbejde og aviser på fremmedsprog blev underlagt censur. Med andre ord blev indvandrere mødt med store fjendtlighed hvis ikke de lod sig assimilere. I 1940 blev udenlandske sprog simpelthen forbudt, og møder med udlændinge af samme etnicitet blev forbudt. Disse sidste stramninger rettede sig især mod indvandrere af tysk og japansk oprindelse. Da Brasilien og Japan afbrød diplomatisk forbindelse i 1942 blev der udsted forbud mod at mere end 3 japanere forsamlede sig offentligt. Mistænkte japanske spioner blev også anholdt, og nogle japanere blev tvangsforflyttet. Til gengæld satte man dem ikke i lejre, som man f.eks. gjorde i Peru (hvor der også er en større japansk befolkning) og USA. Man frygtede femte kolonne aktivitet fra japanerne og der gik endda rygter om at nogle ville forsøge at oprette en japansk koloni i amazon-junglen.

Det vides ikke om dette var tilfældet, men der var stærkt nationalistiske organisationer der opererede blandt de japanske indvandrere i Brasilien. Det mest absurde udtryk for dette kom kort efter den japanske kapitulation i 1945, hvor der, omkring en uge efter nederlaget, opstod et rygte om at hele den amerikanske flåde var blevet sunket. Japanske indvandrere strømmede ud på gaderne for at fejre den glædelige begivenhed og vise deres støtte til det nationalistiske regime. Man troede simpelthen at Japan havde vundet krigen, og nægtede at se i øjnene at det forholdt sig lige omvendt.

Dette splittede det japanske samfund i Brasilien i to fraktioner: de der forkastede beretninger om den japanske kapitulation som udenlandsk løgnagtig propaganda (kachigumi), og dem der accepterede nederlaget (makegumi). De hemmelige nationalistiske selskaber arbejdede hårdt for at fastholde ideen om at Japan havde vundet krigen, og der cirkulerede endda et falskt foto der viste Truman der bukkede for den japanske kejser. I september 45 lød der et rygte om at kejseren havde ladet 16 skibe sende til Brasilien, og mange japanere solgte deres ejendele og tog til kysten for at afvente den japanske flådes ankomst.

Den brasilianske stat forsøgte forgæves at overbevise de japanske indvandrere om, at Japan virkelig havde kapituleret. Men lige meget hjalp det, og i 1946 steg spændingerne mellem Kachigumi og Makegumi og førte til voldshandlinger imellem grupperne og flere blev slået ihjel. Blandt brasilianere steg de anti-japanske følelser, og man betragtede disse sære uroligheder blandt det i forvejen isolerede japanske samfund med afsky. Der blev lagt låg på konflikten, men det førte til et afbræk i indvandringen af japanere, der dog blev genoptaget i 1952 og fortsatte til op i 70erne. I dag er der et mere positivt billede af de japanske indvandrere i Brasilien. Det forholder sig en del anderledes med de brasiliansk-japanere der bor i Japan, der ofte bliver anset for at være primitive mennesker, som laver ballade. Dvs. den almene japanske mistro overfor indvandrere, der desværre er så udbredt. Ikke desto mindre er der en stærk forbindelse mellem de to nationer, og historien der ligger bag er jo virkelig interessant.

Kilder:
JAPAN’S SECOND WORLD WAR VICTORY: AN ANALYSIS OF
THE REACTION OF THE JAPANESE IMMIGRANTS IN BRAZIL
TO JAPANESE DEFEAT
af Daniel Carvalho.


Thomas Sowell, "Migrations and Cultures"

Japan, Brazil: A centenary of Japanese Immigration to Brazil. af Scilla Alecci

onsdag, december 24, 2008

Romaner på mobiltelefonen

New Yorker har en anbefalelsesværdig artikel om keitai shousetsu fænomenet. Kort sagt er det romaner skrevet på og til mobiltelefon. De er ofte skrevet i samråd med læserne, der kommenterer på romanen efterhånden som den bliver til, og dermed er skriveprocessen ofte ret anderledes end hvad vi traditionelt forestiller os.

Det er mest amatører der skriver, men også meget etablerede forfattere har grebet til tastaturet. Således har den 86-årige buddhistiske nonne, Jakucho Setouchi, skrevet kærlighedsromanen Ashita no niji (morgendagens regnbue) på mobiltelefon. Den er senere udgivet som bog. Kan man japansk, kan den læses gratis her.

tirsdag, december 23, 2008

Glædelig jul

Året der gik i japansk politik

Néojaponisme har en glimrende round-up-indlæg af året der gik i japansk politik. Især god for dem der ikke gider at følge med til hverdag, og så slår den alt hvad der er at finde i den elendige danske presse med flere længder (omend jeg finder afslutningen en anelse naiv..men meget af analysen holder fint).

søndag, december 21, 2008

Japan og finanskrisen



















I forbindelse med den amerikanske centralbanks forsøg på at dæmme op for en recession, er der meget tale om den japanske økonomi og hvad man har gjort i Japan for at komme ud af den økonomiske krise der har plaget landet i årevis. Hvis man har en interesse i japansk skattepolitik, så er det værd at tjekke dette indlæg af Tyler Cowen ud.

lørdag, december 20, 2008

Left-libertarianism vs. right-libertarianism

Den udmærkede blog, Polycentric Order, har et interessant indlæg om forskellene på de to store retninger indenfor libertarianismen. Venstre-libertarianismen, som vi kender den fra den tidlige Murray Rothbard, Roderick Long og Samuel Edward Konkin III, og højre-libertarianismen der trækker i en mere konservativ retning som i sin mest ekstreme form repræsenteres af Hans-Hermann Hoppe.

Brain Police (det hedder han altså) har lavet en liste over nogle af de ting der adskiller de to fra hinanden:

Some of the irreconcilable differances between a left-rothbardian and Hoppean perspective (a perspective which has unfortunately become rather popular at the Mises Institute) are as follows:

1. The left-rothbardian views "public" property, I.E. stated claimed property, as having no current just owner and is theoretically homesteadable while the Hoppean thinks that state-claimed property should be regaurded as if it was legitimate private property, and it is simply assumed that a highly exclusive and culturally conservative policy with regaurd to that property is what inherently follows from something being regaurded as legitimate private property. Fortunately, despite having some right-libertarian tendencies(which is in spite of his somewhat respectable insistance on a centrist-libertarian perspective), Walter Block is on the correct side of this question (his position on voluntary slavery and corporations are another question entirely, however).

2. As a consequence of this, the Hoppean is likely to defend the idea of closed borders or immigration restriction, while the left-rothbardian sees that position as being inherently in contradiction with a whole slew of libertarian concepts, and likely to be motivated by either personal bigotries or protectionism. The Hoppean essentially envisions very strong ethnic or cultural exclusion and isolation as the natural outcome of freedom or as an imperative in and of itself, while the left-rothbardian is more likely to see economic incentives in a genuinely free society as breeding more inclusivity than that.

3. The Hoppean view on political systems is essentially that monarchy or fuedalism is vastly preferable to democracy, while the left-rothbardian is likely to be much more skeptical towards the practical nature of monarchy or fuedalism and see them as nonetheless very exploitative systems even if some of Hoppe's economic arguments are granted. Hoppe seems to essentially suggest that a fuedal system is our most likely practical option once the state falls, while the left-rothbardian isn't likely to see it that way.

4. The Hoppean view on strategy is to groom a "natural elite" of wealthy and culturally conservative individuals, while the left-rothbardian is likely to take a comparatively less elitist and monocentric approach.

5. Hoppeans advocate that "libertines", which may as well be a buzzword signifying anyone who is not a cultural conservative, should be removed from society. This general sentiment is vague enough to give the left-rothbardian concerns about implied authoritarianism. In defense of this, the Hoppeans tend to make referances to the right to exclude as being part of private property, but they fail to explain how arbitrarily removing people they don't like from society as a whole follows from this or can be done in a way that is consistant with libertarianism (keep in mind that we're talking about an entire community here, and this sentiment can easily just be ad hoc communitarianism).

6. Hoppeans tend to think that left-libertarians are just people who advocate alternative lifestyles or counter-cultures, a mere extension of what Rothbard once called "modal libertarians". The entire prospect of a libertarian left is essentially dismissed out of hand from a Hoppean perspective, and people who associate as left-libertarians are more or less assumed to just be another group of cultural marxists. In effect, the left-rothbardian is viciously strawmanned.
Fra mit eget synspunkt ser jeg venstre-libertarianismen som en mere "ren" og klassisk form for liberalisme. Det forsøg på at iblande libertarianismen særlige kulturelle værdier som Hoppe og andre har stået for, mener jeg har gjort enorm skade. For det første synes jeg, at noget af det bedste ved liberalismen netop er at den netop ikke kræver at man skal opføre sig på en særlig måde. Som tidligere venstreorienteret har jeg det meget svært ved ideen om at "det personlige er politisk", der jo stadigvæk er populær hos det yderste venstre. Hoppe & co. gør, som jeg ser det, præcist det samme: stiller krav om særlig opførsel i form af heteroseksualitet og generel konservatisme. Alle der ikke lever op til dette, men måske i øvrigt deler de samme libertarianske idealer, stemples som "libertinere" eller hvad ved jeg. Jeg finder det problematisk, især når danske libertarianere tager den slags ideer til sig. For i Danmark er der en langt mindre konservativ kultur end i USA og det vil afskrække langt flere fra den smukke libertarianske ide, hvis den præsenteres som en autoritær og kedelig utopi befolket af hvide, heteroseksuelle mennesker i gated communities. Det er ikke lige frem sådan det ser ud for mig, for jeg er af den overbevisning at kapitalismen netop skaber mangfoldighed, ikke ensartethed. Det er derfor vi ser den største mangfoldighed blandt de vestlige demokratiske samfund, og den mindste blandt autoritære socialistiske ditto. (se i øvrigt min post om McCracken og mangfoldighed)

Jeg har ikke tal på hvor mange jeg kender, som sympatiserer med den libertarianske ide, men bare ikke kan klare de røvsyge KU/VU-lignende slipsedrenge der spytter mængder af konservativt crap ud. Jeg forstår det udmærket. Så selv om Brain Police udpeger nogle ideologiske forskelle, så er de kulturelle forskelle langt vigtigere. Personligt har jeg intet problem med at alliere mig med kulturelt konservative. Det tror jeg ikke der er særligt mange klassiske libertarianere der har, for de vil som regel være ligeglade med om folk vælger en traditionel eller en flippet livstil. Problemet, og tendensen til splittelse, ligger hos den mere konservative fløj, fordi de netop er intolerante overfor andre mennesker, og ofte endda gør en dyd ud af det.

Hvis man skal tale om en strategi for at udbrede libertarianske ideer, så er højre-libertarianismen et meget dårligt valg. Noget som de gode drenge fra liberator.dk da også er inde på. Vi lever i et meget venstredrejet samfund, og der er meget få der har lyst til at lægge deres liv om a la stivstikkere som Søren Pind, blot fordi de ønsker et frit samfund. I sidste ende handler libertarianisme ikke om hvorvidt man er homoseksuel, lever i en traditionel familie, ryger hash eller hvad man nu gør. Det handler om frihed, om at respektere andre menneskers valg og ikke gøre krav på andre. Hvilke livstilsvalg folk så tager må være op til dem selv. For en klassisk libertarianer stopper hans verden ved hans næsetip.

Japanere spiser biller til jul
















Politiken.dk brillerer med et stærkt eksotiserende indslag, hvor de viser en gruppe japanere der spiser biller, græshopper og larver. Under overskriften "Mider og orme er på julemenuen i Japan" bliver den danske julefrokost sammenlignet med en gruppe særlinge der spiser insekter i Japan. Måltidet fremstilles som om det er normal japansk kost, og sættes i kontrast til dansk julemad med ordene: "den danske julemad er til at forstå". Der nævnes på intet tidspunkt at det ikke er normalt at folk spiser den slags i Japan.

Nu fejrer de fleste japanere jo ikke jul i samme forstand som man gør i Danmark. Men hvis man gør, er man nok tilbøjelig til at spise fjerkræ og kage, og det er selvfølgelig ikke så spændende som biller. Der er faktisk visse egne hvor man spiser insekter og larver, men det er ikke noget folk gør til hverdag, og slet ikke på ristet franskbrød med en skive kiwi på som i indslaget. De insekter der spises traditionelt er larven af en jordhveps og græshopper der kandiseres. Det er mere et levn fra en anden tid, mens det vi ser i indslaget nok nærmere er udslag en fiks ide om at det kunne være sjovt at spise insekter.

Indslaget er under al kritik, og Politiken viser sig som noget der mest af alt minder om et tabloidmedie. Men nu er det selvfølgelig også den slags historier der er mest populære på politiken.dk, på trods af deres forsøg på at adskille sig fra eb.dk o.l.

tirsdag, november 18, 2008

Sexisme i Sverige

I Sverige har der i mange år været et ekstremt fokus på køn og sexisme. Gender-feminister står meget stærkt i Sverige, og den totale konstruktivisme gennemsyrer ikke bare venstrefløjen, som herhjemme, men også staten. Det seneste absurde eksempel er sagen om en annonce fra Jysk Sengetøjslager, der viser en pige i et lyserødt værelse. Her er hvad Politiken skriver:


Landets Etiske Råd mod Kønsdiskriminerende Reklame har hæftet sig ved et annonce, der viser et pigeværelse - i lyserødt. Og med en sminkedukke, blomstermønstre og en hvidmalet seng.

Det er »utvivlsomt et skabelonbillede«, mener rådet, der imidlertid ikke vil gribe ind over for den formastelige annonce. Årsagen er, at der på billedet optræder en lille pige, der glad og begejstret hopper løs.

En pige i aktiv leg følger ikke det traditionelle kønsrollemønster. Følgelig er der ikke grund til at rejse sag mod Jysk' annonce, mener rådet ifølge den svenske avis Sydsvenskan.

»Piger plejer at blive fremstillet som mere passive. Sådan var det ikke rigtigt i det her tilfælde«, siger en repræsentant for rådet, jurist Tobias Eltell.

Jysk har tidligere fået kritik
Rådet bemærker dog, at Jysk i en tilsvarende annonce for et drengeværelse præsenterer det i sorte farver med et dart-spil, fjernsyn og bilsæde-lignende stol. Det er typisk kønsskabeloniserende, mener rådet.

Det har tidligere langet ud efter den danske forretningskæde, fordi den lancerede pyjamaser med et selvlysende skelet til drengene, mens pigerne kunne vælge en rosa flanels-pyjamas. Problemet var, at Jyst udelukkede, at piger kunne vælge skelet-nattøjet, påpegede det etiske reklameråd dengang.
Det er tydeligt at tankegangen bag dette er at køn er en konstruktion og man sigter mod ikke bare lighed, men enshed kønnene imellem. Det er en absurd tankegang. Der er forskel på kønnene, vi har forskellige kroppe. Hvorfor er man så bange for at erkende det? Hvorfor ses det som en dårlig ting? Det er underligt at denne tankegang i den grad har haft succes i det svenske samfund, når der ikke er nogle rigtigt gode argumenter for at mennesket, af alle skabninger, skulle være fuldstændig uafhængig af sin natur. Bevares, det er selvfølgelig en kulturel konstruktion at man forbinder piger med lyserød, men hvad er problemet med dette? Hvis vi udraderer de muligheder vi har for at udtrykke vort køn og seksualitet igennem kulturelle produkter som f.eks. tøj, hvordan skal vi så opbygge og kommunikere vores kønsidentitet til hinanden? Det er dejligt for mange piger at have et rigtigt lyserødt pigeværelse med bamser, dukker, idolplakater og hvad ved jeg. Når man begynder på den slags som de gør i Sverige, så siger man jo at det kun er et kvindebillede der ikke passer ind i hvad man som offentlig myndighed vurderer som en "kønsskabelon". Så er kvinder der svejser lige pludselig godt, mens kvinder der er husmødre er dårligt.

I sidste ende må det vel være op til den enkelte hvorledes man vil leve. Det er jeg heldigvis ret sikker på at man vil gøre uanset om der er lyserøde pigeværelser i Jysk Sengetøjslagers reklamer eller ej. Hvorfor skal det traditionelle anses for at være et dårligt valg? Det er rent tankepoliti og det griber selvfølgelig også groft ind i ytringsfriheden (ja, reklamer er også ytringer).

Her er en anden reklame fra Jysk Sengetøjslager fra 2006 der fik dom for at være diskriminerende.

mandag, november 17, 2008

Otto Jespersen citat

Faldt over dette citat af den kendte danske lingvist, Otto Jespersen, fra 1905 i Steven Pinkers The Blank Slate. Det er fra indledningen til Jespersens værk Growth and Structure of the English Language:

There is one expression that continually comes to my mind whenever I think of the English language and compare it with others.: it seems to be positively and expressly masculine, it is the language of a grown-up man and has very little childish or feminine about it...
To bring out one of these points I select at random, by the way of contrast, a passage from the language of Hawaii: "I kona hiki ana aku ilailaua hookipa ia mai la oiame ke aloha pumehana loa." Thus it goes on, no single word ends in a consonant, and a group of two or more consonants is never found. Can anyone be in doubt that even if such a language sounds pleasantly and be full of music and harmony the total impression is childlike and effeminate? You do not expect much vigor or energy in a people speaking such a language; it seems adapted only to inhabitants of sunny regions where the soil requires scarcely any labour on the part of man to yield him everything he wants, and where life therefore does not bear the stamp of a hard struggle against nature and fellow-creatures. In a lesser degree we find the same phonetic structure in such languages as Italian and Spanish; but how different are our Northern tongues.
Det er imponerende så meget politisk ukorrekthed han formår at få fyret af på så lidt plads. Det interessante er at han går ud fra at alle er enige med ham. Det siger nærmest sig selv, at de der dovendidrikker i de varme lande er barnlige og kvindagtige, fordi de er produkt af at have det for godt. Et sjovt billede på hvordan man tænkte for 100 år siden.

De syv dødssynder



















Igår kom min hustru hjem med to poser børnetøj hun havde fået af en her i ejendommen. Meget af det var ikke lige noget der kunne passe vores børn. Da hun gennemgik det fandt hun denne perle: en lyserød top med én strop og sølvtryk med de syv dødssynder i størrelse 8-10 år. Man kan undre sig over hvem i al verden der lader sin lille pige rende rundt i sådan en sag. Toppen er fra Tyrkiet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de t-shirts med engrish man ser i asien. Det her er lidt det samme. Det må simpelthen være en der ikke har samme kulturelle referenceramme som mig der laver den slags. "Gluttony" på maven af ens datter er måske ikke lige det man har lyst til at se på når man er vokset op med en stærk bevidsthed om den kristne kulturarv.

tirsdag, november 11, 2008

Iknow.co.jp

Faldt lige over dette sprogkursus-site. Det hedder Iknow, og tilbyder små gratis kurser i japansk. Jeg må indrømme at jeg ikke har haft tid til at gennemteste det, men umiddelbart virker det ganske brugbart som supplement til undervisning eller selvstudie. Om ikke andet, så for at få lidt forandring.

Udover kurserne er der diktat. Jeg kunne kun vælge imellem romaji og kana mode, hvilket var lidt irriterende. Men måske kan man få lov til at vælge et mode som man kan skrive kanji i hvis man bruger lidt tid der. I de almindelige kurser kan man indstille det til at være med kanji, romaji eller kana. Det er meget smart, så man kan tilpasse det til det niveau man er på. Der er også et program som man kan bruge til at træne ordgenkendelse, der fungerer som et spil. Det er OK sjovt.

Det er muligt for en totalt begynder at bruge sitet. Jeg ved ikke hvor højt de går op i sværhedsgrad. Det er umiddelbart et af de bedre af den slags sites jeg har set.

onsdag, november 05, 2008

Blip.fm

I dag fik jeg en blip.fm account. Det er lidt lige som Twitter, som jeg jo elsker, men bare med mulighed for at dele musik.

Tjek min profil og add mig derinde.

Det amerikanske præsidentvalg

Obama vandt ikke overraskende valget. Det er såmænd ikke så interessant. Det var et valg mellem pest eller kolera, og pest vandt. Det der har været mere interessant har været den begejstring hvormed mange herhjemme har støttet Obama. Det er usædvanligt, og det har sådan set ikke så meget med politik at gøre. De fleste mennesker har jo slet ikke sat sig ind i politik generelt, og da slet ikke i Obamas politik. Når jeg har talt med danskere der har været meget begejstrede for Obama, så har de f.eks. slet ikke kendt til Patriot Employer Act og andre af Obamas meget ekstremt protektionistiske ideer.

De samme mennesker ville aldrig acceptere en så nationalistisk politiker i deres eget land. Især ikke en hvis politik har så stort et skadeligt potentiale i forhold til verdens fattigere lande. Så det er tydeligt at det er noget andet der er på spil. For det første er det klart at der, rimeligt nok, er en vis lede ved Bush. Det forstår man jo udmærket. Men der er også andre ting. F.eks. er der mange der ser det som meget vigtigt at manden er sort, og det kvalificerer ham i sig selv. Det er meget vildt, da det jo i bund og grund er en racebaseret forestilling og det udstiller den indgroede racisme der er at finde på venstrefløjen. Man har simpelthen en forventning om at han vil være bedre alene pga. hans hudfarve. Det er en form for essentialisme der burde være afgået ved døden for længst, men den lever i bedste velgående på venstrefløjen, hvor man ofte hører folk argumentere for at kvinder eller sorte er bedre end andre i visse situationer på grund af køn eller race. Sjovt nok er det lige præcis sexisme og racisme de hævder at kæmpe imod. Det er kvalmende.

Dernæst handler det om kultur. Der er mange europæere der har svært ved den amerikanske, konservative kultur. Der falder Obama mere i mange europæeres smag. Det minder mig om når folk, der grundlæggende er enige med Dansk Folkeparti i det meste, tordner imod dem, fordi de ikke vil sættes i bås med kolonihavefolket. Man ser simpelthen ned på folk som McCain og Bush og anser dem for dumme, og har brug for at distancere sig fra dem. Det har ikke så meget med politik at gøre, men hænger mere sammen med distinktion.

Det er deprimerende at se folk sætte så stor tillid til en politiker, især når det sker af så ringe grunde. Det eneste gode der er at sige er, at han kun kan skuffe. Ingen politiker kan leve op til de forventninger, især ikke hvis man ser på hans økonomiske politik som jeg vil opfordre alle til at granske, og tænke over deres begejstring en gang til. Det er muligt at man kan argumentere for at den ene eller den anden kandidat var det "mindst ringe" valg, men jeg har svært ved at se hvordan denne kultiske begejstring kan retfærdiggøres. Det er sørgeligt.

søndag, oktober 19, 2008

Blandet japansk rap

Et par musikvideoer. Først r n'b stjernen Hi-D med et nummer, jeg mest synes er interessant fordi ANTY the 紅乃壱 er med. Det er hende der rapper.



Dernæst nyeste video med Nagoya-rapperen El Latino (sic). I Nagoya er en del af rapscenen stærkt inspireret af chicano-rap. Det kan man blandt andet se på det tøjmærke han ejer, samt hans blog. Hispanic-inspirationen hos rappere som El Latino, Destino, Hefe og andre af de japanske rappere der gør sig inden chicano-rap (og af og til også rapper lidt på spansk) kan af og til virke så stærkt at det antager en latterlig karakter. Jeg synes dog alligevel, at de tilfører musikken et radikalt anderledes udtryk, og så er det bare interessant at der sidder nogle japanere der synes at alt er federe hvis det er lidt mexicansk i det. De får ædt en del tacos!



Til sidst et klip med Two-J og Kazaybro fra DS455. Straight out of Locohama. De lægger sig mere op ad en klassisk westcoast-stil, og da det er Yokohama er der selvfølgelig masser af amerikaner-øser med.

tirsdag, oktober 14, 2008

YOU THE ROCK★ - Bangin Shake It



Lam video fra YOU THE ROCK★. Nok en af de mest ekcentriske rappere i Japan. Det giver ekstra at han sporter en grill.

Sundhedspolicies på internettet

Via Johan Norbergs blog kommer dette svenske lovforslag:

  1. Riksdagen tillkännager för regeringen som sin mening vad som anförs i motionen om behovet av att lämplig myndighet fortlöpande följer upp reklam om mat riktad till barn.

  2. Riksdagen tillkännager för regeringen som sin mening vad som anförs i motionen om totalförbud för tv-reklam riktad till barn under 12 år.1

  3. Riksdagen tillkännager för regeringen som sin mening vad som anförs i motionen om att använda den offentliga upphandlingen för att motverka att företag riktar reklam om ohälsosamma matvanor till barn.2

  4. Riksdagen tillkännager för regeringen som sin mening vad som anförs i motionen om att all lagstiftning som berör företag bör utvecklas så att den så långt möjligt motiverar företagen att ta större ansvar för att i sin marknadsföring uppmuntra barn till hälsosamma matvanor.

  5. Riksdagen tillkännager för regeringen som sin mening vad som anförs i motionen om att mötesplatser på Internet, så kallade communities, måste införa särskilda hälsopolicyer.

  6. Riksdagen tillkännager för regeringen som sin mening vad som anförs i motionen om att reklam alltid ska gå att skilja från redaktionellt material.

  7. Riksdagen tillkännager för regeringen som sin mening vad som anförs i motionen om att en tydligare övervakning sker så att gällande lagar och riktlinjer också efterlevs.

og videre:

Hälsopolicies på Internet

Forskningen har identifierat Internet som en viktig arena för norm- och vanebildning. Det har även företagen gjort och använder i ökad utsträckning Internet som en kanal för marknadsföring. Många så kallade Communities har redan tagit lovvärda initiativ och utarbetat bra regler för reklam på sina sidor. Alla tar inte det ansvaret. För att påverka detta behövs troligen ett omfattande internationellt samarbete med många länder. Riksdagen bör därför ge regeringen till känna som sin mening vad som i motionen anförs om att mötesplatser på Internet, så kallade communities, måste införa särskilda hälsopolicies.


Igen forsøger nogle politikere, at regulere kommunikationen på internettet. Denne gang ser de helst et samarbejde mellem flere nationer, så man kan sørge for at kommunikationen om sundhed foregår på den korrekte måde. Bevares, der skulle jo nødigt være en lille stump tilbage af borgernes liv som de selv skulle tage ansvar for. Det er oftere og oftere man ser disse ideer om et international samarbejde der skal styre den frie meningsdannelse. Tanken om et område der er udenfor total politisk kontrol er skræmmende for visse politikere.

lørdag, oktober 11, 2008

Gamle hiphop-fotos

















































































Et par fotos af Wakagi Shingo der viser tidligere tiders japanske hiphopscene. Især pigerne nederst, der forsøger at se ud som negere er sjove. Der var på et tidspunkt et lille mindretal af japanske hiphoppere der efterstræbte det sorte look og brugte bruncreme og tog rigtigt meget solarium. Billederne er tyvstjålet fra en antropologisk artikel fra 1997 om det fænomen, med titlen "The Yellow Negro", skrevet af Joe Wood og bragt i magasinet "Transition". Det er også derfor kvaliteten desværre er så dårlig.

onsdag, oktober 08, 2008

Et godt website om mad























Et rigtigt godt japansk site om mad er Cookpad [ja]. Det er det mest populære japanske site med opskrifter, og der er næsten en halv million at vælge imellem. Hvis man lader sig registrere (gratis) får man adgang til hele sitet og forskellige tjenester som f.eks. e-mail updates med opskrifter.

Et site i den lidt lettere ende er Oishiku Henkan, der betyder noget i retning af lækker forvandling. Det går ud på, at man uploader et billede af noget mad og så udsætter de det for en automatisk efterbehandling. Lidt fjollet, men der er utroligt mange billeder af japansk mad på siden, så den er et besøg værd. (Via Asiajin)

onsdag, oktober 01, 2008

Aso Taros tale

Aso Taro holdt åbningstalen til denne session i parlamentet d.29. Talen er blevet mødt med megen jubel, pga. dens noget utraditionelle form. Her er 3 klip fra youtube, desværre kun på japansk uden undertekster. Aso lader kritikken hagle ned over oppositionen, der tydeligt viser deres utilfredshed.





mandag, september 29, 2008

Nakayama går af

For dem der skulle være gået glip af det, så er Nakayama Nariaki, transportminister og meget andet, gået af. Fire dage på posten blev det til. Mere om hans fadæser her.

I forbindelse med mit indlæg igår og min kritik af Informations Kina-centriske dækning af japansk politik, bemærkede jeg at Informations korrespondent kørte den gamle kliche af med Japan som et "et-parti system". I denne sag er det værd at bemærke, at Nakayamas afgang har en del at gøre med den kritik han har modtaget fra Komeito og oppositionspartierne.

søndag, september 28, 2008

Danske mediers dækning af japansk politik

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg sjældent læser danske mediers dækning af Japan-relateret stof efterhånden. Der er så meget spændende at læse og det er uhyre sjældent at Japan-stof har høj prioritet på danske avisredaktioner. Engang imellem får jeg dog alligevel læst lidt, og det ender, forudsigeligt nok, med at jeg bliver en smule irriteret over det manglende kendskab til stoffet. Her snakker jeg ikke om artikler om firkantede vandmeloner og hunderobotter. Det er jo ligesom hvad det er, men mere når man forsøger at dække mere seriøse emner, som japansk politik.

F.eks. er der valget af Aso som premierminister. Udover det forventelige fra Ekstra Bladet, hvis overskrift lød:

"Manga-fan bli'r statsminister"

og selve notitsen var:

"Japan fik ny statsminister i går. Det er den 68-årige Taro Aso , der åbenbart bruger megen tid på at læse de japanske manga-tegneserier. Han siger i et interview, at han læste mellem 10-20 blade om ugen tilbage i 2003. Taro Aso fortæller desuden, at han fik familien til at sende ham tegneserier fra Japan, mens han i sine unge dage var på studietur i USA."

Så var der mange andre pinlige indslag. I det mindste udgiver EB sig ikke for at være en avis med en seriøs dækning af den slags stof. Mange andre seriøse medier havde skrevet af efter Ritzau og det var noget i denne retning:

"Den 68-årige tidligere udenrigsminister, der er kendt som en konservativ nationalist og udenrigspolitisk høg, er Japans første katolske regeringschef."

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Aso er ganske rigtigt den første katolske premierminister, men ikke den første kristne. Katayama Tetsu og Ohira Masayoshi var begge kristne premierministre. Det gøres til noget eksotisk og enestående at Aso er katolik flere steder, men det er nu ikke så enestående endda. Der har sådan set været ret mange kristne premierministre i forhold til at de kristne i Japan udgør under en procent af befolkningen.

Som jeg tidligere har nævnt, er Aso for kompleks en politiker til at man kan kalde ham for en høg og en konservativ nationalist, med de implikationer som det nu fører med sig at kalde en japansk politiker for dette. For det første er han en slapper med hensyn til missionerne i det Indiske Ocean. Der er ingen der regner med at se ham tage til Yasukuni og han mener at Japan skal give afkald på en del af de områder som de strides med Rusland om. Ikke noget en traditionel konservativ nationalist ville gøre i Japan.

Aso er bestemt nationalist, men ikke på en "åh jeg længes efter de gode gamle dage hvor vi voldtog hele asien" måde, men mere som en erkendelse og omfavnelse af sit lands historie som et middel til at kunne komme fremad. Hans nationalisme er fremsynet, ikke tilbageskuende. det er simpelthen for plat at både danske og udenlandske medier konsekvent skal omatle Aso på den måde.

Langt den meste dækning bygger på omskrivninger af ovenstående. Den eneste jeg har set der skiller sig en anelse ud er Informations, og det er ikke på en god måde. Information har deres egen østasien-korrespondent. Han sidder godt nok i Kina, og han taler vist næppe japansk, hvis jeg skal dømme ud fra det han skriver, men for Informations redaktion er Kina og Japan måske lidt det samme? Jeg ved det ikke, men her er hans vinkel:

"Fyrig nationalist og lerdueskytte skal styre Japan ud af krisen"

Hold da op. Det kan overraske mig at et dagblad der skal forestille at være seriøst kan hyre denne mand, Martin Gøttske hedder han, til at skrive om den slags. Det er simpelthen overskriften og fylder sådan set også en ret stor del af artiklen. Som bekendt skriver journalister altid det vigtigste først. For Gøttske er det åbenbart Asos farverige personlighed, der jo er interessant nok, men altså..manga og lerduer som det vigtigste? Det er Ekstra Bladet niveau.

Artiklen gentager det unuancerede syn på Aso som vi kender og så er der ovenikøbet en meget kina-centrisk synsvinkel, så man næsten skulle tro at den kom fra det kinesiske telegrambureau. Det lykkes også Gøttske at komme med denne fortærskede kliche:

"På nær 10 måneder har LDP været ved magten uafbrudt siden 1955. Det har reelt gjort Japan til en et-parti stat, hvor lederen af LDP per automatik også får posten som premierminister."

Nej, det har ikke gjort Japan til en et-parti stat. Der er masser af andre partier og regeringen lige nu består sådan set af TO partier: LDP og Komeito. For en del år siden var det en populær analyse af japansk politik at betragte det som et ikke-fungerende demokrati, fordi folk blev ved med at vælge det samme parti. Den analyse glemmer bare at LDP er ved magten fordi folk stemmer på dem. Der er masser af konkurrence til LDP og masser af konkurrence internt i partiet. Den bemærkning viser en forbløffende mangel på kendskab til japansk politik. Det ville være dejligt hvis Information i fremtiden ville holde sig til at citere Ritzaus telegrammer i stedet for at sætte inkompetente på opgaven. Så undgår man da det værste.

Der går nok et stykke tid før jeg tjekker den danske dækning ud igen.

Grant McCracken & Plenitude

I forbindelse med min læsning til dette semesters større opgave, har jeg læst en del af Grant McCracken, som er en ret kendt antropolog der især beskæftiger sig med forbrug, identitet, reklamer og branding. Han har en dejlig uprætentiøs stil, og det er dejligt at læse noget af en der udfordrer den dominerende venstrefløjsinspirerede diskurs der hersker på universiteterne, hvor alt skal gøres op i klasse, race og køn. Det er en ufrugtbar og trættende tilgang og fuldstændig uanvendelig hvis man gerne vil beskrive den mangfoldighed der er i en verden hvor penge, varer, arbejdskraft og information konstant bevæger sig med stor hastighed.

Jeg havde allerede læst en del McCracken, da jeg stødte på denne mere debatagtige artikel, kaldet "The Politics of Plenitude", fra 1998 på det libertarianske magasin Reasons hjemmeside. I artiklen gør han op med både den konservative traditionalisme og den venstredrejede kapitalismekritik, som jo i høj grad stadigvæk ses som en nødvendighed blandt en del sociologer og antropologer. Han går løs på ideen om at man kan komme alting i kasser:

"We have long been accustomed to stuffing the social world into a handful of categories. We used to say such things as, "basically, there are two kinds of people in the world," or to bundle the world into a typology: social classes, psychological types, birth signs, genders, generations, or lifestyles. But increasingly, the world won't go along with our attempts to reduce it. Where once there was simplicity and limitation, everywhere there is now social difference, and that difference proliferates into ever more diversity, variety, heterogeneity. "

Han kommer også ind på køn/seksualitet:

"Gender types are proliferating. Whole new categories of powerful, forthright femaleness have emerged, while "maleness" is undergoing its own florescence. Gayness, which used to mean adhering to a limited number of public behavioral models, has rapidly subdivided into numerous subgroups. Many of these groups have developed their own literature, music, and even retail communities. They have become social worlds."

McCracken fortsætter med at forklare hvorfor både venstre og højrefløjen har et problem med at forklare den mangfoldighed vi ser i dag. For højrefløjen er problemet, at de ser den som en trussel. Alle disse subkulturer, folk der samles om kulturelle værdier og symboler som ingen andre forstår, kønsroller der ikke overholder de gængse regler, osv. Kulturelle konservative (det være sig om de er socialdemokrater, liberalister eller politisk konservative) ser deres egen forestilling om normalitet som limen i samfundet og har svært ved at håndtere forskellighed. McCracken argumenterer for at denne forestilling om "sammenhængskraft" er forkert, og bruger storbyen som eksempel:

" Cities tell us that plenitude is inevitable and that it is, within certain limits, benign. While the rural communities sought singleness, the city has always, blithely, thrown off difference and variety. The lesson of this great experiment is clear: The cultivation of sameness is not needed to secure compliance with a larger set of values. Cities work in spite of plenitude. They work because of plenitude. This is the symbolic landscape in which the real ideological lessons of the 21st century are to be found. "

Og han fortsætter med at forklare, at forestillingen om traditionen er en illusion. At mangfoldighed netop er den vestlige tradition:

"The right is inclined these days to declare itself the true friend of tradition, and to declare tradition the path to civic virtue and public morality. It presents itself as champion of practices and values tested by time. But the truth of the matter is that plenitude is a Western value and indeed the very author of many of the traditions now being claimed by the right. The Protestant traditions the right holds so dear come out of the spirit of plenitude that created first a church distinct from Rome and then successive, ever more radical versions of Protestantism. Plenitude was there in the beginning. A return to tradition will not make it go away. It is tradition."

Jeg synes, at McCrackens argumenter er meget stærke, og kan sagtens genkende de tendenser hos mange liberale der, måske som en slags reaktion på venstrefløjens påståede "anything goes mentalitet", dyrker det kulturelt konservative. Samme tendens kan jeg af og til se hos mig selv, omend i mindre grad, men den er der. Hans indspark burde give de fleste liberalister lyst til at overveje om deres kulturelle konservatisme egentlig bunder i fornuftige betragtninger. Om ikke andet er det et godt udgangspunkt for debat.

Næste punkt er venstrefløjens forhold til mangfoldigheden:

" The left has made a great deal of its sensitivity on issues of gender, race, ethnicity, diversity, and multiculturalism--a sensitivity, it typically claims, the right cannot imagine. In fact, the left has misapprehended and mismanaged these issues almost as consistently as the right--with consequences every bit as grave."

Et af problemerne ligger i definitionen af mangfoldighed:

"The first symptom of difficulty is the narrowness with which the left defines diversity. The only real plenitude that counts in the left's scheme is that which has an explicitly oppositional quality. Thus, women's groups are "diversity," but country and western line dancing groups are not. Both of these groups may equally engage the individuals within them, both may represent a very substantial shift in cultural categories and social rules, both may mark differences that will continually breed differences, but it is only when the group is explicitly at odds with the mainstream that it qualifies as interesting."

Dette er jo en af mine kæpheste. Vi ser det f.eks. i hele modkulturbegrebet og i den noget så populære og moderne queer-bevægelse. I sidstnævnte er det jo oftest sådan, at man helst skal have den mest aparte og unikke og flydende kønsidentitet for at passe ind. det kan endda gå så galt at unge piger ender med at skrive blogindlæg på modkraft.dk hvor de skammer sig over hvor kedelige og heteroseksuelle de er. Man glemmer den diversitet der er blandt heteroseksuelle. Queer-bevægelsen sætter opfattelsen af seksualiteten tilbage til tiden før Kinsey. For dem er der kun den spændende, seksuelle modkultur og den grå, konforme heteronormativitet.

Og så opsummerer han i dette glimrende afsnit:

"There is a deliberate narrowness to the left's definition of plenitude. It is interesting to observe, for example, that the "Diversity Librarian" at the University of Michigan is responsible for collecting only in the following areas: minority studies, sexual orientation studies, and multicultural studies. This so diminishes the scope of the problem as to invite astonishment. Diversity overflows these categories. Real diversity happens everywhere--outside the designated political categories of the left, and its intellectual categories as well."

Det er så enkelt formuleret og så rigtigt set. Til sidst kommer han ind på hvor den diversitet kommer fra:

"There is a common culture that unites the world of plenitude. It is, I think, the marketplace. This is the great lingua franca of the contemporary world. As long as we can meet somewhere in the exchange of something for the benefit of someone, we have a foundation that can sustain plenitude. After all, say what you will about the marketplace, capitalism, and the consumer culture, they have got us this far. "

McCracken er ikke blåøjet og ser de realistiske begrænsinger der er for kreativitet når f.eks. instruktørers vilde drømme møder økonomiafdelingen hos Warner Brothers. Økonomien sætter også sine grænser. Der er bare ikke noget bedre end markedet til at skabe diversitet. Vi har alle set hvordan samtlige forsøg på at føre socialismen ud i livet er endt i stater der med vold og magt har set al diversitet som en trussel der skulle slås ned. Tænk på bare på sådan noget som punk-bevægelsen i Sovjet-Unionen.

"Capitalism has endured, enabled, perhaps provoked the speciation we see around us. It is, as we have noted, particularly unparticular. It doesn't care what it does. It doesn't care what we do. The strangleholds of hierarchies and elites count for less and less. And capitalism is nothing if not transformational. It is restless, inventive, and novelty seeking. It throws off innovations ceaselessly. The consumer culture is a cause and a consequence of plenitude. Certainly, there are some cultural and social arrangements it will not allow. Just as certainly, there is a truly breathtaking array it will. As the phrase might have had it: It all comes up from money.

I do not solve this issue. But I do wish to show, in a way that social scientists normally do not, that capitalism is not always the villain of the piece. I wish to show that it is as often as much the agent of plenitude as its enemy. This is especially important to grasp when we are wrestling with our options in a society fully captivated by plenitude. For it is clear that as our speciation goes forward we are going to need something--imperfections, warts and all. Capitalism may be a baby we cannot afford to lose with the bathwater."

Netop set i lyset af dette bør kulturelt konservative liberalister tænke sig om en ekstra gang, før de fordømmer andre. Det de frygter er lige præcis et resultat af markedet. Bevares, her taler jeg ikke om at man selv har lyst til at leve i kernefamilie og på "traditionel" vis. Det er jo netop noget som markedet giver mulighed for. Nej, det er den frygt for det anderledes som præger mange borgerliges holdninger.

Artiklen er en fremragende kritik af både venstre og højre og giver stof til eftertanke. Jeg kan også anbefale McCrackens blog.

lørdag, september 27, 2008

Nyt kabinet, nye skandaler

















Som forventet blev det Aso Taro der vandt kampen om formandsposten i LDP. Aso ser ud til at have udpeget et kabinet der først og fremmest består af hans støtter. Der er dog allerede ballade i lejren. Først er den nyudnævnte kabinetssekretær, Kawamura Takeo, blevet taget i at modtage donationer der vist ikke er helt stuerene. Nu ser det så ud til at ministeren for land, infrastruktur, transport og turisme (ja, det er han altså), Nakayama Nariaki, ikke holder så længe endnu, pga. nogle mindre heldige udtalelser. De kan læses her (med en oversættelse og uddybning). Hvis dette er stilen fra Asos nye kabinet, tror jeg næppe de skal stile efter at vinde det næste valg.

tirsdag, september 23, 2008

Aso Taro ny premierminister

Som alle ved nu, vandt Aso Taro ganske udramatisk og uden at møde større modstand. Her er resultaterne (leveret af Jun Okumura):

Taro Aso: (local chapter votes 134, Diet member votes 217, total 351)
Kaoru Yosano (2, 64, 66)
Yuriko Koike (0, 40, 40)
Nobuteru Ishihara (1, 36, 37)
Shigeru Ishiba (4, 21, 25)
Total (141, 378, 519

Der kan man tydeligt se hvem der har græsrøddernes støtte og hvem der kun har sin støtte blandt parlamentsmedlemmerne (host host, Yuriko). Aso Taro har en vis personlighed og er ikke en klassisk bureaukrat som Fukuda må siges at være. . Spørgsmålet er bare om det er alt for sent han kommer i spil som premierminister.

Japan Times har en interessant lille artikel, der giver et lidt mere nuanceret billede af Aso end de vestlige medier, der bare har en tendens til at beskrive Aso som en "høg", "konservativ" og "nationalist". Lidt at læse mens vi venter på det rigtige valg.

lørdag, september 20, 2008

Politiker udgiver idol-DVD
























I den lettere ende af japansk politik kan jeg oplyse, at byrådsmedlem fra Aomori præfektur, Fujikawa Yuri, snart udgiver sin helt egen idol-DVD. Forvent masser af bikini-shots. Lad os håbe at Lene Espersen ikke får nogle gode ideer.

Lidt om valg af ny premierminister



















Grundet ting som studier, arbejde og familieliv har der været lidt stille på bloggen det sidste stykke tid. Jeg satser dog på at begynde, at opdatere den lidt mere jævnligt igen. Det har været et lidt ærgeligt tidspunkt ikke at have tid på. Der er jo virkelig gang i japansk politik for tiden. Som de fleste nok ved, trak Fukuda sig tilbage for ikke så længe siden. LDP står i en situation hvor de mildest talt ikke klarer sig særligt godt og DPJ ånder dem i nakken.

Spekulationerne om hvem der skal overtage posten efter Fukuda har især drejet sig om Aso Taro, der ofte hånligt omtales som en otaku pga. hans forkærlighed for manga. Men en anden kandidat er Koike Yuriko, tidligere minister for Okinawa og de nordlige territorier under Koizumi, der også støtter hendes kanditatur. Nogle vil måske huske Koike som forsvarsminister under Shinzo Abe. En post hun forlod efter mindre end to måneder pga. en skandale. Der er 5 kandidater i alt til posten som formand for LDP, hvilket altså også vil sige premierministerposten.

Der er ikke mange der tror på andre end Aso. Men spørgsmålet er hvad han vil gøre hvis han bliver valgt. Det er muligt, at han vil udskrive et valg med det samme. Det er nok det klogeste at gøre. LDP kan ikke blive ved med at sætte den ene premierminister på posten efter den anden uden at spørge borgerne til råds. Desuden har de brug for at vise at det er dem Japan vil have og ikke DPJ. Den økonomiske krise truer og der er knas med statsbudgettet. Hvis Aso får posten har han en kæmpe opgave foran sig.

Det er i øvrigt værd at lægge mærke til at selv om Aso ofte beskrives som "konservativ", så er han faktisk en slapper på mange områder omkring forsvar, osv. Han står bl.a. for en linje hvor Japan skal holde sig væk fra aktiviteterne i det Indiske Ocean. Så man bør huske, at han er en meget sammensat herre, der er konservativ på visse områder, men lægger sig mere til venstre på andre områder.

Valget er på mandag.

søndag, august 24, 2008

King Giddra - FFB

Faldt lige over videon til FFB (Fast Food Bitch) med den japanske rapgruppe King Giddra, der bestod af K Dub Shine, Zeebra og DJ Oasis. Nummeret var det første japanske rapnummer der blev trukket tilbage af pladeselskabet pga. protester over det grimme sprog, og dermed har det, om ikke andet, end historisk interesse. Jeg synes nu det er udmærket, omend det er tydeligt, at det ikke blev lavet igår.

fredag, august 08, 2008

Interessante billeder fra Google Streetview Japan

Som rapporteret mange steder, så har Google lanceret deres Streetview i Japan. Jeg vil anbefale dette site, der bringer et hav af sære og interessante situationer og steder, fanget af Googles kameravogne. et must for enhver lurer.

mandag, august 04, 2008

Mixi lancerer statusfunktion

Det japanske SNS, Mixi, har lanceret en twitter-lignende statusfunktion, skriver Asiajin. Jeg har selv aktiveret den på min Mixi-profil, og den virker fint og ser godt ud. Desværre er den indtil videre kun på prøve, men jeg håber, at den kommer til at fungere i længere tid end til 1. september, som er skæringsdatoen for prøveperioden. Jeg kan anbefale andre brugere af Mixi, at tjekke det ud.

Mixi har 14 millioner brugere, der hovedsageligt er japanere. Det er Japans mest populære SNS og meget japancentrisk. Al tekst er på japansk, og tidligere på året gjorde de det meget svært for udlændinge eller japanere bosat i udlandet at registrere sig, i det, at de nu kræver en japansk keitaimail-adresse. En Twitter-lignende funktion har jeg længe savnet, og desværre er det ikke muligt at bruge tredjepartsapplikationer på Mixi. Det er et meget lukket interface som man ikke kan ændre med html-kode som på Myspace, eller bruge applikationer som på Facebook. Hvis man skal beskrive det bedst, er det vel som en blanding af Livejournal og Friendster. Med andre ord håbløst gammeldags, som meget andet af det man ser af japanske ting på nettet. Som bekendt brillerer mange japanske websites f.eks. med det grimmeste design, der ligner noget som en eller anden der lige har fået PC-kørekort har lavet på 1-2-3 hjemmeside i 1999. Ja, det er slemt. Jeg håber i den grad, at Mixi begynder at komme lidt mere med på noderne. Både Myspace og Facebook findes i oversatte versioner, men ikke i lokaliserede udgaver, hvilket nok er det der skal til for at de for alvor begynder at gøre indhug i Mixis marked.

onsdag, juli 30, 2008

Mimi Ito til Danmark

Da det ikke ligefrem er blevet kraftigt opreklameret, så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at den japanske internet- og mobiltelefoniforsker, Mimi Ito, kommer til Danmark i oktober. Det foregår på konferencen "Internet Research 9.0: Rethinking Community, Rethinking Place" der afholdes på ITU. Mimi Ito er i særdeleshed kendt for sit arbejde med japansk mobiltelefoni og bogen "Personal, Portable, Pedestrian: Mobile Phones in Japanese Life". Ito er klart en af de mere interessante forskere indenfor feltet, så har man en interesse i den slags vil jeg anbefale at man møder op (og tjekker hendes bog).

søndag, juli 27, 2008

Rakugo podcast


















Jeg har lige opdaget at Fuji TV har en række podcasts, bl.a. denne, der byder på klassiske optagelser af den traditionelle form for humoristiske monologer: rakugo. Bestemt værd at bruge tid på, hvis man kan lide rakugo eller bare er ude på at finde ud af hvad det går ud på.

lørdag, juli 19, 2008

Rystende stupidt

Jeg er netop hjemvendt fra et par uger ved Vesterhavet med dele af familien. På sådan en tur tager man en bunke bøger med, og en af dem jeg havde medbragt var Naomi Klein's "Shock Doctrine", som jeg tænkte, at jeg hellere måtte læse. Efter kritikken fra Johan Norberg og andre var mine forventninger meget lave, men alligevel endte jeg med at blive overrasket over hvor useriøs, løgnagtig, manipulerende og direkte pinlig Klein er i bogen.

I bogen forsøger Klein at sætte en form for konspirationsteori sammen, der skal kæde Milton Friedmans økonomiske teorier sammen med tortur, og vise at det ikke er muligt at indføre deregulering af markedet uden at bruge en form for "chok". I løbet af bogen forsøger hun så at få virkeligheden til at passe til hendes påstand og slipper ualmindeligt dårligt fra det. Her vil jeg bare henvise til Johan Norberg, der har gennemgået problemerne ved dette minutiøst.

Noget af det mest påfaldende ved hendes værk er at hun ikke ser ud til at kende en skid til det hun kritiserer, for at sige det rent ud. Hun blander konsekvent neocons, konservative og liberalister sammen. Hun tror at supply-siders er det samme som monetarister, bytter rundt på historiske forløb, undlader i stor stil at fortælle vigtige fakta der ikke understøtter hendes paranoide fremstilling, bruger upålidelige kilder når det passer hende, og undlader helt at angive kilder af og til.

Et godt eksempel er hendes fremstilling af begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads. Her fremlægger hun en alternativ fremstilling af protesterne, der i følge hende, ikke handlede om at man ville have demokrati som i vesten. Klein forsøger at få det til at se ud som om der eksisterer en anden ligestillet teori om hvad der foregik. I følge denne var det faktisk et venstreorienteret oprør imod Dengs markedsorienterede reformer. Kilden til dette er sjovt nok Wang Hui, der er en venstreorienteret intellektuel der var med ved protesterne. Jeg betvivler ikke at der var en gruppe af sådanne venstreorienterede, men at det skulle have været særligt manges bevæggrund for at demonstrere dengang er der intet der tyder på. At bruge Wang Hui som eneste kilde til den udlægning og samtidig konspiratorisk antyde at den udfordrer "mainstream" fortællingen er bare for usselt. Var det en gymnasieopgave havde det trukket ned.

Der står da heller ikke et ord om at de onde reformer har trukket hundredevis af millioner af kinesere ud af fattigdommen. Puha, dumme kapitalisme.

Af andre sjove ting kan nævnes at hun lader som om der kun er mindre forskelle imellem Jeffrey Sachs og Milton Friedman, at hun påstår at plyndringen af nationalmuseet i Bagdad var en bevidst torturhandling fra den amerikanske stats side, at hun er vild med Carlos Peron der som bekendt var fascistisk inspireret, at hun gentagne gange foregiver at noget er anbefalet af Milton Friedman på trods af at han mener lige det modsatte, osv, osv. Det er et makværk i en grad så man sjældent har set noget lignende. Det der bekymrer mig er at man i anmeldelserne ikke har set nogen gøre opmærksom på disse ting. Det vidner om at de folk der sidder og anmelder på de danske avisredaktioner generelt er totalt uvidende og bare tager Kleins ord for gode varer. De lader sig imponere af kildeangivelserne, men bruger man bare et øjeblik på dem kan man se at de netop understreger hvor utroværdig hun er. En hver der har læst en enkelt bog af Milton Friedman vil kunne se fejlene, men desværre har anmelderne nok for det meste brugt deres tid på at læse venstreorieneteret økonomisk litteratur, hvis overhovedet noget.

At sådan en bog kan gå hen og sælge godt og det at Klein tages alvorligt er et symptom på at mange mennesker er ligeglade med sådan noget som fakta, så længe intentionerne hos forfatteren anses for at være "gode" og "rigtige". Det er noget man ser mange steder, men ingen steder er det stærkere end hos venstrefløjen. Hvis man skal læse bogen bør man læse en enkelt bog af Friedman. Jeg foreslår den poppede "Capitalism & Freedom", som er samme bog som det citat Klein bruger til (løgnagtigt) at påstå at Friedman gik ind for chokterapi kommer fra. Den er nem at læse, og hvem som helst vil kunne se at Kleins kritik ikke hører hjemme nogle steder efter at have læst den. Det er intet andet end useriøs konspirationsteorilitteratur, og endnu engang kan man konstatere at venstrefløjens intellektuelle tilstand er sørgelig. They don't make them like they used to.

Til sidst lidt Norberg om Kleins påstande om Kina:

lørdag, juni 28, 2008

Forbud mod anonymitet på internettet

Et fuldstændigt absurd forslag har set dagens lys. En socialist fra Estland mener at det er et problem at folk kan udtale sig anonymt på internettet, og hun ser derfor gerne at bloggere i fremtiden skal godkendes af EU-myndighederne. Angiveligt for at sikre at intentionerne bag informationen der leveres på blogs fortsat kan betragtes som troværdig.

Normalt er det kun i diktaturer, at man ikke må udtale sig anonymt. Det er en vigtig ret at have, så den enkelte kan sikre sig imod at blive udsat for repression af statslige (og som her overstatslige) myndigheder. Forslaget viser også at der stadigvæk er en tendens til at betragte internettet som om det er noget der kan kontrolleres centralt. Jeg ville have svært ved at forestille mig hvorledes sådan et forslag kunne føres ud i livet. Selv hvis store blogplatforme som Blogger og Wordpress indvilligede i at gå med til det (hvilket er usandsynligt), så ville andre platforme jo bare vinde frem i stedet. Hvor mange tåbelige ideer som denne skal vi døje med?

*UPDATE*

I følge newz.dk er forslaget endnu dummere end jeg først troede:

"Samtidig mener hun, at den omfattende udbredelse af blogning er et angreb mod den professionelle journalisme. Pressen i Europa bør derfor kompenseres økonomisk, hvilket skal ske i form af en afgift for bloggere."

Ja, det er jo i tråd med ideen om medielicensen og hele den protektionistiske tankegang der præger store dele af det politiske spektrum.

onsdag, juni 25, 2008

Ny blog om Japan

Der er kommet en ny dansksproget blog om Japan som godt kunne gå hen og blive interessant. Den hedder bare Japanblog.dk og er startet op i denne måned. Indtil videre ser det lovende ud.

Mere Norberg om Naomi Klein

Cato Institute har et lille 10 minutter langt interview med Johan Norberg om problemerne med Naomi Kleins bestseller "Shock Doctrine". Kan høres her.

tirsdag, juni 24, 2008

Dækning af sagen om Greenpeace og hvalkød

Politiken bringer en artikel om Greenpeaces påstand om at have 'afsløret' den japanske hvalfangst i at være uvidenskabelig. Nu vil jeg ikke på nogen måde påstå at de japanske myndigheders påstand om at hvalfangsten foregår i videnskabens navn på nogen måde holder vand. Det er statssubsidieret kommerciel hvalfangst forklædt som videnskab. Det kan der vist ikke være nogen tvivl om. Jeg så hellere at den japanske stat holdt op med at blande sig i hvalfangst, og lod det være op til markedet om der skulle fanges hvaler eller ej. Personligt tror jeg ikke efterspørgslen er særligt stor, da alle undersøgelser viser at hvalkød er mindre og mindre populært.

Når det er sagt, så er den sag der er oppe i pressen nu, om japansk hvalfangst, ganske interessant. Greenpeace har stjålet noget hvalkød fra et budfirma som ansatte på et hvalfangerskib har fået. Dette er de selvfølgelig blevet arresterede for, da tyveri også er forbudt i Japan, lige som det er forbudt alle andre steder i verden. Det er ikke forbudt at give de ansatte på hvalfangerskibene hvalkød med hjem. Det er derimod noget der er sædvane for at gøre. Jeg skal ikke kunne afgøre om mængderne er usædvanligt store, men i hvert fald har myndighederne valgt ikke at retsforfølge hvalfangerne.

Greenpeace selv udlægger det som om de har foretaget en afsløring, men det eneste de maksimalt kan have afsløret er at nogle ansatte har modtaget for store mængder hvalkød (hvilket det ikke engang ser ud til). Her er det så at det bliver sjovt, at se på de vestlige mediers udlægning af sagen. I Politiken har man nemlig valgt fuldstændigt ukritisk at gengive Greenpeaces syn på sagen. I artiklen nævnes det ikke med et ord at de har gjort sig skyldige i tyveri. Tværtimod fremstilles det som om de er ofre for repression. Her er hvad Politiken skriver under overskriften "Greenpeace-aktivister anholdt i Japan for at afsløre hvalfup":

"Egentlig ville de blot bevise, at hvalkødet reelt skulle sælges som fødevarer i stedet for at indgå i forskning.
Men det gør man ikke ustraffet i Japan, der holder fast i sin ret til at fange hvaler til videnskabelige undersøgelser, selv om landet er blevet mødt af voldsom kritik fra omverdenen."

og længere nede:

"To medlemmer miljøbevægelsen fik fat i en af kasserne og kontaktede Tokyos anklagemyndighed om den gedulgte handel med det hvalkød, der ellers officielt er led i videnskabelig forskning af hvalbestandene"

Begge formuleringerne er interessante. Journalisten får det til at se ud som om det er kritikken der er problemet, og ikke den kriminelle handling. Japan eksotiseres og fremstilles som en bananrepublik hvor man ikke kan kritisere staten uden at blive udsat for repression. Det kan man selvfølgelig godt, og også i Japan har man ekstremistiske grupper der ønsker revolution, osv. som vi har det i vesten. Desuden omskrives "stjal" til det noget mere uskyldige "fik fat" i. De kasser dumpede jo ikke ned fra himlen. En lignende dækning har man set i andre vestlige medier, dog ikke alle så grelle som Politikens, der må siges at være decideret pinlig. Det er endnu et eksempel på at miljøaktivister anser sig selv for at være hævet over loven, præcis som når Sea Shepherd angriber hvalfangerskiberne eller sæljagere.

Der skulle være rig mulighed for at kritisere japansk hvalfangst på et sagligt grundlag, uden at ty til at agere mikrofonholder for ekstremistiske organisationer som Greenpeace, Sea Shepherd, osv. Det forekommer mig mest af alt som et udtryk for dovenskab fra journalisternes side, når jeg læser den slags.

onsdag, juni 18, 2008

Homoseksualitet og biologi

I de seneste dage har man kunnet læse en noget sensationalistisk udlægning af en undersøgelse foretaget af Karolinska Institutet, der viser tegn på en sammenhæng mellem assymetri i visse dele af hjernen og seksuel orientering. Det er i medierne blevet til at bøsser har kvindehjerner, og mere i den dur. I den sammenhæng vil jeg henlede opmærksomheden denne post på Language Log, der tager fat i både behandlingen af undersøgelsen, samt hvilke resultater man egentlig er kommet frem til. Selve undersøgelsen kan læses her.

Det er desværre meget typisk for hvordan forskning præsenteres i medierne, og oftest har forskerne selv en andel i det, da de bevidst spekulerer i hvordan de skaber mest mulig opmærksomhed om sig selv.

Japansk TV på din PC
























Ud over hvad man kan finde på diverse streaming sites (NHK World og diverse crappy reklamekanaler), samt nyhedsstreams, er det svært at få adgang til japansk TV i Europa. Det er dog muligt hvis man downloader dette lille program: Keyhole TV. Det er et sling-program, der gør det muligt at se japanske TV-kanaler og høre japansk radio på din PC (Windows el. Linux). Som man kan se på billedet er interfacet rimelig simpelt. Kvaliteten er so-so, lidt a la Youtube og lyden er heller ikke noget at råbe hurra for. Der er dog nogle udmærkede kanaler på og så er det i realtime.