mandag, december 31, 2007

Godt nytår!

Tak for i år til alle læsere af bloggen. Næste år følger mere om japansk politik, mere bitching over idioti og flere særheder. Her to videoer. En med De De Mouse og den nye single med Perfume. Vi ses i 2008.



fredag, december 21, 2007

Hvem kender dette tegn?

På Ekstra Bladets website er der et galleri med såkaldte "fredagspiger", der er billeder som læserne har sendt ind. Det tjekkede jeg ud i dag og faldt over dette billede af Annika:
























Som man kan se har Annika et kinesisk tegn på maven. Lad os se lidt nærmere på det:
















Umiddelbart er det lidt svært at se hvilket tegn det skal være. Umiddelbart ligner det 潘 som er et forholdsvis sjældent tegn der læses "han" og betyder "vand som der er blevet vasket ris i". Det ser dog ud som om der er en ekstra streg i. Så enten er det ikke det tegn jeg tror, eller også er det en forvanskning af det, eller også er det et kinesisk tegn jeg ikke kender. Jeg er dog ret sikker på at hun næppe har ønsket en tatovering der betyder beskidt risvand. Men hvad fredagspigen Annika har købt tatoveringen som kan man kun gætte på. Måske betyder det noget rigtigt spændende og poetisk på kinesisk?

Hvis du kender tegnet, så skriv det i kommentarerne.

EDIT: Den søde Philip siger at det er et tegn for et navn på kinesisk:
潘 pān (surname)

Det er selvfølgelig muligt at hun har villet have dette navn tatoveret, men den ekstra streg får mig til at tro at hun har købt tegnet som noget andet.

tirsdag, december 18, 2007

mandag, december 17, 2007

Orientalism



















På Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (TORS), hvor jeg læser på Asien Afdelingen, er Edward Saids bog "Orientalism" i høj kurs blandt mange. Said var en litteraturprofessor (han døde i 2003) af arabisk afstamning og i sin bog kom han med en påstand om at vestlig interesse i orienten (som i dette tilfælde kun er mellemøsten), det være sig akademisk eller kunstnerisk, er udtryk for en diskurs der afspejler et påstået assymetrisk magtforhold imellem den kolonialistiske vest og det koloniserede og fremmedgjorte mellemøsten. Said var meget inspireret af Foucault og påstår i sin bog at ingen "orientalister" (et ord han anvender i sin bredeste betydning) kunne beskæftige sig med mellemøsten uden at give udtryk for en racistisk og kolonialistisk forestilling om hvad "orienten" var. Med andre ord mente han at det der blev beskrevet i bøger, malerier, akademiske værker, osv. ikke var mellemøsten i sig selv, men derimod et vestligt billede der tjente til at reproducere et magtforhold som Said mente at kunne se.

Til at starte med fik jeg udleveret forordet til en forelæsning, og der var visse ting jeg undrede mig over. For det første så har han i bog benyttet sig af både Foucaults idé om en diskurs, og Gramscis hegemoni begreb. Alene det er lidt underligt, eftersom de står i modsætning til hinanden. I Foucault er diskurserne udenfor os selv, og han levner ingen plads til den individuelle handlen, mens Gramsci netop ser denne mulighed for at handle imod hegemoniet. Jeg købte derfor bogen og læste den, også fordi jeg gerne ville se hvorledes han dokumenterede sine påstande. Ganske rigtigt viste det sig at der var en del problemer med den måde han anvender de førnævnte begreber. I bogen veksler han imellem dem og modsiger sig selv en del. Det giver en del forvirring om hvad han virkelig mener, men det er noget der er ret typisk for postmodernister. Jeg vil vove at påstå at han bevidst virkede vag, fordi han godt vidste at hans påstande ikke kunne holde.

Noget andet der slog mig var at han i bogen kun beskæftigede sig med fransk og engelsk orientalisme. Han nævner kun flygtigt tysk orientalisme, men slår det hen med at de bare byggede ovenpå det som franskmændende havde skrevet. Det forekom mig at være en mistænkelig påstand, og da jeg ikke havde den store viden om orientalske studier, så besluttede jeg mig for at finde ud af om det virkelig kunne passe.

Det viste sig at være en komplet usand påstand. Nogle af de største orientalister i slutningen af det 19. århundrede var tyskere eller tysk-sprogede (her f.eks. Ignaz Goldziher, måske den største orientalist nogensinde) og skrev toneangivende værker. I modsætning til hvad Said giver indtryk af i bogen, så var orientalisme et ret lille felt indtil det 20. århundrede. Jo mere man sætter sig ind i feltet, der i øvrigt er meget interessant, da mange excentrikere beskæftigede sig med at studere islam og arabien, jo mere finder man ud af at der var mange divergerende opfattelser blandt orientalister.

Bevares, nogle var da bestemt racistiske og kolonialistiske i deres tilgang, men andre var nærmere arabiske nationalister, anti-kolonialister og meget andet. Det er ganske simpelt sådan at Saids påstande ikke holder hvis man ser på hvordan det virkelig forholdt sig blandt orientalister. I sin bog har han blot forsøgt at udvælge de der passer til hans påstande, og endda fordrejet sandheden om nogle af dem. Det kan kun betegnes som en ekstremt uærlig måde at bedrive akademisk virksomhed på. For de interesserede kan jeg anbefale Robert Irwins udmærkede bog "Dangerous Knowledge", der går i rette med Saids løgne (som f.eks. hans udokumenterede påstande om de savants som Napoleon havde med til Ægypten, forestillingen om vestens altoverskyggende dominans i mellemøsten, at Dionysos var af asiatisk afstamning, osv) og misforståelser. Irwin dokumenterer ganske effektivt Saids fejl, og påpeger en del problemer i forbindelse med "Orientalism".

Det er jo ikke usædvanligt at nogle akademikere ikke har gjort deres arbejde godt nok, og at de derfor udsættes for kritik af andre. Det der undrer mig er at man til stadighed bruger "Orientalism" i undervisningen og tager den seriøst, på trods af at alle ved at Said ikke var helt ærlig da bogen blev skrevet, omend det er tydeligt for mig at mange ikke helt har forstået hvor galt det egentlig er med den bog. Jeg spurgte en underviser hvorfor man fortsat tog den seriøst, og hun sagde at det gjorde man fordi den havde sat gang i en diskussion. Det har den helt sikkert også. Da bogen udkom i 1979 ramte den mange som et bombenedslag. Mange følte at de måtte revidere deres akademiske arbejde og følte sig ramt af Saids bog.

Men spørgsmålet er om den diskussion den har sat gang i har været brugbar? Mange opfatter det som om Said bare har gjort opmærksom på at man skal være forsigtig og opmærksom på hvad man skriver, at man ikke kommer til at gengive racistiske forestillinger, osv. Men denne kritik var jo fremført for længst da hans bog udkom, så det var jo ikke fordi det var dét der skulle diskuteres. Næ, hans påstand var jo at man slet ikke kunne undgå at reproducere disse forestillinger (men så alligevel at man godt lidt kunnne...ak ja, det er utroligt som man kan modsige sig selv), og det var jo dét der var præmis for diskussionen. Indenfor disse rammer blev alle akademiske studier af islam og mellemøsten (og senere også studierne af Indien og resten af Asien) mistænkeliggjort og skåret over én kam. På et ganske urigtigt grundlag! Jeg må indrømme at jeg har svært ved at se at Saids bog kan læses som andet end et historisk dokument hvormed man kan gøre rede for fremkomsten af disse fejlagtige forestillinger. At læse "Orientalism" som vedkommende eller som en historisk gennemgang af orientalismen ville være tåbeligt.

For mig at se er den fortsatte brug af "Orientalism" et eksempel på hvor lavt et niveau nogle er villig til at sætte for videnskabeligheden på humaniora. Jeg har svært ved at forestille mig at man f.eks. indenfor fysikken ville fortsætte med at bruge forskning der beviseligt var forfalsket fordi man mente at "diskussionen var interessant", på trods af at det ikke havde meget med fakta at gøre. Nu er der selvfølgelig forskel på naturvidenskab og humaniora, men netop fordi man ikke kan lave laboratorieforsøg og den slags, bør man jo være ekstra stringent indenfor sin forskning på humaniora. Desværre virker det som om mange nærmere tager det som en opfordring til at påstå hvad som helst, og gerne noget der passer ind i et politisk korrekt og meget venstreorienteret verdensbillede. Dette er med til at øge afstanden imellem videnskaberne og humaniora, der jo ellers burde arbejde sammen.

onsdag, december 05, 2007

Bad Writing Contest

I sin tid havde tidsskriftet "Philosophy and Literature" en konkurrence ved navn "The Bad Writing Contest". Den løb fra 1995-1998 og udstillede på hånlig vis hvorledes visse akademikere i et forsøg på at leve op til "publish or perish" mottoet, markerede sig selv ved at lukke uendelige mængder af ligegyldigheder eller vrøvl ud forklædt som akademisk leet-speak. Det er selvfølgelig især venstreorienterede intellektuelle og poststrukturalister m.fl. der gør sig i den slags, da de har mest brug for at maskere deres uvidenskabelighed.

Hele konkurrencen ligger online hér. Jeg har valgt et par af mine personlige favoritter ud.

Denne sætning fra den kendte Queer teoretiker, Judith Butler, vandt i 1998:

The move from a structuralist account in which capital is understood to structure social relations in relatively homologous ways to a view of hegemony in which power relations are subject to repetition, convergence, and rearticulation brought the question of temporality into the thinking of structure, and marked a shift from a form of Althusserian theory that takes structural totalities as theoretical objects to one in which the insights into the contingent possibility of structure inaugurate a renewed conception of hegemony as bound up with the contingent sites and strategies of the rearticulation of power.

Den næste, fra en Professor Tyler er angiveligt om noget han kalder postmoderne etnografi:

It thus relativizes discourse not just to form — that familiar perversion of the modernist; nor to authorial intention — that conceit of the romantics; nor to a foundational world beyond discourse — that desperate grasping for a separate reality of the mystic and scientist alike; nor even to history and ideology — those refuges of the hermeneuticist; nor even less to language — that hypostasized abstraction of the linguist; nor, ultimately, even to discourse — that Nietzschean playground of world-lost signifiers of the structuralist and grammatologist, but to all or none of these, for it is anarchic, though not for the sake of anarchy but because it refuses to become a fetishized object among objects — to be dismantled, compared, classified, and neutered in that parody of scientific scrutiny known as criticism.

Der er mange flere på linket ovenfor. Jeg undrer mig over at konkurrencen ikke kører mere. Efter noget af det materiale man får lov til at læse på humaniore at dømme, er der stadigvæk brug for at latterliggøre disse, nærmest hermetiske, tekster, og selvfølgelig også de forestillinger der ligger bag.