torsdag, november 29, 2007

Tørklædets paradoks
























Under den seneste valgkamp har der været stor diskussion i venstrefløjskredse om hvorvidt det var i orden at opstille Asmaa Abdol-Hamid. Den ene fløj har holdt fast i det mere klassisk marxistiske synspunkt at religion er noget skidt, mens den anden fløj har forsvaret Abdol-Hamid på forskellig vis. Et typisk argument har været at en kvinde selvfølgelig selv har lov til at vælge om hun vil have en religiøs hovedbeklædning på.

Det er et fint argument, men kun hvis man er liberal eller lignende. Det argument hviler nemlig på en formodning om at individet har et frit valg, og det mener socialister som bekendt ikke at man har. Hverken de klassiske marxister eller de moderne poststrukturalistiske socialister kan jo være enige i den slags. Så hér har man stået med et problem: På den ene side har man ønsket at være meget politisk korrekt og derfor kan man jo ikke kritisere en der BÅDE er kvinde OG indvandrer. Mange socialister får våde drømme af den slags, for det er jo noget de kun kan drømme om. Man er nu engang ikke rigtigt undertrykt når man kommer fra et velstillet akademikerhjem fra forstæderne. På den anden side så kan man ikke begynde at acceptere ideen om det frie valg, da den vil undergrave al socialistisk tankegang. What to do?

Heldigvis kommer poststrukturalistisk teori til undsætning. I hvert fald har Mette Buchardt og Anna Storr-Hansen skrevet en artikel hvor de forsøger at forsvare deres støtte til Abdol-Hamid ud fra den slags synspunkter. Mette Buchardt læser Ph.D. på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Et projekt hun beskriver således:

" Jeg arbejder med et Ph.d.- projekt med arbejdstitlen Identitetspolitik i det flerkulturelle klasserum. Konstruktion af fag og identitet i religionsundervisningen - et klasserumsstudie med fokus på samspillet mellem konstruktionen af hhv. viden, aktøridentiteter og identitetspolitiske strategier omkring kategorierne religion og kultur."

Det første ord der dukker op i mit hoved når jeg læser ovenstående er "brugbart!"

Hendes allierede, Anna Storr-Hansen, læser idehistorie på Universitet i Lund og er vel hvad man må kalde for en politisk ekstremist. Hun er en del af den "feministiske aktionsgruppe" KRAN, der bl.a. forsøger at radikalisere den yderste venstrefløj i mere militant retning. Således er de med til at holde et seminar der tydeligvis har til formål at retfærdiggøre voldelige midler i kampen for socialisme.

KRAN bygger på såkaldt "Queer" teori, hvor man forestiller sig at køn (lige som resten af virkeligheden) bare er en konstruktion. Disse konstruktioner er så selvfølgelig, som alt andet styret af magten, der er mænd, kapitalismen, osv. Alle de sædvanlige venstrefløjsdæmoner.

De to feministiske frontkæmpere har forleden skrevet et indlæg i Information under overskriften "Ofre, frie valg eller feministisk kamp". I deres indlæg lyder de først og fremmest som et ekko fra halvfjerdserne, når de kritiserer andre feminister for ikke at ville politisere alt. De fremhæver selv det gamle slogan "det private er politisk". Ligesom den lange tradition af marxister før dem, ser også den nye tids venstreorienterede, der er kraftigt inspirerede af Foucault, Derrida, m.fl., alt som udtryk for magtstrukturer. Forskellen på de nye og de gamle ligger nok mere i at de nye har forsøgt at løsrive sig fra forældede klasseanalyser, og i stedet med luftig relativisme (i modsætning til marxismens stærke fundament) forsøger at beskytte deres forestillinger om retfærdighed mod ting som logik og objektiv virkelighed. Det er jo også bare konstruktioner og dermed også farvet af magstrukturerne.

I deres redegørelse for hvordan den moderne socialist skal forholde sig til folk som Abdol-Hamid, holder Buchardt og Storr-Hansen fast i at man ikke har et frit valg (selvfølgelig). Men samtidig vil de jo gerne undgå at kræve at Abdol-Hamid skal frigøre sig fra den patriarkalske undertrykkelse som tørklædet er udtryk for. Hvis de gør det, så vil de jo netop undertrykke hende (i hvert fald i følge deres selvforståelse).

Heldigvis kommer deres konstruktivisme dem til undsætning. For der er jo meget der er udtryk for patriarkalske magtstrukturer:

"Ja da; tørklædet er også udtryk for patriarkalsk regulering af kvindekroppen, og det er miniskørtet og kjolen også. "

Det er tydeligt at hvad som helst der udgør en forskel er undertrykkende i de damers øjne. De ignorerer, som tilhængere af disse teorier ALTID gør, virkeligheden og leger at det hele bare er "text" og noget man har fundet på. De glemmer at mænd og kvinder ER forskellige rent fysisk. Deres kroppe er forskellige, deres hjerne er forskellige, deres seksualitet er forskellige, osv, osv. Dette er ting som der er videnskabeligt grundlag for at sige. Det er ting som der er forsket i, og det er såmænd også noget de fleste mennesker udenfor universiteterne ved af erfaring. Jeg regner dog ikke med at de damer vil tage den slags alvorligt eftersom de sikkert bare betragter videnskab som udtryk for patriarkatet.

Deres løsning er derfor at sidestille alle forskelle imellem kønnene og tegnene derpå, ved at gøre dem til udtryk for de magtstrukturer der styrer den måde vor kønsidentitet konstrueres på. Pludselig er der ingen forskel på at have tørklæde på for at tækkes en sexforskrækket religion og så på at tage kjole eller øreringe på:

"Vi udelukker ikke, at der i kvindebevægelsen i 70'erne, hvor parolen om at "det private er politisk" så dagens lys, også var tendenser til at kvinder skulle se ud på bestemte måder for at blive anset for at være "rigtige feminister". Men dette bogstavtro og individfokuserede, ja nærmest liberalistiske træk i 70'er-feminismen er der i så fald ingen grund til at videreføre. Og gør vi det, så er det ikke bare af med tørklæderne, de damer, men også af med kjolerne og øreringene, de heteroseksuelle parforhold og monogamiet og alt det andet, som ikke kun, men også tjener til at opretholde patriarkalske strukturer."

De kan ikke løse det ideologisk, så derfor går de efter en pragmatisk løsning. De anerkender at der er et modsætningsforhold, men de siger blot at hvis man skal vende sig mod tørklædet, så skal man også vende sig mod alt det andet som de ser som undertrykkende. Det er rimeligt uholdbart må man sige, men tilhængere af postrukturalisterne synes sikkert at det er fint nok, da de er vant til et meget lavt niveau indenfor deres teorier, og normalt ser stort på logik og den slags.

Man må sige at det er et meget svagt forsøg på at klamre sig til deres teorier. Forleden blev et voldtægtsoffer i Saudi-Arabien idømt stokkeslag som straf for at være blevet voldtaget. Det er altså realiteterne i et land hvor islamisk lov hersker på værste måde. Hvis de ikke kan se forskel på den slags og på øreringe fordi begge dele "tjener til at opretholde patriarkalske strukturer", så er der vist ikke meget at stille op. Nu er Asmaas tørklæde ikke det samme som stokkeslag vil jeg mene, men det er svært at argumentere for at de ikke er sidestillede hvis man skal holde fast i artiklens forfatteres argumentation.

Til sidst slutter de af med denne sætning:

"en feministisk kamp skulle der gerne være plads til alle kvinder - uanset vores påklædning og uden at nogen pr. definition betragtes som mere undertrykte og selvundertrykkende end andre."

Her snakker de altså om at alle er lige undertrykte. Det virker ret underligt, ikke sandt? Men for helt at forstå hvorfor de gerne vil have at alle skal fremstå som lige undertrykte, så skal vi kaste et blik på en anden artikel af Anna Storr-Hansen. Den hedder "Feminismens koloniale arv" og er igen en gang socialkonstruktivisme af værste skuffe. Her bevæger Storr-Hansen sig ud i noget postkolonialistisk teori og skriver bl.a.

"I debatten optil og under valgkampen, om Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid, har en komplementerende, udbredt forestilling vist sig: forestillingen om at kvindeundertrykkelse og homofobi er fænomener, der er specifikke for den såkaldte muslimske kultur. Disse myter er centrale for konstruktionen af billedet af den ligestillede og frigjorte vestlige kultur. Men det danske samfund og den danske kultur er langt fra så ligestillet som vi fortælles igen og igen."

Af ovenstående burde det tydeligt fremgå hvorfor de ikke KAN kritisere Abdol-Hamid. Det ville, i følge de teorier de abonnerer på, være eurocentrisk at påpege nogle former for kvindeundertrykkelse som værre end andre. For Storr-Hansen ville det være at tage rollen som koloniherre og kolonisere Abdol-Hamids sind. En reproduktion af kolonial undertrykkelse.

Virkelighedsfjern og usammenhængende tågesnak er hvad det er, men som sagt før, det trives på de danske universiteter. Det er inkonsistente teorier der, uvist af hvilken årsag, går for at være videnskab i visse kredse. Tro det eller ej.

2 kommentarer:

  1. Anonym11:32 PM

    En feministisk gruppe kaldet "KRAN"?


    HAHAHAHA... Det er for godt til at være sandt. Ufrivillig humor? Eller, god selvironi

    SvarSlet
  2. ... Saudi Arabien pointerede dog, at kvinden ikke var blevet straffet for selve voldtægten, men for at have mødtes med en mandlig bekendt lige inden ... Nååeh, så er det jo helt iorden.

    SvarSlet