mandag, juni 11, 2007

Ministerselvmord
















For et par uger siden begik den japanske minister for landbrug, fiskeri og skovbrug, Toshikatsu Matsuoka, selvmord. Han hængte sig i sit hjem og efterlod ikke mindre end 8 selvmordsbreve. Det er ikke alle der er offentliggjorte, men i et af dem anmoder han om at man ikke forsøger at finde ud af grunden til hans selvmord.

Sagen er ganske interessant, og en del kan tyde på at han har været indblandet i en korruptionsskandale. Det var under alle omstændigheder meningen at han skulle udspørges af parlamentsmedlemmer om hans rolle i forbindelse med J-Green skandalen. J-Green er også kendt som Japan Green Resources Agency har bl.a. haft ansvar for at bygge veje i de japanske skove, og det har vist sig at de har fusket med udliciteringsrunderne, så visse firmaer har fået opgaverne, og så endda har lavet vejene unødvendigt lange, for at få ekstra penge. I flere af firmaerne arbejdede tidligere J-Green medarbejdere.

Ministeriet for Landbrug, Fiskeri og Skovbrug har en særlig vurderingskommitte hvis opgave det er at holde øje med den slags, men det viser sig nu at J-Green har bestukket medlemmer af kommitteen for at kunne fortsætte med at suge penge ud af de offentlige kasser. Det er ikke tydeligt hvilken rolle den afdøde minister har spillet, men det er nok ikke tilfældigt at han valgte at tage sit eget liv på dette tidspunkt.

Nu ser det ud til at J-Green bliver lukket af den nye minister. Jeg tvivler på at detaljerne i sagen kommer helt frem i lyset, da det næppe er i Abe-sans interesse at blive belemret med flere problemer end han allerede har, men jeg vil helt sikkert følge med i udviklingen det næste stykke tid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar