mandag, januar 22, 2007

Childhood Days




















Så blev det tid til lidt mere film. Denne gang var det Childhood Days (少年時代) jeg fik set. En ganske rørende beretning, om en dreng fra Tokyo, der i slutningen af anden verdenskrig bliver sendt ud på landet, da man (med rette) frygter at byen vil blive sønderbombet. Hér mødes han af en ukendt verden af bonderøve, og et strengt hierarki. I den skole han kommer i, er der en dreng der er leder. Han er klogere end de andre, og de to drenge indleder et sælsomt venskab. For på den ene side søger drengen fra landet, bydrengens selskab og den intellektuelle stimulation som det giver, og på den anden side, så føler han sig også truet af hans viden og intelligens. Bydrengen bliver mobbet og holdt udenfor i skolen, og det er kun når de to drenge er alene sammen, at deres forhold er godt.

Til sidst væltes drengen fra landet fra sin lederpost. De andre har fået nok af hans tyranni, og han udsættes for en del vold og ydmygelser. Bydrengen er splittet, for på den ene side vil han gerne passe ind i klassen, men på den anden side værdsætter han, trods alt, det venskab de to har.

Samtidig med at man følger drengene, så får man også et indtryk af de forhold der herskede i Japan på daværende tidspunkt. Hele tiden hører man om krigen, og ser de aktiviteter som både børn og voksne deltog i. Der er bl.a. en del forsvarsøvelser, propagandaaktiviteter, osv. Den ensretning som der var i samfundet, og den angst som man levede med, var med til at skabe en hård og uforsonlig stemning. Man var bange for at træde ved siden af, da det kunne have alvorlige følger.

På et dybere plan handler filmen mest af alt om individualisme. Hovedpersonerne er begge nogle der ikke bare følger med strømmen. De gør ikke som de andre, og det er dette, at de føler sig anderledes der binder dem sammen, på trods af at de er meget forskellige personer. I en tid hvor man hyldede det kollektive, det autoritære, kunne det være svært at være sig selv. Det skildrer filmen godt.

På et tidspunkt da drengen fra landet har fået alvorlige tæsk, konfronterer klasselæreren klassen med det. Han spørger om hvem der har gjort det, og ingen svarer selvfølgelig. Derefter holder han en lille prædiken, hvor han opfordrer dem til at passe bedre på deres kroppe, da de jo tilhører staten. De er statens ejendom, og skal tjene den. En påstand som mange vil finde absurd i dag, men som måske i essensen ikke er langt fra hvordan mange kollektivister opfatter verden.

Childhood Days fik en ordentlig røvfuld priser da den udkom tilbage i 1990, og det forstår man godt. Den er ganske glimrende, sjov og rørende. Jeg kneb næsten en tåre (men også kun næsten).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar