mandag, december 31, 2007

Godt nytår!

Tak for i år til alle læsere af bloggen. Næste år følger mere om japansk politik, mere bitching over idioti og flere særheder. Her to videoer. En med De De Mouse og den nye single med Perfume. Vi ses i 2008.



fredag, december 21, 2007

Hvem kender dette tegn?

På Ekstra Bladets website er der et galleri med såkaldte "fredagspiger", der er billeder som læserne har sendt ind. Det tjekkede jeg ud i dag og faldt over dette billede af Annika:
























Som man kan se har Annika et kinesisk tegn på maven. Lad os se lidt nærmere på det:
















Umiddelbart er det lidt svært at se hvilket tegn det skal være. Umiddelbart ligner det 潘 som er et forholdsvis sjældent tegn der læses "han" og betyder "vand som der er blevet vasket ris i". Det ser dog ud som om der er en ekstra streg i. Så enten er det ikke det tegn jeg tror, eller også er det en forvanskning af det, eller også er det et kinesisk tegn jeg ikke kender. Jeg er dog ret sikker på at hun næppe har ønsket en tatovering der betyder beskidt risvand. Men hvad fredagspigen Annika har købt tatoveringen som kan man kun gætte på. Måske betyder det noget rigtigt spændende og poetisk på kinesisk?

Hvis du kender tegnet, så skriv det i kommentarerne.

EDIT: Den søde Philip siger at det er et tegn for et navn på kinesisk:
潘 pān (surname)

Det er selvfølgelig muligt at hun har villet have dette navn tatoveret, men den ekstra streg får mig til at tro at hun har købt tegnet som noget andet.

tirsdag, december 18, 2007

mandag, december 17, 2007

Orientalism



















På Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (TORS), hvor jeg læser på Asien Afdelingen, er Edward Saids bog "Orientalism" i høj kurs blandt mange. Said var en litteraturprofessor (han døde i 2003) af arabisk afstamning og i sin bog kom han med en påstand om at vestlig interesse i orienten (som i dette tilfælde kun er mellemøsten), det være sig akademisk eller kunstnerisk, er udtryk for en diskurs der afspejler et påstået assymetrisk magtforhold imellem den kolonialistiske vest og det koloniserede og fremmedgjorte mellemøsten. Said var meget inspireret af Foucault og påstår i sin bog at ingen "orientalister" (et ord han anvender i sin bredeste betydning) kunne beskæftige sig med mellemøsten uden at give udtryk for en racistisk og kolonialistisk forestilling om hvad "orienten" var. Med andre ord mente han at det der blev beskrevet i bøger, malerier, akademiske værker, osv. ikke var mellemøsten i sig selv, men derimod et vestligt billede der tjente til at reproducere et magtforhold som Said mente at kunne se.

Til at starte med fik jeg udleveret forordet til en forelæsning, og der var visse ting jeg undrede mig over. For det første så har han i bog benyttet sig af både Foucaults idé om en diskurs, og Gramscis hegemoni begreb. Alene det er lidt underligt, eftersom de står i modsætning til hinanden. I Foucault er diskurserne udenfor os selv, og han levner ingen plads til den individuelle handlen, mens Gramsci netop ser denne mulighed for at handle imod hegemoniet. Jeg købte derfor bogen og læste den, også fordi jeg gerne ville se hvorledes han dokumenterede sine påstande. Ganske rigtigt viste det sig at der var en del problemer med den måde han anvender de førnævnte begreber. I bogen veksler han imellem dem og modsiger sig selv en del. Det giver en del forvirring om hvad han virkelig mener, men det er noget der er ret typisk for postmodernister. Jeg vil vove at påstå at han bevidst virkede vag, fordi han godt vidste at hans påstande ikke kunne holde.

Noget andet der slog mig var at han i bogen kun beskæftigede sig med fransk og engelsk orientalisme. Han nævner kun flygtigt tysk orientalisme, men slår det hen med at de bare byggede ovenpå det som franskmændende havde skrevet. Det forekom mig at være en mistænkelig påstand, og da jeg ikke havde den store viden om orientalske studier, så besluttede jeg mig for at finde ud af om det virkelig kunne passe.

Det viste sig at være en komplet usand påstand. Nogle af de største orientalister i slutningen af det 19. århundrede var tyskere eller tysk-sprogede (her f.eks. Ignaz Goldziher, måske den største orientalist nogensinde) og skrev toneangivende værker. I modsætning til hvad Said giver indtryk af i bogen, så var orientalisme et ret lille felt indtil det 20. århundrede. Jo mere man sætter sig ind i feltet, der i øvrigt er meget interessant, da mange excentrikere beskæftigede sig med at studere islam og arabien, jo mere finder man ud af at der var mange divergerende opfattelser blandt orientalister.

Bevares, nogle var da bestemt racistiske og kolonialistiske i deres tilgang, men andre var nærmere arabiske nationalister, anti-kolonialister og meget andet. Det er ganske simpelt sådan at Saids påstande ikke holder hvis man ser på hvordan det virkelig forholdt sig blandt orientalister. I sin bog har han blot forsøgt at udvælge de der passer til hans påstande, og endda fordrejet sandheden om nogle af dem. Det kan kun betegnes som en ekstremt uærlig måde at bedrive akademisk virksomhed på. For de interesserede kan jeg anbefale Robert Irwins udmærkede bog "Dangerous Knowledge", der går i rette med Saids løgne (som f.eks. hans udokumenterede påstande om de savants som Napoleon havde med til Ægypten, forestillingen om vestens altoverskyggende dominans i mellemøsten, at Dionysos var af asiatisk afstamning, osv) og misforståelser. Irwin dokumenterer ganske effektivt Saids fejl, og påpeger en del problemer i forbindelse med "Orientalism".

Det er jo ikke usædvanligt at nogle akademikere ikke har gjort deres arbejde godt nok, og at de derfor udsættes for kritik af andre. Det der undrer mig er at man til stadighed bruger "Orientalism" i undervisningen og tager den seriøst, på trods af at alle ved at Said ikke var helt ærlig da bogen blev skrevet, omend det er tydeligt for mig at mange ikke helt har forstået hvor galt det egentlig er med den bog. Jeg spurgte en underviser hvorfor man fortsat tog den seriøst, og hun sagde at det gjorde man fordi den havde sat gang i en diskussion. Det har den helt sikkert også. Da bogen udkom i 1979 ramte den mange som et bombenedslag. Mange følte at de måtte revidere deres akademiske arbejde og følte sig ramt af Saids bog.

Men spørgsmålet er om den diskussion den har sat gang i har været brugbar? Mange opfatter det som om Said bare har gjort opmærksom på at man skal være forsigtig og opmærksom på hvad man skriver, at man ikke kommer til at gengive racistiske forestillinger, osv. Men denne kritik var jo fremført for længst da hans bog udkom, så det var jo ikke fordi det var dét der skulle diskuteres. Næ, hans påstand var jo at man slet ikke kunne undgå at reproducere disse forestillinger (men så alligevel at man godt lidt kunnne...ak ja, det er utroligt som man kan modsige sig selv), og det var jo dét der var præmis for diskussionen. Indenfor disse rammer blev alle akademiske studier af islam og mellemøsten (og senere også studierne af Indien og resten af Asien) mistænkeliggjort og skåret over én kam. På et ganske urigtigt grundlag! Jeg må indrømme at jeg har svært ved at se at Saids bog kan læses som andet end et historisk dokument hvormed man kan gøre rede for fremkomsten af disse fejlagtige forestillinger. At læse "Orientalism" som vedkommende eller som en historisk gennemgang af orientalismen ville være tåbeligt.

For mig at se er den fortsatte brug af "Orientalism" et eksempel på hvor lavt et niveau nogle er villig til at sætte for videnskabeligheden på humaniora. Jeg har svært ved at forestille mig at man f.eks. indenfor fysikken ville fortsætte med at bruge forskning der beviseligt var forfalsket fordi man mente at "diskussionen var interessant", på trods af at det ikke havde meget med fakta at gøre. Nu er der selvfølgelig forskel på naturvidenskab og humaniora, men netop fordi man ikke kan lave laboratorieforsøg og den slags, bør man jo være ekstra stringent indenfor sin forskning på humaniora. Desværre virker det som om mange nærmere tager det som en opfordring til at påstå hvad som helst, og gerne noget der passer ind i et politisk korrekt og meget venstreorienteret verdensbillede. Dette er med til at øge afstanden imellem videnskaberne og humaniora, der jo ellers burde arbejde sammen.

onsdag, december 05, 2007

Bad Writing Contest

I sin tid havde tidsskriftet "Philosophy and Literature" en konkurrence ved navn "The Bad Writing Contest". Den løb fra 1995-1998 og udstillede på hånlig vis hvorledes visse akademikere i et forsøg på at leve op til "publish or perish" mottoet, markerede sig selv ved at lukke uendelige mængder af ligegyldigheder eller vrøvl ud forklædt som akademisk leet-speak. Det er selvfølgelig især venstreorienterede intellektuelle og poststrukturalister m.fl. der gør sig i den slags, da de har mest brug for at maskere deres uvidenskabelighed.

Hele konkurrencen ligger online hér. Jeg har valgt et par af mine personlige favoritter ud.

Denne sætning fra den kendte Queer teoretiker, Judith Butler, vandt i 1998:

The move from a structuralist account in which capital is understood to structure social relations in relatively homologous ways to a view of hegemony in which power relations are subject to repetition, convergence, and rearticulation brought the question of temporality into the thinking of structure, and marked a shift from a form of Althusserian theory that takes structural totalities as theoretical objects to one in which the insights into the contingent possibility of structure inaugurate a renewed conception of hegemony as bound up with the contingent sites and strategies of the rearticulation of power.

Den næste, fra en Professor Tyler er angiveligt om noget han kalder postmoderne etnografi:

It thus relativizes discourse not just to form — that familiar perversion of the modernist; nor to authorial intention — that conceit of the romantics; nor to a foundational world beyond discourse — that desperate grasping for a separate reality of the mystic and scientist alike; nor even to history and ideology — those refuges of the hermeneuticist; nor even less to language — that hypostasized abstraction of the linguist; nor, ultimately, even to discourse — that Nietzschean playground of world-lost signifiers of the structuralist and grammatologist, but to all or none of these, for it is anarchic, though not for the sake of anarchy but because it refuses to become a fetishized object among objects — to be dismantled, compared, classified, and neutered in that parody of scientific scrutiny known as criticism.

Der er mange flere på linket ovenfor. Jeg undrer mig over at konkurrencen ikke kører mere. Efter noget af det materiale man får lov til at læse på humaniore at dømme, er der stadigvæk brug for at latterliggøre disse, nærmest hermetiske, tekster, og selvfølgelig også de forestillinger der ligger bag.

fredag, november 30, 2007

Perfume - Polyrhythm

Dagens tyggegummipopvideo:

Dagens citat

"Oddly enough gender-race-class critics insist on the limitations imposed on thought by the use of a particular system of terms in all other contexts. An important part of their mental apparatus is Foucault's notion of a discourse, by which he means a standard set of terms that are both the expression of a particular mind-set and the mechanism that perpetuates that mind-set. Foucault's own examples are rarely convincing, because the vocabularies of both English and French are too large and varied to channel thought so rigidly. A convincing illustration of Foucault's point would require a specialized terminology that was able to shut out the rest of the vocabulary of the language. We need not look far to find such a case: The perfect example of Foucault's discourse and its stultification of thought is the highly restricted and arcane terminology of theoryese: re-presentations, marginalize, decenter, revision, difference, discursive practices, hegemony, phallocentrism, the "other" and so on. Genuine thought requires more than the rote learning and ingenious manipulation of a special vocabulary. "

Fra John M. Ellis "Is Theory to Blame?" fra 1997

torsdag, november 29, 2007

Tørklædets paradoks
























Under den seneste valgkamp har der været stor diskussion i venstrefløjskredse om hvorvidt det var i orden at opstille Asmaa Abdol-Hamid. Den ene fløj har holdt fast i det mere klassisk marxistiske synspunkt at religion er noget skidt, mens den anden fløj har forsvaret Abdol-Hamid på forskellig vis. Et typisk argument har været at en kvinde selvfølgelig selv har lov til at vælge om hun vil have en religiøs hovedbeklædning på.

Det er et fint argument, men kun hvis man er liberal eller lignende. Det argument hviler nemlig på en formodning om at individet har et frit valg, og det mener socialister som bekendt ikke at man har. Hverken de klassiske marxister eller de moderne poststrukturalistiske socialister kan jo være enige i den slags. Så hér har man stået med et problem: På den ene side har man ønsket at være meget politisk korrekt og derfor kan man jo ikke kritisere en der BÅDE er kvinde OG indvandrer. Mange socialister får våde drømme af den slags, for det er jo noget de kun kan drømme om. Man er nu engang ikke rigtigt undertrykt når man kommer fra et velstillet akademikerhjem fra forstæderne. På den anden side så kan man ikke begynde at acceptere ideen om det frie valg, da den vil undergrave al socialistisk tankegang. What to do?

Heldigvis kommer poststrukturalistisk teori til undsætning. I hvert fald har Mette Buchardt og Anna Storr-Hansen skrevet en artikel hvor de forsøger at forsvare deres støtte til Abdol-Hamid ud fra den slags synspunkter. Mette Buchardt læser Ph.D. på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Et projekt hun beskriver således:

" Jeg arbejder med et Ph.d.- projekt med arbejdstitlen Identitetspolitik i det flerkulturelle klasserum. Konstruktion af fag og identitet i religionsundervisningen - et klasserumsstudie med fokus på samspillet mellem konstruktionen af hhv. viden, aktøridentiteter og identitetspolitiske strategier omkring kategorierne religion og kultur."

Det første ord der dukker op i mit hoved når jeg læser ovenstående er "brugbart!"

Hendes allierede, Anna Storr-Hansen, læser idehistorie på Universitet i Lund og er vel hvad man må kalde for en politisk ekstremist. Hun er en del af den "feministiske aktionsgruppe" KRAN, der bl.a. forsøger at radikalisere den yderste venstrefløj i mere militant retning. Således er de med til at holde et seminar der tydeligvis har til formål at retfærdiggøre voldelige midler i kampen for socialisme.

KRAN bygger på såkaldt "Queer" teori, hvor man forestiller sig at køn (lige som resten af virkeligheden) bare er en konstruktion. Disse konstruktioner er så selvfølgelig, som alt andet styret af magten, der er mænd, kapitalismen, osv. Alle de sædvanlige venstrefløjsdæmoner.

De to feministiske frontkæmpere har forleden skrevet et indlæg i Information under overskriften "Ofre, frie valg eller feministisk kamp". I deres indlæg lyder de først og fremmest som et ekko fra halvfjerdserne, når de kritiserer andre feminister for ikke at ville politisere alt. De fremhæver selv det gamle slogan "det private er politisk". Ligesom den lange tradition af marxister før dem, ser også den nye tids venstreorienterede, der er kraftigt inspirerede af Foucault, Derrida, m.fl., alt som udtryk for magtstrukturer. Forskellen på de nye og de gamle ligger nok mere i at de nye har forsøgt at løsrive sig fra forældede klasseanalyser, og i stedet med luftig relativisme (i modsætning til marxismens stærke fundament) forsøger at beskytte deres forestillinger om retfærdighed mod ting som logik og objektiv virkelighed. Det er jo også bare konstruktioner og dermed også farvet af magstrukturerne.

I deres redegørelse for hvordan den moderne socialist skal forholde sig til folk som Abdol-Hamid, holder Buchardt og Storr-Hansen fast i at man ikke har et frit valg (selvfølgelig). Men samtidig vil de jo gerne undgå at kræve at Abdol-Hamid skal frigøre sig fra den patriarkalske undertrykkelse som tørklædet er udtryk for. Hvis de gør det, så vil de jo netop undertrykke hende (i hvert fald i følge deres selvforståelse).

Heldigvis kommer deres konstruktivisme dem til undsætning. For der er jo meget der er udtryk for patriarkalske magtstrukturer:

"Ja da; tørklædet er også udtryk for patriarkalsk regulering af kvindekroppen, og det er miniskørtet og kjolen også. "

Det er tydeligt at hvad som helst der udgør en forskel er undertrykkende i de damers øjne. De ignorerer, som tilhængere af disse teorier ALTID gør, virkeligheden og leger at det hele bare er "text" og noget man har fundet på. De glemmer at mænd og kvinder ER forskellige rent fysisk. Deres kroppe er forskellige, deres hjerne er forskellige, deres seksualitet er forskellige, osv, osv. Dette er ting som der er videnskabeligt grundlag for at sige. Det er ting som der er forsket i, og det er såmænd også noget de fleste mennesker udenfor universiteterne ved af erfaring. Jeg regner dog ikke med at de damer vil tage den slags alvorligt eftersom de sikkert bare betragter videnskab som udtryk for patriarkatet.

Deres løsning er derfor at sidestille alle forskelle imellem kønnene og tegnene derpå, ved at gøre dem til udtryk for de magtstrukturer der styrer den måde vor kønsidentitet konstrueres på. Pludselig er der ingen forskel på at have tørklæde på for at tækkes en sexforskrækket religion og så på at tage kjole eller øreringe på:

"Vi udelukker ikke, at der i kvindebevægelsen i 70'erne, hvor parolen om at "det private er politisk" så dagens lys, også var tendenser til at kvinder skulle se ud på bestemte måder for at blive anset for at være "rigtige feminister". Men dette bogstavtro og individfokuserede, ja nærmest liberalistiske træk i 70'er-feminismen er der i så fald ingen grund til at videreføre. Og gør vi det, så er det ikke bare af med tørklæderne, de damer, men også af med kjolerne og øreringene, de heteroseksuelle parforhold og monogamiet og alt det andet, som ikke kun, men også tjener til at opretholde patriarkalske strukturer."

De kan ikke løse det ideologisk, så derfor går de efter en pragmatisk løsning. De anerkender at der er et modsætningsforhold, men de siger blot at hvis man skal vende sig mod tørklædet, så skal man også vende sig mod alt det andet som de ser som undertrykkende. Det er rimeligt uholdbart må man sige, men tilhængere af postrukturalisterne synes sikkert at det er fint nok, da de er vant til et meget lavt niveau indenfor deres teorier, og normalt ser stort på logik og den slags.

Man må sige at det er et meget svagt forsøg på at klamre sig til deres teorier. Forleden blev et voldtægtsoffer i Saudi-Arabien idømt stokkeslag som straf for at være blevet voldtaget. Det er altså realiteterne i et land hvor islamisk lov hersker på værste måde. Hvis de ikke kan se forskel på den slags og på øreringe fordi begge dele "tjener til at opretholde patriarkalske strukturer", så er der vist ikke meget at stille op. Nu er Asmaas tørklæde ikke det samme som stokkeslag vil jeg mene, men det er svært at argumentere for at de ikke er sidestillede hvis man skal holde fast i artiklens forfatteres argumentation.

Til sidst slutter de af med denne sætning:

"en feministisk kamp skulle der gerne være plads til alle kvinder - uanset vores påklædning og uden at nogen pr. definition betragtes som mere undertrykte og selvundertrykkende end andre."

Her snakker de altså om at alle er lige undertrykte. Det virker ret underligt, ikke sandt? Men for helt at forstå hvorfor de gerne vil have at alle skal fremstå som lige undertrykte, så skal vi kaste et blik på en anden artikel af Anna Storr-Hansen. Den hedder "Feminismens koloniale arv" og er igen en gang socialkonstruktivisme af værste skuffe. Her bevæger Storr-Hansen sig ud i noget postkolonialistisk teori og skriver bl.a.

"I debatten optil og under valgkampen, om Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid, har en komplementerende, udbredt forestilling vist sig: forestillingen om at kvindeundertrykkelse og homofobi er fænomener, der er specifikke for den såkaldte muslimske kultur. Disse myter er centrale for konstruktionen af billedet af den ligestillede og frigjorte vestlige kultur. Men det danske samfund og den danske kultur er langt fra så ligestillet som vi fortælles igen og igen."

Af ovenstående burde det tydeligt fremgå hvorfor de ikke KAN kritisere Abdol-Hamid. Det ville, i følge de teorier de abonnerer på, være eurocentrisk at påpege nogle former for kvindeundertrykkelse som værre end andre. For Storr-Hansen ville det være at tage rollen som koloniherre og kolonisere Abdol-Hamids sind. En reproduktion af kolonial undertrykkelse.

Virkelighedsfjern og usammenhængende tågesnak er hvad det er, men som sagt før, det trives på de danske universiteter. Det er inkonsistente teorier der, uvist af hvilken årsag, går for at være videnskab i visse kredse. Tro det eller ej.

Hvalfangst = nazi
















Hvalfangstdebatten når nye lavder. En chilensk politiker ved navn Guido Girardi sammenligner japanske hvalfangere med nazister og udtaler:

"The Japanese should not be the Nazis of the present time; only the Nazis assassinated thousands of people for research...
It is not true that scientific research requires killing; that would be like saying that to do scientific research on humans one has to kill them first."

Populistisk politik når det er bedst. At sidestille dyr med mennesker er selvfølgelig en anelse problematisk i denne sammenhæng, da man så undrer sig over hvordan han har det når folk spiser oksekød eller laver kræftforsøg på mus.

tirsdag, november 27, 2007

Breakfast Theory

Børns seksualitet

En person som jeg har lagt mærke til gang på gang i årenes løb, og som altid har undret mig er Troels Peter Schmidt. Lige for tiden går han og sætter plakater op i København for at afskaffe den rituelle hekseafbrænding på Skt. Hans bålene da han ser det som en kønsdiskriminerende tradition. Men han har haft gang i meget mere end det. TPS har altid været meget involveret i seksualpolitisk aktivisme, og de fleste vil måske huske ham som talsmand for og medstifter af Pædofiliforeningen. Selv siger han at han ikke er pædofil, men blot ville hjælpe dem. Jeg har dog min tvivl om rigtigheden af dette.

Nogle vil måske også huske at der var snak om at han skulle stille op for Minoritetspartiet, men forlod partiet efter der var storm omkring hans person. Kristian Ditlev Jensen, den noget hysteriske mandsling fra Ny Alliance (der ikke blev valgt ind), gjorde en stor sag ud af at TPS sad i hovedbestyrelsen for MP dengang og Rune Engelbrecht forsvarede sig selv og MP.

TPS har også haft andre aktiviteter. Bl.a. har han lavet Netværket Frie Kroppe, der er ment som et sted hvor kiggere og blottere kan mødes og sød musik kan opstå. Desuden er han generelt ret venstreorienteret og har f.eks. støttet en del op om Asmaa Abdol-Hamid under den seneste valgkamp. Hans hovedaktivitet er dog hans hjemmeside, der hedder Just-Well, hvor man også kan bestille foredrag med manden. Hvis man læser på siden, så er det tydeligt at han ser sig selv som offer for en heksejagt.

"Heksejagten" han har været udsat for er først og fremmest pga. hans meninger om incest og pædofili. I 1993, under pseudonymet Jørgen Rasmussen, skrev han bogen "Hele og frie børn". Jeg læste bogen i sin tid og den handler om hvorledes TPS mener at børns seksualitet hæmmes og undertrykkes og at de efterfølgende lider skade deraf. TPS mener at seksuelle forbindelser mellem voksne og børn sagtens kan forsvares, hvis der ikke er tvang involveret.

I bogen foreslår han bl.a. at daginstitutioner fremmer børns seksualitet så de får et naturligt og afslappet forhold til den og at der ansættes homoseksuelle og transvestitter, således at børn der måske har tendenser i den retning har rollemodeller at identificere sig med.

Det er klart at TPS er af den mening at tabu (som f.eks. incest og pædofili) blot er konstruktioner som vi bare kan bryde. Dette var en ganske udbredt holdning blandt venstreorienterede i sin tid, omend ikke lige på dette område, men mere generelt set. Traditioner var borgerlige konstruktioner og nu var det en ny tid. De fleste har senere fundet ud af, på den hårde måde, efter bollerummene i kollektiverne og de åbne parforhold, at der ofte er rigtigt gode grunde bagved traditionerne. TPS har bare ikke indset dette. Han er sikker på at det bare er det borgerlige samfunds konventioner der gør at sex mellem familiemedlemmer og børn og voksne er tabuiseret.

Han ignorerer fuldstændigt at der er et særdeles ulige forhold imellem børn og voksne, og at en af grundene til at det ikke er accepteret netop er de problemer der er i at et børn giver sit samtykke til at have sex. TPS graver gerne et par eksempler på nogle der som barn har haft en god seksuel oplevelse med en voksen frem for at underbygge sin påstand. Der findes sikkert sådan nogle, men jeg tror næppe at det er mange. De fleste interviews jeg har hørt eller set af den slags har som regel været med homoseksuelle drenge der har gjort sine erfaringer i den tidlige pubertet. Måske har de været klare til det. Hvem ved. Det er bare ikke helt nok til at gøre det alment accepteret. Jeg opfatter TPS som en pædofil der forsøger at komme med en avanceret udgave af "de vil jo gerne selv" argumentet.

For at man kan danne sig et indtryk har jeg udvalgt lidt fra TPS' hjemmeside. Her først udsnit fra en kronik fra 1986 bragt i BUPLs tidsskrift "Børn og Unge" under titlen "Hvor fræk må en børnehave være?"

"Den smukkeste oplevelse i mit liv, hvad angår samvær mellem børn og voksne, var højdepunktet i et fem ugers seksualpædagogisk forløb i en børnehave på Nørrebro...

...
Lige så snart sangen var færdig, spurgte vi voksne, om nogen kunne huske, hvad det var, vi skulle lave denne dag. Drengen John smilede og sagde, at det vidste han godt, men han ville ikke sige det. Ingen af børnene ville sige det. Så sagde vi voksne, at vi meget gerne ville lave kropsmaling idag. Alle kunne hente farver og lidt koldt vand og gå i gang det samme. Drengene Søren og John sad sammen med mig. Søren ville male mig, og jeg skulle male John til røver....

...
Vi lyttede til noget lækkert trommemusik, imens vi malede hinanden. Drengen Henrik var blevet malet i ansigtet og på kroppen. Da han kravlede op ad legehuset på stuen, strakte han sig så meget som muligt - iført nogle små hvide underbukser - så han nærmest svævede i luften over os andre....

...
Jørgen malede min mave og John mine tæer. Merete grinede særligt meget, da hun pludselig hev mig i min kildemand, for straks at holde op igen. Det er selvfølgelig mægtigt skægt at rulle rundt oven på hinanden, når man er nøgen eller næsten (helt) nøgen. Henrik, der før havde svævet i luften, sådan da, iklædt sine underbukser var nu helt uden sine klæder. Pigerne Karen og Karine kom hen til mig helt nøgne og så helt salige ud i hovederne. De sagde: “Hej Peter” og gik igen. Alle voksne var også nøgne....

...
Så vidt vi voksne ved, lagde vi ikke noget pres på børnene for at få dem til at smide tøjet - det måtte de selv om, men selvfølgelig elsker specielt pigerne at rende rundt uden tøj på i den alder. Desværre halter det meget med dette for de fleste drenges vedkommende, fordi deres synlige kildedrengs seksuelle lyst kan blive til en negativ voksenkontrol, og det ved alle drenge bevidst eller ubevidst...

...
Som noget af det mest naturlige i verden stod Susanne og børnene helt nøgne og snakkede med forældrene midt i gennemgangsrummet. Herefter tog vi allesammen, i festlig humør, bad sammen, seks-syv dejlige og glade mennesker sprøjtende vand og skrubbene hinanden i et lille badekar. Bagefter fortalte børnene alle og enhver, hvor skægt det havde været. Nogle af de børn, der ikke havde været med til denne oplevelse så ud til at være misundelige, men hvem ville ikke være det? Og der opstod nogle spændende rygter. En dreng kom hen til mig og spurgte , om det var rigtigt, at vi havde bollet idag. Det var simpelt hen den smukkeste oplevelse i hele forløbet med børnene samt Karsten og Susanne...

...
En af de første dage i børnehaven ville to drenge, John og William se min tissemand. Jeg sagde til dem, det det kunne de godt, når jeg skulle tisse. Det fik de også lov til senere....

...
Jeg mener naturligvis, at børn skal kunne se hinanden og voksne nøgne i naturlige sammenhænge, men også ved at bruge et spejl eller speculum til anatomiske selvstudier, ligesom kvindebevægelsen gjorde i sin tid og stadig gør. Overskolelærer Anette Westrup, har hjulpet piger i puberteten med selvhjælpsundersøgelser, men anatomiske selvstudier burde starte meget tidligere, idet kønsidentiteten grundlægges i børnehavealderen og ikke har så lidt at gøre med, hvordan man opfatter sine egne kønsorganer..."

Noget andet TPS har arbejdet med, er at finde mere lystbetonede navne for kønsorganerne end tissemand og tissekone. Han foreslår f.eks. at man anvender "kildedreng" og "kildehulen" i stedet. Han har skrevet et par seksualoplysende sange, som jeg giver en lille smagsprøve på hér. Den første hedder "Runde hoveder, lange hoveder" og går på tommelfinger, tommelfinger, hvor er du.

"Runde hoveder, lange hoveder
hvor er I ?
Her er vi, se på os,
sådan ser vi ud"

Den fortsætter med bryster, kildepige, tissepige, osv, osv. Jeg er sikker på at den opfindsomme læser selv kan tænke sig til resten.

TPS har også skrevet en sang for børn om S/M. Vi tager et udpluk(melodien er "Heksemutter"):


"Mor hun ta'r en pisk vil lokke
far til elsked' gabestokke.
Klask, klask, klask, smæk, smæk, smæk
røde striber, de går væk.

Så ta'r mor fars pik i munden
Sutter den og slikker pungen.
Far bli'r glad, kæleri
det er ikke æderi.

Far og mor de ka' jo bolle
i deres store seng vil fjolle.
Kussesaft, smager godt
stivert sprøjter, det er flot."

Der er flere sange af TPS, bl.a. en om escortservice. Disse sange viser godt hvad der er galt med TPS' verdensbillede. Børn har selvfølgelig en seksualitet, det tror jeg de fleste anerkender i dag. Vi ved at børn leger doktor og onanerer og den slags, og som forældre lader vi dem udforske den slags i fred og når de når puberteten så tager vi en snak med dem om det, så de har mulighed for at søge råd og vejledning omkring deres udvikling og seksuel kontakt med jævnaldrende, osv.

TPS ser tydeligvis ikke at børns seksualitet ikke er som voksnes. Hvorfor skal man f.eks. lave en sang om SM til børn? Hvad skal man have ud af det? Kan de overhovedet forstå den slags avanceret sex? Det vil jeg ikke mene at de er i stand til. For mig at se er det et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man med Foucault (som TPS selvfølgelig er glad for) og andre teoretikere i hånden bilder sig selv ind at sociale normer bare er borgelige konstruktioner der skader os. Man glemmer helt hvorfor tingene er som de er, og i TPS' tilfælde har det nok meget at gøre med at han har et ønske om at den slags ville være OK og at han har brug for at bilde sig ind at "de ikke tager skade".

Endnu et skræmmende eksempel på hvor meget galt ekstrem relativisme kan føre med sig.

fredag, november 23, 2007

Fitnesscentre er skadelige

Terminalfrost har et morsomt (tragikomisk er nok mere rammende) indlæg om en sociolog der mener at Fitnesscentre skader:

“Fitnesindustrien forstærker ideen om, at sundhed er hvert enkelt individs ansvar. Det er det ikke,” mener Maguire.”Fedme og inaktivitet er kollektive problemer og kræver kollektive løsninger"

Læs mere her.

Fukuda: Det er uundgåeligt at momsen stiger















En kommision nedsat af LDP er i den forløbne uge kommet med en udtalelse om at en forhøjelse af momsen fra de nuværende 5% til 10% bør ske omkring 2015, for at dække de stigende omkostninger af velfærd til Japans aldrende befolkning. I går udtalte Fukuda så at en stigning er uundgåelig. Et eller andet sted skal pengene selvfølgelig komme fra, hvis de skal kunne fortsætte det nuværende velfærdsniveau i et land fyldt med gamle mennesker, men som jeg har bemærket før, så er en forhøjelse af momsen en ringe ide. Det er som om politikerne ikke kan huske hvad der skete dengang den blev forhøjet fra 3 til 5%. Dengang blev Japans økonomi ramt hårdt og en så voldsom stigning som der er tale om nu, vil ramme endnu hårdere. Fukuda tror at er en stabil indkomstkilde for staten og ser ud til at tro at det er uden omkostninger at forhøje den slags.

torsdag, november 22, 2007

Et møde med Greenpeace














Det er et stykke tid siden jeg sidst er rendt ind i aktivister fra Greenpeace, men for tiden huserer deres "facere" igen i indre by. Således blev jeg i dag stoppet af en venlig ung mand, der forsøgte at hverve mig som medlem af denne Gaia-tilbedende sekt. Samtalen forløb nogenlunde sådan her:

Ung mand: Undskyld, har du et øjeblik til miljøet.
Mig: Beklager, men jeg er ikke så glad for Greenpeace.
Ung mand: Hvorfor ikke det?
Mig: Der er flere grunde men det er bl.a. jeres modstand imod hvalfangst, atomkraft og GMO jeg ikke bryder mig om. Nu sender I f.eks. igen et skib efter dette års japanske hvalfangstekspedition. Jeg forstår ikke jeres besættelse af hvaler. De hvalarter der fanges er som regel ikke truede så jeres modstand mod hvalfangst er total irrationel. Det ser mere ud til at bunde i en sympati for hvaler i særdeleshed end noget andet.
Ung mand: Hvalfangst er jo ikke nødvendigt.
Mig: Nej, men det er der faktisk ikke mange ting der strengt taget er. Det eneste vi virkelig behøver er ting som læ og mad og drikke og den slags, men nu er mennesket jo indrettet sådan at vi udnytter mange forskellige ting til vores fordel. At noget ikke er "nødvendigt" er jo ikke et argument som sådan. Det kan man jo sige om næsten hvad som helst.
Ung mand: Jamen du kan godt se at hvis Japan fanger 1000 pukkelhvaler og verdens bestand er på 10.000, så....
Mig: De fanger altså kun 50 i år.
Ung mand: Nej, det er 1000
Mig: Nej, det er 50.
Ung mand: Jeg er ret sikker på at det er 1000
Mig: Og jeg læser japanske medier hver dag og ved at det er 50. Du tager fejl.
Ung mand: Nå OK. Men altså, det er jo i hvert fald klart at hvis folk bare fanger alle hvalerne så forsvinder de.
Mig: Ja, men det er der jo ikke tale om. 50 hvaler er altså ikke meget ud af den store bestand der er (Her kan jeg indskyde at bestanden anslås til at være 100.000)
Ung mand: Nej OK, men tag f.eks. regnskoven. Det er jo dejligt med eksotisk træ på gulvet, men man kan lige så godt bruge egetræ. Når man skal fælde et *navn på en eller anden eksotisk træsort jeg ikke husker*, så fælder man måske 10 træer rundt omkring for at få fat i et af disse træer. De ligger måske bare og rådner. Hvis man fortsætter sådan så fælder man jo bare hele regnskoven.
Mig: Men du kan jo ikke vide hvordan man fortsætter. Hvis du ser økonomiske fremskrivninger i TV eller aviser engang imellem, så kan du jo se at de aldrig passer. Hvorfor ikke? Fordi verden ikke bare fortsætter på én bestemt kurs. Folks adfærd ændrer sig hele tiden. Det du kommer med her er glidebaneargumentet og det er ikke holdbart.
Ung mand: Nej OK.
Mig: Man kan jo gøre som visse grupper og købe noget regnskov hvis man gerne vil beskytte den. Det synes jeg er en glimrende idé.
Ung mand: Ja. Men hvad angår GMO som du nævnte før, så er det jo muligt at man kan lave noget korn der giver halvanden gang så meget udbytte, men samtidigt bliver der jo produceret masser af mad der bare bliver smidt ud mens folk sulter. Hvis nu man kunne udnytte ressourcerne mere effektivt.
Mig: Hvordan forestiller du dig dette?
Ung mand: Det ved jeg ikke, men..hos en bager f.eks. så bliver der smidt en stor mængde brød ud hver dag. Samtidigt sidder der jo børn i Afrika og sulter.
Mig: Jamen det er jo klart at du synes det er slemt. Man tænker "hvis bare det stakkels barn kunne få lidt af det brød". Det er forståeligt nok. Men det er altså en tankegang der hører til en fem-årig, og du er en voksen mand nu.
I stedet må du spørge dig selv om hvorfor barnet i Afrika sulter. Det er jo ikke pga. at bageren smider mad ud i Danmark. Problemet er i Afrika hvor man har indrettet sig dårligt.
En bedre udnyttelse af ressourcerne som du taler om ville jo kræve en central planlægning af en slags, ikke sandt?
Ung mand: Jo.
Mig: Men det er jo planøkonomi som i det gamle sovjet. Den slags har kostet millioner af mennesker livet. Du har sikkert ikke tænkt på det på denne måde, men det du advokerer er jo socialisme.
Ung mand: Jeg er ikke socialist.
Mig: Hvis du mener at en planlægning af produktionen skal foregå politisk styret på grund af at det er til fordel for det "fælles bedste", så er det altså socialisme.
Ung mand: Jeg mener bare at man kunne fordele det bedre..
Mig: Det er da også socialisme. Du er nødt til at spørge dig selv om hvordan man opnår velstand. Hvordan tror du f.eks. at folk er kommet til penge i Danmark?
Ung mand: Det ved jeg ikke. Vi har vel været heldige.
Mig: Det er ikke held. Velstand er noget man opnår ved at producere og ved at spare op. Hvis du nu forestiller dig at man skulle styre verdens produktion, så er det for det første umuligt fordi vi ikke kan forudsige hvad den enkelte vil have. Dine præferencer skifter hele tiden.
Ung mand: Ja OK, det kan jeg godt se.
Mig: Desuden er der jo også de andre problemer som planøkonomi med sig. Alle folk retter sig jo ikke efter planerne og så må man forsøge at straffe folk når de producerer varer som de ikke må. Man skal også straffe dem der sælger varerne, for det nytter jo ikke at det kan betale sig at sælge varer som man ikke må producere. Lynhurtigt får du et overvågningssamfund.

... jeg fortsatte med at belære ham om hvorledes planøkonomi havde kostet mange liv og hvorledes liberaliseringer af økonomien havde været nødvendige og ført til mere velstand mange steder, som f.eks. i Kina, Indien, osv.

Han var en mægtigt flink ung fyr, men desværre er Greenpeace-tilhængere og andre med "gode intentioner" fuldstændigt uden jordforbindelse. De har ikke tænkt over konsekvenserne af hvad det er de mener og jeg mangler endnu at møde en der kan komme med ordentlige argumenter. Det værste er at mange, nok især unge, i dag tror at et dårligt argument baseret på følelser er lige så godt som et et velunderbygget og rationelt af slagsen. Jeg har aldrig selv gået i den danske folkeskole, men jeg har en mistanke om at det er der skaden sker. I et miljø hvor alle skal anerkendes og får at vide at deres mening er god nok, også selv om den er idiotisk. Suk.

onsdag, november 21, 2007

Enhver ligning er en voldtægt

I går faldt jeg over noget jeg ikke vidste fandtes, men egentlig kunne have tænkt mig til eksisterede. Der er åbenbart en strømning der forsøger at frigøre naturvidenskaben fra den eurocentriske og mandchauvinistiske slagside som de mener den har. Ja, du læste rigtigt: naturvidenskab er simpelthen en undertrykkende diskurs der reproducerer de eksisterende magstrukturer (for nu at blive i sproget der hører til den slags).

Disse ideer stammer, som så mange andre dårlige af slagsen, fra vores postmodernistiske og poststrukturalistiske venner der mener at der ikke eksisterer en objektiv virkelighed og at alt er en social konstruktion. Da de går ud fra at viden ikke kan eksistere uafhængigt af magt, så er det klart at naturvidenskaben alene afspejler fallocentriske og racistiske værdier hos dem der har skabt dem: hvide mænd. Som koloniherrer spreder de så denne pikfascistiske videnskabelige imperialisme over hele verden og som sædvanligt er det (selvfølgelig) folk fra andre kulturer og kvinder det går ud over.

Kritikken går på flere ting. For det første er der den strømning der fokuserer på racistisk slagside indenfor naturvidenskab og her er det især matematik det gælder. De siger at man koncentrerer sig for meget om den matematik man har udviklet i vesten (åbenbart hører den arabiske verden så med her, da det er der en del af den kommer fra) og helt glemmer f.eks. et talsystem de havde udviklet hos Maya-indianerne og andre ting. Sagen er selvfølgelig at det ikke er en skid relevant for matematik i dag og hører hjemme i en historietime og ikke en matematiktime. Her er et eksempel på tankegangen fra artiklen "Adressing Eurocentrism and Androcentrism in Mathematics":

"
What does a mathematician look like? Pause for a moment and visualize for yourself an answer to that question. Notice what this person looks like. Notice the sex and the race of this person. Chances are you pictured a white male. In fact, whenever I have tried this exercise with my students or in a workshop the majority of people do indeed picture a white man.

...

However, the reality is that the first mathematicians were women and most likely African women. The oldest known mathematical activity is calendar making. Bone fragments with incisions have been found in Europe and Africa dating back as far as 37,000 BCE. The most famous of these is the Ishango bone found on the shore of a lake in Zaire, Africa (Zaslavsky, 1992). The incisions on these bones correspond to lunar cycles or lunar calendars. This is the earliest mathematics, the recognition of the basic periodicity of nature.

And when we ask which sex is most likely to have first developed an understanding of lunar cycles, the answer is women. One obvious reason is the menstrual cycle. A second reason is that early agriculturalists used calendars. But again these were women. This was an expression of mathematics that was not elitist, not divorced from the surrounding world by logical reasoning. Rather this mathematics was based on what Sjöö and Mor (1987) call organic reasoning, emerging "from a desire to cooperate with the natural world, and from a real integral observance of the needs and rhythms of the personal self and the human community." "

Her kan man se hvordan man anser logik for at være af det onde og uden kontakt med omgivelserne. Matematik skal være noget alle kan finde ud af og ikke et elitært foretagende.

En der kommer fra en mere feministisk vinkel er Susan Harding der i sin bog fra 1986 "The Science Question in Feminism" skriver:

"If we are not willing to try to see the favored intellectual structures and practices of science as cultural artifacts rather than as sacred commandments handed down to humanity at the birth of modern science, then it will be hard to understand how gender symbolism, the gendered social structure of science, and the masculine indentities and behaviors of individual scientists have left their marks on the problematics, concepts, theories, methods, interpretations, ethics, meanings, and goals of science.

...But we shall try to locate the pure, value-free core of science responsible for the purportedly inherent progressiveness in scientific method, in model claims in physics, in the mathematical language of science, and in logical reasoning. If, as I shall argue, pure science cannot be found in these places, then where should we try to find it?

...I will argue that a critical and self-reflective social science should be the model for all science, and that if there are any special requirements for adequate explanations in physics, they are just that - special. (We will see that much of biology should already be conceptualized as social science . . . )

...Second, the concepts and hypotheses of physics require acts of social interpretation no less than do those in the social sciences. The social meanings that explanations in physics have for physicists and for the "man and woman in the street" are necessary components of these explanations, not scientifically irrelevant historical accidents. Perhaps it is appealing to imagine that the mathematical formulations of Newton's laws are the explanations of the movements of matter because it takes only a little effort for us modern folk to get a sense of what these formulas mean in ordinary language. But should we think of a formula so long that only a computer could read it in one hour as an explanation of a type of phenomenon? The answer to this question is "no." An explanation is a kind of social achievement. . .

...They did so by replacing the social image of numbers as counting units with the social image of numbers as divisions of a line. These are social images because they reflect what people in historical cultures intentionally do. Not all cultures have been as preoccupied with the measuring - dividing a line - as has ours for the last few centuries. As one comentator points out, such a process of socially negotiating cultural images in mathematics is similar to what we do when we exclude patriotic killing in wartime from the moral and legal category of murder."

(tak til Gene Expression for disse citater)

Det er typisk for disse feministiske fortalere for konstrueret virkelighed at de mener at trangen til at måle og kategorisere alting er en undertrykkende og maskulin aktivitet. Flere af tilhængerne af Foucault har dette synspunkt, bl.a. kommer Edward Said ind på det i "Orientalism" hvor han kritiserer Carl von Linné for dette. Derfra kan man så trække en parallel til det "undertrykkende kapitalistiske system" der jo også gør alt op i enheder der kaldes penge, som så igen er et udtryk for den maskuline dominans.

En af de store indenfor den slags tænkning er den franske feminist Luce Irigaray. Hun mener at sproget er udtryk for maskulin ideologi og taler for at kvinder skal udvikle et feminint sprog i stedet for at tale "den andens" sprog og derigennem identificere sig med manden. Hun har skrevet en del om videnskab, bl.a. har hun sat spørgsmålstegn ved om relativitetsteorien er kønnet:

"Is E=MC² a sexed equation? Perhaps it is. Let us make the hypothesis that it is insofar as it privileges the speed of light over other speeds that are vitally necessary to us. What seems to me to indicate the possibly sexed nature of the equation is not directly its use by nuclear weapons, rather it is having privileged what goes the fastest."

(taget fra en boganmeldelse)


I sin artikel "Is the Subject of Science Sexed?" skriver hun:

"In the language of science there is neither I nor you nor us. There is no subjective...

...But, perhaps, one could also ask oneself at this point if there is not, in a subjacent and secret way, a common force ofproduction; (man) who does science. But who? Is there anyone?? Does he make himself manifest? How can one address him? For a long time I have not experienced such difficulties with the notion of speaking in public. More often than not, I can anticipate to whom I will be speaking, the mode of speaking, the mode of argumentation, how to make myself understood, how to plead or even please or displease. This time, I do not know anything because I do not know who I have before me. The other side of scientific imperialism?
To not know to whom one addresses oneself or how to speak. Anxiety in the face of an absolute power floating in the air, of an authoritative judgement: everywhere, yet imperceptible, of a tribunal, which in its extreme case has neither judge, nor prosecutor, nor accused. But the judicial system is in place. There is a truth there to which one must submitwithout appeal, against which one can commit violations . . . unwillingly or unknowingly...

...How does the schize arise that has been imposed on scientists and suffered by them? From an unexamined model of the subject? From a "subjective" revolution which has not taken place? The explosion of the subject is programmed by the episte'me'and the power structures it
has put in place. The Copernican revolution has taken place, but neither has it been acted upon nor surpassed by the epistemological subject? Its discourse finds itself modified as a result, but perhaps finds itself even more disappropriating than the language articulating the world that preceded the epistemological subject? The scientist now strives to stand before the world: naming it, legislating it, reducing it to axioms. While he manipulates nature, using it, exploiting it, he is forgetting that he, too , is within nature - that he is still part of the physical world and not just placed before phenomena whose physical nature he occasionally misreads. He progresses in accordance with an objective method which would provide a shelter from any instability,
any "change" of mood, any sentiments and affective fluctuations, any intuition not programmed in the name of science, any admixture of his desires, especially those differentiated by sex, in his discoveries."

Og sådan bliver det ved og ved i den 16 sider lange artikel. Når vi læser det kan vi godt grine ad det, men smilet stivner hvis man tænker på at Derrida, Foucault, Deleuze, osv. er noget der bliver taget alvorligt mange steder. Selvfølgelig først og fremmest på humaniora og indenfor samfundsvidenskaberne, men også på sygeplejersker og pædagog uddannelsen gennemgår de Foucault m.m. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det nemmere at holde ud at skifte en rigtig klam lorteble hvis man lader som om den blot er en konstruktion?

Under alle omstændigheder er dette et glimrende eksempel på hvad der er galt med disse ideer. Hvorfor de ikke bare er ubrugelige men decideret skadelige. Ikke så mærkeligt at folk som Negri har taget dme til sig i et forsøg på at redde marxismen.

mandag, november 19, 2007

Mere vanvid fra Chavez



Denne video handler om et nyt forslag fra diktatoren Hugo Chavez. Det drejer sig om at han gerne vil indføre en alternativ byttevaluta der angiveligt skal hjælpe de fattigste i Venezuela. Jeg er ret ringe til spansk, men heldigvis har "Venezuela News & Views" (som jeg har videoen fra) også en tilhørende forklaring.


The summary of the video. Chavez proposals are such:

1) Part of the production of anyone should be given to a community center. That is right, given, so as to satisfy the needs of others. How those need are evaluated and met is of course not explained (Milton et al. call this “taxes” and others even called this “taxation without representation”)

2) The rest of the production must be bartered [Trueque]. That is, you go to your local market and you do not get money but coupons that are worth only in your area. Chavez is very explicit here, he even describes the area where he is when he says that the coupons will be only valid “in this mountain, up to such river”.

3) These coupons not only are only valid in your area, but they lose their value over time, with what he calls “oxidation” which is nothing less than negative interest. That is, if you decided to accumulate your coupons (Milton et al. call this savings) they would lose their value and you would lose everything. In other words you are forced to consume on the spot: when you reach the local market with your crop of XYZ you MUST go back home with a load of UVW.

In other words, we are seeing a president of a XXI century country propose to go back to an economical system which had been even overcome long ago, even by the Incas: they might not have had real currency or writing but they had the quipus and efficient central planning with extensive intra regional trading."


Endnu et rystende forslag fra en mand som vist kun kan kaldes for politisk psykopat. Systemet fører direkte til fattigdom for producenterne da det for det første er umuligt at spare op, eftersom kuponerne falder i værdi. Alene dette er et enormt tilbageskridt. Kan man ikke spare op, så kan man heller ikke planlægge langsigtet og skabe endnu mere rigdom. Jeg går ud fra at det er en del af motivationen bag forslaget: at skabe lighed ved at forsøge at holde folk lige fattige.

Endvidere er det selvfølgelig dårligt for arbejdsdelingen og et angreb på den private ejendomsret. Det sidste er dog noget man forventer fra den kant.

fredag, november 16, 2007

Frihedsfjendtlig filosof opfordrer til forbud

Den venstreorienterede portal Modkraft, har for tiden på forsiden et interview med filosoffen Anders Fogh Jensen(ja, han deler sjovt nok navn med statsministeren). Det handler om hans bud på hvorfor den yderste venstrefløj er i krise og hvad løsningen er på det.

Anders Fogh Jensen er poststrukturalist af en slags vil jeg umiddelbart tro, og ret kapitalismekritisk. Han ser ud til at kunne lide Foucault, Marx og Negri og Hardt. Mit indtryk er at han også forsøger at markere sig selv som filosof og gerne vil videreudvikle disse ideer. Han starter med at tale om det han kalder "projektsamfundet", som er det han mener at det kapitalistiske samfund har udviklet sig til. Som udgangspunkt mener han at både venstrefløjen og højrefløjen betjener sig af en liberalistisk logik fordi de økonomiserer forholdet mellem mennesker.

Allerede her må man undre sig. Hvordan kan man ikke økonomisere sin tilværelse? Det lugter af marxistisk dagdrømmeri hvor man ønsker at frigøre sig fra virkeligheden. Virkeligheden er at hvis ikke vi producerer så kan vi ikke eksistere. Vi er nødt til at spise for at leve og dette og andre fornødenheder kræver altså at forholder os økonomisk til verden, for der er nu engang knappe ressourcer. Fogh Jensens poststrukturalisme hjælper vel også til her, for ved hjælp af den kan han lade som om virkeligheden bare er noget vi har skabt ved hjælp af sproget. En skøn omgang relativisme der vel kan bruges til at gøre alt lige gyldigt og dermed også til at legitimere alt.

I følge Fogh Jensen befinder vi os i "projektsamfundet" (som er emnet for hans nyligt forsvarede Ph.D. afhandling). Et samfund hvor man hele tiden skal præstere noget, hele tiden bevise sig selv. Her forklarer han:

"Overgangen kan også beskrives som en overgang fra en nej- til en ja-kultur. Hvor disciplinen hele tiden siger, »nej det må du ikke«, så har vi nu fået en kultur, hvor man hele tiden siger ja til det hele, prøver at netværke og tænker: »Det skal jeg også lige være med i, og det og det«, osv.

Når individet ikke rammer de her grænser, så får det problemer med at mærke selvet og falder ud af ja-kulturen, periodisk i hvert fald. Udfald, der antager form af stress eller depression, hvor man bliver indelukket, initiativløs, sociofobisk. Man mangler lyst, inklusiv lyst til overhovedet at have lyst. Alt det, som man skal være i projektsamfundet, det er man ikke. Man falder simpelthen ud."

Her er det vist fremmedgørelsesbegrebet der titter frem igen. Ikke lige frem noget vi har savnet siden 70erne. Lige som Negri og Hardt forsøger han at tilpasse den marxistiske teori de nye tider, hvor det ikke nytter at komme med en analyse fra 1800-hvidkål. I dag skabes værdierne ikke af fabriksarbejdere så for at retfærdiggøre deres teorier er de nødt til at forklare hvor udbytningen så sker. Negri siger at fordi kapitalismen i stor grad bygger på værdier skabt af sprog, dvs. immaterielle værdier, så sker udbytningen konstant når vi reproducerer det samfund vi lever i. Med det menes at eftersom kultur er en social konstruktion, så er det noget vi gør, og fra hans (Foucault-inspirerede) synspunkt er vi styret af diskurser som vi har svært ved at frigøre os fra, og derfor så er det disse magtstrukturer vi hele tiden reproducerer når vi tager bussen, går i skole, køber ind, osv. Udbytningen er konstant. Jeg aner lidt af det samme hos Anders Fogh Jensen, der taler om en mere subtil form for udbytning end venstrefløjen traditionelt gør:

"I projektsamfundet foregår det meget på den måde, at individerne kæmper om at blive koblet på projekter. Man påtager sig gerne al muligt gratis arbejde i håbet om, at komme med i det næste projekt. Vi har således ikke længere så meget en frygt for at blive udnyttet, men snarere en hel masse individer, der kæmper om at blive udnyttet."

Den underliggende antagelse er stadigvæk god gammeldags marxisme. Man bliver udnyttet. Det antages uden videre at det ikke er til fordel for en selv på nogen måde og det smager også af det ulækre begreb "falsk bevidsthed". Et dejligt gummibegreb man altid kan bruge når folk ikke opfører sig som man ønsker at de skal. Så er de hjernevaskede eller lider af "falsk bevidsthed". Mangen en KAP'er har stået foran B & W og set på arbejderne derude, og tænkt at disse stærke mænd der burde være revolutionens fortrop ikke fatter hvad det er de i virkeligheden burde gøre, men i stedet bare går hjem til deres familier. Det var falsk bevidsthed, sagde man.

Heldigvis er der en løsning, og den er at frigøre mennesket fra de økonomiske relationer ved at give dem borgerløn. Igen, ganske traditionel marxistisk tænkning i klædt nye gevandter:

"...en sådan basis, der kan beskytte individerne imod prekariteten og sikre, at de kan hænge sammen med sig selv og hinanden, kunne være borgerlønnen, som venstrefløjen seriøst burde overveje at genoptage som politisk program."

Til sidst i interviewet hylder Fogh Jensen forbudet, en god socialistisk klassiker. Han mener at venstrefløjen ikke skal være bange for at forbyde ting. Måske skulle han overveje at grunden til at mange venstreorienterede i dag har det svært ved forbud er at de håber at kunne distancere sig fra de 100 millioner døde som marxisterne har på samvittigheden. Man har et (naivt vil jeg mene) håb om at det kan gøres på den rigtige måde og at man kan lære af historien og redde det marxistiske tankegods. Fogh Jensen ser fuldstændigt bort fra dette forsøg på at udvikle en mindre totalitær socialisme og siger at man ikke skal være bange for at være autoritær. Personligt synes jeg nu ikke at Enhedslisten holder sig tilbage fra at komme med det ene forslag til nye påbud og forbud efter det andet, men for Fogh Jensen er det åbenbart noget svagpisseri. For han siger om forbudet:

"...På den måde kan man godt eksperimentere med at tænke i at begrænse individets frihed. Måske bliver de mere frie ved, at man forbyder dem nogle ting.

.. Og jeg synes ærligt talt, at det er på tide at genintroducere fremmedgørelsesbegrebet. Der er grænser for, hvor meget vi kan stole på folks evne til at gennemskue sig selv og deres valgmuligheder. Her ligger et muligt brud med den liberalisme, der efterhånden er blevet »almindelig sund fornuft«, også på venstrefløjen. "


Ah ja, resultatet af den relativistiske filosofi han bekender sig til udebliver ikke. Nu er forbud lige pludselig lig med frihed. Anders Fogh Jensen ved hvad der er bedst for folk, men de ved det ikke selv.

Der er umiddelbart intet nyt i det manden siger. Det drejer sig vist mere om et forsøg på at præsentere gamle venstrefløjstravere på en mere tidssvarende måde. Tværtimod virker hans ideer mere som om han gerne vil tilbage til 70erne.

Der er også et interview med ham i WA i dag. Det kan læses her.

Anders Fogh Jensens hjemmeside.

søndag, november 11, 2007

Jun Togawa video

I anledning af søndagen er her en klassisk Jun Togawa video. Crazy alternativ 80er pop:

Mere om Schiller Instituttet

Schiller Instituttets kandidat i Østjylland har lavet en lille video til den lokale afdeling af TV2. Check den her (tryk på billedet for at se klippet). Man kan kun tænke over hvad folk som intet kender til dem tænker når de får de der løsrevne overvejelser serveret til aftenkaffen.

Der er også et interview med Tom Gillesberg på Berlingskes website.

Hvis du ikke ved hvad det handler om så tjek mine tidligere indlæg om SI her.

onsdag, november 07, 2007

Ozawa bliver















Ozawa har besluttet sig for at blive. Der er er vist stadigvæk ingen der forstår hvorfor han ville trække sig. Det ser ikke ud til at den potentielle skandale bliver til noget, så det var næppe derfor. Rent taktisk har det været utroligt dårligt, da Ozawa nu virker som om han ikke er til at stole på, og for mange sikkert vil minde om Abe, der jo også bare skred midt i det hele.

Det er bestemt muligt at Ozawas handling kan komme til at koste DPJ en del af den styrke som de har opnået. Det forekommer mig umiddelbart som noget af det dummeste længe, men jeg er samtidigt ret sikker på at vi ikke kender den fulde historie.

mandag, november 05, 2007

Ozawa i skandale?




















En artikel i Mainichi i dag påstår at to organisationer der har støttet Ichiro Ozawa har modtaget flere millioner Yen fra et firma der handler med militærudstyr. Organisationerne har nu lovet at betale pengene tilbage. Det får en til at spekulere på om hans tilbud om at trække sig som formand måske hænger sammen med denne afsløring. Det kunne sagtens være et forsøg på at undgå en større skandale.

Det står stadigvæk ikke helt klart hvad der har fået ham til at gå af på et tidspunkt hvor DPJ står stærkere end nogensinde, og det har skabt stor uro blandt DPJs tilhængere der generelt stiller sig fuldstændigt uforstående overfor hans handling. Uden Ozawa bliver det svært at presse Fukuda til at udskrive et valg og svært for DPJ at vinde det. Hvis skandalehistorien udvikler sig, så bliver det heller ikke nemt for DPJ at adskille sig fra LDP og lægge afstand til deres mange skandaler.

søndag, november 04, 2007

Chavez - hvad sker der?















Sydamerika er ikke det emne jeg skriver mest om på denne blog, men for tiden foregår der ting i Venezuela der er helt uhyrlige. I fredags godkendte nikkedukkerne i parlamentet de 69 ændringer i grundloven der skal give den sindsforvirrede diktator, Hugo Chavez, endnu mere magt. Chavez styrer i forvejen Venezuela med hård hånd og har bl.a. arbedet for at forvandle skolerne til rene propagandainstitutioner (også de private) og censurerer pressen. Senest så man politiet angribe demonstranter der var på gaden for at protestere imod grundlovsændringerne der skal give staten, og dermed Chavez, mere magt.

På Modkraft og andre steder (også blandt folk jeg har truffet) har han en stor stjerne, fordi han er socialist. Mange kan godt se det problematiske i hans handlinger, men man får selvfølgelig den sædvanlige sang om hans "gode intentioner", osv. Som bekendt er vejen til helvede brolagt med gode intentioner, og den slags undskyldninger er ikke holdbare i min bog.

Ændringerne får bl.a. ud på at svække forskellige myndigheders magt i forhold til præsidenten, give Chavez mulighed for at sidde som præsident på ubestemt tid, at give mulighed for at fængsle folk uden sigtelse og andre anslag mod retssikkerheden, samt at give Chavez større mulighed for at ekspropriere privat ejendom. Overordnet set ret tvivlsomme tiltag. Der er folkeafstemning om lovændringerne d. 2. december.

Tjek den danske pro-Chavez indsats her: http://www.handsoffvenezuela.dk/

Ozawa træder tilbage?















Leder for DPJ, Ichiro Ozawa, har i dag meddelt at han tilbyder at træde tilbage. Angiveligt skyldes det den forvirring der har været de sidste dage om hvorvidt DPJ er villige til at indgå i en stor-alliance med LDP. Fukuda og Ozawa har haft en samtale hvor dette har været nævnt, men der har været uenighed i medierne om hvem der er kommet med forslaget. I følge Ozawa var det Fukudas ide, som Ozawa siden overvejede og afslog. Der har dog været medier der har påstået at det var Ozawas ide og at det var et tegn på at han var ved at miste den kontrol over den politiske situation han har haft på det sidste. Det er vel ikke nødvendigt at sige at Ozawa benægter dette på det stærkeste, men han mener alligevel at det han kalder for "bagvaskelse" i forbindelse med hans person og denne sag er så stor en ulempe for partiet, at det er bedst hvis han trækker sig.

Problemet lige nu er at der er politisk dødvande på grund af de magtforhold der er kommet i Overhuset efter sidste valg. En koalition mellem de store partier ville kunne løse en del af disse problemer, bl.a. de der har været i forbindelse med de Maritime Selvforsvarsstyrkers støtte til de amerikanske aktiviteter i det Indiske Ocean og fornyelse af den lov der skulle give mulighed for at forsætte disse. Som bekendt er styrkerne trukket hjem.

Fukuda skulle angiveligt have foreslået at Japan i fremtiden kun skulle deltage i FN-sanktionerede aktioner, og til gengæld for dette skulle Ozawa og hans parti så træde ind i en alliance med LDP og Ny Komeito, og sammen med dem udforme en lov der skulle kunne gøre den slags aktiviteter mulige i fremtiden. Ozawa afslog dette.

DPJs ledelse holder et møde imorgen hvor de vil afgøre om de vil tage imod Ozawas tilbud, men umiddelbart ser det ikke sådan ud. Måske er det bare en taktisk manøvre for Ozawa, der jo er meget ivrig efter at fremstå som en mand man kan stole på. Han har tidligere været væk fra lederposten i DPJ i en periode hvor der var lidt uro omkring ham.

lørdag, november 03, 2007

Duggie Fields beretning fra Japan















Popkunstneren Duggie Fields har en lang og interessant historie på sin hjemmeside fra dengang han blev hyret til at lave en kampagne for firmaet Shiseido engang i firserne. Den er helt klart værd at tjekke ud, hvis man er interesseret i en ærlig redegørelse af hvordan det føles at komme til et land hvor man ikke forstår sproget uden rigtigt at vide hvad man egentlig har sagt ja til, samt hvordan det er at ryge totalt ud i glemslen igen.

I øvrigt kan jeg oplyse, hvis nogen skulle undre sig, at det er Chica Sato fra Plastics på billedet (her klædt i et Chanel-sæt af kork).

via Mulboyne på Fucked Gaijin

mandag, oktober 29, 2007

Hvad tænker du når du ser denne plakat?




















Valgets mest interessante plakat er uden tvivl Tom Gillesbergs. Han stiller op som uafhængig kandidat for "Schiller Instituttets Venner", der er et af navnene for ham og hans kones gruppe af Lyndon LaRouche tilhængere. For dem der ikke ved hvem det er kan jeg henvise til min tidligere post om disse mennesker. Den kan du finde ved at klikke her.

Gillesbergs plakat er især interessant fordi den ikke giver nogen mening med mindre man allerede ved hvad den hentyder til. Hvilket finankrak? Hvad er et magnettog? Hvorfor skal det køre over Kattegat? - Man kan ikke andet end ligne et stort spørgsmålstegn når man ser den hænge i en lygtepæl. Noget andet der er værd at bemærke er at det er den eneste valgplakat der indeholder andet end navn, bogstav og foto. Ingen af de andre har nogle valgløfter på.

Men hvorfor et magnettog? Well, hvis man går ind på Schiller Instituttets hjemmeside bliver man indbudt til at være med til at starte Danmarks magnettogsselskab. Her finder man hurtigt ud af at det drejer sig om SIs besættelse af infrastruktur som middel til at fremme udvikling. Tanken er at hvis man kæder alle steder sammen så det er nemmere at komme frem og tilbage, så vil det medføre økonomisk vækst og en "mindre" verden. Det er nærmest som om at man tror dette automatisk vil ske. SI forestiller sig en eurasisk landbro der strækker sig fra asien til europa i form af et magnettog og togbanen over Kattegat skal ses i den sammenhæng, som en del af dette projekt.
Her er hvad man forestiller sig:

"Indenrigs vil transrapidnettet gøre Danmark mindre end nogensinde. Med en Kattegat-forbindelse over Samsø vil der kun være 280 km fra København til Aalborg, og med 500 km/t og et enkelt stop i Århus vil det tage knap 45 minutter. Det er hurtigere end at tage S-toget fra hovedbanegården til Ølstykke.
Men det største ikke-lineære bidrag til et sådant faseskifte i den danske fysisk-økonomiske tæthed vil være integrationen af landets to største byer København og Århus. Med en afstand i lige linie over Kalundborg og Samsø på bare 180 km, og en rejsetid med et maglevtog på 25 minutter, vil Danmark pludseligt stå med én sammenhængende metropol, der kan integrere hele den danske økonomi i en grad, ingen anden industriel nationaløkonomi kan matche. Over tid vil arbejdsmarkedet i København og Århus med forstæder vokse sammen som en organisk enhed. Man vil uden besvær kunne bo i Højbjerg og arbejde i Lyngby, eller bo på Frederiksberg og arbejde i Skejby. Man vil kunne tage én forelæsning på Århus Universitet om morgenen og deltage i et projektarbejde på Københavns Universitet ved middagstid og nå hjem til kollegiet i Århus til aftensmaden. Og det samme gælder såmænd også, hvis man bor i Aalborg. Med blot 15 minutter til Århus og knap 45 minutter til landets hovedstad kan man godt bo i Vejgård og arbejde på Vesterbro....

...Schiller Instituttets foreslår altså, at Danmark over de kommende 25 år opbygger et landsdækkende, hypermoderne magnetsvævetognet til en samlet pris på ca. 200 mia. kr."


Det er jo mange penge, så SI foreslår to forskellige finansieringsmodeller. Begge rimeligt radikale:

"1) Danmark stiller sig spidsen for indførelsen af hamiltonske nationalbanker på europæisk plan, ved selv at omdanne nationalbanken til en egentlig nationalbank i ordets oprindelige betydning. Det ville være at foretrække. Kan der ikke skaffes det nødvendige politiske flertal herfor, kan man i stedet skaffe finansieringen på følgende måde:

2) Der oprettes et »Dansk Maglevselskab« med Storbæltselskabet og Øresundsselskabet som forbillede. Men med én meget væsentlig modifikation: Hovedparten af lånefinansieringen skal lægges over statsbudgettet og ikke på »brugerbetaling«. Ganske vist er Storebæltsforbindelsen en forrygende succes, trods de alt for høje broafgifter, hvilket dog ikke helt kan siges om Øresundsbroen, men anlægsudgifterne for et landsdækkende maglev-tognet vil være så store, at billetpriserne ved en ren brugerfinansiering vil gøre en rejse til en eksklusiv affære, forbeholdt de allerrigeste. Det ville være en nationaløkonomisk katastrofe....

...Den ønskede øgning i landets samlede fysisk-økonomiske tæthed, og den fulde samfundøkonomiske gevinst ved at flytte transport fra landevejene over på maglevnettet, opnås kun, hvis en stor del af befolkningen benytter det nye transportnet. Det sikres bedst gennem at holde billetpriserne attraktivt lave og gøre maglevnettet til den mest benyttede og foretrukne transportform."

Det er en fantastisk logik. Magnettogbanen er altså en nationaløkonomisk nødvendighed som vil gøre os rige, men alligevel kan det ikke betale sig at drive den og derfor skal den betales af staten. Grunden til at magnettogbanen kædes sammen med det finanskrak som LaRouche tilhængere jo ALTID frygter er lige om hjørnet er altså at Gillesberg tror at det vil være nødvendigt med en omstrukturering af økonomien i retning af SIs ideer. Nu burde plakaten give mening. Men når man bare ser den er den et mesterstykke i dårlig kommunikation.

Jeg vil ikke snyde jer for dette billede af SI-folkene med magnettogshatte på. Det siger vist alt:















Gå heller ikke glip af sangen om magnettoget:

mandag, oktober 22, 2007

Lam sushi artikel

Politiken gør indtryk med en af de dummeste artikler om sushi jeg længe har set. Den handler om at der dukker nye, billige sushisteder op og at kvaliteten måske ikke nødvendigvis er den bedste. Nuvel, det er jo rigtigt nok. Personligt ville jeg aldrig spise på et af de der lavprissteder. God sushi kan ikke laves billigt. Sådan er det bare.

Men i artiklen har man valgt at indkalde Kim Rahbek som repræsentant for de "gode" sushirestauranter. Manden ejer Sticks n Sushi kæden, der for det første ikke er blandt de dyreste og for det andet ofte leverer noget som ikke er pengene værd, på trods af den relativt lave pris. At man skal høre på ham være harm over at nogle leverer billig sushi af ringere kvalitet er jo en vittighed. Hvad om han hankede op i sine restauranter og sørgede for en god og ensartet oplevelse hver eneste gang?

Men det bliver værre endnu. Redaktøren for mad og vinmagasinet Gastro udtaler sig også og mener at sushi ikke behøver at være så dyrt. Som han siger "Risene koster jo ikke en skid". Det kommer så sandelig an på hvilke ris man benytter. Gode ris af høj kvalitet kan faktisk komme ret højt op i pris. Det er jo ikke grødris fra Netto man bruger til at lave sushi.

torsdag, oktober 18, 2007

Uyoku video


Youtube-brugeren, Oniazuma, hvis uploadede videoer jeg har postet tidligere, er tilbage efter at hans konto blev lukket på et tidspunkt. Her er en interessant lille video om det yderste højre i Japan.

tirsdag, oktober 09, 2007

Tonkatsu drinks anyone?















Dér hvor det hedengange morgensværtshus Lasse's lå i Sundevedsgade, er der et par fyre der har åbnet en såkaldt Izakaya. En Izakaya er en form for japansk restauration hvor man kan købe både mad og drikke. Meningen er så at man sidder og drikker med sine venner og i løbet af den tid man er der løbende bestiller små retter som man kan indtage til sin alkohol. Et glimrende fænomen som desværre nok er svært at få til at løbe rundt i Danmark, hvor det er langt dyrere at spise ude pga. det høje skattetryk her er.

Nuvel, stedet hedder "Kung Fu" og det tegner sådan set ikke ret godt. Hvad sker for det navn? Man kan lige forestille sig hvordan det er gået til da de brainstormede: "Altså, det er noget med asiatisk mad, ikke?" - "Hvad siger du til Kung Fu? Det er da fra Asien, er det ikke?"..suk.

Selv om Izakaya'en er et japansk koncept, så er det mere generelt asiatisk køkken de gør sig, bl.a, sticks og hvad de ellers lige kunne finde på der lugtede af Asien. Deres drinks er åbenbart også asiatisk inspirerede. På Politikens website kunne man læse følgende:

»Mange af cocktailsene er lavet på den japanske spiritus Shochu lavet på ris, som minder om vodka, men har en rundere smag i cocktails. Vi bruger også sake i vores cocktails og andre asiatiske ingredienser som ingefær, citrongræs, litchi, blomme, wasabi og tonkatsu«

WTF? Tonkatsu er en paneret svinekotelet. Jeg forestiller mig at man måske sætter den på kanten som en citronskive?

Anyway, så er det under alle omstændigheder meget fint at nogen forsøger at bringe denne form for bar til København, så den ros skal de have. Deres AOK profil finder du her.

onsdag, september 26, 2007

QUINT liveoptagelse

Quint er navnet på det projekt jeg har sammen med Martin Decara, Matt Vega, Amox og Theodor Zox. Det går i al sin enkelthed ud på at hver af de andre har en laptop som de står og laver musik på, og så mixer jeg det hele sammen til en skøn harmoni (forhåbentlig). Vi spiller på lørdag til Burn i Langelinie Pavillionen (der er gratis adgang og jeg tror at det starter kl. 22 - vi spiller fra 23-02).

Her er en optagelse fra vores koncert i Enghaveparken for et lille stykke tid side: TRYK FOR DOWNLOAD.

Eller du kan streame det her:



Der er også en videooptagelse fra Enghaveparken med vagabond og alting man kan se her:

søndag, september 23, 2007

Fukuda valgt som leder af LDP















I dag blev Yasuo Fukuda valgt til at være den nye leder af LDP og dermed er han (med mindre der sker noget usædvanligt inden tirsdag) også manden der skal være Japans nye premierminister. Det ser ikke ud til at den lille sag med donationerne fra Nordkorea kommer til at betyde noget i denne omgang.

Hvad står han for?

Danske mediers dækning af japansk politik er som regel ret dårlig. Det bliver sjældent til mere end et Ritzau-telegram eller også skriver de lidt af fra amerikanske eller andre engelsksprogede aviser. På Politikens hjemmeside og hos BBC lagde jeg mærke til at de kaldte Fukuda for "moderat". Moderat i forhold til hvem? I forhold til Abe? I forhold til Aso?

Her er hans standpunkter på nogle af de vigtigste områder:

  • Nordkorea: Fukuda er for en dialog med Nordkorea, hvor Abe stod for en hård linje der bestod af pres og sanktioner. Fukuda er tilhænger af en normalisering af forholdet til diktaturstaten.
  • Anti-terrorloven: Fukuda planlægger at komme med et forslag til en ny lov der giver de Maritime Selvforsvarsstyrker mulighed for fortsat at støtte Operation Enduring Freedom.
  • Han har snakket en del lighedssnak, men jeg har ikke set nogle konkrete forslag. Det er dog tydeligt at han, i sin kampagne, har lagt afstand til Aso ved ikke at tale om vækst og den slags, men mere har lagt vægt på "bløde værdier". Hvad han vil gøre vil tiden vise.
  • Han er åben overfor at hæve momsen. Efter min mening det glade vanvid at gøre, når man tænker på hvordan det tidligere har skadet den japanske økonomi.
  • Fukuda er kendt for sine gode forbindelser til både USA og Kina, så her vil han helt sikkert satse på at skabe så gode bånd som muligt.
  • Han planlægger ikke at besøge Yasukuni.
Fukuda er ikke en mand der udtaler sig hårdt som Aso, men han er heller ikke en stor personlighed på nogen måde. Tværtimod er han en grå bureaukrat. Måske er det ikke det dårligste for LDP lige nu. Der er brug for en mand der virker moderat og midtersøgende og den udstråling har Fukuda. Nogle har endda kritiseret ham for at lyde for meget som DPJ. Ozawa har allerede hånet ham for at stjæle gamle DPJ idéer, så lidt er der om snakken.

Er han moderat? Det er vel ikke helt forkert. Han har ikke den der yakuza-agtige fremtoning som Aso har. Men han er klart en anelse mere til venstre end Aso og Abe og det er blevet tydeligere i løbet af hans kampagne.

Hvilke udfordringer står han overfor?

Nogle af de største udfordringer han står overfor er som følger:
  • At få terrorloven igennem så de Maritime Selvforsvarsstyrker kan fortsætte deres aktiviteter i det Indiske Ocean.
  • At skabe tillid til LDP ovenpå et væld af skandaler.
  • At overbevise vælgerne om at han kan skaffe skatteindtægter nok til den japanske velfærdsstat i en tid hvor en stor del af borgerne er på vej ud af arbejdsmarkedet.
  • At forhindre at DPJ får gennemtrumfet at der udskrives valg i den nærmeste fremtid. Premierministerperioden løber til efteråret 2009, så det ideele for ham er at sidde perioden ud så han kan nå at lægge så meget afstand til DPJ så muligt.
  • At skabe ro omkring japansk udenrigspolitik.
Kan han gøre det?

Nogen Koizumi er han ikke. Så det bliver næppe pga. hans vindende personlighed hvis det lykkes for ham.

Det ser ud til at han ikke ændrer for meget i det kabinet som er udvalgt for nyligt. Det er sikkert klogt nok, da der skal være ro i den regering og det kan kun gå for langsomt.

DPJ er på krigsstien i disse dage og de forsøger at markere sig konstant og senest er det kommet frem at de vil fremlægge et lovforslag om (mere) støtte til landbruget. Det er opportunistisk bestikkelsespolitik der skal købe stemmer fra landet og der forventes et sammenstød af rang når det kommer. Indtil da er det terrorloven der er på programmet, og om Fukuda kan få sin vilje der er helt afhængigt af hvor populær han er. Det er ikke umuligt at DPJ vil give sig, hvis de kan mærke at de vil ende med at virke ukonstruktive overfor den nye, moderate leder som LDP har fået.

Umiddelbart er det svært at sige hvad der vil ske. Når der er mere konkrete tiltag på bordet, så vil det være mere tydeligt. Jeg venter spændt.