onsdag, august 30, 2006

Ildspåsættelse og selvmord













D.15. august, på dagen for Japans overgivelse efter anden verdenskrig, skete der noget usædvanligt. En ældre mand trængte ind i parlamentsmedlem Koichi Katos moders hus, satte ild til det, og forsøgte bagefter at begå rituelt selvmord. Moderen er 97 år gammel, men var heldigvis ikke hjemme da forbrydelsen fandt sted.

Angiveligt var årsagen til begivenhederne Koichi Katos kritik af premierminister Koizumis Yasukuni-besøg. Kato er selv medlem af regeringspartiet LDP, men er uenig med "høgene" i partiet. Manden der begik udåden overlevede selvmordsforsøget, men blev slemt såret og også forbrændt. Man kan roligt gå ud fra at han tilhører eller har tilhørt en af de små ekstremt nationalistiske grupper, der drømmer om de gode gamle dage før anden verdenskrig, da Japanske ledere mente at Japan skulle dominere hele Asien.

Rituelt selvmord er meget usædvanligt i Japan i dag. Men det forekommer med mange års adskillelse, og det er altid folk fra disse ydertligtgående miljøer der udøver det. I nyere tid er der nok ingen der har påkaldt sig så meget opmærksomhed med den slags, som Yukio Mishima, da han i 1970 uden succes forsøgte at opildne soldater til et statskup, ved at holde en tale for dem, og derefter dræbte sig selv foran dem. Reaktionen i den japanske offentlighed dengang var overraskelse. At nogen kunne opføre sig på den måde i moderne tider, var for de fleste, ganske uforståeligt.

Kato advarer nu mod "farlig nationalisme", og ekstreme gruppers angreb på ytringsfriheden. Det er svært at sige om han overreagerer, for selvfølgelig er det reelt når hans moders hus brændes ned. Men om det er en generel tendens, eller bare en ensom tosse, er svært at sige. Det kunne lige så godt være at han forsøger at bruge det i sin politiske kamp. Umiddelbart vil jeg mene at man skal helt tilbage til midten og starten af halvfemserne for at finde de sidste angreb på japanske politikere, så det er svært at se det som en tendens, selv om det selvfølgelig kan være starten på en bølge, eller bare være det mest ekstreme udtryk for en styrkelse af nationalistiske idéer.

Koizumi besøgte i år Yasukuni d. 15. august. Den mest kontroversielle dato overhovedet. Den samme dag hvor alle ekstreme nationalister samles for at mindes de der mistede livet i anden verdenskrig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar