lørdag, august 26, 2006

En medløbers bekendelser



















Som en der både har været aktiv på venstrefløjen i min spæde ungdom, og er vokset op i et venstreorienteret hjem i 70erne, finder jeg Tine Eibys bog "Til tjeneste", om hendes tid i forskellige venstrefløjsmiljøer i netop dette årti, ganske interessant. Bogen handler om en tid hvor de anti-autoritære tendenser man så i tresserne for alvor var forsvundet eller var blevet marginaliserede, og i stedet var venstrefløjen domineret af "kinesere" og andre totalitære kræfter. Man skulle sige "det rigtige", gøre "det rigtige" og mange var i konstant frygt for at blive kritiseret af deres kammerater for ikke at være revolutionære nok, for at være småborgerlige, eller i det hele taget "forkerte".

Eibys bog er spændende, fordi den ikke er skrevet af en person der var specielt ideologisk funderet. På den måde var hun en typisk aktivist på venstrefløjen. De fleste socialistiske aktivister er, i min erfaring, drevet af en følelse af at noget er uretfærdigt, og ikke af rationelle overvejelser omkring det de kritiserer. De har ikke læst de klassiske værker indenfor deres "tro", de har ikke gidet at sætte sig ind i økonomi, osv. Ikke dermed sagt at det gælder alle, men det gælder desværre rigtigt mange. På en måde er dette venstrefløjens styrke, fordi man kan være "nyttig idiot", og få anerkendelse derfor. Det er en nem måde at hverve mennesker til en af de mest usympatiske og voldelige ideologier vi kender til: marxismen.

Som så mange andre i de år, følte Eiby sig tiltrukket af disse idéer. En pæn pige fra Søllerød var hun, så lidt arbejderklasse som man kan være, og det er netop derfra bogen får sin titel: "Til tjeneste". Paradoksalt nok var hun og mange andre middelklasse-børn optagede af det der skulle være den revolutionære klasse: industriarbejderne, proletariatet, og forsøgte hele tiden at tjene deres objektive interesser. Man kan vel sige at forholdet imellem de unge revolutionære studenter og industriarbejderne var præget af en blanding af beundring og skyldfølelse (over at være født ind i middelklassen) fra studenternes side, mens at industriarbejderne nok mere følte ligegyldighed og endda foragt overfor disse irriterende revolutionære, der hævdede at kende arbejdernes interesser bedre end dem selv.

Bogen omhandler tre forskellige miljøer: Tvind, Nørrebro Beboeraktion og RUC. Først lægges grunden til hendes senere virke hos Tvind, der opererer med evindelige selvkritik i bedste maoistiske tradition. Man arbejder hårdt for at nedbryde disse unge mennesker, så man med frygt og psykisk terror kan indpode den rette revolutionære tro hos dem. Der er ikke noget man ikke har hørt om før i denne del af bogen, der er den typiske historie om et Tvind-ophold. Men bskrivelsen er levende og man danner sig et fint indryk af den måde hvorpå Tvind opererede på dette tidspunkt, og hvad deres formål var: at skabe en hær af revolutionære unge der skulle ud i landet og radikalisere arbejderklassen, der jo var mere interesserede i at skabe sig en bedre tilværelse på kapitalismens og velfærdsstatens betingelser, end de var i at omvælte det eksisterende.

Senere bliver det Nørrebro Beboeraktion, hvor Eiby beskriver fraktionskrigen indenfor NB imellem VS og DKP, og hvorledes de unge venstreradikale ihærdigt forsøgte at hverve de lokale Nørrebro-beboere der skulle virke som alibi for deres politiske virke. Det var jo for deres skyld, for proletarernes skyld, at det hele foregik, påstod de. Men virkeligheden var en anden. De unge aktivister strømmede til Nørrebro og midt i halvfjerdsernes boligmangel og lavkonjunktur pressede de, de lokale beboere ud af bydelen, og gjorde det mere eller mindre umuligt for dem at få en lejlighed i området. Konsekvensen blev altså det modsatte af hvad den skulle være. I stedet for at hjælpe andre, var det i virkeligheden et stort egotrip, udført at forkælede unger fra middelklassen, hvilket vel i bund og grund var typisk for den tid. Min egen mening om mine forældres generation er at de netop var utroligt egoistiske. Man ville ophæve grænser, ophæve normer, gøre op med autoriteter, osv. Men i virkeligheden var det bare en belejlig undskyldning for at undgå at tage ansvar for sine handlinger, eller måske oftere et forsøg på at retfærdiggøre dem. Derfor kan det give mig kvalme når jeg hører folk omkring de 50-60 sidde og tale om hvor "solidariske" folk var den gang eller hvor "kritiske" de var.

De var var hverken det ene eller det andet, hvilket Eiby også er inde på. Der var ikke tale om en kritisk generation, for man var ikke kritisk overfor marxismen. Man slikkede røv på Kampuchea, Albanien, Kina, m.fl. Man var kun kritisk overfor det småborgerlige, overfor kapitalismen, og videre i den dur. Denne tendens er noget der i den grad kommer til udtryk i bogens bedste afsnit, den del der handler om RUC. Hér gik Eiby på Samf.Bas. En uddannelse hvor unge mennesker samledes for at blive indpodet med den rene marxisme, så de kunne komme ud at tjene arbejderklassen. Hun beskriver hvorledes de overhovedet ikke lærte videnskabelig metode, og hvordan det hæmmede deres arbejde. Svarene var givet på forhånd. Det havde intet med en videnskabelig tilgang til tingene at gøre.

En af lærerne på Hum.Bas. formastede sig på et tispunkt til at kritisere denne måde at arbejde på, men man affærdigede hans kritik med at han ikke var rettroende marxist, samt at hans akademiske arbejde (om tysk litteratur) ikke var noget arbejderklassen kunne bruge. Et fantastisk eksempel på den arrogance hvormed disse unge mennesker, overvejende fra gode kår, mente at vide hvad der interresserede arbejderklassen. I deres sind var der ingen tvivl om at tysk litteratur ikke var noget for en arbejder.

RUC-afsnittet er utroligt tragisk, men også utroligt morsomt. Eibys fremstilling viser tydeligt at den kritisk som RUC blev udsat for af Erling Olsen, Fremskridtspartiet m.fl. ikke var helt ved siden af. Ja, det var faktisk langt værre end de i deres vildeste fantasier kunne forestille sig.

I Eibys andet år på RUC bliver hun optaget af seksualpolitik, og da hendes gruppe vil skrive om dette, så er de nødt til at flytte til et andet hus på RUC, fordi kapitallogikerne i deres oprindelige hus ikke vil hjælpe dem med at skrive om den slags. Så kommer de over i det såkaldt "lesbiske hus", der er domineret af militante feminister, der mener at heteroseksuelle kvinder er mindre frigjorte end lesbiske. Efter revolutionen vil bevidste kvinder (altså dem der har smidt deres falske bevidsthed) selvfølgelig kun have sex med andre kvinder!

Sex er et interessant emne på venstrefløjen. For på den ene side er de venstreorienterede meget optagede af at bryde de borgerlige normer, som de jo finder undertrykkende, men på den anden side er de ekstremt puritanske. Jeg husker en diskussion jeg havde med en aktivist fra den gruppe jeg var med i, da jeg var 17 år og MEGET rød. I de år var der en del aktioner mod pornobutikker, der jo udbyttede kvinder. Men samtidig mente vi jo at kvinder havde ret til at bestemme over deres egen krop, og støttede fri abort netop på det grundlag.

Jeg sagde så til min medaktivist, at jeg havde svært ved at forstå modstanden mod pornografi og spurgte hende hvad hendes holdning ville være til en kunstner, der lavede noget kunst der lignede kommerciel pornografi fuldstændigt. Skulle dette også smadres? Var det, det vi var? Fjender af ytringsfrihed? Eller hvad med folk der måske fandt det morsomt og ophidsende at lave og sælge pornografi med dem selv, og andre frivilligt medvirkende (noget der er masser af på swingersites i dag)? Var det også forkert? Var konsekvensen ikke at man kun syntes at kvinden skulle have lov til at bestemme over sin krop i visse situationer som f.eks. abort, men ikke når det kom til at udstille den i en seksuel sammenhæng?

Hun var ikke i stand til at svare, og jeg har faktisk aldrig mødt en der kunne give et tilfredsstillende svar på dette paradoks. Kort efter stoppede jeg som aktivist på venstrefløjen. Jeg havde mistet troen. Eiby stoppede også efter RUC. Hun havde fået nok, og havde nok egentlig aldrig rigtigt troet på marxismen. Hun var en medløber, der fulgte med i hvad der var tidens ånd. Hun kunne ikke holde ud at "alt var politisk", som man sagde dengang, og stadigvæk siger på venstrefløjen i dag.

Ved at inddrage seksualiteten, forsøgte man at nuancere venstrefløjens forhold til personlige relationer, men resultatet blev bare at nu var også sexlivet en del af den politiske kamp. Det sidste private man havde var forsvundet, og alt skulle blotlægges og selvfølgelig udsættes for den evindelige, kammeratlige kritik.

"Til tjeneste" giver et glimrende indtryk af en tidsånd, og er en underholdende bog, med mange spændende detaljer og oplysninger for dem der har interesse i dansk venstrefløjs historie. Eiby er ikke rabiat højreorienteret, og forsøger heller ikke at svine nogen til, men holder en sober tone i bogen. Kan anbefales.

6 kommentarer:

  1. Tak for omtalen. Det lyder som en spændende bog, selvom emnet ikke er helt ukendt mere.

    SvarSlet
  2. Emnet er ikke ukendt, men vinklen er lidt anderledes, fordi det er set fra en medløbers synspunkt, men ikke en der er bitter på nogen måde.
    Synes den undgår at falde i de mange fælder som sådan bog ellers nemt kunne komme til at falde i.

    SvarSlet
  3. Den bliver jeg jo egentlig nok nød til at læse.

    Jeg har i lang tid tænkt på at skrive om min egen fortid i DSU, hvor vi bekæmpede DKU og VSU i LOE og DGS.

    SvarSlet
  4. Uanset hvad Lars så siger, så nyder jeg alligevel dine boganmeldelser.

    Jeg har bemærket at tidligere venstreorienterede ofte er startet i ret ung alder, og senere har droppet pga. uafklarede svar på relevante spørgsmål.

    Jeg har aldrig selv deltaget i venstreorienteret politisk arbejde, men jeg har på den anden side heller ikke specielt interesseret mig for politik før sent på universitet eller vokset op i en politisk aktiv familie.

    Ung alder og opvækst i politisk miljø antager jeg dermed for at være to faktorer, hvor ung alder virker ret udslagsgivende. Opvækst i politisk miljø er kun en mindre del heraf.

    Det lader til at man så bliver ældre og stiller nogle grundlæggende spørgsmål. Det kan her undrer at der er mange der aldrig stiller de spørgsmål.

    SvarSlet
  5. God artikel, jeg synes specielt din kommentar

    "De fleste socialistiske aktivister er, i min erfaring, drevet af en følelse af at noget er uretfærdigt, og ikke af rationelle overvejelser omkring det de kritiserer. De har ikke læst de klassiske værker indenfor deres "tro", de har ikke gidet at sætte sig ind i økonomi, osv."

    Rammer helt plet. Det er også min klare opfattelse at en del kollektivister har en tilgang til de fleste emner, som tager udgangspunkt i hvad vedkommende umiddelbart "føler", frem for hvad rimelig ræsonnementer fører frem til - dit eksempel med pornografi er jo et glimrende eksempel på en sådan ureflekteret følelsesbaseret holdningsdannelse, idet pornografi for mange står for noget der intuitivt er forkert - og hvis man ikke tænker nærmere over det, er det jo nemt at drage den konklusion at man "bør" være modstander af det.
    For et par uger siden så jeg et TV-indslag om at flere og flere ikke tror på Darwins udviklingslære, og i den anledning blev en typisk venstredrejet Ronja Røverdatter-type interviewet. I interviewet gav hun udtryk for at hun ikke troede på Darwinismen fordi hun "havde brug for" noget mere "eventyrligt". Med andre ord skal videnskabelige ræsonemmenter vige for tåbelige følelsesmæssige fornemmelser.

    Jeg synes dette er generelt for mange anti-kapitalister, som ofte virker mest drevet af at deres opfattelse af at kapitalister er onde, egoistiske og bagudstræbende, mens socialister m.fl. er retfærdige, gode og progressive.

    SvarSlet
  6. Verden er global, med ensretning
    af hele menneskeheden, der følger kæft - trit - retning politik du ser
    og krænkelse af menneskerettigheder og undertrykkelse af folkeslagene i
    all verdens dele og lande. Der er klasseforskel på rige og fattige i al
    l verdens dele og lande hvad i kan se på tv stadioner/ kannaler/ det er
    på tide i vågner op af tornerosedrømmen i debatforum. Aviser/ medier er
    financeret og styret af reklamer derfor findes der ingen fri dagspresse
    / medier i all verdens dele og lande de beskæftiger sig illutioner i ny
    heder og underholdning. Menneskeheden er hjerneforurenet og indoktriner
    et i sindene, de er satt i bås og almindelige arbejdsmænd/ kvinder/ og
    andre timelønet og underlønet er slaverne. Disse brødføder/ klæder/ ud
    danner/ og oplærer dem der står i hondværkslære arbejder klassen finan
    cerer disse borgerlige svin og sosialistiske pampere i hele dk.
    v.H.Hans Birgir Hansen

    SvarSlet