torsdag, august 31, 2006

Aria














Et album jeg er blevet rigtigt glad for, er det splinternye debutalbum fra Aria, der bare hedder "Aria". Det er r n'b a la Aliyaah og videre i den dur, så det er ikke for de hardcore-undergrunds-typer, og det er heller ikke for dem der vil have japansk tyggegummi-pop. Næ, klub-orienteret r n'b er hvad vi er ude i hér.

Der er singler ude fra albummet. Den seneste er "Slow Jam", feat. en af mine favorit-poprappere. Douzi-T. Der er en lille video, som man kan se hér:

Adblock


Jeg har også lagt en MP3 op, som man kan downloade i en begrænset periode. Den kan hentes hér.

Albummet kan købes på yesasia.com.

onsdag, august 30, 2006

Ildspåsættelse og selvmord













D.15. august, på dagen for Japans overgivelse efter anden verdenskrig, skete der noget usædvanligt. En ældre mand trængte ind i parlamentsmedlem Koichi Katos moders hus, satte ild til det, og forsøgte bagefter at begå rituelt selvmord. Moderen er 97 år gammel, men var heldigvis ikke hjemme da forbrydelsen fandt sted.

Angiveligt var årsagen til begivenhederne Koichi Katos kritik af premierminister Koizumis Yasukuni-besøg. Kato er selv medlem af regeringspartiet LDP, men er uenig med "høgene" i partiet. Manden der begik udåden overlevede selvmordsforsøget, men blev slemt såret og også forbrændt. Man kan roligt gå ud fra at han tilhører eller har tilhørt en af de små ekstremt nationalistiske grupper, der drømmer om de gode gamle dage før anden verdenskrig, da Japanske ledere mente at Japan skulle dominere hele Asien.

Rituelt selvmord er meget usædvanligt i Japan i dag. Men det forekommer med mange års adskillelse, og det er altid folk fra disse ydertligtgående miljøer der udøver det. I nyere tid er der nok ingen der har påkaldt sig så meget opmærksomhed med den slags, som Yukio Mishima, da han i 1970 uden succes forsøgte at opildne soldater til et statskup, ved at holde en tale for dem, og derefter dræbte sig selv foran dem. Reaktionen i den japanske offentlighed dengang var overraskelse. At nogen kunne opføre sig på den måde i moderne tider, var for de fleste, ganske uforståeligt.

Kato advarer nu mod "farlig nationalisme", og ekstreme gruppers angreb på ytringsfriheden. Det er svært at sige om han overreagerer, for selvfølgelig er det reelt når hans moders hus brændes ned. Men om det er en generel tendens, eller bare en ensom tosse, er svært at sige. Det kunne lige så godt være at han forsøger at bruge det i sin politiske kamp. Umiddelbart vil jeg mene at man skal helt tilbage til midten og starten af halvfemserne for at finde de sidste angreb på japanske politikere, så det er svært at se det som en tendens, selv om det selvfølgelig kan være starten på en bølge, eller bare være det mest ekstreme udtryk for en styrkelse af nationalistiske idéer.

Koizumi besøgte i år Yasukuni d. 15. august. Den mest kontroversielle dato overhovedet. Den samme dag hvor alle ekstreme nationalister samles for at mindes de der mistede livet i anden verdenskrig.

mandag, august 28, 2006

Forhøjelse af forbrugsskatten?










I Japan har kapløbet om hvem der skal efterfølge Koizumi været i gang længe. Kabinetssekretær Shinzo Abe, udenrigsminister Taro Aso og Finansminister Sadakazu Tanigaki, er blandt dem der stræber efter at blive LDPs nye leder.

En af de ting der bl.a. diskuteres i den sammenhæng er hvorledes staten skal øge sine indtægter, så man kan forsørge den ældende befolkning. Økonomiske eksperter har talt om at skære ned på øvrige offentlige udgifter for at få råd, men de har også nævnt at man kunne øge skatter, bl.a. forbrugsskatten (den japanske moms), dog uden at nævne hvor meget den skulle øges med, eller hvornår. Det er dog ikke alle der har været så forsigtige. Tanigaki har været ude med et meget konkret forslag, der går ud på at øge forbrugsskatten fra 5 til 10% inden 2011. En 100% forøgelse er ekstremt voldsomt, og også ekstremt dumt. I 1997 blev skatten sat op fra 3 til 5%, og resultatet var(ikke overraskende) en økonomisk nedgang. Nu vil Tanigaki og andre sætte den op igen, på et tidspunkt hvor den japanske økonomi muligvis er på vej ud af sin stagnation.

Det er ren populisme. Tanigaki forsøger at lokke folk til at støtte sig ved at love øgede skatteindtægter til at forsøge de gamle. Men det er ret usandsynligt at en øget forbrugsskat vil føre til øgede skatteindtægter, for det første fordi det, som sagt, vil medføre en økonomisk nedgang, og for det andet fordi øgelser af den slags skatter oftest ikke medfører så store øgelser af skatteindtægter som forventet.

Tanigaki har også foreslået at sætte grænsen ned for topskatten. Dette skulle både ske for at øge skatteindtægter, men også som del af et lighedsprojekt, da han mener at der er for langt fra de rigeste til dem med de laveste indkomster i det japanske samfund i dag. Et typisk svagt argument, i det at det vel er ligegyldigt om der er langt fra de rigeste til dem med lave indkomster, så længe at de med lave indkomster kan klare sig. Det er misundelsens politik han forsøger at føre.

Aso derimod, har talt om at sætte indkomstskatten ned, for på den måde at skabe mere dynamik, og dermed generere større skatteindtægter. Det skal dog siges at han ikke vil udelukke forhøjelser af indkomstskatten senere, men her og nu tyder det på at han er for en lavere indkomstskat. Om dette er sandt, eller bare et forsøg på at få støtte til sit kandidatur, er uklart. Men det lyder i hvert fald mere fornuftigt end Tanigakis decideret destruktive forslag, der kommer på et tidspunkt hvor flere og flere med høj indkomst forlader Japan pga. et højt skattetryk.

Mit gæt er at det kun er begyndelsen på en regn af tåbelige udtalelser fra japanske politikere, om hvorledes skattesystemet skal reformeres.

lørdag, august 26, 2006

En medløbers bekendelser



















Som en der både har været aktiv på venstrefløjen i min spæde ungdom, og er vokset op i et venstreorienteret hjem i 70erne, finder jeg Tine Eibys bog "Til tjeneste", om hendes tid i forskellige venstrefløjsmiljøer i netop dette årti, ganske interessant. Bogen handler om en tid hvor de anti-autoritære tendenser man så i tresserne for alvor var forsvundet eller var blevet marginaliserede, og i stedet var venstrefløjen domineret af "kinesere" og andre totalitære kræfter. Man skulle sige "det rigtige", gøre "det rigtige" og mange var i konstant frygt for at blive kritiseret af deres kammerater for ikke at være revolutionære nok, for at være småborgerlige, eller i det hele taget "forkerte".

Eibys bog er spændende, fordi den ikke er skrevet af en person der var specielt ideologisk funderet. På den måde var hun en typisk aktivist på venstrefløjen. De fleste socialistiske aktivister er, i min erfaring, drevet af en følelse af at noget er uretfærdigt, og ikke af rationelle overvejelser omkring det de kritiserer. De har ikke læst de klassiske værker indenfor deres "tro", de har ikke gidet at sætte sig ind i økonomi, osv. Ikke dermed sagt at det gælder alle, men det gælder desværre rigtigt mange. På en måde er dette venstrefløjens styrke, fordi man kan være "nyttig idiot", og få anerkendelse derfor. Det er en nem måde at hverve mennesker til en af de mest usympatiske og voldelige ideologier vi kender til: marxismen.

Som så mange andre i de år, følte Eiby sig tiltrukket af disse idéer. En pæn pige fra Søllerød var hun, så lidt arbejderklasse som man kan være, og det er netop derfra bogen får sin titel: "Til tjeneste". Paradoksalt nok var hun og mange andre middelklasse-børn optagede af det der skulle være den revolutionære klasse: industriarbejderne, proletariatet, og forsøgte hele tiden at tjene deres objektive interesser. Man kan vel sige at forholdet imellem de unge revolutionære studenter og industriarbejderne var præget af en blanding af beundring og skyldfølelse (over at være født ind i middelklassen) fra studenternes side, mens at industriarbejderne nok mere følte ligegyldighed og endda foragt overfor disse irriterende revolutionære, der hævdede at kende arbejdernes interesser bedre end dem selv.

Bogen omhandler tre forskellige miljøer: Tvind, Nørrebro Beboeraktion og RUC. Først lægges grunden til hendes senere virke hos Tvind, der opererer med evindelige selvkritik i bedste maoistiske tradition. Man arbejder hårdt for at nedbryde disse unge mennesker, så man med frygt og psykisk terror kan indpode den rette revolutionære tro hos dem. Der er ikke noget man ikke har hørt om før i denne del af bogen, der er den typiske historie om et Tvind-ophold. Men bskrivelsen er levende og man danner sig et fint indryk af den måde hvorpå Tvind opererede på dette tidspunkt, og hvad deres formål var: at skabe en hær af revolutionære unge der skulle ud i landet og radikalisere arbejderklassen, der jo var mere interesserede i at skabe sig en bedre tilværelse på kapitalismens og velfærdsstatens betingelser, end de var i at omvælte det eksisterende.

Senere bliver det Nørrebro Beboeraktion, hvor Eiby beskriver fraktionskrigen indenfor NB imellem VS og DKP, og hvorledes de unge venstreradikale ihærdigt forsøgte at hverve de lokale Nørrebro-beboere der skulle virke som alibi for deres politiske virke. Det var jo for deres skyld, for proletarernes skyld, at det hele foregik, påstod de. Men virkeligheden var en anden. De unge aktivister strømmede til Nørrebro og midt i halvfjerdsernes boligmangel og lavkonjunktur pressede de, de lokale beboere ud af bydelen, og gjorde det mere eller mindre umuligt for dem at få en lejlighed i området. Konsekvensen blev altså det modsatte af hvad den skulle være. I stedet for at hjælpe andre, var det i virkeligheden et stort egotrip, udført at forkælede unger fra middelklassen, hvilket vel i bund og grund var typisk for den tid. Min egen mening om mine forældres generation er at de netop var utroligt egoistiske. Man ville ophæve grænser, ophæve normer, gøre op med autoriteter, osv. Men i virkeligheden var det bare en belejlig undskyldning for at undgå at tage ansvar for sine handlinger, eller måske oftere et forsøg på at retfærdiggøre dem. Derfor kan det give mig kvalme når jeg hører folk omkring de 50-60 sidde og tale om hvor "solidariske" folk var den gang eller hvor "kritiske" de var.

De var var hverken det ene eller det andet, hvilket Eiby også er inde på. Der var ikke tale om en kritisk generation, for man var ikke kritisk overfor marxismen. Man slikkede røv på Kampuchea, Albanien, Kina, m.fl. Man var kun kritisk overfor det småborgerlige, overfor kapitalismen, og videre i den dur. Denne tendens er noget der i den grad kommer til udtryk i bogens bedste afsnit, den del der handler om RUC. Hér gik Eiby på Samf.Bas. En uddannelse hvor unge mennesker samledes for at blive indpodet med den rene marxisme, så de kunne komme ud at tjene arbejderklassen. Hun beskriver hvorledes de overhovedet ikke lærte videnskabelig metode, og hvordan det hæmmede deres arbejde. Svarene var givet på forhånd. Det havde intet med en videnskabelig tilgang til tingene at gøre.

En af lærerne på Hum.Bas. formastede sig på et tispunkt til at kritisere denne måde at arbejde på, men man affærdigede hans kritik med at han ikke var rettroende marxist, samt at hans akademiske arbejde (om tysk litteratur) ikke var noget arbejderklassen kunne bruge. Et fantastisk eksempel på den arrogance hvormed disse unge mennesker, overvejende fra gode kår, mente at vide hvad der interresserede arbejderklassen. I deres sind var der ingen tvivl om at tysk litteratur ikke var noget for en arbejder.

RUC-afsnittet er utroligt tragisk, men også utroligt morsomt. Eibys fremstilling viser tydeligt at den kritisk som RUC blev udsat for af Erling Olsen, Fremskridtspartiet m.fl. ikke var helt ved siden af. Ja, det var faktisk langt værre end de i deres vildeste fantasier kunne forestille sig.

I Eibys andet år på RUC bliver hun optaget af seksualpolitik, og da hendes gruppe vil skrive om dette, så er de nødt til at flytte til et andet hus på RUC, fordi kapitallogikerne i deres oprindelige hus ikke vil hjælpe dem med at skrive om den slags. Så kommer de over i det såkaldt "lesbiske hus", der er domineret af militante feminister, der mener at heteroseksuelle kvinder er mindre frigjorte end lesbiske. Efter revolutionen vil bevidste kvinder (altså dem der har smidt deres falske bevidsthed) selvfølgelig kun have sex med andre kvinder!

Sex er et interessant emne på venstrefløjen. For på den ene side er de venstreorienterede meget optagede af at bryde de borgerlige normer, som de jo finder undertrykkende, men på den anden side er de ekstremt puritanske. Jeg husker en diskussion jeg havde med en aktivist fra den gruppe jeg var med i, da jeg var 17 år og MEGET rød. I de år var der en del aktioner mod pornobutikker, der jo udbyttede kvinder. Men samtidig mente vi jo at kvinder havde ret til at bestemme over deres egen krop, og støttede fri abort netop på det grundlag.

Jeg sagde så til min medaktivist, at jeg havde svært ved at forstå modstanden mod pornografi og spurgte hende hvad hendes holdning ville være til en kunstner, der lavede noget kunst der lignede kommerciel pornografi fuldstændigt. Skulle dette også smadres? Var det, det vi var? Fjender af ytringsfrihed? Eller hvad med folk der måske fandt det morsomt og ophidsende at lave og sælge pornografi med dem selv, og andre frivilligt medvirkende (noget der er masser af på swingersites i dag)? Var det også forkert? Var konsekvensen ikke at man kun syntes at kvinden skulle have lov til at bestemme over sin krop i visse situationer som f.eks. abort, men ikke når det kom til at udstille den i en seksuel sammenhæng?

Hun var ikke i stand til at svare, og jeg har faktisk aldrig mødt en der kunne give et tilfredsstillende svar på dette paradoks. Kort efter stoppede jeg som aktivist på venstrefløjen. Jeg havde mistet troen. Eiby stoppede også efter RUC. Hun havde fået nok, og havde nok egentlig aldrig rigtigt troet på marxismen. Hun var en medløber, der fulgte med i hvad der var tidens ånd. Hun kunne ikke holde ud at "alt var politisk", som man sagde dengang, og stadigvæk siger på venstrefløjen i dag.

Ved at inddrage seksualiteten, forsøgte man at nuancere venstrefløjens forhold til personlige relationer, men resultatet blev bare at nu var også sexlivet en del af den politiske kamp. Det sidste private man havde var forsvundet, og alt skulle blotlægges og selvfølgelig udsættes for den evindelige, kammeratlige kritik.

"Til tjeneste" giver et glimrende indtryk af en tidsånd, og er en underholdende bog, med mange spændende detaljer og oplysninger for dem der har interesse i dansk venstrefløjs historie. Eiby er ikke rabiat højreorienteret, og forsøger heller ikke at svine nogen til, men holder en sober tone i bogen. Kan anbefales.

onsdag, august 23, 2006

Lidt forskelligt

Jeg har haft lidt travlt på det sidste, så bloggen er ikke blevet opdateret så meget.

Men jeg har ikke været helt uproduktiv. Bl.a. har jeg skrevet en artikel om Israel/Hizbollah konflikten og liberales holdning til denne, som kan findes hér. Thomas Breitenbach har også skrevet en, der måske er lidt mere skarp i tonen end min. Den kan man læse hér, og Chresten Anderson fra COIN har besvaret vore artikler. Der foregår en interessant diskussion i kommentarerne, især under Andersons artikel. Hvis man er interesseret i hvad der kan forsvares eller er uforsvarligt ud fra et rettighedsliberalistisk synspunkt, så er det bestemt værd at tjekke ud.

Et par bøger er der også blevet tid til. Bl.a. har jeg læst Thorkild Hansens "Slavernes Kyst" og "Slavernes Skibe" om den danske trekantshandel og slavernes forhold. Det er grum læsning, men bestemt spændende, da det er et sjældent belyst emne i danmarkshistorien. Desuden har jeg stor forkærlighed for at læse om kolonieventyr med masser af råd, klimatfeber og sot. Det er mig en gåde at nogen overhovedet tog afsted til kolonierne, når man tænker på hvor stor chancen var for at dø. Jeg mangler stadigvæk "Slavernes Øer", som står på hylden og venter på at jeg læser den. Igår købte jeg Tine Eibys "Til Tjeneste", der handler om hendes oplevelser på venstrefløjen i halvfjerdserne. Jeg er halvt igennem den, og der kommer en post om den hér på siden snarest.

Til sidst et par links til et indslag om kvindelige otakus. Det er sjældent man ser noget til disse, selv om medieopmærksomheden er blevet større omkring dem på det seneste.

Ikebukuro - Sanctuary of Otaku Girls 1/2


Ikebukuro - Sanctuary of Otaku Girls 2/2


Indslagene er tekstede og bestemt værd at tjekke ud.

Lidt at godt sig med indtil videre. Rigtige opdateringer af bloggen er på vej!