mandag, juli 24, 2006

Unspeak




















Jeg har netop læst bogen "Unspeak", skrevet af den engelske journalist Steven Poole, som nogle måske vil kende som skribent for "The Guardian", mens andre måske er bekendt med hans, nu hedengangne klumme, i gamer-bibelen "The Edge".

Unspeak handler om at afsløre det sprogbrug der i politik. Den kamp der er om ord, hvormed man navngiver dette og hint. Poole har valgt at kalde det Unspeak, fordi man ved brug af sproget kan tildele det man navngiver implicitte værdier. Et eksempel kunne f.eks. være at hvis man er amerikansk tilhænger af fri abort, så er man ikke "pro-abortion", men "pro-choice". Ikke alene undgår man det ubehagelige ved at kalde sig selv for abort-tilhænger, men man siger også implicit at dem der er imod en, de er anti-choice, og det er der ikke mange der synes er godt at være.

Det er den slags Poole udforsker, hovedsageligt fra et centrum-venstre synspunkt, selv om han skal have den ros at han forsøger at holde sig nogenlunde objektiv, hvilket selvfølgelig ikke er muligt. Han falder selv i af og til og bruger nogle platte retoriske kneb, og en del Unspeak selv. Det skal dog siges at dette ikke dominerer bogen, og at han i øvrigt gør læseren opmærksom på at han ikke selv er hævet over den slags i forordet. Alligevel var der bare et par steder hvor jeg blev irriteret fordi det næsten bare var for useriøst når han faldt i.

Af emner der undersøges i bogen er så forskellige ting som: intelligent design, war on terror, miljødebatten, ekstremisme, folkemord, etnisk udrensning, Guantanamo, med mere. Noget går bedre end andet. Personligt synes jeg at noget af det mest interessante i bogen er hans gennemgang af de såkaldte "anti social behaviour orders" i UK. Dette er love, der gør det muligt for en dommer at dømme et individ til at afholde sig fra visse ting, som dommeren vurderer er "asociale". Et par af de mere ekstreme eksempler er at en kvinde f.eks. har fået forbud mod at skifte tøj for åbent vindue, og en mand har fået forbud mod at bruge sarkasme (!). Strafferammen for at overtræde disse påbud er op til 5 år. Loven er interessant fordi den kan bruges til at kriminalisere adfærd der ellers ikke er kriminel, og det med en ret høj strafferamme. Den kan også bruges til at gøre strafferammen for noget kriminel adfærd højere end ellers. Således fortæller Poole om en mand der får forbud mod at færdes i centrum af en større engelsk by. Han kommer alligevel ind til byen, hvor han tigger og er ubehøvlet overfor folk (noget han også har forbud mod at gøre). Politiet kommer og pågriber ham, og han spytter en betjent i ansigtet. Ikke et af Guds bedste børn, det er der vist ingen tvivl om. Men han fik 4 år i fængsel for den omgang dér, og det er jo helt ude af proportion.

Loven er en gummilovgivning, hvormed man kan gøre en hvilken som helst adfærd som man finder umoralsk eller uønsket kriminel. Det er skræmmende, og eksemplerne i bogen er af og til absurde. En kvinde der forsøgte at tage sit eget liv ved tre lejligheder, hvor hun bl.a. hoppede i Avon-floden, fik af dommeren forbud mod at nærme sig floder og kanaler i hele England. Sådan ordner man åbenbart det problem. Man hjælper ikke den deprimerede, nej, man forbyder hende at nærme sig floder så hun ikke kan hoppe i dem! Det er umiddelbart svært at se lige præcis hvem det er man hjælper når man kriminaliserer almindelig adfærd på den måde.

Poole gennemgår hvordan loven blev til, og det er virkelig spændende læsning at se hvorledes en af arkitekterne først forsøgte sig med at kalde denne uønskede adfærd for "subkriminel adfærd", som om det var lidt kriminelt og fortjente at blive straffet, hvilket selvfølgelig er absurd. Enten er noget kriminelt eller også er det ikke, og "subkriminel" blev droppet, men loven blev vedtaget.

Mindre godt går det for diskussionen af Intelligent Design. Her falder Poole virkelig i, og dummer sig på en pinlig måde. At tilbagevise ID-argumenter er ingen større kunst. Jeg hører ikke til en af dem der kan hidse sig op over ID, som mange kan, men jeg har hørt argumenterne og de er bare ikke gode nok. Poole derimod virker som en af dem der godt kan hidse sig op over den slags, og selv om han i bund og grund påpeger de fejlslutninger der begås af mange ID-tilhængere, så er han simpelthen underlødig når han fortæller en anekdote om en kendt ID-tilhænger og derefter overfører dette individs holdninger til hele ID-bevægelsen. Helt ærligt, det må man bare ikke gøre hvis man vil tages seriøst! Det er begrænset hvad der er af den slags, men der er flere steder hvor man tager sig til hovedet. Det virker en anelse sjusket når den slags forekommer.

Pooles overordnede formål: at afsløre hvordan man kan bruge sprog til at skabe visse forudsætninger for folks opfattelse af politiske sager, er ganske nobelt. Bogen er interessant nok og anbefalelsesværdig, især for dem der ikke har en essentialistisk opfattelse af verden. Hvis man, som jeg, er libertarianer, så er den slags noget man har tænkt meget over i forvejen, og derfor kan passager godt virke lidt kedelige fordi man ikke lærer noget nyt. Men man må huske at ikke alle mennesker måske har tænkt over disse ting, og Poole forsøger at få dem til at tænke over anvendelsen af sproget. Derfor er det nødvendigt at det skæres ud, så alle kan være med.

Det er heller ikke altid at Poole trænger langt nok ind i essensen. Han berører f.eks. fællesskab og samfund nogle gange, nogle af de mest populære unspeak-begreber. Men netop fordi han har kollektivistiske tendenser og ikke er metodisk individualist, så tager han ikke helt konsekvensen af sine egne observationer, når han f.eks. kritiserer at man taler om "the jewish community" som om der var tale om mennesker der havde én mening om et særligt emne. Han kunne sagtens overføre dette på hvordan man i dag taler om "samfundet", og sådan noget som "den sociale kontrakt", der i dén grad er et stykke unspeak, kunne han også tage fat på. Men træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himmelen, og alt i alt er dette en udmærket bog, som mange ville have godt af at læse.

Personligt kom jeg til at tænke en del på Anna Libaks interview med Brian Mikkelsen på Weekendavisens TV-show på DK4, hvor hun spurgte ham om ikke den nye medielicens var et brud på skattestoppet (hvilket det er)? Han blev febrilsk og gentog at det ikke var en skat, men en licens flere gange, som om han håbede på at det ville blive sandt hvis han sagde det nok gange. Det var en amatøragtig anvendelse af unspeak, men desværre ser det ud til at medierne i DK har købt den, selv om de bare burde se på andre lande, hvor licens hedder "TV-tax" eller lignende. Men det ville vel kræve at journalisterne skulle tænke selv, og det er der ikke mange af dem der gør.

Læs Steven Pooles blog hér.

2 kommentarer:

  1. Det lyder som en superspændende bog. Bare jeg havde læst den her post før jeg bestilte en bunker bøger fra Amazon i går!

    SvarSlet
  2. Hej Daniel

    Det lyder som en spændende bog - i samme boldgade, så er det også værd at læse George Lakoff: "Don't think of an elephant"
    http://www.chelseagreen.com/2004/items/elephant

    Lakoff er ganske vist rimeligt venstreorienteret - men han har nogle interessante tanker om hvordan man kan flytte(og styre) et helt debatemne, hvis man kan sætte rammerne for debatten. Hans bog handler således meget om "framing" af debatten.

    Han har dog også en del om sprogbrug. Bla. har han et eksempel hvor han synes højrefløjen er sluppet afstede med at sætte dagsordnen. Nemlig ved at skat omtales som skattebyrden - og derved af mange forstås som noget der holder folk nede - således taler han for, at venstreorienterede skal kalde skatter for investeringer, da det er noget positivt.

    Heldigvis hedder det stadig skattebyrde :-)

    mvh
    Anders K

    SvarSlet