mandag, juli 24, 2006

En ekstra godbid

Når jeg nu lige har lavet en post om gode elektroniske producere fra Japan, så må jeg også hellere nævne et af de bands der har inspireret mig mest. Det er en gruppe der hedder Tanzmuzik, bestående af Akio Yamamoto, Okihide Sawaki og Daishi Hisakawa. Gruppen findes ikke mere, men medlemmerne laver deres egne projekter i stedet.

Tanzmuzik har lavet 2 albums, "Sinsekai" og "Version Citie Hi-Lights". Sinsekai er fra 1995, og udkom dengang i to forskellige versioner, en i Europa og en anden i Japan. Jeg har udvalgt mit absolutte favoritnummer med dem, der også er et af mine favoritnumre of all times. Jeg spiller det stadigvæk som DJ af og til, og i det hele taget er deres første album et jeg vender tilbage til igen og igen, fordi deres brug af melodier er så fantastisk og de virkelig forstår at lave elektronisk musik med følelse.

Hent nummeret hér:

Tanzmuzik - "Air"

Unspeak




















Jeg har netop læst bogen "Unspeak", skrevet af den engelske journalist Steven Poole, som nogle måske vil kende som skribent for "The Guardian", mens andre måske er bekendt med hans, nu hedengangne klumme, i gamer-bibelen "The Edge".

Unspeak handler om at afsløre det sprogbrug der i politik. Den kamp der er om ord, hvormed man navngiver dette og hint. Poole har valgt at kalde det Unspeak, fordi man ved brug af sproget kan tildele det man navngiver implicitte værdier. Et eksempel kunne f.eks. være at hvis man er amerikansk tilhænger af fri abort, så er man ikke "pro-abortion", men "pro-choice". Ikke alene undgår man det ubehagelige ved at kalde sig selv for abort-tilhænger, men man siger også implicit at dem der er imod en, de er anti-choice, og det er der ikke mange der synes er godt at være.

Det er den slags Poole udforsker, hovedsageligt fra et centrum-venstre synspunkt, selv om han skal have den ros at han forsøger at holde sig nogenlunde objektiv, hvilket selvfølgelig ikke er muligt. Han falder selv i af og til og bruger nogle platte retoriske kneb, og en del Unspeak selv. Det skal dog siges at dette ikke dominerer bogen, og at han i øvrigt gør læseren opmærksom på at han ikke selv er hævet over den slags i forordet. Alligevel var der bare et par steder hvor jeg blev irriteret fordi det næsten bare var for useriøst når han faldt i.

Af emner der undersøges i bogen er så forskellige ting som: intelligent design, war on terror, miljødebatten, ekstremisme, folkemord, etnisk udrensning, Guantanamo, med mere. Noget går bedre end andet. Personligt synes jeg at noget af det mest interessante i bogen er hans gennemgang af de såkaldte "anti social behaviour orders" i UK. Dette er love, der gør det muligt for en dommer at dømme et individ til at afholde sig fra visse ting, som dommeren vurderer er "asociale". Et par af de mere ekstreme eksempler er at en kvinde f.eks. har fået forbud mod at skifte tøj for åbent vindue, og en mand har fået forbud mod at bruge sarkasme (!). Strafferammen for at overtræde disse påbud er op til 5 år. Loven er interessant fordi den kan bruges til at kriminalisere adfærd der ellers ikke er kriminel, og det med en ret høj strafferamme. Den kan også bruges til at gøre strafferammen for noget kriminel adfærd højere end ellers. Således fortæller Poole om en mand der får forbud mod at færdes i centrum af en større engelsk by. Han kommer alligevel ind til byen, hvor han tigger og er ubehøvlet overfor folk (noget han også har forbud mod at gøre). Politiet kommer og pågriber ham, og han spytter en betjent i ansigtet. Ikke et af Guds bedste børn, det er der vist ingen tvivl om. Men han fik 4 år i fængsel for den omgang dér, og det er jo helt ude af proportion.

Loven er en gummilovgivning, hvormed man kan gøre en hvilken som helst adfærd som man finder umoralsk eller uønsket kriminel. Det er skræmmende, og eksemplerne i bogen er af og til absurde. En kvinde der forsøgte at tage sit eget liv ved tre lejligheder, hvor hun bl.a. hoppede i Avon-floden, fik af dommeren forbud mod at nærme sig floder og kanaler i hele England. Sådan ordner man åbenbart det problem. Man hjælper ikke den deprimerede, nej, man forbyder hende at nærme sig floder så hun ikke kan hoppe i dem! Det er umiddelbart svært at se lige præcis hvem det er man hjælper når man kriminaliserer almindelig adfærd på den måde.

Poole gennemgår hvordan loven blev til, og det er virkelig spændende læsning at se hvorledes en af arkitekterne først forsøgte sig med at kalde denne uønskede adfærd for "subkriminel adfærd", som om det var lidt kriminelt og fortjente at blive straffet, hvilket selvfølgelig er absurd. Enten er noget kriminelt eller også er det ikke, og "subkriminel" blev droppet, men loven blev vedtaget.

Mindre godt går det for diskussionen af Intelligent Design. Her falder Poole virkelig i, og dummer sig på en pinlig måde. At tilbagevise ID-argumenter er ingen større kunst. Jeg hører ikke til en af dem der kan hidse sig op over ID, som mange kan, men jeg har hørt argumenterne og de er bare ikke gode nok. Poole derimod virker som en af dem der godt kan hidse sig op over den slags, og selv om han i bund og grund påpeger de fejlslutninger der begås af mange ID-tilhængere, så er han simpelthen underlødig når han fortæller en anekdote om en kendt ID-tilhænger og derefter overfører dette individs holdninger til hele ID-bevægelsen. Helt ærligt, det må man bare ikke gøre hvis man vil tages seriøst! Det er begrænset hvad der er af den slags, men der er flere steder hvor man tager sig til hovedet. Det virker en anelse sjusket når den slags forekommer.

Pooles overordnede formål: at afsløre hvordan man kan bruge sprog til at skabe visse forudsætninger for folks opfattelse af politiske sager, er ganske nobelt. Bogen er interessant nok og anbefalelsesværdig, især for dem der ikke har en essentialistisk opfattelse af verden. Hvis man, som jeg, er libertarianer, så er den slags noget man har tænkt meget over i forvejen, og derfor kan passager godt virke lidt kedelige fordi man ikke lærer noget nyt. Men man må huske at ikke alle mennesker måske har tænkt over disse ting, og Poole forsøger at få dem til at tænke over anvendelsen af sproget. Derfor er det nødvendigt at det skæres ud, så alle kan være med.

Det er heller ikke altid at Poole trænger langt nok ind i essensen. Han berører f.eks. fællesskab og samfund nogle gange, nogle af de mest populære unspeak-begreber. Men netop fordi han har kollektivistiske tendenser og ikke er metodisk individualist, så tager han ikke helt konsekvensen af sine egne observationer, når han f.eks. kritiserer at man taler om "the jewish community" som om der var tale om mennesker der havde én mening om et særligt emne. Han kunne sagtens overføre dette på hvordan man i dag taler om "samfundet", og sådan noget som "den sociale kontrakt", der i dén grad er et stykke unspeak, kunne han også tage fat på. Men træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himmelen, og alt i alt er dette en udmærket bog, som mange ville have godt af at læse.

Personligt kom jeg til at tænke en del på Anna Libaks interview med Brian Mikkelsen på Weekendavisens TV-show på DK4, hvor hun spurgte ham om ikke den nye medielicens var et brud på skattestoppet (hvilket det er)? Han blev febrilsk og gentog at det ikke var en skat, men en licens flere gange, som om han håbede på at det ville blive sandt hvis han sagde det nok gange. Det var en amatøragtig anvendelse af unspeak, men desværre ser det ud til at medierne i DK har købt den, selv om de bare burde se på andre lande, hvor licens hedder "TV-tax" eller lignende. Men det ville vel kræve at journalisterne skulle tænke selv, og det er der ikke mange af dem der gør.

Læs Steven Pooles blog hér.

Japanske elektroniske producere














Der er tit folk der spørger mig om hvem mine yndlingsproducere er når det gælder japansk elektronisk musik. Der er nogle stykker, men et par af dem er Ryoji Ikeda og Hiroshi Watanabe.

Hiroshi Watanabe er en institution indenfor japansk klubmusik. Han har udgivet på et hav af labels i både USA og Europa, og også lavet musik til både anime og computerspil. F.eks. Beatmania. Ud over at være en sej producer, er han også en udmærket fotograf, og billedet i denne post er et han har taget af sine tre sønner.

Det nummer jeg har valgt af hans er et ambientnummer der hedder "Intention". Det kan hentes som MP3 hér de næste 7 dage.

Ryoji Ikeda er i en helt anden boldgade end Watanabe, men bestemt ikke mindre fantastisk. Hans musik er ultraminimal, syntetisk og kold, mens Watanabe er varm, harmonisk og storladen. Ikedas lyd er utroligt flot og rendyrket. Jeg har valgt et af hans mere tilgængelige numre, det hedder "Zero Degrees [3]" og kan hentes her de næste 7 dage.

Hvis numrene tiltaler dig, så husk at investere i kunstnernes plader. Jeg kan anbefale Hiroshi Watanabes album der er udgivet under aliasset Kaito, titlen på albummet er "100 Million Light Years".

søndag, juli 16, 2006

Rapmusik & sejhed

En af mine diller for tiden er, til min hustrus store fortrydelse, japansk rapmusik. Hun har meget svært ved japansk rap, og hævder at det blandt andet er fordi det er svært at se japanere som rigtigt seje, med mindre vi taler store yakuza-typer eller lignende. Der er nok noget om snakken. Af en eller anden grund forekommer kinesiske mænd mig f.eks. tit lidt barske og upolerede i det, mens japanske mænd har en tendens til at virke en anelse fimsede. Om det er pga. en mere sofistikeret kultur i Japan vs. en brutal (og fattig) kultur i Kina der gør forskellen skal jeg ikke kunne sige, men her er lidt japanske rapvideos, så kan man dømme musikken og sejheden selv.

Shakkazombie - "Right Here" - IMO et af deres bedste numre. En del af det andet er sådan lala.

Adblock


Teriyaki Boyz - "Beef or Chicken" (live) - Ikke deres bedste nummer, men det bedste jeg lige kunne finde online. Det er en allstargruppe der består af medlemmer af M-Flo, Rip Slyme, m.fl. De har kun lavet et album, og det er også er det eneste der kommer. Desuden har de lavet temaet til "The Fast & The Furious 2: Tokyo Drift". Læg mærke til at de alle er iført Bathing Ape tøj, der er det ultimative japanske hiphop-brand.

Adblock


M-Flo - "Rhyme Brokers" - M-Flo er mine absolutte favoritter. Verbal er en supergod rapper. I dag er deres produktioner meget mere kommercielle, men før i tiden havde de en mere jazzrap-agtig stil. Dengang rappede Taku også mere, og de var 3 i gruppen. Lisa hed sangerinden, der i dag har en strålende r n'b solokarriere. Jeg valgte denne video fordi den er så utroligt lowbudget (og nummeret er godt).

Adblock


Og så skal vi også lige have en smagsprøve på M-Flo's mere poppede ting: M-Flo Loves Emyli - "Dopamine" - Med engrish på t-shirten, skamløs brug af Mark the 45 Kings "900 Number" og al ting.

Adblock


OG mere poprap med en anden af mine favorit-tyggegummigrupper: Heartsdales (der nu er opløst, men der skulle være soloting på vej fra både Rum & Jewels). Nummeret jeg har valgt er ikke valgt fordi det er det bedste, men fordi de er så håbløst kiksede i denne video. Det mislykkes for dem både at være seje og sexede, selv om de forsøger så utroligt hårdt. Heartsdales - "Foxy Lady"

Adblock

Japansk crunk-grime-baile-whatever

Adblock


Jeg lader tyggegummi-poppen ligge for et øjeblik, og præsenterer i stedet Tigarah. Hun er den hidtil eneste japanske eksponent for crunk-grime-baile tendensen ( a la M.I.A.) som det er lykkedes mig at støde på. Ovenstående er en liveoptagelse, da jeg desværre ikke har fundet nogle musikvideoer med hende endnu.

Jeg har selvfølgelig også uploadet en MP3 fra hendes album. Jeg har valgt det nummer jeg mener er hendes bedste. Hent det hér (og husk at det ligger der i en uge, ikke mere).

Tigarahs website.

Tigarahs myspace profil.

lørdag, juli 15, 2006

Freakonomics


















Sidste år udkom den meget omtalte bog "Freakonomics", der blev hypet som en udgivelse der kunne ændre folks syn på verden og meget andet. "Prepare to be dazzled", loves der endda på forsiden. Forleden dag faldt jeg over den i Gad, og snuppede den med hjem.


Det er en lille bitte bog, så den er hurtigt læst. Kan nemt læses ud i én køre, i hvert fald.

Stephen D. Levitt er økonom ved University of Chicago, men han adskiller sig måske en del fra de fleste andre. Han er ikke så optaget af det store billede, avancerede økonomiske teorier og matematiske modeller, men er derimod optaget af økonomi i hverdagen. Det er netop hvad "Freakonomics" handler om: at sætte ting som de fleste mennesker ikke tænker på ud fra et økonomisk perspektiv, ind i en økonomisk sammenhæng. Resultatet er en pudsig bog, men jeg kan med det samme afsløre at den ikke har ændret mit verdenssyn, og "dazzled" blev jeg nu heller ikke. Hvad jeg derimod blev, var ganske udmærket underholdt. "Freakonomics" er først og fremmest en underholdende bog, fordi Levitt har en skæv måde at tænke på, og han er en mester i at indsamle og behandle statistiske data. Desuden så er der mange rigtigt sjove og interessante historier i bogen.

Men som et økonomisk værk er den ikke meget bevendt. Levitts økonomi-gøgl bruges mest til at fortælle læseren om bl.a. økonomiske motiver, at man ikke kan stole på "almen viden", samt at man kan finde ud af meget om verden, hvis man ved hvordan man skal bruge de statistiske stykker værktøj som økonomen kan gøre brug af. Bl.a. er han meget glad for regressionsanalyse.

I bogen giver han sig af med de besynderligste ting. Han behandler læreres snyd ved eksamener (ja, lærere motiveres til at snyde med deres klassers resultater når de er afhængige af hvor mange der består - dette er et eksempel på at det ikke er altid at det lykkes når man forsøger at motivere folk - i dette tilfælde lærere - til at yde en bedre indsats) ved at sammenligne det med snyd indenfor sumobrydning. Han argumenterer også for at faldet i amerikansk kriminalitet igennem halvfemserne er resultatet af Roe vs. Wade, han sammenligner ejendomsmægleres brug af information med Ku Klux Klan, og meget andet. Det ER sjovt, det er også ganske interessant, men kan det bruges til særligt meget? Måske hvis man er helt grøn indenfor økonomi, og her må man nok se i øjnene, at de fleste mennesker aldrig har åbnet en bog om emnet. Så på den måde tjener den vel et formål. Men hvis man stopper ved "Freakonomics", så er det ikke meget bevendt.

Bevares, man behøver ikke at sætte sig ned og læse store afhandlinger, slet ikke. Men der findes andre bøger om økonomi der er skrevet i en populær tone. Mine favoritter er Gene Callahan "Economics for Real People" og Henry Hazlitt's lille bog "Economics in One Lesson" (Sidstnævnte kan læses gratis hér). Økonomi er sjovt nok et af de emner som mange tror at de bare kan udtale sig om, på trods af at de ikke har gidet at sætte sig det mindste ind i noget som helst. Som økonomen Murray Rothbard engang skrev: "It is no crime to be ignorant of economics, which is, after all, a specialized discipline and one that most people consider to be a "dismal science" But it is totally irresponsible to have a loud and vociferous opinion on economic subjects while remaining in this state of ignorance."

Det bedste der er at sige om "Freakonomics" ud over at den er sjov, er at den kan få folk til at forstå at økonomi handler om hvordan mennesker handler. Det er jo dér at det bliver skægt for os almindelige mennesker at beskæftige os med emnet. Når det går op for os at det ikke er uforståelig matematik alt sammen, men at der også er en side af økonomi, der handler om rigtige mennesker af kød og blod. Levitt er, på trods af at man nemt kan kritisere ham for dette og hint, med til at udbrede den forståelse.

søndag, juli 09, 2006

Kisan udstillingen på Nationalmuseet



















I dag lagde jeg vejen forbi Nationalmuseet, for at se den særudstilling de har for tiden om den koreanske maler Kisan. Det er en meget interessant lille udstilling, der bestemt kan anbefales alle der har en interesse i Østasien. Billederne er nationamuseets egne. De har en samling på henved 100 malerier, bragt hjem af en dansker der arbejdede i Korea i slutningen af det nittende århundrede, der også er perioden hvor malerierne blev lavet. De var som regel bestillingsværker, der blev lavet til europæere der skulle have minder med hjem.

Stilen er meget romantiserende, især når man tænker på hvor fattigt et land Korea var dengang. Det er især sjovt at se de steder hvor man har fotografier fra dengang billederne blev malet, af motiver der ligner. Forskellen er ganske stor. Fattige bønder bliver til glatte glansbilleder i Kisans malerier, og det er sjovt nok den udgave af koreansk kultur der overlever i den koreanske selvforståelse idag. Lidt lige som at mange danskere er fast overbevist om at Matador giver et glimrende indtryk af hvordan det var at leve i Danmark unde besættelsen.

Man har også indrettet et rum med nye fotografier og projektioner fra Korea. Bestemt værd at tjekke ud. Husk også at kigge forbi de japanske, kinesiske og koreanske samlinger. I den koreanske samling står der et skuffemøbel med lidt flere billeder af Kisan man kan kigge på.

Mere Ryu Murakami


Det gode vejr gør at man ikke gider at sidde indenfor og blogge, så det har været så som så med opdateringerne. Til gengæld betyder sommeren at jeg får læst en del bøger. To af dem jeg har læst er skrevet af den japanske forfatter og filminstruktør, Ryu Murakami. Jeg har tidligere omtalt en af hans bøger på denne blog, og er meget begejstret for hans værker, der ofte er gennemsyret af vold, sex og håbløshed.

Desværre er det ikke mange af hans bøger der er oversat til europæiske sprog, f.eks. er kun 4 oversat til engelsk. Der er et par andre der er oversat til fransk, men da mit franske kun rækker til at gå ind i en butik og købe noget, varer det nok et stykke tid før jeg får mulighed for at læse mere fra hans hånd. Til gengæld er der en del film han enten har skrevet eller instrueret som jeg ikke har fået set endnu, så der er masser at tage fat i på den front. En del har sikkert set film som han har været involveret i uden at vide det, f.eks. er det ham der har skrevet manuskriptet til "Audition", med den søde pige der torturerer de stakkels mænd.

Den første af de to bøger er "69". Den foregår i en mindre by på Kyushu, i 1969. På en måde har den en vis lighed med Murakamis debutroman, "Almost Transparent Blue", der skildrer den totale håbløshed blandt unge mennesker i halvfjerdserne. Men den adskiller sig også en del fra den, fordi den er mere humoristisk, er uden ekstreme skildringer af vold, sex og stofmisbrug, og allermest fordi der rent faktisk er en del varme i den.

"69" er mest af alt en coming of age roman, der skildrer hvordan hovedpersonen, ved hjælp af de impulser han får fra omverdenen, forsøger at imponere piger ved at diskuterer Daniel Cohn-Bendit, Frantz Fanon, Sartre og meget andet uden at hverken forstå det, eller for den sags skyld at gå ind for det. Det udmønter sig bl.a. i håbløse forsøg på at starte et studenteroprør på gymnasiet og på at arrangere en rockfestival. Det hele foregår i tidens ånd, omend lidt forsinket da han jo ikke befinder sig i en metropol. Derfor bliver det en bonderøvsudgave af hvad der foregår andre steder i verden. Resultatet er ganske underholdende og også lidt sødt.

Jeg synes at den var lidt overraskende, da jeg slet ikke var klar over at Murakami besad så meget lune som han udviser i denne bog. Men jeg vil bestemt anbefale den, lige som jeg vil anbefale alle andre bøger af Ryu Murakami.

Den anden bog er "In the Miso Soup". Hér er Murakami mere som i "Coinlocker Babies", som er den bedste af hans bøger. Bogen foregår i Tokyos prostitutionsmiljø, hvor hovedpersonen har etableret sig som en slags guide for udlændinge der ønsker at udforske denne hemmelige verden. Det skal siges at mange sexklubber, bordeller og escortbureauer slet ikke betjener udlændinge, lige som man ofte vil se skilte uden på natklubber hvor der står at udlændinge ikke er velkomne.

Han får sig en meget besynderlig kunde, som han mistænker for at være en koldblodig og psykopatisk morder. Jeg skal ikke røbe mere af handlingen, men det lykkes for Murakami at opbygge en stor spænding, og jeg må sige at det voldelige klimaks i bogen, nærmest fik mig til at få kvalme (så kan man jo diskutere om det er et succeskriterie). Men jeg fandt bogen både overraskende, velskrevet, underholdende og fængslende. Så kan man vel ikke bede om meget mere?