torsdag, april 13, 2006

Første gang på hospitalet











I tirsdags var jeg på hospitalet for første gang i mit liv. Godt nok var jeg ikke syg, men var inde for at blive testet for en sjælden arvelig sygdom, som det så viste sig at jeg ikke havde. Det er ikke nok med en blodprøve for at teste for denne sygdom. Man skal derimod have fat i de lange muskelfibre inde i låret, og derfor skulle jeg i narkose og al ting. I dag har jeg det som om jeg har fået et megatrælår..av for helvede..og jeg humper rundt.

Hospitaler har altid været et mysterium for mig. Jeg var ude på Herlev Amtssygehus, der ligner en eller anden kommunistisk arkitekts vision af fremtiden. 25 etagers beton-fallos der knejser mod himmelen. Med en underlig lille sidebygning og to beton-dimser der ligner muslinger eller vifter, der sådan skal agere futuristisk arkitektur ude i den anden side. Hvorfor skal det se sådan ud? Det er ikke på nogen måde opmuntrende. Tværtimod er det faretruende, som beton-monsteret rejser sig i horisonten efterhånden som man kommer tættere på.

Noget andet der undrer mig er at det er umuligt at orientere sig inde på sådan et hospital. Man render altid rundt 1000 steder før man finder dér hvor man skal hen. Jeg skulle møde på afdeling I104. Fint nok. Jeg kigger på de der skilte der er sat op for at man lettere kan orientere sig, men der står ikke noget I104. Til gengæld er der en sektion der hedder I, så jeg tænker at den nok er der. Men nej, det er den sjovt nok ikke. Det viste sig at der ikke var nogen måde jeg kunne finde den afdeling på selv, så jeg måtte spørge i informationen.

Nu er det ikke sådan at der slet ikke er gjort tanker omkring hospitaler. Der er nogen der har tænkt..meget endda. Det de har tænkt mest over er hvordan man gør det "muntert" at være på hospitalet. På Herlev Amtssygehus har man f.eks. besluttet at male væggene i kraftige farver, som f.eks. lyserød, orange, grøn, osv. Ikke nogen blide, behagelige toner. Nej, virkeligt voldsomme farver, og lige ved siden af hinanden, så man er sikker på at farverne clasher. Hvem fanden finder på sådan noget? Folk er syge på hospitalet for fanden! Hvorfor skal de udsættes for den slags? Tror de indretningsarkitekter selv at de kan skjule at det er noget lort at have kræft ved at male væggen skrig-orange?

Men farverne er ikke det værste. Det værste er den kunst der hænger på væggene. Man må have brugt utrolige kræfter på at finde så ringe kunstnere, for det kan ikke være et tilfælde at hvert eneste kunstværk jeg nogensinde har set på et hospital har været af en utroligt ringe kvalitet. På afdeling I104 hang der f.eks. nogle smørerier der var inspireret af Saint-Exupery og "Den lille prins". De var så talentløst udført at det var godt at der var læger i nærheden, for man kunne jo risikere at gå i krampe over hvor dårlige de var. Igen, ikke specielt befordrende for velværen hos patienterne.

Da jeg sad og ventede på et tidspunkt, kom jeg til at tænke på Dea Trier Mørchs bog, "Vinterbørn", der foregår på en fødegang. DTM bruger denne som billedet på en feministisk, socialistisk sammenhæng, som kvinderne indgår. Socialistisk fordi alle har kropslige funktioner, og når vi lider eller føder, er det lige meget om vi er rige eller fattige. Feministisk fordi der kun er kvinder på fødegangen, og de gør noget som kun kvinder kan, og mændene er på afstand. Det slog mig at hun egentlig havde valgt et godt billede på socialismen: Der er grimt, det er ikke lavet til mennesker, det er ikke brugervenligt og alle der er der har det dårligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar