søndag, april 30, 2006

Yasukuni og japansk patriotisme













Så skete det igen. Ledende medlemmer af LDP besøgte i fredags det omstridte Yasukuni mindesmærke. Politikeres besøg ved mindesmærket har, hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, vakt stor utilfredshed hos en del asiatiske naboer til Japan. I særdeleshed Kina og Korea, der jo begge har lidt under japansk aggression, har fundet det provokerende og usmageligt.

Yasukuni er en shinto-helligdom der er bygget til ære for de soldater der er døde for Japan, dvs. for kejseren. Det blev bygget i 1869, i Meiji-perioden, for at ære de faldne i krigen mellem de kejserlige tropper og Tokugawa shogunatet, og det var et vigtigt tempel for den statslige udgave af shinto-religionen. Siden 1978 har man også æret over 1000 krigsforbrydere fra anden verdenskrig i helligdommen, deriblandt 14 såkaldte "klasse A krigsforbrydere". Det er klart at en helligdom der er forbundet med den stats-shinto der var så vigtig for den imperialistiske ideologi i Japan før og under krigen, kædet sammen disse forbrydere og den generelle benægtelse af japanske uhyrligheder i mange japanske kredse, kan udløse utilfredse reaktioner. Den udstilling der huses ved Yasukuni museet gør det heller ikke bedre, da den bedst kan beskrives som skønmaleri og historieforfalskning, eller i hvert fald udeladelse af historiske fakta. Udstillingen skal ses som en del af en større strategi fra visse kredse, der tæller tsukurukai der udgav den omstridte historiebog i 2001, der arbejder for at indgyde patriotisk selvværd hos den japanske befolkning. Fremstillingen af den japanske imperialisme som en slags faderlig kærlighed og benægtelse af f.eks. Nanking massakren vækker ubehagelige minder, og bekymring for at den militarisme der bl.a. udsatte Korea for et brutalt diktatur der forsøgte at udslette den nationale identitet, sprog og kultur, endnu en gang kan blive vakt til live.

Nu er der så kommet mere til, som der kan puste til ilden. Der er blevet fremsat et forslag om en revision af uddannelseslovgivningen, hvori der står at det er lærernes pligt at fremelske kærlighed til nationen og respekt for dens traditioner og kultur. Noget som mener er relevant, nu da der er kræfter i Japan, der mener at landet skal spille en større rolle både militært og diplomatisk, som vi f.eks. har set ved SDF-troppers indsættelse i Irak.

Der er ingen tvivl om at noget er i gære i Japan. Der er mange der mener at nu må det efterhånden være nok med den pacifistiske politik der er blevet dem pålagt af de amerikanske sejrherrer. Japan kan stå på egne ben, og hvorfor skulle de ikke opføre sig som alle andre lande? Det finder jeg sådan set ganske naturligt, at der kommer en reaktion på noget der er blevet påført dem udefra. Man kan ikke regne med andet, og jeg finder det naivt at tro at paragraf 9 består for evigt, da politikere næppe vil være tilfredse med at være begrænsede på den måde i længden. Japan går i retning af at være en nation som alle andre, og derfor vil de have mulighed for at handle internationalt, lige som en hver anden nation.

Det der er spørgsmålet er om det er nødvendigt at der skal være en opblomstring af japansk nationalisme og tanker som mange troede forlængst var døde, for at det kan ske. Hvis man fortsat kæder japansk ret til selvbestemmelse i forhold til dets militær sammen med den japanske militarisme fra fordums tid, så kan det vel ikke være anderledes. I stedet burde man nok sige at historieforfalskningen, yasukuni, m.m. er det der lugter af "gamle dage", og det der bør kritiseres, og samtidig indse at Japan ikke kan være bundet af tidligere lederes forbrydelser til evig tid. Jeg håber selv på at paragraf 9 vil holde længe, da jeg er sikker på at det er en fordel for Japan at føre en så isolationistisk udenrigspolitik som muligt. Men det er vigtigt at ønsket om at bevare denne paragraf skal komme fra japanernes egne rækker, og ikke være noget som andre lande presser dem til, da chancen for at man vil se en endnu stærkere nationalistisk reaktion i så fald vil vokse.

Det japanske parlament går på sommerferie d. 18. juni, så det er ikke sikkert at den nye uddannelseslov når at blive vedtaget inden. Men det er helt sikkert at vi ikke har hørt det sidste ballade i denne sag.

fredag, april 21, 2006

Endelig noget ordentlig anime

Jeg er ikke den store anime-fan. Bevares, der er da nogle gode ting imellem, og jeg ser lidt, men jeg er ikke diehard tilhænger af den slags, fordi jeg synes der er så langt mellem snapsene. Så det var uden de store forventninger jeg satte "Mindgame" i DVD'en. Men selv hvis jeg havde haft nogle forventninger, så var de blevet gjort til skamme, for det er intet mindre end en fantastisk film.

Den handler om en ung mangategner, uden succes, der møder den pige han har været forelsket i siden han var 9 år. De var kærester i skolen, men hun dumpede ham, fordi han ikke havde noget initiativ. Noget der generelt præger hans liv. Nu ser han hende så igen, men hun skal giftes med en anden. Sammen med sin søster driver hun en yakitori restaurant, og de går derind for at få en bid at spise. På restauranten kommer der et par psykotiske gangstere ind, og det ender med at vores hovedperson bliver dræbt. Han kommer i himmelen, og taler med Gud, der fortæller ham at han vil forsvinde. Der er ikke noget efterliv. I desperation stikker han af, og ender nede i restauranten lige før han dør, og ændrer situationen, så han overlever. Herfra går det over stok og sten, og historien tager en uventet drejning, som jeg ikke vil komme ind på.

Filmen handler om at turde at leve, at gribe de muligheder der er og at opdage hvem man er. Egentlig ret typiske emner for japansk film, omend det er lidt mere syret udført hér. Det der virkelig skiller Mindgame fra andre film, er den fantastiske animation. Jeg har aldrig set noget lignende. Der bruges et væld af teknikker, der skifter hele tiden. Det hele udført perfekt, så man aldrig bliver træt af at se på filmen, men derimod sidder spændt og følger med for at få alle detaljer med. Anime kan af og til virke lidt statisk, men det er ikke tilfældet med denne film. Der er udvikling, fantasi og vovemod.

Det var en virkelig opløftende oplevelse at se hvordan man ikke har holdt sig tilbage, men bare uhæmmet har realiseret alle de vilde idéer man har haft. Anime burde aldrig blive det samme igen, efter denne film. Se den!

torsdag, april 20, 2006

Myspace.com

Jeg har lige lidt travlt for tiden, så bloggen bliver uregelmæssigt opdateret.

Efter længere tids pres fra forskellige personer, har jeg oprettet en myspace-musikprofil for Hansen & DJ Daniel. Den kan ses hér. Kan man bruge det til noget? Det aner jeg ikke, men nu er den der. Man kan høre nogle af de ting der er på vej, og et par uudgivne tracks på profilen, så hvad venter du på?

torsdag, april 13, 2006

Første gang på hospitalet











I tirsdags var jeg på hospitalet for første gang i mit liv. Godt nok var jeg ikke syg, men var inde for at blive testet for en sjælden arvelig sygdom, som det så viste sig at jeg ikke havde. Det er ikke nok med en blodprøve for at teste for denne sygdom. Man skal derimod have fat i de lange muskelfibre inde i låret, og derfor skulle jeg i narkose og al ting. I dag har jeg det som om jeg har fået et megatrælår..av for helvede..og jeg humper rundt.

Hospitaler har altid været et mysterium for mig. Jeg var ude på Herlev Amtssygehus, der ligner en eller anden kommunistisk arkitekts vision af fremtiden. 25 etagers beton-fallos der knejser mod himmelen. Med en underlig lille sidebygning og to beton-dimser der ligner muslinger eller vifter, der sådan skal agere futuristisk arkitektur ude i den anden side. Hvorfor skal det se sådan ud? Det er ikke på nogen måde opmuntrende. Tværtimod er det faretruende, som beton-monsteret rejser sig i horisonten efterhånden som man kommer tættere på.

Noget andet der undrer mig er at det er umuligt at orientere sig inde på sådan et hospital. Man render altid rundt 1000 steder før man finder dér hvor man skal hen. Jeg skulle møde på afdeling I104. Fint nok. Jeg kigger på de der skilte der er sat op for at man lettere kan orientere sig, men der står ikke noget I104. Til gengæld er der en sektion der hedder I, så jeg tænker at den nok er der. Men nej, det er den sjovt nok ikke. Det viste sig at der ikke var nogen måde jeg kunne finde den afdeling på selv, så jeg måtte spørge i informationen.

Nu er det ikke sådan at der slet ikke er gjort tanker omkring hospitaler. Der er nogen der har tænkt..meget endda. Det de har tænkt mest over er hvordan man gør det "muntert" at være på hospitalet. På Herlev Amtssygehus har man f.eks. besluttet at male væggene i kraftige farver, som f.eks. lyserød, orange, grøn, osv. Ikke nogen blide, behagelige toner. Nej, virkeligt voldsomme farver, og lige ved siden af hinanden, så man er sikker på at farverne clasher. Hvem fanden finder på sådan noget? Folk er syge på hospitalet for fanden! Hvorfor skal de udsættes for den slags? Tror de indretningsarkitekter selv at de kan skjule at det er noget lort at have kræft ved at male væggen skrig-orange?

Men farverne er ikke det værste. Det værste er den kunst der hænger på væggene. Man må have brugt utrolige kræfter på at finde så ringe kunstnere, for det kan ikke være et tilfælde at hvert eneste kunstværk jeg nogensinde har set på et hospital har været af en utroligt ringe kvalitet. På afdeling I104 hang der f.eks. nogle smørerier der var inspireret af Saint-Exupery og "Den lille prins". De var så talentløst udført at det var godt at der var læger i nærheden, for man kunne jo risikere at gå i krampe over hvor dårlige de var. Igen, ikke specielt befordrende for velværen hos patienterne.

Da jeg sad og ventede på et tidspunkt, kom jeg til at tænke på Dea Trier Mørchs bog, "Vinterbørn", der foregår på en fødegang. DTM bruger denne som billedet på en feministisk, socialistisk sammenhæng, som kvinderne indgår. Socialistisk fordi alle har kropslige funktioner, og når vi lider eller føder, er det lige meget om vi er rige eller fattige. Feministisk fordi der kun er kvinder på fødegangen, og de gør noget som kun kvinder kan, og mændene er på afstand. Det slog mig at hun egentlig havde valgt et godt billede på socialismen: Der er grimt, det er ikke lavet til mennesker, det er ikke brugervenligt og alle der er der har det dårligt.

fredag, april 07, 2006

Zombie-kung-fu-gangster-sci-fi helvedet












I går havde jeg den fornøjelse at se Ryuhei Kitamuras film, "Versus", der er helt tilbage fra år 2000. Jeg havde egentlig tænkt mig at købe en anden film over Ebay, men da den film jeg bød på ikke kunne leveres, så endte det med at jeg fik pengene tilbage, og en DVD gratis oven i hatten. Jeg havde set et par klip fra Versus, og valgte så den.

Versus blander gangster, sci-fi, kung-fu og zombie/vampyr splatter med elementer fra Highlander og meget andet (er de gangste i øvrigt bøsser, eller hvad sker der med det?). Historien er nærmest ikke-eksisterende. Efter en halv time så jeg på Tamiko (der er min hustru) og spurgte om hun heller ikke vidste hvad fanden den egentlig handlede om? Det gjorde hun ikke, så det var ikke kun mig den var gal med. Man bliver dog klogere i løbet af filmen, men ikke meget. Hvad der mangler i plot, er der til gengæld kompenseret for i form af kampscener. Hele filmen er optaget ude i en skov, hvilket giver den det dér billige, 80er look, da det tydeligvis kun er for at spare penge. Kitamura har brugt hver en krone på special effects og kampscener. Det er hér filmens styrke ligger, og der er mange af dem, de er ekstreme, de er flotte og de er sjove. Hvis man kan lide film hvor 90% af tiden går med at folk får blæst hjernen ud, bliver stukket ihjel, bløder på alle ledder og kanter, genopstår fra de døde for at blive nakket igen, får hugget lemmer af, får hugget hovedet af, osv. så er dette filmen!

Jeg var ganske godt underholdt i hvert fald, og jeg synes mest af alt at Versus minder om film som Re-Animator og så videre i den dur. 80er splatter som vi husker og elsker det. Meget humoristisk, men det havde været toppen med en sammenhængende historie. På den anden side, så har den slags også sin charme.