mandag, marts 06, 2006

Okonomiyaki















Når det kommer til japansk mad, er en af mine livretter okonomiyaki. Det består af en dej, som er iblandet diverse ingredienser, som derefter steges på en pande og spises med diverse saucer og andet ovenpå. Man kan selv bestemme hvad man vil blande i, men der er som regel hvidkål og gulerødder i, og så kan man komme hvad man nu ellers kan lide i. Så som svinekød, kimchi, tempurarester, hakket oksekød, blæksprutte, diverse pickles, bacon og meget andet. Det er mest hyggeligt at spise, hvis man har sådan en elektrisk stegeplade der kan sættes på bordet, så man kan sidde og snakke med sine gæster imens man laver maden. Man blander dejen med ingredienserne, og så laver man en pandekage ud af den. Når den er stegt på begge sider, så skærer man den ud og så kommer folk de saucer på som de synes. Jeg kan lide dem med tonkatsu-sauce, ketchup, mayonnaise, pulvertang og tørrede fiskeflager på, mens andre foretrækker at komme lidt færre ting på. Der findes forskellige typer okonomiyaki, som kansai eller hiroshima-style. Der er lidt forskelle i dejen, osv. Men i bund og grund minder de meget om hinanden.

I Yokohama var vi engang på okonomiyaki-restaurant, og der så vi nogle folk sidde og spise en eller anden underlig dej, som de sad og rodede rundt i med nogle små spartler. Det så faktisk ikke særligt lækkert ud, og dejen var tynd, ikke tyk som okonomiyaki, og så havde den fyld i. I fredags fik jeg så mulighed for at smage denne ret. Monjayaki, hedder det. En højest besynderlig spise, men faktisk ganske lækker. Man steger der ikke så meget, så det er sådan en dejmasse man sidder og spiser. Sært og burde egentlig ikke være lækkert, men det er det.

Jeg kan virkelig anbefale at man forsøger sig med okonomiyaki. Børn kan også godt lide det. I Japan anses det for rigtig børnemad, på linje med pizza, burger, osv. Tjek en opskrift ud hér.

2 kommentarer:

  1. Hej Daniel Beattie,

    Jeg faldt over din blog, da jeg forgæves ledte efter en europæisk stegeplade på nettet. Nu kender jeg jo ikke din blog, og ved ikke, om du bor i udlandet eller hvad, men hvis du ved, hvor man kan få en stegeplade med "dansk" stik, ville jeg blive meget glad. Jeg har netop spildt en mængde penge på en amerikansk griddle, men det er gået op for mig, at den converter jeg ville få brug for er tre gange dyrere end stegepladen selv.

    Nogle idéer?
    Mvh Sanne

    SvarSlet
  2. Hej Sanne,
    du kan købe dem i Tyskland. Desværre har de danske fabrikanter kun raclette-grill eller bordgrill på programmet. OBH havde en på et tidspunkt, men den fører de ikke mere.

    Prøv evt. www.ebay.de

    SvarSlet