onsdag, marts 15, 2006

Mit liv med Lyndon LaRouche


Jeg har en last. Kan lige så godt sige det som det er: jeg følger med i hvad tosserne der er tilhængere af den amerikanske politiske guru, Lyndon LaRouche går og laver. Det er ikke noget nyt. Jeg har sådan set holdt øje med dem siden engang tilbage i firserne, da jeg var barn. Dengang stillede de op til valg som "Europæisk Arbejderparti" (EAP). Deres slogans var fantastiske: "Byg Barsebäck II der hvor Christiania ligger, og løs to affaldsproblemer på samme tid" og "Bekæmp Sovjetunionen med laserstråler" var blandt de slagsord der skulle sælge partiet. De havde en del tilhængere blandt politifolk, kan jeg huske. Det var i hvert fald ikke ualmindeligt at se uro-betjente med EAP-badges eller streamers i bagruden.

Det gik ikke så godt med at blive valgt dengang, og på et eller andet tidspunkt besluttede man sig for at holde op med at lade som om man var et venstreorienteret arbejderparti (EAP benyttede sig en delaf pseudomarxistiske vendinger for at lokke husarerne til) og blev genfødt som Schillerinstituttet. Det er i den form man møder dem i dag. Hver eneste onsdag, og nogle gange andre dage, står de trofast inde på Strøget med deres plakater og pjecer. I regn og slud, er de klare til at diskutere deres, i øvrigt helt vilde, idéer med tilfældige forbipasserende. De benytter selvfølgelig enhver chance til at fortælle om hvor vigtig Lyndon LaRouche er, og som den kult de er, har det ingen rod i virkeligheden.

Men lad os først se på idéerne. Hvad er de egentlig for en størrelse? LaRouche tilhængere er en slags merkantilister blandet med keynesianisme, tilsat en meget stærk kulturel konservatisme. De anser sig for at føre Alexander Hamiltons stærkt protektionistiske idéer videre, og det kan de meget vel have ret i. De hylder det såkaldte "american system" og går ind for at bruge mange penge på infrastruktur, som de anser for at være noget af det allervigtigste. Således advokerer de en "ny silkevej", som er et højhastighedstog imellem Asien og Europa, atomkraft ("Kernekraft er sikrere end sex"), og så videre i den stil. Desuden mener de at den slags investeringer giver arbejde, i bedste keynesianske stil. Bastiats lære er tydeligvis spildt på dem. Schillerinstituttet ser da også FDR som en gigant, på trods af at han kørte USA endnu længere ned i dyndet under depressionen.

Økonomisk går de ind for noget de kalder "fysisk økonomi". Et system hvor man ikke måler et lands velstand i form af penge eller lignende, men derimod på alt hvad der er i landet af infrastruktur, produktionsapparat, osv. Jeg må indrømme at på trods af mange diskussioner med utallige, meget ivrige, LaRouche-tilhængere, samt en del læsning om emnet er det endnu ikke lykkedes for mig at få mening ud af det. Det virker som en gang vås af værste skuffe, men hey, det er jo det der er det sjove ved disse folk, så jeg var nok blevet skuffet hvis det gav mening. Endvidere ønsker de et nyt "Bretton Woods", hvor man i stedet for guldstandard indfører valuta baseret på disse værdier i den fysiske økonomi, som jeg altså ikke forstår hvordan man når frem til. Hvem fanden skal bestemme hvad en bro eller et hospital er værd, f.eks.?

Schillerinstituttet er også aktive på den kulturelle front. For nogle år siden havde de en kampagne for en ny kammertone! (Det er ikke en vits). Man ser dem ofte syngende til diverse politiske møder. "Bruderschaftslied" er, naturligt nok, meget populær i de kredse. De opførte endda "Don Giovanni" (tror jeg det var) på et tidspunkt! Hvor mange politiske organisationer opfører en opera?

Jeg ser LaRouche-folkene som en blanding af venstre og højre, men med et helt klart autoritært træk. De vil have lov og orden og en stram styring af økonomien, og en klassisk kultur uden alt det forbandede rockmusik f.eks., som de mener er decideret skadeligt. De er en kult, i det de tilbeder LaRouche betingelsesløst og der kræves en del af medlemmerne. De er også konspirations-tilhængere, og har i tidens løb fremsat teorier om blandt andet det engelske kongehus, der angiveligt står bag narkohandel. Men de er altså underholdende, og jeg stopper altid op og får en lille sludder med dem, hvis jeg har tid. Forleden var de der igen. Jeg gik hen for lige at få en folder og læse deres seneste skilte og slagord. På det nyeste stod der "Stop Goebbels propagandamaskine - Luk CEPOS!". Rimelig vild udmelding må man sige. En ung fyr jeg ikke har set tidligere siger til mig at "Cheney skal gå af" - "Nå" siger jeg. "Det er muligt at han går af, men det bliver nok ikke Lyndon LaRouches skyld". Han ser forbavset på mig og fortæller mig om hvor vigtig LaRouche er, og hvordan alle lytter til ham i USA. Han er fuldstændigt overbevist om at det han siger er sandt, på trods af at LaRouche anses for at være en tosse, også i USA. Jeg minder ham om at det er den samme smøre vi hører konstant fra dem. De troede også han ville blive USAs præsident de gange han forsøgte at stille op til valget, og fortalte det med glødende øjne, hver gang man gik forbi deres lille bod på gaden. Han vidste ikke hvad han videre skulle sige, men jeg fornemmede efter lidt mere snak at jeg kendte LaRouches idéer bedre end han gjorde og det endte med at han gav mig en anti-CEPOS løbeseddel og en opfordring til at tjekke LaRouches sidste webcast ud med på vejen.

En ganske typisk oplevelse med de gode Schillerfolk. Tjek videoer og andet godt ud hér og hér.

13 kommentarer:

  1. Jeg så dem godt da de stod ved "Stop Goebbels propagandamaskine - Luk CEPOS!" spisesedlen. Jeg lavede en klassisk undvigemanøvre (ligesom med unicef o.s.v.) og gik i en bue udenom mens jeg kiggede væk. Jeg var dog ved at gå hen og snakke med dem engang hvor de stod ude på DTU i 2003. Jeg vidste ikke hvem de var, men de havde nogen antikrigsbannere. Heldigvis gik jeg forbi.

    SvarSlet
  2. Nej, nej, nej..snyd ikke dig selv for oplevelsen af en samtale med disse mennesker. UNICEF-folkene er jo bare på arbejde og er kedelige. Schiller-crewet er overbeviste tosser og er fantastisk morsomme.

    SvarSlet
  3. hmmm, jeg vil forsøge at holde masken og gå hen til dem næste gang.

    SvarSlet
  4. Anonym10:12 AM

    EAP førte en virkelig syg hetz mod Palme hvor han blev fremstillet som Satan selv, kort inden han blev myrdet. Jeg tror også de var under mistanke en periode. Utroligt at de stadigvæk eksisterer.

    SvarSlet
  5. Ah, herlige posts dukker op ved de rette Googlesøgninger...

    I sommers ved Aarhus banegård satte jeg mig foran to Schiller folk. De ligende meget Janus Kramer Møller og Hans Schultz. Jeg havde egentlig bare tænkt mig at blive underholdt af deres samtaler med andre, men efter ca 8 sekunder kom "Hans" hen og begyndte at tale til mig. Han kludrede grundigt rundt i Bretton Woods, havde stort set ingen forståelse omkring centralbanksystemet, og var generelt ikke svær at fange i logiske modsigelser. Til sidst gav han op og sagde til mig (frit efter hukommelsen): "Du er meget akademisk, du befinder dig sådan meget i den akademiske verden. Jeg vil meget hellere gøre noget, få noget gjort her og nu". Hvortil jeg svarede: "Synes du ikke idéer er vigtige?" "Jo", svarede han bestemt, men med et undrende ansigtsudtryk. Jeg fortsatte: "Hvis ikke i den akademiske verden, hvor finder man så idéer?"

    Så gik han.

    "Snyd ikke dig selv for oplevelsen af en samtale med disse mennesker" - Helt enig.

    SvarSlet
  6. Hejsa... der er et par af dine argumenter jeg ikke helt kan følge.

    Først og fremmest, hvad er det der lyder ufornuftigt i at investere i infrastruktur, og opgradere denne til at reflektere hvad vi egentlig kan formå med vores teknologi i dag? Transportsektoren kunne eksempelvis effektiviseres i voldsom grad ved at implementere langt mere miljøvenlige, sikre og meget hurtigere magnettoge.

    Og så er det jo faktisk rigtigt nok at investering i infrastruktur historisk set HAR skabt jobs, for ikke at glemme fremgang inden for viden og teknologi.

    Hvad kernekraft angår, er det jo faktisk en af de mest sikre og givende energikilder vi har i dag! De nyeste kraftværker er så sikre at det faktisk ikke kan gå galt, og kan iøvrigt bruges til at udvinde mere energi fra det radioaktive affald vi har liggende rundt omkring (og derved nedsætte den resterende halveringstid til 40-50 år).


    politik er jeg måske knap så stærk i, men så vidt jeg kan se er Bastiats lære blot en anden teori (lyder lidt henad fri-markeds teorien, hvis jeg forstod wiki rigtigt)... så det at Schillerfolkene ligger længere på venstefløjen end du lyder til at gøre, kan vel ikke være en kritik i sig selv.

    Med hensyn til FDR, var det så ikke denne gode herre der bragte USA ud af den økonomiske depression i 30'erne? (Og iødvrigt oftest bliver citeret som den største amerikanske præsident nogensinde).

    Til slut bliver jeg nødt til at kommentere på det med den fysiske økonomi. Lige nu ser vi jo det fuldstændige kollaps (og det er et reelt kollaps, ikke blot en depression eller midlertidig krise!) af det nuværende pengesystem. Og det nuværende pengesystem er så vidt jeg kan forstå baseret på derivater (altså ikke andet end forventninger om hvad tingene kan blive værd engang i fremtiden) som bare er blevet spekuleret længere og længere op, siden systemet blev skabt. Subprimekrisen sidste år, og det efterfølgende brist i boligboblen er blot symptomer på den iboende mangel på bæredygtighed i dette system.

    Jeg synes da det giver langt mere mening, at basere værdier på noget reelt, på egentlige ting og ydelser et land og dets befolkning har behov for (mad, transport, hospitaler, uddannelsesinstitutioner etc.), fremfor på varm luft og forventninger.

    Med venlige hilsner Heidi

    SvarSlet
  7. Anonym1:15 PM

    Heidi er i Schiller folkenes kløer, løb mens i kan. ;)

    SvarSlet
  8. Anonym1:14 PM

    Interessant indlæg! Det er temmelig svært at gennemskue hvad det er LaRouche står for udover "mere magt til LaRouche". De er dygtige til at få alt til at fremstå meget formelt, men når man besøger f.eks. deres hjemmeside er det som om der mangler et eller andet - indhold, f.eks.

    SvarSlet
  9. Anonym10:31 PM

    Hvorfor mon i er så bagne for Schiller Instituttet?

    SvarSlet
  10. Why Lyndon LaRouche is a fraud! More on the LaRouche cult.

    http://american-lycurgus.blogspot.com/

    SvarSlet
  11. Anonym12:12 AM

    Jeg er meget enig med Heidi.

    Men jeg forstår bare ikke hvorfor jeg ikke ved mere om dem... Hvor har de gemt sig.

    SvarSlet
  12. Anonym3:38 PM

    Til Heidi:
    Bastiats lære bliver ikke brugt som argument fordi det ligger et sted på den politiske skala, men fordi det afslører en banal sandhed i økonomi som mange ofte glemmer: at man også skal huske det man ikke ser. Det argumenterer du da heller ikke imod. Kom igen.

    At FDR fik USA ud af krisen er ret omdiskuteret. I de senere år der flere og flere der mener at han var med til at fastholde USA i krisen. Den gamle myte er blevet mere og mere gennemhullet efterhånden som der er kommet mere information.

    At du mener at det giver mening er ikke et argument for fysisk økonomi. Du er nødt til at komme med en forklaring på helt konkret prissætning i stedet det der føleri.

    Mvh

    SvarSlet
  13. Anonym2:42 PM

    Det er da en rigtig god ide at lukke Cepos!
    Det er et modbydeligt foretagende der altid er på nakken af folk fra de lavere socialklasser. Det institut kan vi i hvert fald godt undvære.
    Derimod er indførelse af atomkraft en dårlig ide - vi kan jo se i Japan hvor farlig denne energiform er

    mvh

    Helle

    SvarSlet