lørdag, marts 25, 2006

The Great Wave - Et lille mesterværk
























Jeg har for nyligt læst en bog, der er ganske ydmyg, men alligevel har imponeret mig på det kraftigste. Bogen er skrevet af Christopher Benfey og hedder "The Great Wave" med undertitlen "Gilded age misfits, japanese eccentrics and the opening of old Japan". Som titlen antyder, så er der tale om den forbindelse der var imellem Japan og visse kredse i USA, eller rettere sagt i Boston, sidst det nittende århundrede. Der var en ivrig handel imellem Salem i Boston og Japan, og de intellektuelle og virkeligt fremme på beatet i den amerikanske by, var meget optagede af den japanske kultur.

Det interessante er de mest er optagede af den "oprindelige" kultur, som de med stor iver opsøger og diskuterer. Det er som om de higer efter en eller anden renhed, der er uberørt af den industrialisering der var foregået i USA. Men sagen var den, at industrialiseringen allerede var godt i gang i Japan. Den foregik sådan set i en hidtil uset hastighed, og man havde travlt med at tilegne sig vestlige vaner, kultur, teknologi, osv. til stor ærgrelse for disse puritanske amerikanere, der helst ville bevare landet som en slags frilandsmuseum. De rejser alle til Japan, og efterhånden som man kommer frem i bogen, så går det op for en, at deres rejser følger præcist det samme mønster. Der er simpelthen tale om organiseret turisme. Men disse boheme-agtige typer er alle sikre på at det de har set er noget unikt for dem, at netop de har oplevet det "ægte" Japan.

Mange af personlighederne i bogen har også markeret sig i andre sammenhænge. Bl.a. er der en del sammenfald mellem de japanofile boston-boer og marsforskere. Jeg må gå ud fra at idéen om nye verdener har virket tiltrækkende, og om det så var et eksotisk land eller om det var den røde planet, har så været underordnet.

En af de rigtigt gode historier i bogen, er den om John Manjiro, der var en fiskerdreng fra Japan. Dengang hed han kun Manjiro, for almindelige borgere i Japan måtte kun have et navn. Han tog ud for at fiske med tre andre, men de drev til havs og strandede på en øde ø. Hér blev de samlet op af amerikanske hvalfangere, og da Japan var lukket land for vesterlændinge på daværende tidspunkt, så tog de dem med sig. De kaldte Manjiro for John Mung, da det var nemmere for deres amerikanske tunger. Manjiro tilegnede sig nemt det amerikanske sprog og han arbejdede i USA, bl.a. som guldgraver og endte med at have sparet nok penge sammen til at tage tilbage til Japan, efter en 10 års ophold udenlands. Det var ulovligt for japanere at opholde sig i udlandet, og han blev derfor taget til fange, men da han kunne fortælle om verden udenfor, de nye teknologiske landevindinger som f.eks. toge, og meget andet, så lod man ham leve. Dette betød at han kunne fungere som tolk da Perrys sorte skibe ankom, samt at man kendte til mange af de ting som han præsenterede for japanerne i forvejen.

Benfey har gjort et fantastisk arbejde, og man opnår en følelse af at bevæge sig indenfor dette lille miljø i USA, samt af stemningen der herskede blandt disse mennesker, der var drevede af en sær blanding af en idé om renhed og frihed fra det moderne,industrielle samfund, samt tanker om moderniteten. Meget anbefalelsesværdig læsning.

6 kommentarer:

  1. Nicolai1:54 PM

    Den lyder spændende, men jeg må nok hellere starte med noget mere grundlæggende.... Hvad kan du anbefale af historie-bøger om Japans historie? Og gerne fra forskellige perioder?
    Engelsk eller dansk - det er stort set underordnet.
    Jeg har hidtil kun snuset lidt til den japanske historie i forbindelse med 2. Verdenskrig.


    Nicolai

    SvarSlet
  2. Der er George Sansoms 3-binds værk, der hedder "A History of Japan". Den er rigtigt god, og går fra de tidligste tider, til Meiji (1867). Den er fantastisk skrevet og indeholder alt man behøver at vide. Men det er selvfølgelig lidt af en sag at gå i gang med. Jeg købte alle 3 bind brugt på www.abebooks.com. For et overblik over den mere moderne tid, så er der "The Making of Modern Japan" af Kenneth B. Pyle, der er lidt af en klassiker (lige som Sansoms bøger også er det). Giver et godt overblik over åbningen af Japan,Meiji, m.m. Giver også et interessant perspektiv, da Pyle anser Tokugawa-perioden for at være Japans tidlige moderne periode.

    Det er i hvert fald et par gode titler at gå i gang med.

    SvarSlet
  3. Thomas S11:01 PM

    På dansk er der i hvert fald to muligheder for at læse japansk historie særligt med fokus på tiden der fører til Tokugawa-shogunatet og mødet med vesterlændinge:

    http://kortlink.dk/bibliotek/2kap
    Den er lidt mærkelig på den måde, at den ikke er bygget op som en normal historiebog med kilder og kronologier, men i stedet er fortalt på et meget personligt plan. Men righoldig med information og den japanske synsvinkel.

    http://kortlink.dk/bibliotek/2kaq
    Og det er så udelukkende mødet med europæere - fra den personlige europæiske synsvinkel. Til dels handler den også om europæisk handel i sydøstasien i 1500-tallet.

    Jeg vil gerne anbefale begge som ikek tunge, men gansk interessante populærhistoriske gennemgange.

    SvarSlet
  4. Samurai William, som Thomas anbefaler dér,synes jeg også er rigtigt god og underholdende læsning. Levende fortalt, nærmest som et stykke skønlitteratur. Jeg anede slet ikke at den var oversat til dansk.

    SvarSlet
  5. Thomas S2:36 PM

    For den korte, men stadig akademisk funderede, gennemgang af Japans historie siden ca. 1800, er jeg i gang med at læse Den jyske Historikers dobbeltspecialnummer fra 2004, "Japan i verden", og det kan godt anbefales. Umiddelbart er det mest interessante, at de forsøger sig med en tidsinddeling på tværs af den normale inddeling, og dermed lykkes det at trække nogle tendenser op, der går på tværs af de skelsættende begivenheder, man ellers normalt bruger som markører (De sorte skibe, Meijirestuarationen, kejserens radiotale 1945 etc.)

    SvarSlet
  6. Det er helt klart et rigtigt godt temanummer. Det kan jeg også anbefale. For den mere nørdede er der også Marius B Jansens 800 siders værk "Making of Modern Japan" (ja, den hedder det samme som Pyles..lidt fjollet). Ganske god bog der går fra unification perioden til nutiden.

    SvarSlet