fredag, marts 31, 2006

Pige straffes for overgreb mod sig selv

I BT kan man læse følgende:
"To piger på henholdsvis 19 og 16 år står nu anklaget for at have lagt børnepornografi ud på internettet.Pigerne, der begge bor i USA, tog pornografiske billeder af sig selv, som de derefter lagde ud på internettet på siden MySpace.com, som er en kontaktportal. "

At det ikke er særligt fedt at 16-årige piger lægger nøgenbilleder af sig selv ud på internettet kan jeg godt tilslutte mig. Men at man kan sigte pigen for for udbredelse af børnepornografi er jo fuldstændigt absurd. Man må gå ud fra at loven er til for at beskytte unge piger og drenge, men i stedet vælger man så at sætte dem i spjældet. Endnu en offerløs forbrydelse til samlingen. Kunne man ikke bare sige til hende at det var en dårlig idé?

lørdag, marts 25, 2006

The Great Wave - Et lille mesterværk
























Jeg har for nyligt læst en bog, der er ganske ydmyg, men alligevel har imponeret mig på det kraftigste. Bogen er skrevet af Christopher Benfey og hedder "The Great Wave" med undertitlen "Gilded age misfits, japanese eccentrics and the opening of old Japan". Som titlen antyder, så er der tale om den forbindelse der var imellem Japan og visse kredse i USA, eller rettere sagt i Boston, sidst det nittende århundrede. Der var en ivrig handel imellem Salem i Boston og Japan, og de intellektuelle og virkeligt fremme på beatet i den amerikanske by, var meget optagede af den japanske kultur.

Det interessante er de mest er optagede af den "oprindelige" kultur, som de med stor iver opsøger og diskuterer. Det er som om de higer efter en eller anden renhed, der er uberørt af den industrialisering der var foregået i USA. Men sagen var den, at industrialiseringen allerede var godt i gang i Japan. Den foregik sådan set i en hidtil uset hastighed, og man havde travlt med at tilegne sig vestlige vaner, kultur, teknologi, osv. til stor ærgrelse for disse puritanske amerikanere, der helst ville bevare landet som en slags frilandsmuseum. De rejser alle til Japan, og efterhånden som man kommer frem i bogen, så går det op for en, at deres rejser følger præcist det samme mønster. Der er simpelthen tale om organiseret turisme. Men disse boheme-agtige typer er alle sikre på at det de har set er noget unikt for dem, at netop de har oplevet det "ægte" Japan.

Mange af personlighederne i bogen har også markeret sig i andre sammenhænge. Bl.a. er der en del sammenfald mellem de japanofile boston-boer og marsforskere. Jeg må gå ud fra at idéen om nye verdener har virket tiltrækkende, og om det så var et eksotisk land eller om det var den røde planet, har så været underordnet.

En af de rigtigt gode historier i bogen, er den om John Manjiro, der var en fiskerdreng fra Japan. Dengang hed han kun Manjiro, for almindelige borgere i Japan måtte kun have et navn. Han tog ud for at fiske med tre andre, men de drev til havs og strandede på en øde ø. Hér blev de samlet op af amerikanske hvalfangere, og da Japan var lukket land for vesterlændinge på daværende tidspunkt, så tog de dem med sig. De kaldte Manjiro for John Mung, da det var nemmere for deres amerikanske tunger. Manjiro tilegnede sig nemt det amerikanske sprog og han arbejdede i USA, bl.a. som guldgraver og endte med at have sparet nok penge sammen til at tage tilbage til Japan, efter en 10 års ophold udenlands. Det var ulovligt for japanere at opholde sig i udlandet, og han blev derfor taget til fange, men da han kunne fortælle om verden udenfor, de nye teknologiske landevindinger som f.eks. toge, og meget andet, så lod man ham leve. Dette betød at han kunne fungere som tolk da Perrys sorte skibe ankom, samt at man kendte til mange af de ting som han præsenterede for japanerne i forvejen.

Benfey har gjort et fantastisk arbejde, og man opnår en følelse af at bevæge sig indenfor dette lille miljø i USA, samt af stemningen der herskede blandt disse mennesker, der var drevede af en sær blanding af en idé om renhed og frihed fra det moderne,industrielle samfund, samt tanker om moderniteten. Meget anbefalelsesværdig læsning.

torsdag, marts 23, 2006

Japan vinder World Baseball Classic

























Cuba fik bank 10-6 af det stærke, japanske landshold. Så fik kommunisterne bank og det blev slået fast hvem der er verdens største baseballnation. Ha! Man kan se bidder af hér.

tirsdag, marts 21, 2006

Som historien dog gentager sig...

Jeg faldt over et citat fra Aizawa Seishisais Shinron, fra 1825, der minder mig en del om det man hører islamofober sige i dag:

"The western barbarians...all believe in the same religion, Christianity, which they use to annex territories. Whereever they go, they destroy native houses of worship, deceive the local peoples, and seize those lands. These barbarians will settle for nothing less of subjugating the rulers of all nations and conscripting all peoples into their ranks...should the wily barbarians someday be tempted to take advantafe of this situation and entice our stupid commoners to adopt beliefs that reek of barbarianism, how could we stop them?"

Dette er skrevet på et tidspunkt, hvor Japan var stort set lukket land for vesterlændinge (men ikke trykt før et par år efter at Perrys skibe havde truet Japan til at åbne sig). Det er virkelig interessant at se sammenfaldene mellem argumentationen fra islamofober i DK i dag, der jo også hævder at muslimer er ude på at underlægge sig alt og alle. I øvrigt har lignende argumenter været brugt herhjemme imod både jøder og katolikker.

Ytringsfrihed

Jeg har en ny artikel oppe på liberator.dk, denne gang om ytringsfrihed. Der udfolder sig også en interessant diskussion i kommentarerne omkring emnet. Jeg synes at diskussionerne på sidens debatforum har været...lad os sige..ikke så interessante på det sidste, så det er godt at se at der er en vaskeægte libertariansk diskussion i gang for tiden. Mere af det!

onsdag, marts 15, 2006

Mere om Aum Shinrikyo

Hvis man, som jeg, har en interesse i den mystiske sekt, Aum Shinrikyo, der stod bag gasangrebene mod Tokyos undergrundsbane i halvfemserne. Så er der noget spændende at hente hos Mutant Frog Travelogue, der bringer uddrag af Ikui Hayashis bog, "Aum og mig", der ellers ikke er udkommet på noget europæisk sprog. Se første del hér.

Mit liv med Lyndon LaRouche


Jeg har en last. Kan lige så godt sige det som det er: jeg følger med i hvad tosserne der er tilhængere af den amerikanske politiske guru, Lyndon LaRouche går og laver. Det er ikke noget nyt. Jeg har sådan set holdt øje med dem siden engang tilbage i firserne, da jeg var barn. Dengang stillede de op til valg som "Europæisk Arbejderparti" (EAP). Deres slogans var fantastiske: "Byg Barsebäck II der hvor Christiania ligger, og løs to affaldsproblemer på samme tid" og "Bekæmp Sovjetunionen med laserstråler" var blandt de slagsord der skulle sælge partiet. De havde en del tilhængere blandt politifolk, kan jeg huske. Det var i hvert fald ikke ualmindeligt at se uro-betjente med EAP-badges eller streamers i bagruden.

Det gik ikke så godt med at blive valgt dengang, og på et eller andet tidspunkt besluttede man sig for at holde op med at lade som om man var et venstreorienteret arbejderparti (EAP benyttede sig en delaf pseudomarxistiske vendinger for at lokke husarerne til) og blev genfødt som Schillerinstituttet. Det er i den form man møder dem i dag. Hver eneste onsdag, og nogle gange andre dage, står de trofast inde på Strøget med deres plakater og pjecer. I regn og slud, er de klare til at diskutere deres, i øvrigt helt vilde, idéer med tilfældige forbipasserende. De benytter selvfølgelig enhver chance til at fortælle om hvor vigtig Lyndon LaRouche er, og som den kult de er, har det ingen rod i virkeligheden.

Men lad os først se på idéerne. Hvad er de egentlig for en størrelse? LaRouche tilhængere er en slags merkantilister blandet med keynesianisme, tilsat en meget stærk kulturel konservatisme. De anser sig for at føre Alexander Hamiltons stærkt protektionistiske idéer videre, og det kan de meget vel have ret i. De hylder det såkaldte "american system" og går ind for at bruge mange penge på infrastruktur, som de anser for at være noget af det allervigtigste. Således advokerer de en "ny silkevej", som er et højhastighedstog imellem Asien og Europa, atomkraft ("Kernekraft er sikrere end sex"), og så videre i den stil. Desuden mener de at den slags investeringer giver arbejde, i bedste keynesianske stil. Bastiats lære er tydeligvis spildt på dem. Schillerinstituttet ser da også FDR som en gigant, på trods af at han kørte USA endnu længere ned i dyndet under depressionen.

Økonomisk går de ind for noget de kalder "fysisk økonomi". Et system hvor man ikke måler et lands velstand i form af penge eller lignende, men derimod på alt hvad der er i landet af infrastruktur, produktionsapparat, osv. Jeg må indrømme at på trods af mange diskussioner med utallige, meget ivrige, LaRouche-tilhængere, samt en del læsning om emnet er det endnu ikke lykkedes for mig at få mening ud af det. Det virker som en gang vås af værste skuffe, men hey, det er jo det der er det sjove ved disse folk, så jeg var nok blevet skuffet hvis det gav mening. Endvidere ønsker de et nyt "Bretton Woods", hvor man i stedet for guldstandard indfører valuta baseret på disse værdier i den fysiske økonomi, som jeg altså ikke forstår hvordan man når frem til. Hvem fanden skal bestemme hvad en bro eller et hospital er værd, f.eks.?

Schillerinstituttet er også aktive på den kulturelle front. For nogle år siden havde de en kampagne for en ny kammertone! (Det er ikke en vits). Man ser dem ofte syngende til diverse politiske møder. "Bruderschaftslied" er, naturligt nok, meget populær i de kredse. De opførte endda "Don Giovanni" (tror jeg det var) på et tidspunkt! Hvor mange politiske organisationer opfører en opera?

Jeg ser LaRouche-folkene som en blanding af venstre og højre, men med et helt klart autoritært træk. De vil have lov og orden og en stram styring af økonomien, og en klassisk kultur uden alt det forbandede rockmusik f.eks., som de mener er decideret skadeligt. De er en kult, i det de tilbeder LaRouche betingelsesløst og der kræves en del af medlemmerne. De er også konspirations-tilhængere, og har i tidens løb fremsat teorier om blandt andet det engelske kongehus, der angiveligt står bag narkohandel. Men de er altså underholdende, og jeg stopper altid op og får en lille sludder med dem, hvis jeg har tid. Forleden var de der igen. Jeg gik hen for lige at få en folder og læse deres seneste skilte og slagord. På det nyeste stod der "Stop Goebbels propagandamaskine - Luk CEPOS!". Rimelig vild udmelding må man sige. En ung fyr jeg ikke har set tidligere siger til mig at "Cheney skal gå af" - "Nå" siger jeg. "Det er muligt at han går af, men det bliver nok ikke Lyndon LaRouches skyld". Han ser forbavset på mig og fortæller mig om hvor vigtig LaRouche er, og hvordan alle lytter til ham i USA. Han er fuldstændigt overbevist om at det han siger er sandt, på trods af at LaRouche anses for at være en tosse, også i USA. Jeg minder ham om at det er den samme smøre vi hører konstant fra dem. De troede også han ville blive USAs præsident de gange han forsøgte at stille op til valget, og fortalte det med glødende øjne, hver gang man gik forbi deres lille bod på gaden. Han vidste ikke hvad han videre skulle sige, men jeg fornemmede efter lidt mere snak at jeg kendte LaRouches idéer bedre end han gjorde og det endte med at han gav mig en anti-CEPOS løbeseddel og en opfordring til at tjekke LaRouches sidste webcast ud med på vejen.

En ganske typisk oplevelse med de gode Schillerfolk. Tjek videoer og andet godt ud hér og hér.

tirsdag, marts 14, 2006

Pandaer skal bare dø!

Jeg er for det meste en stor dyreven, men jeg har dog et enkelt dyr som jeg har meget svært ved at kapere: Pandaen. Den burde være uddød for længst, men alligevel holder man den i live i zoologiske haver og i reservater. Disse ondskabsfulde kræ er ekstremt dyre at holde, de gider ikke yngle og de lever af frisk bambus, som jo ikke altid er lige til at få fat på. Der er ingen måde hvorpå pandaerne kunne overleve naturligt i verden af i dag. De kan ikke tilpasse sig og derfor burde man bare lade dem uddø.

Jeg så pandaer sidste år, da jeg var i Hong Kong. The Jockey Club, der har monopol på spil i HK (lidt a la tipstjenesten, bare privat), har anskaffet to pandaer, der bor i gigantiske, afkølede bure i en forlystelsespark, da der er for varmt i HK til disse fintfølende bæster. Jeg tør ikke tænke på hvad det koster at have dem gående dér, og jeg fik da også fortalt at det var kommet frem at kostede KASSEN at få fløjet mad ind til dem.

Nu kommer det så for en dag at de måske ikke engang kan overleve i fangeskab i længden. BBC kan rapportere dette (via asiapundit):

"Zoos in the United States have told China they cannot afford to keep paying $1 million (£580,000) each year for the loan of Giant Pandas. [...]"

og The Foreigner in Formosa uddyber:

"Lun Lun and Yang Yang have needs. They require an expensive all-vegetarian diet. They are attended by a four-person entourage, and both crave privacy.

...A six person crew travels around [Georgia] six days a week, harvesting bamboo from 400 volunteers who grow it in their backyards for the zoo to provide their pandas' daily needs. (Zoo Atlanta tried growing its own on a farm, as the Memphis Zoo does, but Lun Lun and Yang Yang turned up their noses.)

...their care runs five times what it costs to board the next most expensive animal - an elephant.

...But the real sticker shock comes from the fees [they] must pay the Chinese government: $2 million a year to rent a pair of pandas....If cubs are born, the annual fee increases by an average of $600,000.

Because of the costly loan obligations, [the Atlanta, Washington, San Diego and Memphis zoos have joined together] - to negotiate some budgetary breathing room...."If we can't renegotiate, they absolutely will go back," [said the chief executive of the Atlanta Zoo]. "Unless there are significant renegotiations, you'll see far fewer pandas in the United States at the end of this current agreement." "


Kimigayo


Der er mange (især i Asien), der er bekymrede for de nationalistiske tendenser man ser i Japan i disse år. Smertefulde minder om dengang Solens Rige forsøgte at indlemme Taiwan, Manchuriet, Korea, osv, i "the greater asian prosperity-sphere" lever endnu, og desuden er det jo meget belejligt for kinesiske politikere at brokke sig over den slags, for det tager opmærksomheden væk fra hvor dårligt det går med friheden derhjemme.

Tendenserne er ikke nye, men der er visse tegn på at tilhængerne af dem enten er blevet flere, eller også er de bare blevet mere modige. Således kan Asahi berette at man i Tokyo nu vil stramme op omkring den lov der påbyder alle skolens ansatte at rejse sig op, når den japanske nationalsang, "Kimigayo" spilles. Eleverne skal også rejse sig, også selv om de lider af et mentalt eller fysisk handicap (man må gå ud fra at dem i kørestol er undtagede), og håndhæver lærerne ikke dette, så risikerer de at blive straffet.

En 56-årig lærer er netop blevet suspenderet fordi hun nægtede at rejse sig op under nationalsangen for fjerde gang. Man må sige at det er ude i det absurde, når man forsøger at indpode eleverne med den slags nationalistisk ævl. Men det er næppe det sidste vi ser af den slags tiltag i Japan. Desværre.

mandag, marts 06, 2006

Luk nu røven konspirationsfjolser!

Hvis der er noget man kan blive træt af på internettet, så er det folk der tror på konspirations-teorier. Det er som en dumheds-pest der hærger alt og alle på sin vej. Ligegyldigt hvor man færdes, som f.eks. forskellige internet-fora, så dukker der altid en eller anden af konspirations-typen op. For nyligt oplevede jeg det på et musikforum jeg frekventerer, hvor der også diskuteres meget andet. En af de gængse brugere postede et link til en tåbelig film om 9/11, der bl.a. hævder at der var bomber inden i WTC, at der ikke var noget fly der fløj ind i Pentagon, samt at det var den amerikanske regering der stod bag hele molevitten + andre åndssvage påstande. Jeg så filmen, og I guder, hvor var det dog en latterlig og manipulerende omgang! At nogen kan tage den slags alvorligt er mig en gåde. Man har virkelig hængt sin kritiske sans på knagen, hvis man ikke kan se hvor dårligt informationerne præsenteres.

Jeg har opdaget at internet-kommunikation med konspirationsfjolser foregår på samme måde:

1) Konspirationsfjolset poster et link og/eller et uddrag af en artikel. Det kan være om alt muligt. F.eks. holocaust var fup. det engelske kongehus er rumvæsener, Bilderbergerne/frimurerne/jøderne styrer verden, CIA terroriserer folk med stråler fra mobilmaster (seriøst, alle de ting jeg nævner her er ting jeg har oplevet), osv. Det skal gerne være fra infowars, prisonplanet eller rense.com.
Og gerne ledsaget af en kommentar om at man "i det mindste bør give det en chance".

2) Man læser artiklen, ser filmen, hører foredraget eller hvad det nu er. Opdager at det er noget forbandet crap og skriver et svar til fjolset hvor man bruger almindelig logik og måske nogle seriøse kilder for at forklare at han ikke skal tro på den slags uholdbare påstande.

3) Han svarer at du enten er hjernevasket eller at du er "bange" for at se sandheden i øjnene. Poster evt. flere åndssvage links for at underbygge sine påstande.

Det sker hver eneste gang! Det er som om at konspirationspesten får folk til at opføre sig på en særlig måde..en særlig DUM måde. Desværre er der nok ikke så meget at gøre ved det, andet end at vedblive at holde fast i fornuft og logik. Det kurerer nok ikke de ramte, men måske forebygger det nogle nye tilfælde.

Okonomiyaki















Når det kommer til japansk mad, er en af mine livretter okonomiyaki. Det består af en dej, som er iblandet diverse ingredienser, som derefter steges på en pande og spises med diverse saucer og andet ovenpå. Man kan selv bestemme hvad man vil blande i, men der er som regel hvidkål og gulerødder i, og så kan man komme hvad man nu ellers kan lide i. Så som svinekød, kimchi, tempurarester, hakket oksekød, blæksprutte, diverse pickles, bacon og meget andet. Det er mest hyggeligt at spise, hvis man har sådan en elektrisk stegeplade der kan sættes på bordet, så man kan sidde og snakke med sine gæster imens man laver maden. Man blander dejen med ingredienserne, og så laver man en pandekage ud af den. Når den er stegt på begge sider, så skærer man den ud og så kommer folk de saucer på som de synes. Jeg kan lide dem med tonkatsu-sauce, ketchup, mayonnaise, pulvertang og tørrede fiskeflager på, mens andre foretrækker at komme lidt færre ting på. Der findes forskellige typer okonomiyaki, som kansai eller hiroshima-style. Der er lidt forskelle i dejen, osv. Men i bund og grund minder de meget om hinanden.

I Yokohama var vi engang på okonomiyaki-restaurant, og der så vi nogle folk sidde og spise en eller anden underlig dej, som de sad og rodede rundt i med nogle små spartler. Det så faktisk ikke særligt lækkert ud, og dejen var tynd, ikke tyk som okonomiyaki, og så havde den fyld i. I fredags fik jeg så mulighed for at smage denne ret. Monjayaki, hedder det. En højest besynderlig spise, men faktisk ganske lækker. Man steger der ikke så meget, så det er sådan en dejmasse man sidder og spiser. Sært og burde egentlig ikke være lækkert, men det er det.

Jeg kan virkelig anbefale at man forsøger sig med okonomiyaki. Børn kan også godt lide det. I Japan anses det for rigtig børnemad, på linje med pizza, burger, osv. Tjek en opskrift ud hér.