mandag, januar 09, 2006

The Samurai

Jeg var så heldig at få Shusaku Endos bog, "The Samurai" foræret i julegave. Bogen foregår i Japan i starten af 1600-tallet under Ieyasu, på det tidspunkt hvor forfølgelse af de kristne er ved at tage til.

Der er to hovedpersoner:den ene er en kristen missionær. Fransiskaner for at være helt præcis. Den anden er en lavt rangerende samurai, der drømmer om at skaffe noget jord som hans slægt har mistet tilbage i familiens eje.
Den lokale adelsmand eller konge om man vil, udruster et skib med spanske sømænd og japanske forretningsmæn, angiveligt fordi han vil skabe handelsforbindelser med Mexico. Desuden er der chancer for at der pludselig vil opstå en kraftfuld Kyushu daimyo, som vil forhindre adgangen til den internationale havn i Nagasaki, der var centrum for handel på det tidspunkt. Der er altså både intentioner om at skabe en ny havn og nye forbindelser. Japanere besad på dette tidspunkt ikke teknologi og know-how til at rejse langt, så selve skibet blev bygget af spanske sømænd. (ikke helt ualmindeligt: "Samurai William" fik jo sin magt og ære fordi han netop hjalp med til at bygge et stort, stærkt skib til den lokale konge).
Med i skibet er også en flok japanske ambassadører, der alle er lavtrangerende i samfundet. Der i blandt vor samurai-ven. Handlingen er ret kompliceret,for ikke at sige lidt for kompliceret til min smag. Men hér ridser jeg den lige op i korte træk(jeg har udeladt ret meget): Skibet ankommer vel til Mexico, men det er ikke muligt for ambassadørerne at lave en god aftale og derfor beslutter de sig for at tage videre til Spanien for at søge audiens hos den spanske konge. For at få dette er samuraien + hans venner nødt til at lade sig omvende til kristendommen, på trods af at de finder Jesus latterlig og ynkelig. Men den spanske konge gider ikke at se dem, da der kommer nyt om at forfølgelserne af de kristne i Japan er taget til i styrke. Derefter tager de på en håbløs mission til paven i Rom, hvilket heller ikke bringer dem nogle resultater. Slukørede tager de hjem og hjemme kommer det frem at de har ladet sig konvertere og derfor er der ingen belønninger til dem. Dem der havde magten da de tog afsted har mistet den og de nye magthavere er bestemt ikke venligtsindede. Samuraien ser for første gang i sit liv hvad det er Jesus kan. Hvorfor denne forhutlede person der hænger på et kors er så populær og han føler Jesu nærvær. Til sidst bliver alle sammen henrettet for at være kristne.

Jeg må indrømme at jeg ikke var synderligt imponeret over denne bog. Det mest interessante er vel næsten forlægget for bogen. Der VAR en ekspedition fra Japan i 1613, men der kendes ikke meget til den, da dagbogsoptegnelserne fra den blev destrueret. Derfor er det kun rimeligt tvivlsomme kilder der beskriver den.
Endo er selv kristen, og det skinner meget tydeligt igennem. Hvilket ikke er et problem for mig og jeg synes da også at det øjeblik hvor samuraien pludselig forstår hvad kristendommen går ud på. Det øjeblik hvor han står ganske alene, mislykket, forladt af alle, som Jesus på korset, er ganske genialt. Historien er sådan set udmærket,men det tager 1000 år at fortælle alting og det lykkes ikke rigtigt at fastholde læseren, eller i hvert fald ikke denne læser. Selv om bogen ikke er særligt lang, så var de sidste 100 sider til tider en kamp. Men den fik da vakt min interesse omkring denne mystiske ekspedition, som jeg helt sikkert må udforske mere ved lejlighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar