mandag, januar 30, 2006

Racing the Enemy

Tsuyoshi Hasegawa er professor i historie ved University of California og har begået en aldeles fremragende bog om de forhold der førte til at man valgte at smide historiens første og hidtil eneste atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Hasegawa trækker på et hav af kilder, både amerikanske, japanske og sovjetiske og lægger sit fokus på de triangulære relationer de tre krigsmagter imellem.

Det nye ved Hasegawa er at han behersker både det engelske og det japanske sprog til fulde og derfor formår han at inkorporere en del japanske kilder og forskning i sit arbejde i en hidtil uset grad. Han lægger sig et sted imellem revisionisterne (sådanne folk som Gar Alperovitz der påstår at Japan ville have overgivet sig helt af sig selv) og så de mere ortodokse (dem der tager udgangspunkt i Trumans og Stimsons påstande om at det var en militær nødvendighed at smide bomben). Hasegawa er vel mere i stil med folk som Barton Bernstein, der må siges at være en af de store forskere indenfor dette meget følsomme emne. Han virker på mig som om han bare gerne vil have sandheden frem og ikke har nogen skjulte, politiske bagtanker, i modsætning til så mange andre.

Hasegawa fremstiller, i "Racing the Enemy" de sidste dage i stillehavskrigen som et kapløb mellem flere parter. Først var der de indre modsætninger mellem det såkaldte ”Peace Party” (i form af Togo, Kido og senere Hirohito m.fl.) og det han kalder for ”The War Party” der var ledende officerer i form af Korechika Anami, m.fl. The Peace Party (TPP) forsøgte at udmanøvrere The War Party(TWP), men de havde begge en fælles interesse. Denne var at søge kontakt med Sovjetunionen. Grunden til dette var at USA krævede en betingelsesløs overgivelse og ikke ville stille sikkerhed for at kejseren kunne blive som regent og ej heller at han ikke ville blive retsforfulgt som krigsforbryder.

For TWPs vedkommende var grunden at de, hvis de kunne opnå en alliance med Sovjet eller bare en neutralitetspagt (russerne havde opsagt den der var i forvejen), så ville de kunne fortsætte krigen i ro og mag. Man var simpelthen bange for at Sovjet ville bruge lejligheden til at angribe Japan, hvis det var svækket efter et evt. Amerikansk invasionsforsøg. En krig på to fronter kunne man ikke klare.

For TPPs vedkommende håbede at man kunne bruge Sovjet som en slags mægler og tilnærme sig USA og UK ad den vej, og dermed undgå den betingelsesløse overgivelse og den eventuelle trussel mod kejseren og kokutai.

Hvad Japanerne ikke vidste var at man havde lovet Sovjet Kurilerne og Sakhalin m.m. ved Yalta-konferencen. Sovjetunionen var yderst interesseret i at kontrollere disse plus den nordlige del af Hokkaido og Port Arthur, der jo havde været russisk flådebase tilbage i tiden før den russisk-japanske krig 1904-1905. Man havde udsigt til at sikre sig fri passage til Stillehavet, så det var af stor sikkerhedspolitisk betydning for russerne.
Ud over disse områder ville man også have Ydre Mongoliet, jernbanen i Manchuriet og den Østkinesiske Jernbane, men kineserne var ikke villige til at gå af med disse områder, hvilket må siges at være rimeligt nok, da det jo sådan set var Kina.

Stalin var derfor slet ikke interesseret i at mægle eller indgå en pagt med Japan, men trak derimod bare tiden ud indtil han havde nok tropper på plads omkring Manchuriet til at angribe Kwantung-hæren og dermed forsøge at sikre sig nogle af de områder som kineserne ikke var villige til at gå af med, samt de dele af Japan som han mente tilkom Sovjet. Men Japan var fuldstændigt uvidende om dette og lod derfor både deres militære strategi og deres diplomatiske ditto være afhængig af Sovjetunionen.

Hvilket bringer os til det andet kapløb. Kapløbet mellem USA og Sovjetunionen om at komme først til Japan. Allerede ved Yalta lover Stalin at gå ind i krigen omkring d. 8. August. Amerikanerne ser det først som en god idé at russerne går ind i krigen, men senere da de ser hvorledes det går, først med Polen og senere med andre lande i Østeuropa, er de ikke ligefrem trygge ved den tanke. Man begynder altså at overveje om det nu også så god en idé at have russerne med i Japan, da man ikke vil risikere at skulle slås om territoriet som det har været tilfældet med Europa og derfor leder man efter alternativer.

Indenfor USAs ledelse er der også tale om forskellige strømninger. Roosevelt var meget optaget af betingelsesløs overgivelse, først og fremmest pga. Erfaringerne fra Tyskland og Versailles-freden, der resulterede i dolkestødsmyten. Men der var japanologer ansat der mente at det var fuldstændigt umuligt at få Japan til at overgive sig med mindre man sikrede kejserens fortsatte eksistens. I følge Hasegawa udsatte Truman gang på gang denne diskussion og nægtede at forholde sig til den. Ganske vist så slækkede man lidt på overgivelseskravene og lavede det om til at de væbnede styrker skulle overgive sig betingelsesløst. Men man gav på intet tidspunkt garantier for kejseren, heller ikke selv om man vidste at TPP fandtes og endda havde opsnappet kommunikation imellem Togo og Japans Moskva-ambassadør, Sato der viste at Japan søgte fred igennem Rusland og at det foregik på kejserens initiativ. Trumans modvilje mod at give denne garanti skyldtes i følge Hasegawa at han var besat af hævn for Pearl Harbor.

Ved Potsdam sker der så det at Truman får efterretninger om at prøvesprængningen af den første atombombe har fundet sted, samt at det er gået godt. Dette ændrer fuldstændigt situationen og Truman ser sit snit til at holde Rusland ude af krigen. Potsdam erklæringen, der var et ultimatum til japanerne, var først lavet med henblik på at den skulle skrives under af russerne. Ligeledes var der i den nævnt at kejseren kunne fortsætte som konstitutionel monark. Det sidste var blevet presset igennem af Stimson, men så fjernet igen af Truman og co. Der mente at det var at gå ind på japanernes præmisser. Hvad angår russernes underskrift på erklæringen, så var de meget ivrige, fordi det kunne give dem lige præcis den anledning til at gå ind i krigen som de ledte efter. De var stadigvæk bundne af ikke-angrebspagten med Japan, på trods af at de havde opsagt den tidligere på året og ville ikke risikere international fordømmelse for at have overtrådt en sådan aftale, da det jo var præcist det samme som Tyskland havde gjort overfor Sovjetunionen. Men Truman havde nu atombomben og behøvede ikke Sovjet mere. D.26. juli blev erklæringen udsendt uden Sovjet som medunderskriver. Den indeholdt et ultimatum til Japan, men som sagt, ingen garantier for kejseren. Hasegawa bemærker at ordren om at smide atombomben bliver givet allerede dagen før at ultimatummet sendes ud. Dette tyder på at USA har haft ond hensigt og i virkeligheden slettede garantien til kejseren fra erklæringen vel vidende at uden en sådan ville Japan aldrig overgive sig. Med andre ord ledte Truman blot efter en undskyldning for at smide bomben inden at Sovjetunionen ville gå ind i krigen, hvilket på dette tidspunkt var rykket til d.15. august.

Japan svarer slet ikke på Potsdam erklæringen. Den berømte ”mokusatsu” udtalelse fra Suzuki om at man kun kunne ignorere det, sår Hasegawa tvivl om. Desuden kom den ikke fra den japanske regering, men derimod fra Domei News Agency.Der var altså intet officielt svar.

USA vælger derefter, d.6. august, at smide ”Little Boy” over Hiroshima. Død og ødelæggelse følger, men INGEN overgivelse. Kejserens status er jo stadigvæk uafklaret og man forsøger fra Japans side endnu desperat at få russerne i tale. Først da russerne træder ind i krigen d.9. indser man at alt er tabt. D.10. forsøger japanerne så at overgive sig, men på betingelse af at kejseren får lov til at beholde sine privilegier. Japanologerne i den amerikanske stab ved dog godt at dette indbefatter direkte kontrol med de væbnede styrker og afslår derfor. Det var simpelthen i strid med de amerikanske objektiver.
Amerikanerne sender den såkaldte ”byrnes note” der åbner op for en mulighed for at kejseren kan få lov til at blive, men ikke garanterer noget. Der er dog stadigvæk splittelse mellem TPP og TWP i den japanske ledelse, der til sidst kræver at Hirohito griber ind og kræver at Japan kapitulerer.

Hasegawa konkluderer ud af alt dette at det var Sovjetunionens indtræden i krigen og ikke atombomberne der fik Japan til at kapitulere. Bl.a. citerer han på et tidspunkt en meddelelse om at USA havde 100 atombomber parate som japanerne havde fået fra en krigsfange de havde forhørt, men dette havde ingen effekt eller fik dem til at tænke sig om. Det vigtige var bevarelse af kokutai og den strategi de havde lagt der var 100% afhængig af russerne. Var russerne ikke trådt ind i krigen, ja så havde Japan simpelthen ikke overgivet sig. Endvidere konkluderer han at bomberne blev brugt for at få hævn, men allermest at de blev brugt fordi der var tale om en tidlig fase af den kolde krig og at USA derfor ville holde Sovjetunionen ude af Japan.

En fantastisk bog der har skabt grobund for mange nye diskussioner. Jeg finder selv at der er visse ting ved Hasegawas bog der bestemt kan tolkes på flere måder, men der er ingen tvivl om at den har bragt diskussionen om hvad der skete i de dage op på et nyt niveau.

Følg diskussionen inde på H-Net..søg på Hasegawa og find de relevante dokumenter og indlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar