mandag, januar 30, 2006

Racing the Enemy

Tsuyoshi Hasegawa er professor i historie ved University of California og har begået en aldeles fremragende bog om de forhold der førte til at man valgte at smide historiens første og hidtil eneste atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Hasegawa trækker på et hav af kilder, både amerikanske, japanske og sovjetiske og lægger sit fokus på de triangulære relationer de tre krigsmagter imellem.

Det nye ved Hasegawa er at han behersker både det engelske og det japanske sprog til fulde og derfor formår han at inkorporere en del japanske kilder og forskning i sit arbejde i en hidtil uset grad. Han lægger sig et sted imellem revisionisterne (sådanne folk som Gar Alperovitz der påstår at Japan ville have overgivet sig helt af sig selv) og så de mere ortodokse (dem der tager udgangspunkt i Trumans og Stimsons påstande om at det var en militær nødvendighed at smide bomben). Hasegawa er vel mere i stil med folk som Barton Bernstein, der må siges at være en af de store forskere indenfor dette meget følsomme emne. Han virker på mig som om han bare gerne vil have sandheden frem og ikke har nogen skjulte, politiske bagtanker, i modsætning til så mange andre.

Hasegawa fremstiller, i "Racing the Enemy" de sidste dage i stillehavskrigen som et kapløb mellem flere parter. Først var der de indre modsætninger mellem det såkaldte ”Peace Party” (i form af Togo, Kido og senere Hirohito m.fl.) og det han kalder for ”The War Party” der var ledende officerer i form af Korechika Anami, m.fl. The Peace Party (TPP) forsøgte at udmanøvrere The War Party(TWP), men de havde begge en fælles interesse. Denne var at søge kontakt med Sovjetunionen. Grunden til dette var at USA krævede en betingelsesløs overgivelse og ikke ville stille sikkerhed for at kejseren kunne blive som regent og ej heller at han ikke ville blive retsforfulgt som krigsforbryder.

For TWPs vedkommende var grunden at de, hvis de kunne opnå en alliance med Sovjet eller bare en neutralitetspagt (russerne havde opsagt den der var i forvejen), så ville de kunne fortsætte krigen i ro og mag. Man var simpelthen bange for at Sovjet ville bruge lejligheden til at angribe Japan, hvis det var svækket efter et evt. Amerikansk invasionsforsøg. En krig på to fronter kunne man ikke klare.

For TPPs vedkommende håbede at man kunne bruge Sovjet som en slags mægler og tilnærme sig USA og UK ad den vej, og dermed undgå den betingelsesløse overgivelse og den eventuelle trussel mod kejseren og kokutai.

Hvad Japanerne ikke vidste var at man havde lovet Sovjet Kurilerne og Sakhalin m.m. ved Yalta-konferencen. Sovjetunionen var yderst interesseret i at kontrollere disse plus den nordlige del af Hokkaido og Port Arthur, der jo havde været russisk flådebase tilbage i tiden før den russisk-japanske krig 1904-1905. Man havde udsigt til at sikre sig fri passage til Stillehavet, så det var af stor sikkerhedspolitisk betydning for russerne.
Ud over disse områder ville man også have Ydre Mongoliet, jernbanen i Manchuriet og den Østkinesiske Jernbane, men kineserne var ikke villige til at gå af med disse områder, hvilket må siges at være rimeligt nok, da det jo sådan set var Kina.

Stalin var derfor slet ikke interesseret i at mægle eller indgå en pagt med Japan, men trak derimod bare tiden ud indtil han havde nok tropper på plads omkring Manchuriet til at angribe Kwantung-hæren og dermed forsøge at sikre sig nogle af de områder som kineserne ikke var villige til at gå af med, samt de dele af Japan som han mente tilkom Sovjet. Men Japan var fuldstændigt uvidende om dette og lod derfor både deres militære strategi og deres diplomatiske ditto være afhængig af Sovjetunionen.

Hvilket bringer os til det andet kapløb. Kapløbet mellem USA og Sovjetunionen om at komme først til Japan. Allerede ved Yalta lover Stalin at gå ind i krigen omkring d. 8. August. Amerikanerne ser det først som en god idé at russerne går ind i krigen, men senere da de ser hvorledes det går, først med Polen og senere med andre lande i Østeuropa, er de ikke ligefrem trygge ved den tanke. Man begynder altså at overveje om det nu også så god en idé at have russerne med i Japan, da man ikke vil risikere at skulle slås om territoriet som det har været tilfældet med Europa og derfor leder man efter alternativer.

Indenfor USAs ledelse er der også tale om forskellige strømninger. Roosevelt var meget optaget af betingelsesløs overgivelse, først og fremmest pga. Erfaringerne fra Tyskland og Versailles-freden, der resulterede i dolkestødsmyten. Men der var japanologer ansat der mente at det var fuldstændigt umuligt at få Japan til at overgive sig med mindre man sikrede kejserens fortsatte eksistens. I følge Hasegawa udsatte Truman gang på gang denne diskussion og nægtede at forholde sig til den. Ganske vist så slækkede man lidt på overgivelseskravene og lavede det om til at de væbnede styrker skulle overgive sig betingelsesløst. Men man gav på intet tidspunkt garantier for kejseren, heller ikke selv om man vidste at TPP fandtes og endda havde opsnappet kommunikation imellem Togo og Japans Moskva-ambassadør, Sato der viste at Japan søgte fred igennem Rusland og at det foregik på kejserens initiativ. Trumans modvilje mod at give denne garanti skyldtes i følge Hasegawa at han var besat af hævn for Pearl Harbor.

Ved Potsdam sker der så det at Truman får efterretninger om at prøvesprængningen af den første atombombe har fundet sted, samt at det er gået godt. Dette ændrer fuldstændigt situationen og Truman ser sit snit til at holde Rusland ude af krigen. Potsdam erklæringen, der var et ultimatum til japanerne, var først lavet med henblik på at den skulle skrives under af russerne. Ligeledes var der i den nævnt at kejseren kunne fortsætte som konstitutionel monark. Det sidste var blevet presset igennem af Stimson, men så fjernet igen af Truman og co. Der mente at det var at gå ind på japanernes præmisser. Hvad angår russernes underskrift på erklæringen, så var de meget ivrige, fordi det kunne give dem lige præcis den anledning til at gå ind i krigen som de ledte efter. De var stadigvæk bundne af ikke-angrebspagten med Japan, på trods af at de havde opsagt den tidligere på året og ville ikke risikere international fordømmelse for at have overtrådt en sådan aftale, da det jo var præcist det samme som Tyskland havde gjort overfor Sovjetunionen. Men Truman havde nu atombomben og behøvede ikke Sovjet mere. D.26. juli blev erklæringen udsendt uden Sovjet som medunderskriver. Den indeholdt et ultimatum til Japan, men som sagt, ingen garantier for kejseren. Hasegawa bemærker at ordren om at smide atombomben bliver givet allerede dagen før at ultimatummet sendes ud. Dette tyder på at USA har haft ond hensigt og i virkeligheden slettede garantien til kejseren fra erklæringen vel vidende at uden en sådan ville Japan aldrig overgive sig. Med andre ord ledte Truman blot efter en undskyldning for at smide bomben inden at Sovjetunionen ville gå ind i krigen, hvilket på dette tidspunkt var rykket til d.15. august.

Japan svarer slet ikke på Potsdam erklæringen. Den berømte ”mokusatsu” udtalelse fra Suzuki om at man kun kunne ignorere det, sår Hasegawa tvivl om. Desuden kom den ikke fra den japanske regering, men derimod fra Domei News Agency.Der var altså intet officielt svar.

USA vælger derefter, d.6. august, at smide ”Little Boy” over Hiroshima. Død og ødelæggelse følger, men INGEN overgivelse. Kejserens status er jo stadigvæk uafklaret og man forsøger fra Japans side endnu desperat at få russerne i tale. Først da russerne træder ind i krigen d.9. indser man at alt er tabt. D.10. forsøger japanerne så at overgive sig, men på betingelse af at kejseren får lov til at beholde sine privilegier. Japanologerne i den amerikanske stab ved dog godt at dette indbefatter direkte kontrol med de væbnede styrker og afslår derfor. Det var simpelthen i strid med de amerikanske objektiver.
Amerikanerne sender den såkaldte ”byrnes note” der åbner op for en mulighed for at kejseren kan få lov til at blive, men ikke garanterer noget. Der er dog stadigvæk splittelse mellem TPP og TWP i den japanske ledelse, der til sidst kræver at Hirohito griber ind og kræver at Japan kapitulerer.

Hasegawa konkluderer ud af alt dette at det var Sovjetunionens indtræden i krigen og ikke atombomberne der fik Japan til at kapitulere. Bl.a. citerer han på et tidspunkt en meddelelse om at USA havde 100 atombomber parate som japanerne havde fået fra en krigsfange de havde forhørt, men dette havde ingen effekt eller fik dem til at tænke sig om. Det vigtige var bevarelse af kokutai og den strategi de havde lagt der var 100% afhængig af russerne. Var russerne ikke trådt ind i krigen, ja så havde Japan simpelthen ikke overgivet sig. Endvidere konkluderer han at bomberne blev brugt for at få hævn, men allermest at de blev brugt fordi der var tale om en tidlig fase af den kolde krig og at USA derfor ville holde Sovjetunionen ude af Japan.

En fantastisk bog der har skabt grobund for mange nye diskussioner. Jeg finder selv at der er visse ting ved Hasegawas bog der bestemt kan tolkes på flere måder, men der er ingen tvivl om at den har bragt diskussionen om hvad der skete i de dage op på et nyt niveau.

Følg diskussionen inde på H-Net..søg på Hasegawa og find de relevante dokumenter og indlæg.

søndag, januar 22, 2006

Folks gamle bøger


Jeg elsker bøger. Min hustru og stedsøn kan ret sikkert regne med at går vi forbi et antikvariat jeg ikke kender eller kommer forbi et hollandsk udsalg eller lignende, så skal jeg lige ind at kigge og så er jeg tabt for omgivelserne. Det er ikke altid jeg finder noget at købe, men som regel er der jo lige et eller andet godt tilbud man ikke kan sige nej til, f.eks. et historisk opslagsværk om Rusland eller lignende som man da godt lige kan bruge.


Når man går på opdagelse den slags steder så opdager man meget om hvad danskerne egentlig har købt af bøger i årenes løb. Ud over oplagte ligegyldigheder som bogklubbøger af forskellig slags, ting som "Ikke uden min datter" og lignende ligegyldig smudslitteratur, så er det mest påfaldende de forskellige slags venstrefløjslitteratur. Hvis man skal gå ud fra det hollandske udsalg i Helligåndskirken på Strøget f.eks., så har stort set hele Danmarks befolkning på et eller andet tidspunkt set det kommunistiske Kina som et stort lys. Det er helt fantastisk hvad man kan finde af bøger om Kinas fortræffeligheder. Gigantiske mængder af løgnagtige propaganda-udgivelser ligger i dynger sådanne steder og alene det at man konstant støder på nye af slagsen får en til at undre sig over at det overhovedet har været muligt at sælge så mange af den slags bøger. De kinesiske arbejdere i rismarkerne og på fabrikkerne smiler forlorent til en fra omslagene. De bringer minder om min barndom, da Kina-begejstringen var på sit højeste. I min familie huserede den også og noget af det første jeg husker at læse som 5-6 årig er numrene af "China Today" som min far havde liggende. Der var også den slags billeder. Heldigvis blev min far aldrig opslugt af de maoistiske partier. Det var ikke andet end en flirt fra hans side. Men for mange var det jo det helt store: Tyrannen Mao og hans kulturrevolution var forbilledlig. Hér havde man besluttet at rense ud og holde revolutionen i live i stedet for lade en ny overklasse opstå som i Sovjetunionen. Eller det var i hvert fald sådan det så ud for mange.

En anden ting man støder på er John Kenneth Galbraith og hans "Affluent Society" bog. Igen og igen støder man på dette utrolige makværk, hvor Galbraith bl.a. hævder at løsningen på det offentliges fejltagelser er at kanalisere flere penge til dem, samt at kapitalismen havde haft så stor succes at den overflod af vækst og velstand der var genereret ville få folk til at blive apatiske og derfor var den eneste løsning selvfølgelig at begrænse denne overflod igennem kraftig beskatning. At Galbraith tog fejl ved alle i dag, men han er af en eller anden grund stadigvæk et respekteret navn. Det er skræmmende at så mange mennesker har investeret i og måske endda læst hans bøger. Det eneste lyspunkt er at de, som med de mange maoistiske festskrifter, har valgt at skille sig af med dem igen.

Og det bringer mig til en anden tanke. Når nu det er den slags bøger man finder mest og ikke Milton Friedman bøger eller Hayek eller lignende, er det så tegn på at disse gode bøger bliver hjemme på hylderne? Eller at de sælges så hurtigt så de ikke når det hollandske udsalg? Måske, men det er helt sikkert at i et samfund som det venstreorienterede, danske, så har det været tåbelighederne og de totalitære idéer der har solgt bedst. Den brede, danske offentlighed ville hellere læse om hvor dejligt der var i Kina end om en friere verden, markedsøkonomi. Hellere Galbraith end Hayek og Mises (som de fleste ikke aner hvem er, på trods af at han nok er den største økonom der har levet). Alligevel kan man af og til være heldig og rode sig igennem en bunke af bind efter bind af referater fra SUKP's kongresser og gamle Fremad udgivelser og hvad ved jeg og finde en lille perle. F.eks. fandt jeg en fin gammel udgave af Friedrich Hayeks "Vejen til trældom" sådan et sted. Og så varmer det en lidt at der måske er nogen derude et sted der trods alt har fundet lidt fornuft imellem al idiotien.

lørdag, januar 21, 2006

Memoirs of a Geisha - The Movie

Jeg har tidligere omtalt Arthur Goldens bog hér på bloggen, og nu har jeg så set filmen. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle forvente, da der har været en del diskussion om den, både i aviser og på diverse mailinglister og websites, hvor folk har hævdet både det ene og det andet. Så det var med et forholdsvist åbent sind at jeg satte mig ned i Imperial og lod den rulle forbi mine nethinder.

Det første der slår en er at det er en utroligt flot film at se på. De to en halv time er en visuel nydelse. Flotte kulisser, smukke kimonoer en masse, og videre i den dur. Den side af sagen fejler bestemt ikke noget. Men filmen lider først og fremmest under samme problem som bogen også har: Historien er altså ikke meget andet end en ugebladsnovelle i forklædning. Ingen mængde af scenografisk lir og kunstfærdig silke kan skjule dette faktum. Men kan man affinde sig med det og acceptere den som en gang lettere hjernedød underholdning, så er det da en OK film, bare ikke en man husker i lang tid, eller en som man tager noget med hjem fra. Filmatiseringen ligger tæt op ad bogen. Ja, der er endda mange replikker der er præcis de samme. Sjældent har jeg oplevet så trofast en filmatisering.

Men lige som i bogen er figurerne uden dybde. Især Hatsumomo, den onde geisha i hovedpersonens okiya, er alt for karikeret. Og selv om hun er lidt mere menneskelig i filmen end i bogen, så er hun alt for karikeret. Selv hovedpersonen, Chiyo, er det svært at identificere sig med. Man bliver også rimeligt træt af hele "vi geishaer må ikke elske" tingen, og den dertil hørende romantisering af de hårde forhold som disse levende kunstværker må leve under. Lidt nuancer ville have klædt filmen, men som sagt, så er bogen på samme måde, så det var vel hvad man kunne forvente.

Skuespillet er ikke altid i top heller. I særdeleshed er Michelle Yeohs præstation som Mameha, den kendte geisha der tager Chiyo under sine vinger, utroligt svag. De scener som hun medvirker i er bare ikke overbevisende. Det elendige engelsk som der tales af skuespillerne er til tider ufrivilligt komisk og også lidt ødelæggende for oplevelsen.

En af de store scener i filmen, hvor Chiyo har fået hovedrollen i en stor danseforestilling er helt malplaceret. I stedet for at virke som autentisk geisha-dans, så får man mere et indtryk af en goth-tøs på en catwalk til et technorave. Stroboskop-lyset hjælper ikke på sagen. Bevares, det er da en flot scene, men måske i en anden film? Den hører i hvert fald ikke hjemme dér.

Hvis man kan lide sine film subtile så er det ikke denne film man skal se. Alle pointer hamres fast med syvtommer-søm. Instruktøren vil være sikker på at alle forstår alt og det er da fint nok, hvis man ikke bryder sig om at tænke selv. Det er to en halv times smuk underholdning, men så er det heller ikke meget mere.

mandag, januar 16, 2006

Kawabata - A Thousand Cranes

Så fik jeg endelig læst noget af Kawabata Yasunari og jeg må sige at det var en meget positiv oplevelse. A Thousand Cranes er en sørgelig historie, der med the-ceremonien som baggrund, fortæller om en mands forhold til to kvinder: sin fars tidligere elskerinde og dennes datter. Der foregår sådan set ikke det store i romanen, det hele er holdt på et meget elegant og minimalistisk plan og beskriver spændingerne mellem personerne godt og alle de tanker om fortiden der plager hovedpersonen. Bogen satte sig ganske simpelt fast i mit sind og nye tanker omkring handlingen dukkede konstant op i dagene efter at jeg havde læst den.

Jeg har også Snow Country liggende, og den ser jeg rigtigt meget frem til at læse. Måske er der basis for en ny fetisch?

fredag, januar 13, 2006

Japans nationale identitet

I Weekendavisen fra i dag, d. 13/01, kan man læse en artikel af Thomas Høy Davidsen (THD)om "Japans selvforståelse". Nu vil jeg, som individualist, mene at det er lidt fjollet at tale om at et helt land skulle have en selvforståelse, men lad nu det ligge.

Artiklen handler bl.a. om den kamp om historien der foregår i asien, i forbindelse med de japanske skolebøger der også har været en del i medierne herhjemme, der benægter de grusomheder der blev begået af den japanske stat i bl.a. Korea og Kina. Dette tog f.eks.form af den kendte "Rape of Nanking" eller de berømte, koreanske "trøstekvinder" der udførte sexarbejde for den japanske hær mod deres vilje.

THD mener at den berømte lærebogssag fra 2001 er udtryk for at Japan pga. økonomisk nedtur, nu ikke længere kan finde national identitet i at de er en stærk økonomisk nation og at de derfor søger mod at blive en regional stormagt igen. Af andre indikatorer nævner han LDPs arbejde for at få ændret den berømte paragraf 9 i den japanske forfatning fra 1947, der forbyder Japan at have soldater til andet end selvforsvar, samt Koizumis omdiskuterede besøg ved Yasukuni helligdommen. Helligdommen ærer alle der er døde i kamp for Japan, der i blandt 14 klasse A krigsforbrydere.

Mit problem med artiklen, eller et af dem, er at THD fremstiller disse ting som om det er noget ganske nyt. Han ignorerer fuldstændigt at den japanske forfatning blev trukket ned over hovedet på den japanske befolkning udefra (normalt er det i det mindste politikere fra ens eget land der gør den slags). Godt nok var der nogle japanere der blev hørt da forfatningen skulle skrives, men deres forslag blev betragtet som alt for konservative og forkastet. Allerede i halvtredserne var der konservative politikere som f.eks. Hatoyama Ichirô og Ishibashi Tanzan der gik ind for at fjerne paragraf 9. Strømningen har hele tiden været der og det kan måske skyldes at der var stor kontinuitet både blandt politikere og bureaukrater i det japanske statsapparat. Ganske vist rensede man ud blandt politikerne i parlamentet lige efter krigen, men mange kom tilbage senere. Det har altså været en mainstream strømning der har været at finde hos det parti der, stort set uden pauser, har regeret landet siden 1955. Det er mere nærliggende at tænke at anden verdenskrig er kommet så meget på afstand nu at mange japanere mener at de endelig kan kaste noget af det, som mange ser som noget der er blevet dem pålagt med tvang, af sig.

Jeg finder i hvert fald hans påstand om at det skulle være resultat af økonomisk afmatning noget tynd, da disse idéer også florerede da det "økonomiske mirakel"var på sit højeste.

For en god artikel om Tsukuru Kai lærebogen, kan jeg i øvrigt anbefale Anemone Platz "Kontroversen om historielærebøger- National identitet for Japans børn og unge i globaliseringens tid" der at finde i Den Jyske Historiker, dog desværre ikke online. Den giver en ganske god baggrundshistorie for sagen om bogen.

Rikaichan

Er nødt til at gøre lidt reklame for et intet mindre end genialt plugin til Firefox browseren: Rikaichan. Man installerer blot dette plugin og hey presto! Så behøver du blot at køre musen over kanji eller hele ord på japansk, så popper der en oversættelse op. Aldrig mere besvær med at slå kanji op.

torsdag, januar 12, 2006

Nye udgivelser

Sidste år var et godt år for Hansen & DJ Daniel. Men 2006 ser endnu bedre ud. Der er allerede en del udgivelser på bedding.

Tic Tac Toe, der vel er det label der kan siges at være vores "hjem" udgiver en 4-tracks EP. 3 af vore egne numre og så et remix. Det ligger ikke helt fast hvem der skal remixe, men hvis det går som jeg håber, så bliver det intet mindre end bomben. Det skal da også lige nævnes at Jakob Kosteljanetz er med på vokal på et af numrene.
Denne burde komme til april.

My Best Friend, søsterlabel til Trapez, står også for en skive, der burde være ude til maj. Den ene side bliver dyb og lidt trancet, mens den anden har lidt electro-flavour. Denne skulle faktisk have været ude på Trapez Ltd. her til januar, men RRR der har selskabet skiftede pludselig mening, så nu er det My Best Friend der kommer til at stå for den.

Glückskind er et nyt label fra Nürnberg. De søde drenge bag selskabet har allerede et mere traditionelt techno-label, men deres nye sublabel skal koncentrere sig om mere minimale toner. Denne hér bliver en 3-tracker, med et par forholdsvis minimal tracks og et supersovset trance-nummer (altså trance på den herre-undergrundsagtige og fede måde, forstås). Ude maj/juni.

Italic har nappet nummeret "Gwailo", som nok kommer ud lige pludselig. Der ledes stadigvæk efter en remixer til tracket og udgivelsesdato er lidt uvis endnu.

Ud over disse er der også noget opsamlingsværk:

"Under a Flawless Blue Sky", der er et lidt selvhøjtideligt og cheesy track med trance-inspiration vil være at finde på "Nought & Crosses" opsamlingen fra Tic Tac Toe, der også tæller Theodor Zox, Brightlight, Trentemøller, m.fl. Er vist nok ude engang i februar.

"Pennsylvania Medium" vil være at finde på DRs "Radio Recordings vol. 3" der er ude sidst i januar. Husk at der er releaseparty på Culture Box d. 27.hvor jeg bl.a. spiller.

mandag, januar 09, 2006

The Samurai

Jeg var så heldig at få Shusaku Endos bog, "The Samurai" foræret i julegave. Bogen foregår i Japan i starten af 1600-tallet under Ieyasu, på det tidspunkt hvor forfølgelse af de kristne er ved at tage til.

Der er to hovedpersoner:den ene er en kristen missionær. Fransiskaner for at være helt præcis. Den anden er en lavt rangerende samurai, der drømmer om at skaffe noget jord som hans slægt har mistet tilbage i familiens eje.
Den lokale adelsmand eller konge om man vil, udruster et skib med spanske sømænd og japanske forretningsmæn, angiveligt fordi han vil skabe handelsforbindelser med Mexico. Desuden er der chancer for at der pludselig vil opstå en kraftfuld Kyushu daimyo, som vil forhindre adgangen til den internationale havn i Nagasaki, der var centrum for handel på det tidspunkt. Der er altså både intentioner om at skabe en ny havn og nye forbindelser. Japanere besad på dette tidspunkt ikke teknologi og know-how til at rejse langt, så selve skibet blev bygget af spanske sømænd. (ikke helt ualmindeligt: "Samurai William" fik jo sin magt og ære fordi han netop hjalp med til at bygge et stort, stærkt skib til den lokale konge).
Med i skibet er også en flok japanske ambassadører, der alle er lavtrangerende i samfundet. Der i blandt vor samurai-ven. Handlingen er ret kompliceret,for ikke at sige lidt for kompliceret til min smag. Men hér ridser jeg den lige op i korte træk(jeg har udeladt ret meget): Skibet ankommer vel til Mexico, men det er ikke muligt for ambassadørerne at lave en god aftale og derfor beslutter de sig for at tage videre til Spanien for at søge audiens hos den spanske konge. For at få dette er samuraien + hans venner nødt til at lade sig omvende til kristendommen, på trods af at de finder Jesus latterlig og ynkelig. Men den spanske konge gider ikke at se dem, da der kommer nyt om at forfølgelserne af de kristne i Japan er taget til i styrke. Derefter tager de på en håbløs mission til paven i Rom, hvilket heller ikke bringer dem nogle resultater. Slukørede tager de hjem og hjemme kommer det frem at de har ladet sig konvertere og derfor er der ingen belønninger til dem. Dem der havde magten da de tog afsted har mistet den og de nye magthavere er bestemt ikke venligtsindede. Samuraien ser for første gang i sit liv hvad det er Jesus kan. Hvorfor denne forhutlede person der hænger på et kors er så populær og han føler Jesu nærvær. Til sidst bliver alle sammen henrettet for at være kristne.

Jeg må indrømme at jeg ikke var synderligt imponeret over denne bog. Det mest interessante er vel næsten forlægget for bogen. Der VAR en ekspedition fra Japan i 1613, men der kendes ikke meget til den, da dagbogsoptegnelserne fra den blev destrueret. Derfor er det kun rimeligt tvivlsomme kilder der beskriver den.
Endo er selv kristen, og det skinner meget tydeligt igennem. Hvilket ikke er et problem for mig og jeg synes da også at det øjeblik hvor samuraien pludselig forstår hvad kristendommen går ud på. Det øjeblik hvor han står ganske alene, mislykket, forladt af alle, som Jesus på korset, er ganske genialt. Historien er sådan set udmærket,men det tager 1000 år at fortælle alting og det lykkes ikke rigtigt at fastholde læseren, eller i hvert fald ikke denne læser. Selv om bogen ikke er særligt lang, så var de sidste 100 sider til tider en kamp. Men den fik da vakt min interesse omkring denne mystiske ekspedition, som jeg helt sikkert må udforske mere ved lejlighed.

lørdag, januar 07, 2006

Memoirs of a Geisha

Det er med nogen interesse jeg har fulgt de mange diskussioner om filmatiseringen af Arthur Goldens bestseller "Memoirs of a Geisha". Kritikken er så forskellig og kommer så mange steder fra at det til tider kan være svært at tage den alvorligt. Jeg har endnu ikke set filmen, men fandt for et stykke tid siden bogen til en tyver i et antikvariat og læste den.
"Memoirs.." er i bund og grund ikke meget andet end en lidt mere velskrevet lægeroman der finder sted blandt geishaer. Golden har brugt en del tid på at sætte sig ind i japanske skikke, danse, m.v. Men ser man på historien handler den om en ung pige der mister sine forældre og derefter sælges til et geisha-hus og man følger derefter hendes liv og opvækst, der bl.a. præges af drømmen om en bestemt mand der skal komme og redde hende. Ikke noget særligt i form af historie og den er i øvrigt også ganske romantiserende omkring disse piger der opgiver alt håb om ægteskab og kærlighed for at være geishaer. De bedste sider af den roman er vel at den er rimeligt underholdende og at den er meget opsat på at forklare at geishaer ikke er prostituerede i traditionel forstand, men derimod kvinder der er uddannet til konversation og underholdning. Hvis man anlægger dette syn på bogen er den vel sådan set fin nok. Problemerne kommer hvis man tager den mere alvorligt og anlægger et kritisk syn på den. Min søde svigermor mener at den er et ripoff af Sara Harris "De 10000 Glæders Hus" der er en fortælling om geishaer fra tresserne (så vidt jeg ved). Jeg har ikke haft fornøjelsen af at læse den bog, så det skal jeg ikke kunne sige. Andre kritikker af bogen går på at den er eksotiserende og opretholder et billede af den asiatiske kvinde som er undertrykkende. En af hovebegrundelserne for dette er ofte selve det faktum at Arthur Golden er en hvid mand. Jeg har lidt svært ved at tage hele den kritik alvorligt. For ganske vist er bogen kritiserende, men det må være resterne af de universitetsmarxistiske miljøer der kan mene at selve det at have en penis og hvid hud er diskvalificerende. Den holder simpelthen ikke. Resultatet villejo også være at kun japanske kvinder kan skrive om japanske kvinder og hvad skulle grunden være til dette?
En anden kritik er at den skulle være baseret på samtaler med Mineko Iwasaki, der er en legendarisk geisha. Mineko Iwasaki har selv taget afstand fra "Memoirs.." og hendes erindringer er også blevet udgivet. Set fra denne vinkel er bogen vel en slags "falsum", bortset fra at den ikke rigtigt udgiver sig for at være fakta..det er trods alt fiktion og det lægger den ikke direkte skjul på. Men den måde den er "pakket ind" på gør at mange nok vil tage den mere alvorligt end hvis den var solgt som et hvert andet stykke fiktion.

For mig tror jeg mere det drejer sig om et mere velafbalanceret syn på bogen. På den ene side er den underholdning, men på den anden side giver den sig også ud for at være rimeligt realistisk og derfor er det rimeligt nok at tage den seriøst og kritisere den. Bl.a. fordi mange mennesker sikkert vil få farvet deres syn af geisha-traditionen af denne bog. Den bør læses som et stykke underholdning, ikke som en korrekt historisk fremstilling,men samtidig må man nok se i øjnene at på et overfladisk plan, der fejler Goldens researcharbejde ikke noget.

Diskussionen om filmen er lige så interessant og endda mere absurd. Udover de samme punkter som bogen kritiseres for, har der været ret meget kritik af at hovedrolleindehaveren er kinesisk og ikke japansk. Det er Ziyi Zhang (fra House of Flying Daggers) der har hovedrollen som Chiyo (Imdb.com har noget andet stående, men de har ikke rettet det siden den første hovedrolleindehaver blev sløjfet). I det hele taget er der ingen japanere der har de ledende roller andet end Watanabe Ken. Det har den fået meget kritik for, men jeg kan nu ikke se et problem i dette. Hvorfor skulle en kineser ikke spille en japaner på film? Det giver ingen mening.

I Kina har diskussionen været end anden. Her har man været ret optaget af at Ziyi Zhang, måske den største kinesiske filmstjerne for tiden, har sex med en japansk mand i filmen. Dette forekommer mig ligeledes ret fjollet. DET ER EN FILM - DE SPILLER SKUESPIL. Og selv hvis de ikke gjorde det, så måtte det vel være hendes sag. Kritikken afspejler det ret anspændte forhold imellem Japan og Kina. Hvis Ziyi Zhang skulle spille overfor Brad Pitt havde det sikkert ikke været noget problem.

Filmen har premiere d.13/1 i DK og jeg skal helt sikkert ind at se den. Det bliver sjovt at se den med al denkritik i baghovedet plus de meninger jeg selv har om bogen. Tror nu ikke at det bliver andet end en gang klam hollywood-lir, men så har jeg i det mindste set den.

onsdag, januar 04, 2006

Private udlejere uden samvittighed

I dag har jeg i radioavisen hørt at private boligudlejere ofte ikke gider at tage imod de lejere der anvises fra kommunen, heller ikke selv om de får tilbudt penge for det. Det synes jeg ikke der umiddelbart er noget bemærkelsesværdigt i. Som udlejer er man vel mest interesseret i følgende: at huslejen forfalder når den skal, at lejerne ikke ødelægger ens ejendom og at de ikke skaber problemer for en selv eller de andre lejere. Når kommunen betaler den private udlejer for at få lov til at anvise en bolig i vedkommendes ejendom, så mister udlejeren retten til at bestemme hvem der flytter ind og dermed kontrollen over sin egen ejendom. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvilke typer man kan risikere at få ind i sit hus på den måde og det er vel derfor at de fleste udlejere siger nej til den slags.

Så burde sagen ikke være længere. Men lur mig om ikke der i radioen optrådte flere i løbet af dagen der mente at man skulle tvinge udlejerne til at gøre dette. Det var for dårligt at de ikke ville udvise social samvittighed og der argumenteredes for at man skulle bruge tvang så de kunne opføre sig som "samfundet" (læs interessegrupper) gerne vil have det. En af fortalerne (der var fra KAB) for denne ekspropriering mente endda at når der var givet fradrag til at bygge private udlejningsboliger, så havde man en forpligtelse til at stille lejligheder til rådighed for alskens tabere eller hvem kommunen i øvrigt kunne finde på at forpeste de andre lejeres liv med. Et absurd argument med mindre man som udgangspunkt mener at staten ejer alt og at det vi får er en slags løn som giver den frie hænder til at gøre hvad som helst med os.

Eva Kjer var ikke umiddelbart klar til at gå så langt og talte om den private ejendomsret, men det ville ikke være første gang man blæste den et stykke og anså det for nødvendigt at forgribe sig på folks ejendom når nu de ikke vil makke ret frivilligt.

Jeg forstår ikke at det kommer bag på nogen at så få udlejere ikke gider at have noget med kommunen at gøre. Tænk på hvordan bare en enkelt narkoman eller psykisk syg person kan ødelægge det hele for alle andre i en ejendom. Det ved en hver der har oplevet at bo i samme ejendom som sådanne personer. Gider man virkelig løbe den risiko? Nej vel?