fredag, december 30, 2005

Osamu Tezuka

Til jul var jeg så heldig at få første bind af Osamu Tezukas livsværk, Phoenix, som gave af min svigerfar. Tezuka-sama betragtes som den vigtigste person indenfor manga og der findes næsten ikke den stil han enten har grundlagt eller profileret sig indenfor.
Jeg har ikke rigtigt læst noget af ham før. Det eneste jeg rigtigt kender fra ham er Tetsuwan Atomu (jern-arm atomet), bedre kendt som Astro Boy på disse kanter og så filmatiseringen af hans science fiction manga Metropolis, der er mere end lidt inspireret af Fritz Langs film af samme navn.
Emnerne i Phoenix er store, så som eksistens, retfærdighed og liv og død. Det er svært at beskrive handlingen, men en hver som bare er lidt interesseret i manga bør bestemt kaste et blik på denne serie. Der er 12 bind i alt og hvert bind kan læses selvstændigt. Tezuka har også lavet en serie der følger 3 drenge der hedder Adolf, hvoraf den ene er Adolf Hitler. Den er jeg simpelthen nødt til at få fat på, men jeg skal bare lige have fat i de 11 andre bind af Phoenix først. Suk.

Myter om protektionisme

NBRs Japan mailing liste, der er et forum for seriøse japanologer, kan man for tiden følge en diskussion om Japan og protektionisme. Det er populært at hævde at Japans økonomiske "mirakel" skyldes protektionisme og den hjælp landet har fået fra USA. Mange ved simpelthen ikke at Japan var godt industrialiseret før anden verdenskrig. Bl.a. var stålindustrien i gang allerede sidst i 1800-tallet, mens automobil-industrien var oppe i omdrejninger midt i trediverne. I betragtning af at den havde været i gang så længe, så er det ikke lige frem et mirakel at den blev en succes. Tværtimod så må man sige at det så sandelig tog sin tid for den japanske industri at blive en succes. Samtidig boostede det netop den japanske økonomi da man i halvtredserne åbnede mere op for markedet. Hvis protektionismen var så god en ting, så havde det nok haft den modsatte effekt.

Hvad angår den amerikanske hjælp, så manglede det vel bare oven på den systematiske terror man havde bedrevet mod den japanske befolkning under anden verdenskrig. Hjælpen har vel kunne rette lidt op på den skade der blev gjort, men at den lige frem skulle have været årsag til japans succes finder jeg tvivlsomt. Man skal huske at Japan ikke var et uland før anden verdenskrig, men derimod var ganske blomstrende. Mon ikke det er udtryk for en eurocentrisk tolkning af historien når man tilskriver den amerikanske hjælp så stor betydning?

tirsdag, december 27, 2005

Shockwave: The Countdown to Hiroshima

Så blev jeg færdig med Stephen Walkers "Shockwave". En ganske glimrende populær-historisk bog om de tre uger der ledte op til d. 6. august 1945, da et amerikansk fly smed en atombombe over Hiroshima.

Bogen er utraditionel i det at den er skrevet næsten som en roman. Der er dog masser af kildeangivelser og bemærkninger og i det hele taget virker den ganske godt researchet. Walker gennemgår minutiøst ugerne, dagerne, timerne, ja endda sekunderne op til massakren. Der bruges tid på at beskrive de enkelte personer der optræder i bogen, ikke bare i historisk sammenhæng, men også hvordan deres temperament og personlighed var. I særdeleshed er skildringen af Henry Stimsons (der var secretary of war) kvaler omkring at bruge et så kraftigt våben mod civile, interessant. Walker bekræfter at Truman ingen problemer havde med at slå uskyldige ihjel. I flere citater viser han at manden anså japanerne for at være udyr ("beasts" er ordet han bruger) og derfor generer det ham ikke. Walker gør det også klart at Hiroshima-apologeterne tager fejl når de påstår at Hiroshima var et militært mål. Ja, der var noget militær produktion, men det var der i alle større byer og der var Hiroshima ikke noget særligt. Derudover var der da også en havn, men man valgte jo at smide bomben midt i byen hvor der var flest civile og ikke i udkanten hvor der var mest produktion. Grunden (i følge Walkers bog) til at man valgte Hiroshima var at den havde den ønskede størrelse og man var interesseret i at se effekten af bomben på en større befolkning, plus at den selvfølgelig skulle have en afskrækkende effekt. At det var ren terror og ikke militære mål man gik efter afspejles også i at et tidligere mål man havde overvejet var Kyoto, der dog blev skånet pga. dens kulturelle og historiske værdi. Stimson havde selv besøgt den smukke by i trediverne og var forfærdet over tanken om at man skulle ødelægge al den skønhed. Det lykkedes ham at afværge bombningen af Kyoto, men ikke af Hiroshima. Stimson forsvarede senere brugen af atombomben i stor stil, men før den var kastet var han yderst skeptisk.

Walker gør et godt arbejde og ser sagen fra alle de impliceredes side uden at dømme dem. I stedet kan læseren så selv afgøre hvor hans/huns sympati ligger. Myterne om Hiroshima er stadigvæk mange og det er for en del mennesker stadigvæk tabu at kalde tingene ved deres rette navn og sige rent ud at det var en massakre der forholdsvis gik ud over uskyldige civile. I anledning af 60-året for massakren, skrev jeg en artikel om emnet. Kommentarerne var mange og mest fjendtlige. Mange vil helst bevare billedet af amerikanerne som modige befriere, der gjorde noget nødvendigt og man kan godt blive ret upopulær hvis man sætter spørgsmålstegn ved dette og endda påpeger de propaganda-løgne som der stadigvæk huserer i folks bevidsthed.

En helt sikkert anbefalelsesværdig bog, der også kan give nye oplysninger til dem der allerede har læst en del om emnet (som mig f.eks.). F.eks. vidste jeg ikke at så mange af de implicerede videnskabsfolk var imod at man brugte atombomben og endda havde skrevet en erklæring som over 60 af dem havde underskrevet. Den slags mindre, men meget interessante oplysninger er der en del af i bogen.

I bogen finder man også et lille digt af Tamiki Hara, der overlevede bomben, men begik selvmord i 1951:

Er dette et menneske?
Se hvordan atombomben har forandret det.
Alle mænd og kvinder tager een form.
Kødet svulmer af frygt.
Stemmen drypper fra opsvulmede læber
I et betændt, forkullet ansigt
Hvisker den svage ord
Hjælp mig
Dette. Dette er et menneske.
Dette er et menneskes ansigt.

Digtet fanger den gru som er umulig at forstå for os som ikke har oplevet den slags. Det er mig uforståeligt at folk kan forsvare krig, død og ødelæggelse med den iver der lægges for dagen i medier og på diverse websites. Walkers bog er tilpas neutral, men også tilpas nuanceret til at selv den mest forhærdede krigs-cheerleader måske vil tænke sig om en ekstra gang eller to efter at have læst den, omend den måske ikke vil ændre nogens holdninger.

A Day at the Races


Synes at jeg lige ville teste muligheden for at uploade fotos hos Blogger. Her et billede fra vores tur til Hong Kong i efteråret. Det er taget på Happy Valley Racecourse, der ligger klemt inde i den smukke og pulserende storby. Som man kan se er det omgivet af høje etageejendomme hele vejen rundt og det er med til at give væddeløbsbanen karaktér af åndehul. Hestevæddeløb er big business i HK. Det er den eneste lovlige form for spil der er at finde der. De der ønsker at gå på casino kan gøre det på Macau, der ligger lige i nærheden. Men i mangel af dette og andre muligheder er det altså hestene der tiltrækker HKs spillefugle. Og det er selvfølgelig mange, da der næppe findes et folk der elsker spil mere end kineserne. Stemningen var høj og der var proppet, selv om det var en ganske almindelig onsdag aften. Min hustru, Tamiko, og jeg spillede en smule, men vandt ingenting som de amatører vi var. Men det var nu meget sjovt alligevel. Det kan bestemt anbefales at man besøger en af væddeløbsbanerne hvis man er på de kanter.

Ryu Murakami

En af mine store interesser er japansk litteratur som jeg sluger i stor stil, dog i oversat form (måske kan jeg læse en børnebog på originalsproget om en årrække..hvis jeg arbejder for sagen). Det er især mere moderne forfattere jeg kan lide, selv om jeg regner med at gå igang med Kawabata snart. Der er i hvert fald bestilt et par stykker fra Amazon i dag og der står en af dem ulæst på hylden, så jeg må hellere se at komme igang.

Min største opdagelse indenfor japanske forfattere i 2005 er uden tvivl Ryu Murakami. Jeg startede med at læse "Almost Transparent Blue", der handler om nogle unge mennesker i en japansk provinsby der tilbringer deres tid med at tage stoffer, drikker sig fulde, drive den af og dyrke tilfældig og ekstrem sex. Den var udmærket, men ikke lige frem imponerende. En ganske normal historie om håbløshed og apati. Ikke en der vakte de store tanker.

Helt anderledes havde jeg det med den anden bog jeg læste af manden: "Coinlocker Babies". Den er skrevet 5-6 år senere og der er virkelig sket noget på den tid. Handlingen er meget kompliceret, men den tager sit udgangspunkt i 2 drenge der begge er blevet efterladt af deres mødre i et møntopereret bagageopbevaringsskab (er det et ord?) i Yokohama. Det specielle ved disse drenge er at de overlevede den behandling, mens alle andre der blev efterladt på samme måde døde af det. Man følger så de to drenges liv fra fødsel til de er engang i tyverne. Hvordan de adopteres og hvorledes deres barndomstraumer former deres liv i deres forsøg på at frigøre sig fra deres fortid. Alt sammen fortalt på ganske original vis, og med masser af vold, sex, narko og spænding. Det er nærmest umuligt at gå dybere ind i handlingen uden at fortælle for meget, men er man til en ekstrem fortællestil og et overraskende og originalt plot, så er det bestemt en bog man bør læse.

Jeg glæder mig til at læse "In the Miso Soup" af samme forfatter. Så vidt jeg kan forstå er den lidt i samme stil som "Coinlocker Babies". Sidstnævnte er i øvrigt fortrinligt oversat. Det er simpelthen en fornøjelse at læse en bog der er oversat så den forekommer så velskrevet som denne.

Første post.

Bum bum...dette er så mit andet forsøg på at lave en blog. Den sidste lavede jeg fordi jeg havde så mange udenlandske bekendte der gerne ville følge med i hvad der skete i Danmark, men jeg havde vist ikke rigtigt hjertet med i det projekt.
Så denne gang forsøger jeg mig med en blog på dansk og med et lidt bredere emnefelt, dvs. alt hvad der lige falder mig ind. Jeg har af og til savnet et sted hvor jeg kunne dele de tanker jeg har om de (alt for mange) bøger jeg læser, musikken som jeg elsker og alt muligt andet der ikke lige passer ind på de foraer jeg skriver på, eller i en artikel på liberator. Nu får vi se om jeg har tid og energi til at vedligeholde den.